Isla Mujeres er en eksotisk perle i det caribiske øhav. Langt mindre "amerikaniseret" (hvilket er et stort skældsord for mange turister dernede) end Cancun og Playa del Carmen, men også mere stille og rolig. Strandende er gode uden at være blændende. Vores hostel Poc Na gjorde hver aften en dyd ud af at starte en kæmpe strandfest med musik, rom og ildsjov. Her mødte vi endnu engang Lea (fra Mendoza), nu med selskab af en anden vendinde, Anne.

For at sætte seværdighederne i relief skal piratens bolig på øen nævnes. Piraten var begravet under det meget brugte symbol: dødningehoved med to kors, men trods stor reklame på stedet var det slet ikke her han skulle findes, men i stedet på den lokale kirkegård! Der var ærlig talt ikke meget at se, men vi fik da lige adrenalinet op at køre da vi blev overfaldet af en myggesværm.

Der var også gode oplevelser. Philip, Marie og Mona var med til et delfin-, søløve- og søkoprogram, hvor man svømmede og legede med dyrene i vandet. Vi besøgte en flydende ø lavet af skrald (på tomme plastikflasker) med en meget entuatistisk miljøforkæmper som eneboer og kørte øen rundt i golfvogn.

Cancun blev den allersidste by vi fik set på denne rejse før vores fly tog mod Danmark.

Vi fik den sidste gang billig sushi, tog på den sidste gang shopping og tog i biografen for ingen penge.

Efter en lang og uforglemmelig rejse havde vi vist alle lidt en følelse af at det ville blive rigtig godt at komme lidt hjem igen, men at vi nok alligevel kom til at savne det helt unikke i at være afsted på en backpackerrejse.

Gensynet med Havanna betød også det snarlige farvel til Cuba og enden på vores rejse. Vi blev indlogeret i en penthouse-lejlighed der ville gøre Paris Hilton misundelig, midt i byen. Lejligheden koster ikke mere end den nedenunder eller den i Baracoa – nemlig: ingenting. Tricket er at være født ind i den eller have fået den tilbudt gennem dit job. På en gang utrolig fascinerende fra en socialistisk vinkel, men også foruroligende og bekymringsvækkende, fordi metoden er svær at frakoble korruption og fordi fremtidsudsigterne til et (mere) frit boligmarked vil risikere smide de ludfattige cubanere på porten.
Vi fik shoppet færdig (malerier og cigarer), set Capitolio, spist peso-pizza og –sandwiches, smagt den fantastiske Ropa Vieja (gammelt tøj) på Hemingways La Bodeguita del Medio og taget Aymee med på kaninrestaurant. Desuden lykkedes det os at holde en 24-timers bar (det var vist mange år siden) åbent hele natten, på trods af at det ikke var tilladt, at de egentlig havde lukket og at bartenderen som udgangspunkt var lidt sur. Han løsnede op da sønnen og konen deltog i festen J

Trinidad blev byen hvor vi skulle være højkulturelle. Byen i sig selv er et World Heritage Site, pga. sin flotte kolonistiske byggestil. Selvom den ikke er særlig stor er den utrolig velbesøgt af turister. Derfor havde byen også den klart største tæthed af gallerier, træhuggere og andre kunstnere, der var ivrige efter at profitere på vores besøg – og det lod vi dem så gøre! Priserne på malerier er helt i bund, men kvaliteten og originaliteten findes i topkvalitet (selvom originale billeder kopieres lyn hurtigt og uden hensyn). Vi forelskede os fuldstændig i processen med at gå at vurdere billeder og herfra og fra Havanna medbragte vi ca. 15 malerier og træskulpturer – langt flere end vi havde brug for, men for en langt lavere pris end hvad man kunne skaffe det samme for i Danmark.

