Vi tog med Pelni færgen fra Makassar til Labuan Bajo på vest Flores. Vi havde billetter til økonomi klassen, den billigste af slagsen. Vi skulle sove i sovesal med de lokale på nederste dæk på skibet. Der var selvfølgelig aircondition som ikke virkede og rygeforbud som ingen overholdt - og indoneserne ryger meget. Afgang kl 13, hvilket overraskende blev overholdt. Vi mødte en australier, som vi kendte tidligere og en britte. Dagen gik udendørs på øverste dæk og Kirstens fødselsdag blev fejret med alkohol-fri øl og en nudelret. Der viste sig desværre ikke at være så meget cruise over turen, som vi ellers havde håbet på, men som vi i bund grund godt viste på forhånd.

Vi ankom til Labuan Bajo kl. 7 næste morgen og brugte resten af dagen på at arrangere dykkertur og trekkingtur til Komodo nationalpark. Vi fandt et godt tilbud hos en lokal dykkerinstruktør, men måtte vente 2 dage på at komme afsted, da hans båd lå i tørdok til vedligeholdelse. Det passede os egentligt fint, da vi så havde bedre tid til at hele vores sår. Dagene gik med ren afslapning.

Vi tog afsted på dykkertur om morgenen på trediedagen, og skulle sejle ca. 2 timer før vi nåede vores første dykkersite. I løbet af dagen nåede vi 4 dyk hvor et af dem blev et natdyk. Højdepunktet på førstedagen var at observere Manta Rays med et vingefang på mere end 3,5 m, på klods hold i gang med at blive rengjort af mindre fisk.
På andendagen havde vi 3 dyk før vi igen satte kursen mod Labuan Bajo igen. Her blev højdepunktet at se en lille stime hajer svømme sammen med 4-5 delfiner, mens der rundtomkring svømmede større stimer med forskellige fisk. Ganske fascinerende og helt sikkert et af de bedste dyk på vores tur. Imellem dykkene, blev vi passet op af bådens besætning; de var 4 mand + dykkerguide + kaptajn til at hjælpe os i og ud af vores våddragter, klargøre vores udstyr og tilberede lækker mad. Det skal hertil nævnes at vi var kun 3 dykkere om bord. Serviceniveauet var virkeligt højt og dykkerturen var alle pengene værd.

Tilbage i Labuan Bajo havde vi en enkelt overnatning, før vi skulle på en 4-dages tur til Lombok. Undervejs skulle vi snorkle på koralrev og trekke på øerne Ringa og Komodo i håb om at observere de kæmpe store Komodo veraner, som kun lever på disse øer. Det viste sig dog ikke at blive så svært på Ringa, da 10 dovne veraner på "mytisk" vis holdt sig i nærheden af vagtenes køkken, selvom at de fortalte at de aldrig fodrede dem.

Dagen efter ankom vi til Komodo hvor vi så en 3 meter lang veran-han, som vagterne havde lidt postyr med at holde på afstand fra os turister. Det hænder at mennesker bliver bidt af veranerne og det er ganske kristisk, da deres spyt er meget bakterieindholdigt og uden øjeblikkelig medicinsk behandling vil man ikke kunne overleve. Det var spændende at se det store dyr, som der lever mere end 1000 af på hver af øerne. På Komodo så vi desuden hvide papegøjer, vildsvin og hjorte, men desværre kun en enkelt veran.

Trediedagen gik primært med at sejle og en nogle små snorkleture. Maden på båden var desværre ikke fantastisk og turen viste sig at være meget lang. Vi fik dog nogle smukke stjernefyldte aftener, og sov på det øverste dæk blot dækket med en pressening. Da vi endelig nåede Lombok på fjerdedagen om morgenen var vi glade for at nå i land. Det blev til en lang og støjende tur pga bådens motor og med et meget lavt serviceniveau fra besætningens side, men vi ville ikke have været besøget på Komodo foruden.

