Info om Camdodja (især kørsel mellem Thailand & Cambodja)http://www.talesofasia.com/cambodia-overland.htm

Volontør arbejede
www.icye.dk
www.pattayafonden.dk
www.vso.org.uk/volunteering
www.volunteeringinafrica.org
www.terredeshommes.dk
www.nepalbalghar.com

Rejseforum
www.backpackersplanet.dk
www.jyskrejsebureau.dk/under_rejsen/rejseforum/fora/index.htm
http://thorntree.lonelyplanet.com/
www.indiamike.com (Indien)

Flyselskaber
www.airasia.com
www.airindia.com

Tilbage til Bangkok. Heldigvis skulle Nicolas og til Bangkok. Så vi kunne spare lidt penge ved at dele et værelse og derved stige lidt i standard. Så stod den ellers på shopping, shopping og shopping. Jeg havde ellers regnet med at gå helt amok, men jeg synes ikke rigtig jeg kunne finde det helt vilde. Men skulle da nok lige have købt en af de dersen skridttællere, for gud hvor fik jeg da gået mange mange kilometere i Bangkoks shoppingmalls og markeder. Stress, stress, stress...

Heldigvis fik jeg da også tid til lidt luksus - en sidste omgang thai-massage - gud hvor jeg da vil savne det! Jeg har ikke været meget for nogle asiatere skulle sætte en saks i mit hår. Men i Bangkok fandt jeg en Tonni & Guy som fik lov til at klippe mine 9 mdrs gamle spidser af.

Nu er timeglasset ved at rende ud, og eventyret er snart slut. 10 timer til afgang. UF!!!

Denne dag har synes så ubeskriveligt langt væk, og det er meget mærkeligt at det i dag er den 4. dec. De sidste 9 mdr. er bare fløjet afsted. Det føles som om det var igår, vi kæmpede os igennem snedriverne for at komme til Kastrup lufthavn! Og nu er det tid til jeg snart skal tilbage til samme kolde vejr! Uf...

Da jeg i starten af år 2205 puslede med tankerne om at tage ud og rejse, var der en der spurgte mig om jeg nu var sikker på om, det var det rigtige jeg havde gang i. For jeg opgav et godt job og kunne have investerede pengene i en lejlighed eller bil. Jeg ville jo bare komme hjem som ingenting - 30 år, arbejdsløs og ingen penge!

Ja 9 mdr. i asien har da også gjort et godt indhug i tegnedrengen. Men denne oplevelse var alle pengene værd - og hvis jeg idag fik muligheden for at gå tilbage ville jeg under ingen omstændigheder bytte det for en bil, lejlighed eller andre materielle goder...

Nå jeg må hvis hellere gøre mig klar til afgang! Vi ses om lidt

På et tidspunkt havde jeg en rangliste over hvilke lande jeg bedst kunne lide, og her lå Thailand nederst på listen. Men da jeg satte mig på flyet, kunne jeg næsten ikke vente med at komme afsted. Og mon ikke jeg mødte en thailænder i flyet, og det endte med at han kørte et candadisk ægtepar og mig til vores gæsthuse og det eneste vi kvitterede med var et smil! Ja de thaier er nu så rare...

Så var det ellers med at tjekke ind på Jysk rejsebureaus gæsthus endnu en gang. Det var helt rart, at de ansatte igen, men meget mærkeligt at høre folk snakke dansk. Og jeg fandt da også ud af hvor svært det var, at føre en samtale, efter så mange mdr. uden at have mødt en eneste dansker! Ret pinligt og jeg tager da også hatten af for min moster Tutter som efter så mange år i England, stadig taler flydende dansk.

Next stop var øen Ko Chang. Puha jeg havde rigtig svært ved at få røven lettet og tage til Ko Chang. Jeg har tilbagelagt over 1300 km i bus bare i Vietnam, så jeg kunne altså ikke rigtig overskue at skulle bruge 6+ timer i bus og 1 time i båd bare for at komme til stranden! Desuden har disse busser ry for at stjæle med arme og ben - åh ikke mere bøvl og besvær! Jeg sad faktisk og funderede over om jeg da ikke bare skulle droppe det og så blive i Bangkok. Og så var det at jeg løb til det nærmeste turistbureau og bookede en billet.

Og heldigvis for det da. For det var lige hvad jeg havde brug for. Lade op, og ikke lave andet end at tage sol, bade og ligge i min hængekøje! Skønt og jeg nød hver et sekundt af min sidste frihed!

