Vi har jo besluttet os for at tage til Costa Rica, sá turen mátte gá  sydpá. Fórste etape fra Monterrico til San Salvador startede rigtig godt. Man skal jo sejle det fórste stykke gennem mangroven og  det er en utrolig behagelig máde at bevaege sig pá. Pá den anden bred  ventede bussen og vi var allerede godt pá vej klokken halv otte om  morgenen. To busser mátte der til fór vi var ved graensen.

Graenseovergangene her i regionen er ret kraevende. Det er her ens tálmodighed bliver testet.Der er hundrede mennesker der gerne vil hjaelpe en med alt  muligt  allerede inden man stiger ud af bussen, og man ved bare at de kun  er ude efter penge, og alt hvad de fortaeller er lógn. Nogle  steder er  der sá mange at de móver og maser for at komme til sá man har lyst til  at slá dem. Isaer nár de gerne vil hjaelpe med at baere ens baggage.
De  eneste der er ligeglade og ikke hjaelper med noget er dem der  saetter  stempler i passene. De har masser af tid, mens alle andre  virker som om de har vildt travlt, og de kraever sgu ogsá penge.Ved  hver graense skal man fórst stemples ud af det ene land og sá bagefter  bliver man stemplet ind i det andet. Nogle steder koster begge dele  penge.
Lyspunktet ved graenseovergangene er dog de ladcykeltaxier  der (modpassende betaling, naturligvis)  transporterer folk og baggage fra bussen i det ene land til bussen idet andet. Eller til de ikke má kóre laengere. Den fórste gang kórte vi  alle tre og tre rygsaekke med én cykel!!

Da vi krydsede graensenmellem Guatemala og El Salvador var det vores mening at tage ud til  stranden igen, men vi ombestemte os og tog til San Salvador i stedet,  fordi vi mente at det nok var mere civiliseret. Sidse var blevet  forkólet og vi traengte til at slappe af  pá et godt hotel efter 8  timers rejse.
Men  San  Salvador er ikke lige stedet hvor man slapper  af. Det er et stinkende, beskidt, stójende hul i jorden. Jeg havde valgt  et hotel udfra beskrivelsen i guidebogen, men det passede vist ikke  helt det de skrev. Vi tog en taxi derhen og lod os skrive ind, selvom  det var rimelig usselt, fordi vi ikke orkede at finde et andet. Vi  kunne jo ikke vide at  det lá i samme bygning som et  diskotek/bordel.
Fy for satan! Vi ville egentlig blive et par dage,men lige sá snart vi havde vaeret i byen en time ville vi gerne videre,og hellere end gerne helt ud af landet!

Naeste morgen stod vi opklokken seks,fastbesluttet pá at ná til Leon i Nicaragua inden dagen  var omme. Vi havde laest om Leon og det lód lidt som Antigua, sá der mátte man kunne slappe af.

Det tog os over tolv timer at ná  dertil hvor vi kórte  med  den ene smadrede bus eller minibus efter den  anden. Syv busser blev  det  vist  til, og to graenseovergange, den ene  vaerre en den anden.Vi  mátte  betale 3 dollars for at komme ind i  Honduras, og 3 dollars for  at  kommeu  d igen to en halv time senere. Da vi  krydsede graensen  til  Nicaragua  troede vi at det vaerste var overstáet,  men igen mátte  vi  blive skuffet. For selvom der kun manglede omkring  70 km., sá  tog  det over tre  timer at ná frem, fordi stórstedelen af staekningen  ikke  var  asfalteret, og den del der var havde huller sá  store  som  vulkankratere.Den bus vi kórte med var den mest smadrede  vi  havde set  indtil  da, og vi var selv ligesá smadrede da vi  endelig  náede  frem.  Igen  tog vi en taxi til et hotel vi havde valgt  udfra  guidebogen, men denne  gang var vi mere heldige og vi endte med at  bo  der  tre dage.