En uges ferie paa Zanzibar inden regnsaesonen saetter ind, og dermed goer tropeoen en smule mindre indbydende!

Efter noget af en gyngende faerd paa 3 timer fra Dar es Salaam til Stone Town, Zanzibar, var det en sand lettelse for undertegnede landkrabbe, at saette foedderne paa fast jord igen.

Stone Town er en noget mere interessant by, end Dar. Dar es Salaam kunne i princippet vaere en hvilken som helst anden storby, uden nogen saerlige charmerende historiske bygninger, man som europaeisk turist, er saa forkaelet at soege efter overalt, men altsaa ikke lige kunne finde i Dar, men som sagt, snildt kan faa oeje paa i Stone Town.

Gamle arabiske bygninger over det hele, smalle gader, der -igen- leder eens europaeiske bevidsthed hen paa Paris eller des lige og faar een i cafe latte-stemning... Interessante dufte/dunste af krydderier og udefinerbare eksistenser smyger sig om hjoernerne og goer oplevelsen total, for baade ojne og naese.

Cyklende maend der dytter og maser sig frem, hoens der skraever hen over taeerne paa een, og vand der drypper i hovedet et sted hoejt oppefra, samtidig med gadesaelgere, der overbevisende synger Jambo, Jambo og vil saelge deres herligheder til morningprice, det er i korte glimt min umiddelbare erindring om Stone Town, hvis jeg lige skal taenke tilbage i en ruf!

Der var vi i nogle dage og noed musikfestivaln, der var der samtidig med vores lille gruppe af frivillige.

Saa tog vi nordpaa, Nungwi. Det var en ganske anden oplevelse. Ud til kysten var der skoenne turist-dertil-anrettede byer, med alt hvad hjertet kunne begaere af cocktails, sunsettrips og andet goegl, mens der lige bag ved denne glinsende facade, laa de smaa lerklinede, kolortshytter, lokalbefolkningen bor i. Det var en speciel oplevelse. Foelte mig lidt som var jeg blevet sat i Lucky Lukes kulisse, midt ude i ingenting, hvor man tror der er en saloon, men i virkeligheden, ville hele opstillingen falde sammen i et brag og en stoevsky, hvis man puffede til den. Hoejst besynderlig oplevelse, men havet var skoent og det var dejligt med en uges ferie.

Over and out for denne gang.

Dagene gaar pludselig staerkt. Sister Lucy giver baade Mette og jeg nok at rive i. Jeg har 2A og B i engelskundervisningen sammen med Miss Arapha. Jeg forbereder opgaver, hjemmearbejde, underviser og hun tjekker opgaver osv. Jeg er ret glad for fordelingen, fordi det er fedt at undervise boernene og maaske ogsaa undervise dem lidt mere interaktivt, end hvad de lige er vant til. Foruden engelsk har jeg nu ogsaa 10 computertimer om ugen. Mette og jeg er blevet delt op, saa hun har fire og jeg saa resten mere eller mindre. Skemaerne bliver som regel aendret lidt som vinden blaeser, saa man ved aldrig helt hvad der venter efter morgensamlingen. Morgensamlingen starter med march ind i gaarden, hvor klasserne staar opdelt efter klassetrin og synger nationalsangen, "praise-the-Lord"-sange osv., i tyve minutters tid. I morges manglede standard 6. De sad paa knae omme bag skolebygningerne, som straf for at have lavet sjov i gaden dagen forinden, da de fik fri.

Har aldrig vaeret en oern til computer, saa er glad for de tager til takke med at laere hvad en printer, outputdevices, screen og CPU er... Har nogle gode boeger at klamre mig til. Det er bare lidt surrealistisk, naar man staar foran en klasse paa 55 elever, og skal undervise i noget man laeste sig til, aftenen forinden, men saa laerer vi da alle lidt.

Computerne er nogle Sister Lucy har faaet foraerende af forskellige gavmilde folk, og -if God is willing- snart skulle der komme nogle flere. Lige pt. er der syv der duer, men det meste af undervisningen er teoretisk (dejligt, nu man er saa teoretisk orienteret hvad angaar al teknologi.... Sagt i meget sarkastisk tonefald, er mere til bare at trykke paa knapperne, for saa at se hvad der sker!) i klasserne, hvor de taalmodigt sidder og skriver noter fra tavlen og besvarer spoergsmaal, hvorefter Madam Esther (-undertegnede) retter dem med min roede kuglepen.

I dag var jeg saa saa heldig, pludselig at skulle vikariere for Sir Justin, og dermed undervise i Science. Det er jeg saa temmelig glad for ikke er en hverdagsting. Spoergsmaalene var mange og farverige, om alt fra AIDS til hvilke planter der er giftige. Planter jeg knap nok anede fandtes...og saa paa engelsk.