Jeg havde budgetteret med at betale det dobbelte af, hvad jeg plejer at bruge på et sted og sove. Men jeg skulle blive lidt skuffet. Ko Chang er blevet meget turistet med resorts side om side. Efter 3 dages søgen fandt jeg endelig, hvad jeg ledte efter - en bungalow 5 skridt fra vandet. Jeg overdriver ikke, når jeg siger at bungalowen bestod af 10 brædder der var hurtig klasket sammen og så lige en madras + hullet myggenet. That’s it - 500 baht (3 gange så meget som på de andre øer).

På ø’en fik jeg hurtig selskab af Dave socialrådgiver fra UK, Nicolas fotograf fra Italien og Carlos musik promotor fra Ibiza. Det var nogle rigtig sjove og spændende mennesker. Og fordi vi alle var så forskellige - både kultur - og job mæssigt, så havde vi mange gode diskussioner til langt ud på natten.

En dag var vi alle på en snorkletur. Det var nu som alle andre snorkleture, bortset fra de lige havde glemt af fortælle hvor stærke bølgerne var, når vi var svømmet om på den anden side. Puha der blev jeg sgu lige lidt forskrækket og troede aldrig at jeg skulle komme hjem til danmark igen!

Men det var da en morsom sidste snorkletur jeg havde, da jeg endelig komme tilbage på båden. Højdepunktet på turen var da vi var så heldige at se delfiner der kom hen til båden for at lege. Smukt smukt...

Nå men når man nyder tiden, så flyver den afsted, og før jeg fik set mig om sad jeg igen i bussen tilbage til Bangkok!

Så er det snart ved at være tid til at sige farvel til Vietnam. Det har været nogle hyggelige dage her i Hanoi. En aften da jeg var ude og spise, kom jeg i snak med en ældre australsk herre - Don som har arbejdet på udviklingsprojekter i Vietnam igennem 3 år. Han introducerede mig også til cafeens ejer. En meget dygtig og succesrig ung vietnamesisk kvinde. Hun havde fået 2 cafeer op at kører, plus hun også havde 2 smykkebutikker med egen design! Hun har allerede tilbudt mig at komme tilbage til Hanoi og hjælpe hende med at bestyrere hendes cafe! Men det har jeg vist ikke ret megen forstand på!

De inviterede mig også til en litteratur aften, hvor jeg igen mødte en masse spændende mennesker. Heriblandt mange expats og igen en masse seje vietnamesiske kvinder. Jeg var noget forbløffet, da jeg forlængst havde fået et meget dårligt indtryk af kvinderne her i Vietnam. Men efter at have hørt deres historie, tager jeg virkelig hatten af for dem!!! Det var en rigtig hyggelig aften hvor vi fik grint lidt af de mange kulturforskelle.

Så har jeg også været på en 2 dages bådtur i Halong Bay. Det var ok, men for dælen da hvor var det koldt. Landskaberne var igen fantastiske - sejle rundt imellem en masse små øer og klippeformationer. Det sjove gik ligesom af det hele, da alle liggestolene på båden var gået i stykker, der var ingen kajayking og snorkling som lovet, og vi havde rotter på besøg om natten i vores kahytter. Men hvis det da ikke havde været så hundekoldt. Ja så kunne man jo ligesom se igennem fingere med det!

Så var det tilbage til Hanoi igen. Ja jeg ved ikke lige hvad der er sket, for solen har forladt os og det er bare blevet rigtig koldt. Og da jeg kun har 1 par lange bukser og en bluse tilbage, ja så har jeg efterhånden haft det samme tøj på i mange mange dage.

Selvom Hanoi er en by med over 5 millioner indbyggere, så formår jeg alligevel at støde ind i Don hver dag og han har vist mig alle de små skjulte hyggelige steder, hvor man kan spise frokost. Det har virkelig været interessant at møde ham, for han har fortalt og forklaret mig meget om Vietnam. Det er virkelig skrækkeligt med alt den korruption der foregår hernede. Men det er hvad man må tage med når man lever i en verden med kapitalisme og globalisation!

Det har været sjovt at se alle de danske projekter der har forgået i Vietnam. Når jeg fortalte folk i Dalat at jeg var fra Danmark, så begyndte de at takke mange gange. Et dansk projekt har gjort det muligt for indbyggerne at drikke rent vand fra hanen. Jeg har set broer som danskerne har været med til at bygge og mange af de cykler de handicappede bruger er fra Danmark! Godt gået...