Vores eneste destination på Lombok blev Kuta. Kuta ligger på den sydlige del og meget populær for surfere pga store bølger. For nyligt er der blevet bygget en ny stor International lufthavn, som dog ikke er funktionsdygtig endnu og man planlægger at området skal blive Bali 2 og tiltrække en masse turister. Men til vores glæde er området dog stadig meget stille. Vi tilbragte 3 dage i Kuta, primært ved de forskellige strande som vi besøgte på motorcykel. Vores styrt i Sulawesi skulle ikke forhindre os i at komme op på motorcyklen igen.

Vi mødte et par unge lokale knægte på stranden og blev inviteret op til deres landsby. Her fik vi frisk kokkosmælk og kokosnød og Mikael øvede engelsk med ene af drengene, som var meget ivrig efter at forbedre sit engelsk.

Vi ville have besteget en af Lomboks store vulkaner, hvis det ikke havde været for vores sår på ben og fødder. Mikaels ene fod havde fået et brandsår, så han ikke kunne have sko på, så en længere trekkingtur var udelukket. Vi tog i stedet videre til Padang Bai på Bali i søgen efter et ikke alt for turister sted. Det blev til 2 overnatninger på et charmerende homestay, i nærheden af en stribe internationale restauranter, hvor det var svært ikke at blive fristet.

Vi tog videre til Lovina på Balis nordkyst. Efter et forgæves forsøg på at finde billig transport på Bali, endte vi med en privat bil, som stoppede undervejs ved 2 af Balis større seværdigheder. Første stop blev Balis vigtigste Hindutempel Pura Besakeh. Det var flot, men vi måtte kun se det udefra, da der ikke var adgang for ikketroende inde i templet. Andet stop var et udsigtspunkt til Lake Batur og vulkanen Gunung Abang. Der var stadig spor fra det seneste udbrud i 1994. Hen sidst på eftermiddagen indkvarterede vi os på et mindre homestay til KUN 5 US$ inkl morgenmad.

Den store attraktion i Lovina er at se delfiner på morgensejltur, en kort sejltur fra stranden. Resultatet er at man får tilbudt ture på hvert et gadehjørne, hvilket i længden kan virke lidt anstrengende. Uanset hvad fandt vi ideen uinteressant og tog i stedet på snorkletur. Det var desværre lidt en skuffelse, men også lidt hyggeligt.

Man kan i udpræget grad mærke og se at Bali er meget mere besøgt end resten af Indonesien ud fra det store udvalg af både billige og luksus hoteller, restauranter med internationale menuer og utrættelige sælgere som vil sælge alt mellem himmel og jord. Det er både godt og skidt, godt fordi højsæsonen endnu ikke er startet og vi derfor kan finde nogle gode tilbud, skidt fordi der ikke er meget original balinesisk kultur tilbage.

På trediedagen i Lovina kørte vi vestpå langs kysten for at finde bedre strand og besøge et skildpadde center der arbejdede med at sikre bestanden af skildpadder på Bali. På turen tilbage til Lovina kørte vi forbi et danskejet luksushotel ved navn DAMAI, som bl.a. Prins Henrik besøger årligt. Vi fik en drink med flot udsigt til bjerge og havet og en rundvisning i en af hotellets dyreste suiter med egen swimmingpool. Overnatning kostede den sølle pris af 3000 kr pr nat i denne denne fantastiske luksus suite. En smule over vores budget.

Efter Lovina gik turen til Lake Buyan nær byen Bedugul i Balis centrale højland. Der er havde booket 2 nætter på luksushotel i privat villa for at forkæle os selv for første gang med luksus. Vilaen var stor med altan, soveværelse med stor seng og lækkert badeværelse med badekar og ikke mindst åben pejs som blev tændt af vores butler om aftenen. Efter at have modtaget fodmassage som velkomst blev vi indlogeret hvorefter vi spiste frokost på hotellets restaurant. Om eftermiddagen spadserede vi en tur i det flotte område med udsigt til søen. Vejret var mere køligt end vi havde forventet, så i stedet for at tage en tur i swimmingpoolen, fik vi os i stedet et langt varmt bad i vores store karbad efter gåturen.