Har stadig ikke vaennet mig til pryglene. -Og goer det forhaabentligt heller ikke. Og det er ikke bare rap over nallerne de faar. Jo mere laererne vaenner sig til vores tilstedevaerelse, jo mere giver de den gas med kaeppe, kviste eller ydmygelse. Og det er ikke "kun" hvis boernene laver ballade. Det er for alt fra at stave forkert, ikke at komme hurtigt nok op med opgaverne til rettelse, at have en grim haandskrift (nogle af dem, er kun 6-7 aar...) og saadan kunne jeg blive ved. Kan se der erforskel paa pryglenes karakter. Nogle boern er mere vellidte end andre. Dem der ikke er i kridthuset hos visse laerere, faar saa mange slag, at de tilsidst falder ned paa knae, mens taarerne triller og kvisten piver i luften over dem. Det er helt uhyrligt. Ved godt det ikke er mange aar siden det foregik lige saadan i DK og andre steder, og at deres maade at leve paa, er meget anderledes end derhjemme, men det kan aldrig vaere okay at slaa boern. Aldrig. Ogsaa selvom dit og dat. Men saadan er det nu engang her og jeg kan ikke lade vaere med, at beundre de boern, for deres mod. Selvom et forkert svar indebaerer risikoen for taev, raekker de troligt haenderne i vejret, for at besvare spoergsmaal...det er virkelig utroligt. Boernene er saa seje og fulde af liv og glaede, paa trods af de noget anderledes undervisningsmetoder. Al respekt for dem! -Boernene altsaa.

De kommer ikke fra fattige familier. Nogle kommer langvejs fra, andre bor i Kijichi. Skolen er leddet af nonnerne, men der skal betales et aarligt gebyr for undervisningen, saa helt fattige kan familierne altsaa ikke vaere. Om morgenen kommer de gaaende fra alle retninger og Mette og jeg bliver moedt af Good morning, Madam. -Saa blev man lige 80 aar gammel med den titulering...men hyggeligt er det.

Foerste uge paa Holy Cross Nursery and Primary School er veloverstaaet.

Sister Lucy der leder skolen, er saa venlig overfor os, at man bliver helt ydmyg, da vi jo hverken er uddannede laerere eller noget der minder om, men det lader nu alligevel til, at vi kan bidrage med noget godt.

Mrs. Arafa som jeg underviser 2A og 2B sammen med, er en meget flink dame, men systemet her tillader afstraffelse, og det gaar ikke stille for sig. Boernene, som vitterlig er smaa, faar slag med pinde over haenderne, ryggen, benene eller hvad der nu lige er naermest, hvis ikke de har lavet lektier, hvis de har lavet lektierne forkert, hvis de ikke har den rigtige uniform paa, hvis de ikke staar lige paa raekken ved morgensamlingen og saadan kunne listen fortsaette. Det er saa vaemmeligt, at vaere vidne til, meget, men det er jo ingen ting, i forhold til at vaere den det gaar ud over. Man kan virkelig se raedslen i deres store brune oejne, naar laereren naermer sig, eller de bliver kaldt op til tavlen. Gangen bliver langsom og slaebende og deres stemmer ryster og oejnene flakker. Det er saa vaemmeligt. Og naar hun haever pinden, er deres ansigter allerede forvredet ved tanken om smerten der snart rammer dem. Jeg kigger vaek hver gang, for det virker ogsaa ydmygende for dem, og jeg har selvfoelgelig flere gange taenkt, at jeg ikke havde lyst til, at vaere vidne til det og gaa. Men hvis jeg dropper det pga. at de faar taev, aendrer det jo ikke ved om de faar det eller ej, og det ville et eller andet sted, bare vaere egoistisk af mig, at stikke halen mellem benene, fordi det goer ondt paa mig at se det, for jeg kan jo samtidig se, hvor glade de er for, at Mette og jeg overhovedet er der. Hvordan de loeber op for at faa rettet opgaverne af mig, og fniser og smiler i skolegaarden, og vil holde een i haanden. Og det er saa dejligt, at vaere genstand for saa megen glaede, bare ved sin tilstedevaerelse. Og saa kan man jo ogsaa vise dem, at man ikke noedvendigvis tyer til taev, bare fordi man er underviser...

Det er saa hyggeligt, naar de kommer loebende hen til een paa vejen, og vil gaa med et stykke og holde i haanden...saa smelter mit hjerte virkelig. Og saa giver det mening, at vaere der. Ogsaa selvom deres virkelighed er saa anderledes end min.

Saa... Velankommet hos min afrikanske familie.