I morgen tidlig går turen så tilbage til Thailand. Det er lidt trist at sige farvel til Hanoi. Men det er nu godt at jeg kommer væk her fra. Selvom jeg også har været på posthuset i Hanoi, så har jeg igen købt så meget at min backpack er ved at eksploderer!

Thailand here we come...

Ja så må jeg hellere få taget mig sammen og få opdateret min dagbog.

I hele 3 dage ventede jeg på solen i badebyen Nha Trang. Den kom ikke, og jeg måtte indse, at det ikke var her jeg skulle få genopfrisket min kulør!

Efter jeg havde købt og betalt min busbillet til Hoi An, hørte jeg en lille fugl synge om, at der var en tyfon der havde næsten samme destination som mig! Jeg forhørte mig hos de lokale, men de snakkede som om det bare var en lille vind der var på vej. På internettet så det anderledes ud. Nogle mente bl.a at myndighederne var begyndt at evakuerer folk ud af Hoi An. Panik Panik!!! Heldigvis holdt jeg en lille familie konference via messenger med min mor og moster Tutter. De var hurtige på tasterne og fandt hurtig oplysninger til mig. Jeg bestemte med mig selv, at der var større sandsynlighed for, at jeg ville dø af kedsomhed i Nha Trang end af en tyfon så afsted med mig!

Meget søvn fik jeg ikke den nat. Hvis tyfon skulle komme på afveje og suge os op, så ville jeg dæleme være vågen. Men ak busturen forløb fint, vi kom kun ud på en lille de-tour p.g.a. af lidt oversvømmelse.

Hoi An er berømt for deres mange skræddere og skobutikker. Jeg nåede da også kun lige at sætte foden uden for mit hotel, før jeg blev hapset af en, der ville tage mig med til hendes shop! Og vupti så havde jeg lige bestilt for 90$ diverse tøj! Det var virkelig en speciel oplevelse. Pigerne havde travlt med at rører mit hår på hoved og arme, imens stoffer, tråd og målebånd fløj igennem luften og rotterne pilede frem og tilbage!!!

Jeg var ikke speciel heldig med mit tøj, og besluttede mig for at stoppe mens legen var god. Men en dag kom jeg forbi endnu en skrædder shop og jeg så en rigtig flot bluse udenfor. Jeg fik dem til at lave en magen til, og den blev jeg rigtig glad for, og vupti så havde frk. Frandsen lige bestil en kjole, bukser og 4 silkeskjorter. Og så lige 2 par sko og købt et par malerier. Ja det lyder som en dyr affærre, men det var ganske billigt der. Jeg følte mig som en rigmandskone efter 8 mdr på budget!

Hoi An er nu meget mere end shopping. Det er en historisk by med blanding af fransk, kinesisk og vietnamesisk arkitektur! Det er en rigtig hyggelig og flot by, som minder om Ribe.

Jeg havde fået selskab af Troy - en australsk fyr som jeg mødte i bussen. Jeg fik også hilst på Mark igen, så det var rigtig hyggeligt!

En dag da jeg havde været til fitting hos skrædderen, var der en af pigerne der tilbød mig at køre mig hjem til mit hotel. Da vi kom på motorcykel spurgte hun om jeg ikke ville med hjem til hendes familie og spise. Jow hvorfor ikke! Og så gik turen ud bag Hoi Ans pæne facade. Her boede hun sammen med sin bror, mand og datter på 5 år i en meget lille 1-værelses lejlighed. Alle naboerne kom strømmende til og der blev snakket meget om den mærkelige skabing Hien havde slæbt med hjem og igen havde jeg utallige fingere i mit lyse hår! Nå men endelig skulle vi spise, så jeg kunne få lidt fred. Efter aftensmaden tog vi ud og cruise i Hoi An. Familien viste mig alle de mange dyre flotte hoteller, og de kunne give mig priserne på dem alle. Bagefter inviterede de mig på cafe til en kop kaffe. Her fik vi udvekslet diverse prisforskelle mellem Vietnam og Danmark. De var meget interessereret i at høre, hvad man tjente i Danmark, og var ved at tabe hat og briller, da jeg fortalte beløbet. De tjener nemlig kun 50$ tilsammen om mdr. Men de faldt lidt ned igen, da jeg fortalte hvor meget cigaretter, vand, varme, el, husleje, mad o.s.v koster!