Næste dag startede med lækker morgenmad med frisk frugt, brød, omelet og bacon, frisk ananas juice og kaffe/te serveret ved poolen. Her blev vi hængende det meste af dagen og nød den smule sol der var til stede. Midt på dagen søgte vi læ i vores villa da vejret skiftede til regn. Inden vi slut på dagen skulle have eftermiddagskaffe og kage fik vi massage i hotellets spa. Dagene var ren forkælelse.

Da vi på trediedagen skulle tage afsked var det lidt vemodigt, da vi ikke er vant til sådan en luksus. Vi tog videre til Ubud, Balis kulturelle højborg. Her blev vi et par dage hvor vi udforskede området, kiggede på souvenirers og så balinesisk danseoptrædning. Desuden så vi den skuffende DK vs NL fodboldkamp på storskærm, ironisk nok på en hollandsk bar. Vi forlod baren efterfølgende i skam uden at gøre opmærksom på os selv.

Sidste destination blev Kuta, Balis største turistmål, fyldt med hoteller og restauranter, surfere og irriterende sælgere - man kan næsten ikke gå 20 m ned af gaden uden at blive tilbudt taxi eller anden transport. Her fandt vi et hotel med swimmingpool til 12 US$ inkl morgenmad. Her vil vi blive vores sidste 4 dage på Bali før turen går over Kuala Lumbur og London tilbage til Danmark.

Vi glæder os til at se jer alle sammen og håber vi kan medbringe noget sommer og sol til jer alle. ...

Vi ankom sent om aftenen og checkede ind på den billigste hotel vikunne finde. Vi besluttede os for at søge om forlængelse af vores visaog tog ud til immigrationskontoret med forventning om at det hurtigtkunne laves, blot man ville betale. Vi blev dog slemt skuffede, da viblev meddelt at vi skulle have en indonesisk sponsor. En sponsor er enindonesisk statsborger som juridisk og økonomisk vil stå inde for althvad vi laver!! Pludselig lød det som en umulig opgave, at få voresvisa forlænget. Da vi senere på formiddagen sad og spiste frokost nogetdeprimerede over situationen, fortalte vi vores historie til en yngrerestaurationsejer som snakkede flydende engelsk. Han undrede sig megetover reglerne, men han ville da gerne hjælpe os. Vi fik udfyldt denødvendige blanketter og sat behandlingsprocessen i gang. Imellemtidentog vi til Bunakan, et verdenskendt dykkerområde.

Bunakan er en mindre ø, som ligger 1 times sejlads fra Manado. Vicheckede ind på et mindre resort og vi fik en bungalow ned tilstranden. Nu skete der det at Mikael blev sløj, så han måtte tilbagetil Manado dagen efter for at komme til lægen. På trods af flereblodprøver fandt lægerne intet, men udskrev alligevel en recept pånoget medicin, for i det mindste at prøve noget. Og efter 2 dage varMikael frisk igen.

De følgende 3 dage gik med dykning og snorkling. Overnatningen kom medfuldpension, så det eneste vi skulle huske var, at stå op om morgenen -det var ren afslapning.

Dykningen levede ikke helt op til vores forventninger. Vi så dog bådeskildpadder, hajer og andre store fisk, men mere imponerende var mangesmå mærkelige vanddyr, som man ikke kunne spotte med det blotte øje. Visluttede af med et natdyk, som viste sig at blive vores bedste dyk. Ivores lygters skær så vi igen og igen mærkelige væsener, krapper somcamouflerede sig på de mest kreative måder, muræner og sågar en lillehaj. Havbunden var aldeles levende om natten.

