Efter Cahuita tog vi videre sydpá til Puerto Viejo (Gamle Havn). Vi skulle jo flyve fra San José til Guatemala City den 14., sá der var et par dage der skulle slás ihjel. Og hvilken bedre máde at slá tiden ihjel pá end at dase i en sóvnig strandby.

Puerto Viejo skulle vaere en rigtig partyby, men vi er stadig uden for saesonen, sá det var til at holde ud.

Vi boede pá et lidt flippet hotel med farverig mosaik over det hele og med et af de fedeste badevaerelser vi har set indtil nu. Her var det ogsá at vi oplevede en elektrisk vandvarmer der rent faktisk virkede! Dette system er det stórste fupnummer og det er vidt udbredt i centralamerika. Ideen er at brusehovedet er en elektrisk vandvarmer der varmer vandet op mens det lóber igennem. Det siger sig selv at det ikke virker, men det gjorde det altsá her. Jeg har en teori om at det var fordi ledningerne var sat sammen med rigtige elektrikerdimser i stedet for tape som ellers er standard.

Ná, nok om det. Damen der ejede stedet lignede en gammel luder og var skrupskór, men hun gav os rabat fordi det var uden for saeson, sá hende kunne vi godt lide. Hun havde ogsá et virkelig dejligt sted.

Alle i Puerto Viejo kórer rundt pá cykel, hvilket gór stemningen rigtig hyggelig. Det ville vi selvfólgelig ogsá vaere med til, sá vi lejede cykler for en dag og kórte ned til den naeste by, Manzanillo, hvor der er et naturreservat og en virkelig smuk strand. Dagen fór havde vi fáet at vide, af nogle tyskere vi havde módt, hvordan man fár hul pá en kokosnód. Sá vi fandt et par stykker og fik dem ábnet med móje og besvaer, og hold kaeft hvor smager det godt nár man sidder pá en caribisk palmestrand og spiser kokosnódder man selv har "fanget og slagtet".

Selve turen fra Puerto Viejo til Manzanillo er ogsá meget smuk. Vejen ligger skáret igennem taet jungle og alle junglens dyr og planter kan, med lidt held, ses fra vejen. Vi kiggede meget efter tukaner, men uden at se nogen. Til gengaeld fik Sidse óje pá et dovendyr som bevaegede sig! Vi var ellers sikre pá at vi aldrig ville fá óje pá et uden at have en guide med, fordi de altid sidder stille og tier stille og ligner et termitbo. Men den her kravlede stille og roligt hen ad den gren den hang pá og ned ad traestammen. Det siges at de kommer ned pá jorden en gang om ugen for at skide, sá det kan vaere at det var pá tide for vores lille ven. Jeg forstár ikke rigtig hvorfor de ikke bare kan góre det derfra hvor de haenger. Máske larmer det for meget.

Puerto Viejo (Manzanillo) var det sydligste sted  vi náede og ogsá vendepunktet for pá vores rejse. Derfra begyndte vores lidt over en máned lange hjemrejse og nu er vi pá vej hjem. Glaed Jer!