Det var rigtig sjovt at møde en ganske almindelig familie og få bare et lille indblik i deres liv!

Da jeg ankom til Vietnam, synes jeg det var et vidunderligt land. Men det var som om jo mere nordpå jeg bevægede mig jo mere irriteret blev jeg. Jeg har været i Indien hvor tiggere og andet godtfolk prøver at bombardere en intenst og venter bare på at man nåede det svage punkt. Her var det ganske nemt at trække rullegardinet ned - måske fordi fattigdommen så ekstrem og overalt.

Men i Hoi An og Hue følte jeg at Vietnam bare drænede mig for energi. Jeg måtte sige: No Thank you 3 billioner trillioner gange i løbet af en dag til postkort, udflugter, taxi, motorcykler, cyclos, mad, drikke, vatpinde, negleklippere, skræddere os.v. Og de forstår ikke et nej, man skal komme med en længere forklaring på hvorfor man ikke lige vil købe deres produkt!

Det hele kunne bare rende mig, og jeg gad ikke tage på nogle ture eller se flere pagodas... Same same but different! Been there, done that!

Jeg fik det dårligt, når jeg gentagende gange hørte fra mænd, at de var trætte af at blive tilbudt kvinder hele tiden. Jeg troede Thailand var storslem, men i Vietnam er det overalt. Og hvis mændene ikke vil have sex, så får de tilbuddet om at blive gift!

Jeg blev rigtig gode venner med Troy og vi var ude og spise sammen hver dag. Han var ved at være træt af at være jaget vildt, så vi fortalte, at vi var kærester. Men ak nej hjalp heller ikke. Vi havde et par piger som lige hev mig til side, og forklarede at jeg ikke skulle tage Troy med til Danmark, for her var det meget dyrt og meget besværligt at blive gift. Men jeg skulle bare se at komme til Australien, for her var alt nemt og billigt. Flere af deres jævnalderene veninder boede nemlig nu i Australien med deres 40-50 årige mænd! Det er virkelig skrækkeligt at de vietnamesiske kvinder er intet uden en mand!

Så inden jeg havde set mig om, havde jeg rigtig fået set mig sur på det hele. Jeg ville bare hjem og jeg kunne slet ikke overskue at fordrive tiden inden jeg skulle hjem. Så jeg måtte bare videre. Og next stop var Hue! Det gjorde det ikke bedre. Første dag ville Troy og jeg bare gå rundt i det gamle kvarter og bare se hvordan folk lever! Men ak vi have en hel hale af cyclos (cykeltaxa) efter os. Og lige meget hvad vi gjorde så kunne vi ikke ryste dem af os! Jeg vil aldrig anbefale nogle at tage til Hue. De ser kun en ting og det er $$$$$$$$!

Så næste dag tog vi bussen til Hanoi. Jeg havde ikke de helt store forventninger til hovedstaden, for storbyer er vel altid storbyer. Det var noget af en bustur - 12 timer i krampagtig siddeposition. Og da vi ankom kl. 5 om morgen steg vi ud til ragnarok hvor 30 mand der kæmpede om, at vi skulle komme på deres hotel. Jeg formåede da, at holde hovedet koldt og fandt da også et billigt hotel, langt om længe! Og jeg må sige at jeg blev positiv overrasket over Hanoi. Her er ikke ret mange der hiver og slider i dig. Og overraskende nok betaler man ikke overpris for vand, cigaretter og sodavand her!

Jeg bor i det gamle kvarter og det er rigtig hyggeligt. Det består af en masse små snørklede gader, hvor man er dømt til at fare vildt. Hver gade har sin specialitet. Der er en gade der sælger og laver gravsten, en der sælger sko, en der sælger kurve osv. Jeg har brugt de sidste par dage bare på at tuller rundt og glo på kaoset! Mit humør er blevet forbedret gevaldigt og det er jeg rigtig glad for, for det var ikke lige sådan jeg ville huske Vietnam og ikke mindst bruge mine sidste dage af min rejse!

Bjergbyen Dalat var virkelig en oplevelse. Jeg havde jo set frem til at komme ud og kører på en ordentlig motorcykel med EasyRider. Men næste morgen blev jeg mødt af en lille fyr med den sædvanlige udslidte knallert, som fortalte mig at easyrider fyren var syg! Jeg blev lidt sur, men da jeg har en stram tidsplan, havde jeg ikke tid til at brokke mig og finde en ny.