Efter 6 dage på Bunakan, gik turen tilbage til Manado. Vi skulle etsmut forbi immigrationskontoret og hente vores visa, troede vi i hverttilfælde. Så nemt gik det desværre ikke. Mens vi nød vores dykkeropholdvar vores papirer tilsyneladende ikke kommet længere. Samtidig varderes IT system gået ned, og de kunne derfor ikke give os et nytstempel. Vi aftalte med dem at returnere senere samme dag i håbet om atsystemet skulle være oppe og køre igen. De havde svært ved at forstå atvi spildte vores tid med alle de besøg, men hjælpe os kunne de ikke.Senere på dagen havde vores sponsor og nye ven tilbudt at tage med, ihåb om at han kunne sætte skub i sagerne. I første omgang var systemetstadig ikke kommet op køre, men pludselig da det var ved at værelukketid og chefen kom ned fra sit kontor begyndte alting at virke. Vifik endelig vores visa efter at have ventet 3 timer påimmigrationskontoret den eftermiddag. Forbrugt tid i alt: 2 dage. Lortesystem. Om aftenen spiste vi sammen med vores sponsor, for at sige pænttak for hjælpen og farvel.

Næste dag gik turen mod Togean Islands, er ø paradis midt i Sulawesi.Først var vi med shared taxi i 10 timer og dernæst med natfærge tilførste udvalgte ø - øen Melange. Her blev vi transporteret videre udtil en eksotisk strand med nogle hyggelige bungalows hvor vi blevindlogeret. Vi havde privat strand, som vi dog måtte dele med 2 andrebackpackere og lokalt koralrev hvor vi kunne snorkle. Vandet nåede 34grader og maden med friskfanget fisk var fantastisk. Det kostede ossølle 8 US$ (ca. 45 kr) pr person pr nat inkl alle måltider - puh detvar nogle hårde dage, hvor ejeren tog os med på snorkleture tilomkringliggende koralrev og på besøg i nærliggende landsby medhav-sigøjnere. Desuden fik vi den ene aften coconut-crabs, kæmpelandkrapper som lever i skoven og spiser kokosnødder. Den største vispiste, vejede næste 1,5kg og det var en sand lækkerbisken. Vi måttedog slippe ekstra 25 kr/kg for måltidet; men det var helt sikkertpengene værd.

Efter 3 dages ophold på Malenge sejlede vi videre med båden tilKadidiri, den mest populære af Togean øerne. Her brugte vi 2 dage påafslapning på stranden og snorkle ture. Hyggeligt sted men lidt forbesøgt ift. den anden ø.

Vi mødte en gruppe tyskere som studerede på Bali. Dem fulgtes vi videremed, først på den 5 timers lange bådtur til Ampala og derefter medshared taxi til Rantepau, en temmelig lang tur som varede hele nattenog i alt 18 timer. Puha, vi er ved at være lidt trætte af de langekøreture.

Rantepau ligger i det centrale Sulawise omgivet af bjerge, som i mangeår har ligget isoleret ift. resten af øen. Det har resulteret i at manhar en meget unik kultur her, især med fokus på begravelseceremonier.Død og begravelse er en dyr begivenhed, hvor man slagter store mængderaf grise og vandbøfler afhængig af hvor velhavende den afdøde var.Ceremonierne varer fra 2 dage til mere end en uge. Fra dødstidspunktetfrem til begravelsen, kan der gå alt fra et par uger til flere år. Detafhænger af hvor meget den afdødes familie skal spare sammen for atafholde ceremonien. I mellemtiden har familien den afdøde liggende i hjemmet.

Dagen efter vores ankomst tog vi på guidet tur sammen med tyskerne forat overvære en begravelse ceremoni og se deres traditionellegravpladser. Vi besøgte en middelklasse familie på førstedagen afceremonien, hvor bedstemoren var død. Vi blev budt velkommen afbørnebørn og tilbudt te og kager. Vi havde medbragt gaver i form afcigaretter og sukker, hvilket er kotume. Vi blev et par timer og såslagtning af nogle grise, samt ofring af en enkelt vandbøffel. Manslår vandbøfler ihjel, fordi man tror at dens sjæl vil beskytte denafdøde på vej til paradis. Grisene slagtes for at bespise gæsterne. Detvar en meget speciel oplevelse.

Senere samme dag så vi 5 forskellige typer gravpladser.