Den bestaar af far, (lazy dad, som han selv kalder sig) mor, datter, Anitha og tre broere plus Macky the Mennce, en niece der bor hos familien og har et meget kraftigt organ, hvis tingene ikke lige gaar som hun kunne taenke sig.

Vi bor rigtig flot, fint hus og har vores eget vaerelse med toilet, som jeg og Mette, som jeg bor sammen med, har helt for os selv, sammen med et par hundrede myrer, saa det er virkelig fornemt. Udenfor huset har moren gang i den helt store bananplantage, samt en ko og dens kalv, et halvt dusin hoens plus kyllinger og to kalkuner. Foruden familien, to-benede som firbenede (og tusindbenede, velsagtens...) er der Lucy paa 14, der er maid i huset og meget sky og underdanig, og en ung mand, der vander blomster og tager sig af andre huslige ting og sager.

Turen ud til huset gik ad bulede veje, og Mette og jeg blev eskorteret af hele 4 velmenende mennesker fra TYC (Tanzania Youth Coalition, som er MSs samarbejdspartner her), i lille personbil, saa dvs. seks meget varme mennesker i meget lille bil i en times tid. Det gik da heller ikke hverken vaerre eller bedre, end at bilen broed smmen naesten ved vejs ende, og vi alle hoppede ud og begyndte at skubbe, hvilket jo selvfoelgelig resulterede i en eksorte af boern og unge der raabte Mzungu og grinede og pegede!! For ja, vi er aabenbart et sjaeldent syn, paa de kanter, saa vi er allerede lidt af en attraktion, som vi kommer prustende gaaende af de smaa stoevede stier... Al handling og snak stopper og forstummer og der bliver gloet...smilet og peget. Det er en vild oplevelse, pludselig at vaere saadan et objekt for opmaersomhed, men meget underholdende at opleve.

Vores familie er meget religioes. Har billeder af af paven og hans pumpestok og de foerste 5 Mother Theresaer (ved godt der kun er en, men mange billeder er der altsaa...), helligt vand og olier staaende side om side med fjernsyn og cd-afspiller! Moedte jo familien igaar, dvs alle med undtagelse af moderen, indtil der ved syv-tiden kom svingende en bil ind ad porten, med fuld udblaesning paa gospelsang i hoej volumen og ud svang sig en kurvefuld madam i farvestraalende gevandter og bumfaldreaah havde man ogsaa moedt vores nye hostmom!!

Ogsaa idag var jo foerste arbejdsdag. Det var noget af en oplevelse... Skolen er ledet af nonner og der bliver praktiseret streng disciplin, med afstraffelse i form af dask og nok ogsaa det der er vaerre. Har indtil videre ikke set noget direkte ubehageligt, saa forhaabentligt bliver det ved markeringerne. Skal helt bestemt ikke selv ud i nogen afstraffelse af boernene.

Vi ankom til skolen cirka klokken 7.30, hvor vi bag bygningerne, kunne hoere taktfaste trommeslag og da vi naermede os, kunne vi se omkring to-trehundrede boern, staa side om side paa sirlige raekker. Sister Lucy, som er skolens leder, og ser os som den stoerste velsignelse og Guds udsendte, bad os foelge med op foran alle boernene, hvorefter de begyndte at bede og synge. Det var en meget overvaeldende oplevelse. Boernene synes vi er enormt interessante og kigger nysgerrigt paa os, men fanger man deres blik, slaar de hurtigt oejnene ned og bliver meget generte.  Som man stod der foran allesammen og de sang for fuld hals og man derefter blev praesenteret som Guds engle og europaeiske laerere, var det lidt svaert helt at se sig selv, som denne utrolige gave... Har personligt ikke ligefrem nogen undervisningsbaggrund, og de ser paa een, som kom man med De Vises Sten... Mette begyndte at faa det daarligt og maatte saette sig ned, og der gik ikke laenge foer hun sagde hun var ved at besvime, imens Sister Lucy bad mig om, at praesentere mig selv for alle disse boern, og jeg maatte begynde at raabe hvor excited jeg var to be here og my name is Etsher, imens Mette blev eskorteret vaek af en nonne. Hurtigt efter befandt jeg mig midt i engelskundervisningen, moedt af et hoejt Good Morning Madam Esther, og 40 spaendte boern foran mig! Skulle heldigvis ikke undervise alene idag, men sammen med en anden laerer, men hun overlod alligevel en del til mig, da de virkelig har hoeje tanker om os europaeere. Foruden engelsk, skal jeg undervise i computer og arts and crafts, og det bliver en arbejdsdag paa cirka 8 timer, 5 dage om ugen, saa der bliver noget at se til.