Heldigvis for min chauffør Tham var den bedste guide jeg har haft i al den tid jeg har rejst. Det var en super dag hvor jeg fik set Dalat og omegn. Højdepunktet den dag var helt klart Crazy House. En gammel vietnamesisk hippie dame har bygget et meget syret hotel.

Det var en rigtig god dag, så jeg besluttede mig for at hyre Tham næste dag, så han kunne vise mig landområderne hvor turisterne ikke kommer.

Gosh det var smukt. Dalat er et stort spisekammer, hvor de dyrker blomster, kaffe, te og alverdens grønsager. Hver en kvadratmeter blev udnyttet, så det var nogle smukke landskaber vi kørte igennem. Tham viste mig bl.a. smukke kloster, chiliplantager, avokado træer, vandfald o.s.v. Vi var på besøg hos fiskeopdrætter, kurvefletter og ikke mindst så jeg en silkefarm. Så nu ved jeg, hvordan alle de smukke tørklæder jeg har købt, er blevet til!

Næste dag var det videre til Nha Trang. Uha hvor jeg da glædede mig til at komme ned i varmen igen og ikke mindst at se en strand igen! Jeg tror at jeg er blevet alt for forkælet i Thailand og Malaysia, for jeg blev noget skuffet over stranden her. Den er ikke speciel lækker og strandbyen har ikke den der specielle strandatmosfære. Heldigvis mødte jeg Mark fra Holland i bussen, så vi har været ude og udforske nattelivet her i Nha Trang.

I går var vi på en bådtur rundt til de små øer. Det var noget af en oplevelse for vores skipper ved navn The Funky Monkey var partyfreak number one og fik os til at grine hele tiden. Vi var ude og snorkle og fik dejlig mad og frugt. Efter middagsmad blev vi beordret til happy hour i vandet. Der blev smidt en bar i vandet, og så lå vi og flød rundt i redningskranse omkring baren. Vi måtte ikke sige ordet No for så måtte Funky Monkey tømme en flaske ned i halsen på os. Det havde han vist prøvet trillioner af gange, for der blev sagt utallige noer!! Jeg troede ikke, at jeg blev fuld men da jeg kom op af vandet, var det som at blive sparket i hovedet. Så var det tid til at danse jitterbug, og jeg fik da også vist alle de andre, hvordan man synger mester jakob på dansk!

I dag var det meningen, at den skulle stå på stegning i solen, men det fik regnen da godt og grundigt ødelagt! Så det bliver vist mere en god bog og god mad. For vietnamesisk mad er helt fantastisk. Og ligesom inderne har deres te og cookies fra englænderne har vietnameserne baguette brødet fra franskmændene. Det er lidt sjovt at man i et asiatisk ris spisende land kan finde baguettebrød på hvert et gadehjørne.

Man skulle tro jeg havde lært lektien! Men næ nej jeg havde helt glemt at man IKKE skal holde afstedsfest aftenen inden, at man skal op før solen og på tur og alt det der. Det var nu en sjov lille fest og det endte da med at jeg fik slæbt Chendra og Lora (de 2 piger der arbejder på Grand View) med på bar. Det faldt ikke i god jord hos fyrene på hotellet. Om det var fordi de var bange for, at jeg lokkede dem i fordærv eller de var misundelige, ved jeg ikke. Men de holdt sig til cola og underviste hele baren i hvordan man danser aspara (cambodisk dans).

Jeg nåede lige hjem og pakke det sidste og sove 2 timer (er blevet for gammel til det pjat) og så var det ellers afsted på Mekong Delta turen. Jeg forsøgte at suge de sidste indtryk ud af Cambodja, imens vi bumpede over stok og sten igennem landsbyerne. Det var noget af en kontrast til storbyen Pehnom Penh. Jeg kan vel ikke sige, at det var idyllisk for kors hvor var de fattige. Pehnom Penh er proppet med motorcykler, men her var der kun få og de havde en trailer bagpå hvor de havde smidt nogle brædder, så det fungerede som siddeplads for ca. 20 cambodianere. Smart!

Min 3 dages tur på Mekong Delta var helt ok! Jeg var igen den eneste der havde booket turen, men på dag 2 kom der heldigvis lidt flere. Det siges at turisterne udbliver fortiden, da de er bange for fugle influenzaen. Jeg må da også indrømme, at det virkede lidt morbid, da vi var ude i nogle af de små landsbyer, og børn kom hen til os imens de pettede med deres kæledyr (høns).