1. Børn under et år blev tidligere lagt i et hulrum i et træ.
2.Hængende grave, hvor afdøde blev hængt op på klippesider i trækister.
3. Naturlige grotter, en billig løsning, hvor familiemedlemmer låsamlet.
4. Stengrave, udgravet hulrum i klippevægge.
5. Husgrav, man bygger et spcielt hus hvor generation efter generation kan begraves. Denneer den hyppigst brugte i dag.

Spændende oplevelse, men samtidig lidt bizartda man kunne se menneskeknogler de fleste steder.

På andendagen tog vi på guidet trekkingtur med udgangspunkt fra enoverklasse ceremoni plads. Her var man i færd med at opbyggemidlertidige huse til brug under en kommende ceremoni. Turen gik igennemen bambusskov, derefter igennem adskillige rismarker og små landsbyermed traditionelle huse. På turen vandrede vi igennem et fantastisksmukt landskab, nok det smukkeste vi har set på vores tur. Vi spistefrokost med udsigt over dalen imellem 2 regnbyer. Vi nåede tilbage tilvores hotel ved 17 tiden efter en krævende tur, men det var allekræfter værd. Her sagde vi farvel til tyskerne som skulle til til Bali.

På 3. og 4. dagen havde vi planlagt en motorcykeltur til Batutumonga,samme område hvor vi havde vandret dagen forinden. Turen blev desværreafbrudt en halv time fra Rantepau, da vi væltede på vores motorcykel.Heldigvis var skaderne kun overfladiske, men nok til at vi tog tilbagetil Rantepau for se blive tilset af en læge og få renset vores sår. Øvøv nu havde vi lige set frem til en hyggedag i bjergene. Skaderne påmotorcyklen var begrænsede, det var kun et smadret sidespejl og enbukket fodbremse. Vi frygtede lidt at udlejer ville tage en overprisfor reperationerne, men vi slap med ca. 40 kr.

Eftersom vi var lidtforslåede efter styrtet, så vi ingen grund til at blive i området, somvar primært egnet til trekking og vi tog derfor videre til Makassar idet sydlige Sulawesi. Makassar er den største by i det østligeIndonesien og center for flytransport og skibsfart. Ellers er byen ikkespecielt spændende. Her har vi tilbragt et par dage og i morgen påKirstens fødselsdag tager vi videre på "cruise" til Flores.
...

Efter en 2 timers sejltur over grænsen fra Tawau, hvor vi undervejs såen synkende båd med folk på taget, ankom vi til Tarakan. Ifølge voresguidebog skulle byen være pæn og ren, men det viste sig dog ikke atvære tilfældet. Det beviser bare at man ikke skal stole alt for megetpå selv den nyeste opdatering af Lonely Planet. Havde byen værethyggelig var vi blevet mere end en nat, men i stedet tog vi videre næsteformiddag til Tanjung Selor, for der at køre videre med 'shared taxi'til Sangetta. Først blev vi bildt ind at vi kunne nå frem sent sammeaften, men i virkeligheden tog turen 16 timer og vi var først fremme kl7 om morgenen. Vejen var af ekstrem dårlig kvalitet og det blev ikketil mere end par timers søvn den nat.

I Sangetta kontaktede vi en Ranger fra den nærtliggende Kutai nationalpark.Han hjalp os ud til parken til et research center, hvor vi kunneovernatte, tilberede vores medbragte mad og gå på trekking i junglen.

Vi slappede af efter ankomst og forsøgte at indhente lidt af denforsømte søvn, inden vi skulle på vores første trek om eftermiddagen.

Vores guide prøvede at spotte nogle af de få tilbageværendeorangutanger der er reservatet, desværre uden held; hverken påeftermiddagsturen eller morgenturen. Ej heller lykkedes det os at finde megetandet dyreliv, dog foruden nogle store insekter. Derfor besluttede vi os for attage videre efter en dag. Lidt skuffende - man man skal åbentbart dybt ind i junglen for at finde dyreliv.

Vi tog med den lokale bus til Samarinda og derfra til Balikpapan. Herfra fløj vi videre til Manado på Sulawesi.