Som sagt et par gange efterhaanden, er det virkelig overvaeldende det hele. Boerne virker enormt, enormt soede og tror det skal blive rigtig godt. Kan maerke jeg har stor glaede af, at have kastet mig selv ud i saa mange forskellige ting tidligere, saa ved det hele nok skal blive en fantastisk oplevelse, og selvom jeg ikke lige just kommer med hatten fuld af aabenbarelser, skal de nok faa glade af vores tilstedevaerelse alligevel... Om ikke andet kunne det vaere dejligt, at laere dem at man godt maa se folk i oejnene...ogsaa selvom man er pige. For det har de lidt svaert ved, saa det er foerste mission...og saa selvfoelgelig engelsk og alt det andet!

Mange tanker fra Afrika!! Ace

Er begyndt at laere Dar es Salaam og omegn godt at kende. Igaar tog jeg og de syv andre mzungas paa rundtur i daladala. Daladala er de lokale busser, dvs. varevogne med saeder, med plads til 12-15 mennesker, altsaa hvis vi snakker siddepladser. For alt er jo relativt i denne verden, saa det faktiske antal er oftest omkring en 30-40 -ja, maaske ligefrem 50 mennesker, stuvet sammen som sild i en toende. Meget varme sild. Det er som oftest ret morsomt, isaer nu vi jo ikke er saa vant til det endnu, og vaelter rundt i folk, mens de lokale tager det i fuldstaendig stiv arm, stoneface and all... Ikke en mine fortraekker de, med mindre vi saa proever at tiltale dem paa swahili. For ja, foerste swahilikursus-dag, var jo idag. Og det viser sig, at det (tyder det i hvert fald paa...) er et nogenlunde let sprog at laere. I hvert fald sammenlignet med spansk, saa haabet er lysegroent... I Tanzania er det meget vigtigt, at hilse paa folk paa gaden og bare i det hele taget, da det er en stor del af deres kultur, og det bliver opfattet som om man ikke vil have noget med dem at goere, hvis ikke man svarer. Og der er mange maader at hilse paa... Een maade at hilse en person paa, hvis de er aeldre end een selv, en maade til unge og mange maader bare at sige "Hej" paa. Og det er virkelig godt at kende dem; det er som en aaben doer ind til en masse smil og imoedekommenhed, hvis bare man viser lidt vilje til at ville kommunikere. Og saa er der en masse uskrevne regler. For eksempel er det enormt uhoefligt at give eller tage noget med venstre haand. Saa er det som at sige, at det man giver eller modtager er mindre vaerd end det er...og det er jo godt at vide, naar man naesten dagligt koerer med daladalaen og som godt som hver gang, har betalt med venstre haand.

Som sagt var vi paa marked igaar. Igennem diverse smaa gyder og straeder, for tilsidst at finde frem til et sandt turistmekka med traeudskaeringsting. Alt det man finder i skumle kroge hjemme i DK, stod her majestaetisk og tronede og jeg havde med det samme lyst til, at tage det hele med hjem! Men det er som om, tingene ikke rigtigt kommer til deres ret, naar en smuk traefigur af en noegen kvinde eller en stolt masaikriger sirligt udskaaret, bliver placeret i en lejlighed i Danmark, med selskab af ikeamoebler og kakkelborde, men skal jo nok ende med at fragte et par elefanter eller tre med hjem. Men vendte dog ikke tomhaendet hjem den dag alligevel...nae nej, jeg lavede skam en lille handel. Foelte mig som en vaerre kraemmer! Det var jo som altid en stegende hed dag i den bagende sol, saa jeg havde jo ifoert mig kasket, (den groenne jeg for noget tid siden fik tiltusket mig af dig, Petski...) som hurtigt blev spottet af en ivrig saelger...saa lurede lige en god handel og et spaendende nyt hjem for kasketten i Afrika! Sikke en skaebne for en groen militaerkasket fra Noerrebrogade, hva? Det kan da ikke vaere kedeligt at vaere den. Og jeg gik derfra med de to fineste traearmbaand.

Bortset fra det haaber jeg snart at saette nogle billeder ind paa loggen, saa det bliver naeste tiltag her paa siden! Og tak for alle hilsnerne, det er helt vildt hyggeligt!!! Sad og fnisede hoejlydt da jeg laeste dem!!

Kaerlig hilsen Ass

Tak Petprut og Kprut, Pprut for hjaelpen!! Og din hilsen...maa lige fange hinanden paa msn en dag snart! Og rigtig godt at hoere det med gaven, Kprut!! Og hils Helene (-ser du, jeg kan ocksaa lidt norjsk??) Og en ravn i dybet, du ved hvem du er... Du faar dagligt tanker!