Det var spændende, at se hvordan folk lever og handler på floden. Men jeg har både været på backwaters i Indien og Klong turen i Bangkok, så: same same but different! Det var uden tvivl god afslapning efter 5 dages non stop party og jeg kan informerer at urerne også her i Vietnam går lidt langsommere end i vesten. :)

Jeg havde lidt mine bange anelser om Vietnam. Alle rejsende jeg har mødt og Guidebogen Lonely Planet advarer om Vietnam. Man skal ikke gå udenfor med noget der ikke er svejset fast til kroppen, ellers kommer der en styg motorcykel cowboy og stjæler det! Indbrud på hotelværelser, folk råber og skriger af dig og ja jeg kan blive ved og ved!!! Men det hele har indtil videre (7,9,13) været en glædelig overraskelse.

Det første man ser når man krydser grænsen er de smukke landskaber. Vietnam er helt sikkert det smukkeste land, jeg har været i indtil videre! Og alle de vietnamesere jeg har mødt har været søde, rare og hjælpsomme. Det er rigtig nok at de ikke har thailændernes ualmindelige venlighed og evig smilende ansigt. Måske er det derfor Thailand ikke er på min top 3, fordi de er lidt for ydmyge efter min smag.

Nå men efter 3 dages tur var jeg ved at få nok af brunt vand (farven på Mekong floden) og vi kom endelig til Saigon. Her fik jeg selskab af en ældre dame fra Australien som kommer fra en 7 mdrs rejse i Afrika. Hun var rigtig sød, og vi fik udvekslet mange sjove rejseberetninger. Vi var en af dagene på sightseeing i en cyclo (cykeltaxa hvor passageren sidder foran). Det var rigtig sjovt og vi følte os som prinsesser på tur. Og efter 8 mdr i Asien synes jeg kun det er sjovt at cykle imodsat retning blandt modkørende lastbiler og andet med hjul!

I Saigon fik jeg set alt det sædvanlige turist halløj, og jeg må sige at besøget på Warmuseumet fik dannet et par klumper i halsen. Her så man ting og billeder fra krigen. USA er en mærkelig størrelse når det gælder krig.

I eftermiddag er jeg så ankommet til Dalat, som ligger i central vietnam. Det er en hill station, så her er meget smukt og vi har køligt vejr. I morgen skal jeg på sightseeing med EASY RIDER som er en motorcykel gruppe her i Dalat som består af 40 sjove mænd tager turisterne med på tur. Det skulle været noget helt specielt, så jeg glæder mig til i morgen, hvor jeg skal have en tur på en ordentlig kværn :) 

Så kommer der lige en update her fra Phenom Penh City.

Langt om længe fik jeg endelig fat i manageren Juana på det børnehjem, der skulle ligge tæt på mit gæsthus. Så i tirsdags startede jeg på The Nutrition Center som er et af Cambodias ældste børnehjem. Børnehjemmet er statsejet og der er også en italiensk NGO (CIAI) der styrer dele af børnehjemmet, og det er dem jeg arbejder for.

På børnehjemmet er der ca. 100 børn og ud af dem har 80% alvorlige handicaps og 20% har AIDS/HIV.

Jeg startede med en rundvisning, og jeg var noget benovet over stedet faciliteter og deres mange lokale ansatte. Herefter kom jeg ind til en lille samtale, og da jeg fortalte, at jeg før havde arbejdet for Mother Theresa i Indien, fik hun julelys i øjnene, og mente at jeg var kvinde for at arbejde med de børn der har Cebral Palsy (spastiske lammelser).

Det er hårdt arbejde - især når man ingen uddannelse har eller viden har om sygdommen. Børnene kan overhovedet intet selv - de stakler ligger bare helt forkrampede... Den første dag var jeg igen vildt benovet over hvor meget de gjorde for disse børn i forhold til M.T. i Indien. De fik dagligt massage (troede jeg) og der blev arbejdet med deres kroppe. Men det viser sig, at det er kun, når manageren viser sig, at de ansatte vågner op.