...

Efter en lang dag med 3 flyvninger ankom vi sent om aftenen til KotaKinabalu. Vi brugte dagen efter på lidt praktiske ting, bl.a. bookedevi en jungle safari hos Uncle Tan's, det samme selskab, som vi var medi januar sammen med Ronni og Jeppe. KK er forholdsvis moderne med storeshoppingcentre og et bredt udvalg af restauranter - vi fik fx turensbedste pizza. Om aftenen var der seafood og andet grillmad påhavnefronten på et billigt madmarked. Vi sultede ikke i KK.

Vi tog bussen til Sepilok 6 timer fra KK og udgangspunkt for voressafari. Herfra gik turen i 2 timer med 4WD gennem palmeolieplantager,som desværre efterhånden æder det meste at Borneos regnskov ud tilKinabatangan - den største flod i Østborneo. Vi blev noget overraskededa vi ankom til campen, da vandstanden var faldet ca. 20 m i forholdtil da vi var der sidst og der var kommet trapper og huse til syne, somsidst var oversvømmet. Endnu mere overraskende var det da personaletfortalte os at vandstanden var steget yderligere 3 m det næste døgn efter vi havdeforladt campen sidst. Og nu var regnskoven til gengæld tør med en nogetindskrænket flod.

Turen varede 3 dage med 2 overnatninger i campen. Vivar på flodsafari 4 gange, hvor en af dem var om aftenen for at vikunne spotte nattedyr. Og så var der 2 mindre vandreture - en morgen ogen aften. På safarierne så vi 5 orangutanger (Borneos kendetegn),næseaber, farverige fugle, krokodiller, massevis af macau aber, store firben,gibbonaber, frøer, pygmæ egern og leopard cat. Så det var en stor ogdyrerig oplevelse at komme tilbage. Desuden brugte vi nogleeftermiddagstimer med at fiske, hvor vi fangede nogle små fisk, så småat vi helst havde genudsat dem igen, men vores guide insisterede på atvi skulle tage dem med. Samme aften havde han tilberedt dem specielttil os - det blev til ca. 4 bidder.

Efter 3 gode dage i junglen fortsatte turen til Tawau, blot for at søgeom visum til Indonesien, inden vi ville krydse grænsen til denindonesiske del at Borneo kaldet Kalimantan.
...

Vi ankom til Yangoon efter 1,5 times flyvetur, som er hovedstaden iBurma/Myanmar. Som noget specielt og lidt forvirrende har man en halvtidszone, og vi skulle derfor sætte uret en halv time tilbage. Vi havdebooket hotel på forhånd og med i pakken var der afhentning ilufthavnen. Paskontrollen gik smidig og snart var vi på vej modhotellet sammen med en snes andre backpackere, som alle blev afhentet ilufthavnen.

Vi blev 2 dage i Yangoon, hvor vi tog på sightseeing. Vi så bl.a.  etstort forgyldt tempelområde, en pagoda hvor en ældre munk viste osrundt, kiggede nærmere på byen og observerede lokalbefolkningen.

Vores førstehåndsindtryk er meget positivt. Folk er meget smilende ogimødekomne og har ikke den samme Iver for sælge turister souvenirers ogture, hvilket er en behagelig oplevelse i forhold til de øvrige landevi har besøgt.

Efter Yangoon gik turen til Mandalay. Vi tog med natbus hvilket togsølle 17 timer og desværre fik vi ikke meget søvn, da vi sad bagerst ibussen, hvor vi ikke havde meget benplads. Vi mødte en rar mand påbusstationen som ville tage os på tur rundt til byens seværdigheder.Først fik vi dog et par timers søvn på hotellet.