Vi besøgte hele området omkring Trinidad på scooter. Selvom de ikke var i verdens bedste stand, kunne man sagtens have forventet værre og uanset hvad var det en rigtig sjov oplevelse at fræse rundt på de cubanske veje. Vi besøgte slavehandlerens tårn, drak tuCola ved et udsigtspunkt og kørte til stranden ved et kæmpe hotel i nærheden af byen for at bade og drikke mojitos. Vi ville egentlig meget gerne have været af sted mod Viñales en dag tidligere, men for første gang (imponerende nok!) blev vi fanget uden penge på lommen og uden åbne ATMs. Egentlig heldigt nok, fordi det lykkedes os at smide vores Lonely Planet væk i et galleri – troede vi. Den viste sig at have overnattet i det lokale supermarked, som vi handlede i lige efter vi besøgte galleriet!

Baracoa er umuligt ikke at forelske sig i. Og det er noget anderledes end resten af Cuba. Placeringen bag de østlige bjerge gør området naturligt og kulturelt isoleret, men derfor også helt særligt. Michelle fornøjede os stadig med sit selskab. Allerede på et stop på busturen gennem bjergene mødte vi en af Baracoas særkender: Drømmekage-snask-keglen, et vidunderligt kokos og chokolade-blend, stoppet ned i en kegle af bananpalme. Mums.

Da vi havde regnet med at Baracoa skulle være et af de steder hvor vi bare skulle slappe rigtigt, blev vi slemt skuffede over den ikke så gæstfri (eller måske netop?) modtagelse i busterminalen. Her oplevede vi en af de værste ting som turismen har medfødt: en benhård konkurrence mellem de lokale casas og en pågåenhed og desperation, der får folk til at bruge halve og hele timer på at overtale turister og til sidst nærmest trygle for at man vælger netop dem. Tydeligvis er økonomien i at have bare én ekstra gæst sovende værd at sælge sin egen stolthed for.

Baracoa blev imidlertid et sted, hvor vi fik slappet rigtig meget af. Vi nød den specielt maritime mad (fx kokos-fisk), fik de lækreste hvidløgsstegte rejer, spottede den lokale nationalfugl og svømmede i vandfald, mæskede os i lokal chokolade (den bedste på Cuba), festede til Mors Dags showfest og fik endelig en af de (desværre sjældne) mojitoer på stranden, der giver Cuba dets ry. Med det hvide sand, det blå hav og de grønne palmer kan man godt forstå at Columbus var så imponeret at han kaldte det ”det smukkeste land han nogensinde havde set”, da han for første gang siden sin rejse over Atlanten stødte på grund netop her.

Advarsler: Hvis din guide siger at der ligger et diskotek på toppen af en lang og sej stentrappe og det virker usandsynligt og for godt til at være sandt – så er det det nok! Hvis du ser en mand på gaden, der sælger mojitos med rom fra flasker uden mærkat – så er det nok ikke rom!

En af vores mest markante oplevelser fra Santiago de Cuba blev mødet med Michelle fra Canada. Hun havde været en uge med sin mor i Havana, hvorefter hun tog Cuba rundt alene noget tid. Da vi jo selvfølgelig savnede Maries selskab og Michelle faldt rigtig godt til i vores selskab, passede det perfekt at tage hende med på vores rejse. Det endte også med at blive økonomisk fordelagtigt at bo på vores casa. Mona og Michelle indlogerede sig i det største værelse med altan, mens drengene kunne sove i ”kosteskabet”.