Uha jeg bliver så rasende, når jeg ser de ansatte slæbe rundt med børnene som om de var en sæk kartofler. Allerværst er det når de skal mades. Her bliver de lige som på Mother Theresa stopfoderet, så de er lige ved at blive kvalt. Holde for næsen teknikken bliver også brugt i Cambodja. Jeg har også undret mig over, hvorfor de også her nogle gange overdænger nogle af børnene med puder over maven og hoved. I går fandt jeg ud af, at det er så der kan stå en sutteflaske, så de slipper for at sidde med barnet. Jow jow... men heldigvis kan de ikke engelsk og jeg kan ikke cambodisk.

Der er også en engelsk pige der er uddannet fysio terapeut som kommer 1 time hver dag. Hun har arbejdet der før og har gjort rigtig meget for børnene. Hun har lavet beskrivende plancher og fået doneret en hel del hjælpemidler fra England. Desværre rejser hun også snart hjem!

Min dag forløber således:

Kl. 8.00 starter jeg på børnehjemmet med at bade palsy børnene og gøre dem i stand herefter massage og aktivering...

Kl. 11.45 er det tid til pause som indeholder middagsmad og en lille lur :)

Kl. 14.00 er jeg tilbage på børnehjemmet og hjælper med at made børnene. Herefter går jeg ned på legepladsen og leger med de normale børn. Det er rigtig sjovt og der er bare rigtig mange smukke charmetrolde iblandt!

Jeg har endnu ikke mødt nogle nye rejsefæller, men det gør nu heller ikke så meget. Jeg bliver underholdt af alle cambodianerne der bor og arbejder omkring mit gæsthus. I går var ude og spise indisk (mums) med de andre volontører fra børnehjemmet. Det var rigtig hyggeligt og rart da mine samtaler med cambodierne ikke har været specielt dybe p.g.a. sprogbarrieren.

Puha hvor tiden da bare flyver afsted. Jeg har forlængst mistet alt hvad der hedder tidsbegreb. Pludselig en dag finder man ud af det allerede er fredag, og jeg sørme har glemt alt om at få lavet mit vietnam visa, så jeg kan komme videre til Saigon om lørdagen.

Men måske var det lidt med vilje, for jeg har absolut ikke lyst til at forlade Pehnom Penh. En eller anden dag i starten af denne uge løb jeg ind i en skotte, der inviterede mig på en øl på hans gæsthus. Her mødte jeg en masse nye mennesker, bl.a. en fyr jeg mødte på Bottle Beach i Thailand. De er alle rigtig søde, og vi har været ude og spise, set puppet shows og selvfølgeligt holdt en masse fester. Mange af dem har rejst meget og har valgt at holde en pause her, og tjene lidt penge ved at arbejde som engelsk lærere, så de kender alle de gode restauranter og fester!

Fredag skulle også være min sidste dag på børnehjemmet. Men om formiddagen fik vi besøg af en klovnegruppe, som rejser rundt i krigszoner og ulande for at sprede glæde. Det var dejligt, at se de mange smil, men også lidt hårdt arbejde at holde styr på alle børnene. I min middags pause tog jeg ud for at købe snoller til alle børnene. Og da jeg kom tilbage spurgte nogle af de andre volontørere om jeg ikke ville hjælpe dem, da de skulle ud og svømme med nogle af de større handicappede børn. Det var rigtig hyggeligt og børnene morede sig gevaldigt. Da vi kom tilbage til børnehjemmet, var klokken mange og mine unger sov, så jeg fik slet ikke sagt farvel til dem. Så jeg tager hen og besøger dem i morgen og mon ikke også tirsdag.

I dag har jeg nemlig taget mig sammen og har få bestilt både visa og tur til Vietnam. Jeg har nemlig valgt at forkæle mig selv med en 3 dage tur ned igennem Mekong Delta floden. Med afgang onsdag morgen.

Ihha jeg vil ikke tilbage til Danmark. Jeg ville ønske, at jeg i sin tid kun havde købt en one way ticket. Og jeg har da også haft mange overvejelser, om jeg bare skulle skippe min billet hjem i December. Men det ville være dumt. Billetten er betalt og det bliver da også rart at komme hjem og holde jul med venner og familie.

Før besøget skulle vi ud på shopping, for jeg ville købe noget til børnene. Min chauffør sagde, at det bedste jeg kunne købe var mad til børnene. Så vi satte kurs mod det lokale marked, hvor vi købte 35 kilo ris og en masse frugt. Senere den dag fandt jeg ud af at min chauffør havde taget røven på mig. For de penge kunne jeg have fået 50 kilo ris. Så jeg var godt og grundig sur!

Lighthouse Orphanage er en non goverment organisation. Det vil sige, at de modtager ingen penge fra det offentlige og er afhængig af den hjælp de modtager fra turisterne. Og da det er absolut low season i Cambodia, så har de det hårdt og har været rundt ved naboerne for at låne ris m.m. for at klare sig.

Jeg lavede lidt research på internettet inden jeg tog der ud. Det viser sig, at der for nogle år siden var en engelsk mand der blev ansat som manager på børnehjemmet. Han udgav sig for at være doktor og har lavet nogle lidt FOR nærgående undersøgelser på børnene. Han blev taget af politiet men kom vist aldrig i fængsel, da han havde venner inden for det gamle Khemer regime... Nu er det en cambodisk mand Mr Long der er manager, og han virker som et godt menneske. Jeg læste en del indlæg som frarådede folk fra at tage der ud p.g.a. organisationen kunne finde på at ansætte en pædofil. Men helt ærligt, så synes jeg netop det er endnu mere syndt for børnene, at denne mand igen skal frarøve deres glæde ved at se folk komme og besøge dem!

Da vi ankom til Lighthouse Orphanage blev jeg straks omringet af alle ungerne, der alle ville omfavne og holde mig i hånden på samme tid. Mr. Long var travlt optaget af at repererer hængekøjer, så han spurgte mig om det var okey, at jeg bare gik ud og legede med børnene, og så ville han komme senere. Ja ja jeg kender jo proceduren. Pigerne ville putte og beundrede mig og min ring og øreringe som om det var de dyreste smykker de nogensinde havde set :) Og jeg fik på 2 timer 50 forskellige frisure.

Drengene var så kære. I starten pumpede de sig rigtig op og viste mig alle mulig seje tricks. Da gassen var gået lidt af ballonen kom de også hen og ville holde i hånd og nusses. Det var virkelig en kanon sjov dag jeg havde og den slår mine 2 dages sightseeing med flere længder. Så jeg beslutter at komme de efterfølgende dage...

De havde ikke meget at gøre med på børnehjemmet. Mr. Long fortæller mig, at da han kom til børnehjemmet, havde de kun 1 meget lille bygning, som fungerede som soveværelse, skolerum og hvad man nu har brug for. I dag har de fået bygget et halvtag som fungerer som skolebygning. De er i gang med at bygge nye toiletfaciliteter, men er ikke færdige da de mangler penge. Der er også planer om at bygge en bygning og restaurant, så de kan have voluntørere boende.

Jeg hygger mig rigtig meget de dage jeg er der. Jeg lærer lidt khemer (cambodisk) og ungerne er meget interesseret i at lærer flere ord på engelsk, og især hvordan de skal udtales. Jeg lærer også et par cambodiske lege, som jeg bare er rigtig dårlig til, til stor morskab for børnene.

Cambodja er nok det land, hvor jeg har været i allerhøjest kurs. Alle synes jeg er så smuk med mit lyse hår og hvide hud og så bruger jeg mascara!?

Så på børnehjemmet bliver jeg kaldt beauty queen. Og jeg får rigtig mange kærligheds erklæringer fra drengene, hvor de tegner hjerter i jorden med deres og mit navn i :) Selv min ynglingsdreng Chara Dara kom hen til mig den sidste dag og hviskede i mit øre: Me love Mia!! Hulk det var ikke til at stå for..

Jeg var kun på børnehjemmet i 3 dage, og så besluttede jeg mig for at stoppe. For det første så var børnene alt for velfungerende for mig. Jeg er ikke pædagog eller noget, så til sidst følte jeg at jeg havde lidt svært ved at aktiverer dem. Desuden lå børnehjemmet 20 min. kørsel udenfor byen, så det kostede mig 3$ hver dag at komme frem og tilbage. Desuden skulle jeg jo betale for gæsthus og mad, så det ville blive en dyr affære, hvis jeg skulle blive der i længere tid.

Nu sidder jeg og venter på svar fra et andet børnehjem som skulle ligge kun 10 min gang fra mit gæsthus. Så det bliver rigtig spændende...

Efterfølgende har jeg hørt rygter om at The Lighthouse Orphanage er et stort fup nummer. Og alle pengene gavmilde folk ryger lige ned i baglommen på organisation. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro, men jeg vil dog råde fremtidige besøgende til ikke at give penge, men mad i stedet for!