Vores første møde med Santiago var et rigtig godt eksempel på hvor langt nogle cubanere vil gå for at lokke penge ud af turisterne. Vi henter vores bagage og beder vagten finde en pålidelig taxa blandt horderne af tilbud. Vi bliver henvist til en venlig mand, der naturligvis er enormt interesseret i vores rejse, hvor vi er fra og hvor mange dage vi har været i Cuba. Det er naturligvis et trickspørgsmål: Han er fuldstændig ligeglad, men har på en gang lavet et pseudo-venskab og har fået svar på hvordan du scorer på cubanernes naiv-turist-test. Manden viser sig slet ikke at køre taxa, men i stedet beskæftige sig med at ”hjælpe” turister med at tage et valg af taxa, casas eller andet, en såkaldt jinetero (oversat: jockey). Vi bliver ledt ind i en taxa som pruttes ned til 8 CUC (8$) hvilket vores jinetero overværer. Vi bliver lidt overraskede, da han smider en hjelm på og kører ved siden af os på scooter. Da vi ankommer, bliver han utrolig hjælpsom, løfter tasker, ringer på dør og alt det der, for selvfølgelig at score sig en ekstra lille skilling. Da vi ikke vil give ham det bliver han stiktosset. Mona og Michelle gav sig dog ikke og til vores vens store fortvivlelse gik de efter byttepenge, mens drengene slæbte tasker.

Ud over en masse lukkede museer (herunder det afrikansk-cubanske museum; meget symbolsk bestående af 3 halvt nedrevne mure uden tag) og et besøg på ”El Rapido” – Cubas noget usle McDonalds-wannabe – brugte vi det meste tid på rom, cola og kortspil på tagterassen.

Holguin er ikke det sted på Cuba, som allerflest turister besøger. Og der er absolut heller ikke mange ting i byen, som falder indenfor kategorien ”klassiske turistattraktioner”. Vi valgte at tage hertil fordi der netop i denne uge blev afholdt ”Romerias de Mayo”, en årlig musik- og kunstfestival. Startceremonien bestod af et optog af lokale artister, både amatører og professionelle, der dansede og klædte sig ud. Endelig fik vi set en lille smule af den karnevalstemning, som vi missede så mange andre steder. Især én tradition skilte sig ud ved denne fest. For at markere starten af festivalen bæres en stor aflang sten (vistnok formet som en fisk) i parade op på toppen af en nært liggende bakke. Når ugen er omme bæres stenen efter sigende på plads igen.

Holguin var også stedet hvor vi for første gang boede hos en familie i et ”Casa Particulares”. Måden at bo på er helt unik for Cuba. Generelt er boligsituationen for besøgende meget kontrolleret på Cuba. Det er ikke bare muligt at starte et hostel eller bed-and-breakfast sted hvor som helst. Regeringen vil helt klart helst have at turister bor på hoteller eller i all-inclusive-resorts. Alligevel er det blevet tilladt for lokale private familier at lade gæster bo i deres hus. Familien betaler hvad der svarer til 200$ om måneden for dette og tjener pengene hjem igen når folk bruger deres værelse (20-30$ pr. værelse pr. nat) og når de kan sælge aftensmad til deres gæster.

Ud over at nyde de cubanske trobadurer spille på La Trova, havde vi fornøjelsen af at komme i kontakt med en gruppe cubanske engelsk-studerende. Den længsel efter at møde og opleve andre kulturer, som de alle udstrålede, er svær at beskrive, men de snakkede alle drømmende om ”den dag, hvor styret giver dem lov til at rejse”. Mødet med os havde gjort så stort indtryk på drengene at de dagen efter arrangerede et møde med deres underviser i engelsk. Først sidste aften fandt vi ud af at ”The Drinkin’ Donkey” ikke bor langt fra Holguin! Den må vi besøge en anden gang J

Kaere alle.

Saa er vi resterende 3 landet i Cuba efter 3 dejlige maaneder med Marie i syd og centralamerika.

Her er lidt ligesom at traede ind i et andet aarti med de gamle biler og faldefaerdige bygninger. Internet er ikke det letteste at faa adgang til og koster 36kr i timen, saa det bliver nok ikke til saa meget skriveri fra vores side i de naeste uger.

Lige nu er vi taget videre til Holguin, hvor der er lokal 'festival'. Naeste stop er paa spidsen af Cuba, Baracoa, dernaest Santiago de Cuba, Trinidad og Vinales inden vi tager hjem via Cancun til lille Danmark.

Vive Cuba libre! (som man siger...)

Rasmus, Philip og Mona