Den store trend i Mandalay er at se byens seværdigheder uden at betaleden obligatoriske 10$ entre, som går til regeringen og ikkevedligeholdelse. Og det er guiderne også klar over. Det betyder bl.a.at man nogle gange kommer ind af bagindgangen. Man ser akkurat detsamme, som hvis man betaler entre. Seværdighederne er mange; vi såbl.a. et 200 år gammelt teak træs kloster, forskellige guldbelagtepagodaer og så var vi heldige at overvære en ceremoni, hvor drengebliver munke. Vi så også en guld blads produktion, hvor man manueltfremstillede ultra tyndt guldpapir, som buddhisterne bruger til atbeklæde Buddha statuer med. Dagen sluttede vi af med solnedgang fra enhøjtliggende pagoda.

På vej ned fulgtes vi med en stor flok unge munke, som var meget ivrigei at træne deres engelsk. En sjov og underholdende oplevelse.

Dagen efter fortsatte vi til Hsipaw med den lokale bus, hvor gulvet varfjernet for at man samtidig med at transportere gæster også kunne haverigeligt med varer med. Turen varede heldigvis kun 7 timer:-)

Fra Hsipaw tog vi på 1-dags vandretur, som viste sig at være 9 timer ogvære ca. 30km lang. Heldigvis toppede temperaturen ved kun 38 grader,til forskel for Mandalays 43 grader. Det var hårdt at vandre i dettørre bjergrige landskab, men vi så flere forskellige stammelandsbyerundervejs, hvilket gjorde det til en god tur. Det lykkedes os vist atdrikke 8 L vand + te + sodavand den dag.

Næste dag tog vi toget tilbage mod Mandalay. På strækningen krydsede vien 100 år gammel bro, bygget under briternes koloniherredømme. Broenmåler imponerende 100 m i højden og er mere end 1 km lang. Afsikkerhedshensyn sænker toget farten og triller forsigtigt over,hvilket sikrer gode fotomuligheder og en smule killen i maven påKirsten.

Vi stod af toget i Pyin U Lwin, hvilket tidligere fungerede sombriternes sommerhovedstad. Når temperaturen sniger sig op på 45 graderi resten af Burma, er temperaturen kun 35 her. Byen bærer præg afbitternes tilstedeværelse i form af ældre huse fra kolonitiden, enmini-udgave af Big Ben og karreter trukket af ponyer. Byen er ikke etdecideret turistmål, men vi kunne sagtens få en dag til at gå med atkøre hestevogn og nyde byens charme.

Vi tog videre med pick-up truck til Mandalay. Da bilen ikke var fyldtop med passager fra start af, og valgte chaufføren derfor at læsse denmed store sække kul, både på taget og bagi hvor vi sad. Den sidste timekom der dog flere og flere med og til sidst var pladsen meget knap.Undervejs sludrede vi med en lokal skosælger, som insisterede på atbetale for vores sodavand, kaffe og snacks hver gang vi holdt pause. Enlidt fremmed oplevelse, at opleve denne gavmildhed uden at der lå nogenbagtanke bag.

Næste dag tog vi på tur omkring Mandalay for at besøge 3 forskelligeforhenværende hovedstader fra dengang Burma stadig havde kongedømme.Vi så forskellige pagodaer undervejs - en af byerne var kendt for dens500 forgyldte stupaer, hvilket vi kunne se fra et højtliggendeudsigtspunkt. I en anden by overværede vi madudeling til flere tusindeunge munke på et større kloster. Dagen sluttede af med solnedgang veden 200 år gammel og mere 1 km lang teaktræsbro, som de lokale benyttertil at krydse søen.

Efter en lang dag i vores Mazda B600 pick-up, som udgør en af byenshovedtransportmidler, tog vi trætte videre med nattoget til Bagan.

Buddhistisk nytår/waterfestival fejres fra den 13.-16. april, men vifik dog allerede af mærke nogle dage før, da lokale sprøjtede med vandind gennem togenes vinduer. Lidt træls når man vil prøve at sove og mangerne vil have lidt frisk luft samtidigt. Over nytåret er der megetbegrænset med offentlig transport, hvilket besværliggørrejsemulighederne for turister og kræver planlægning, hvis man ikke vilfanges i en by i 5 dage.

Vi ankom tidligt om morgenen til Began, godt trætte efter en bumletur itoget og fandt hurtigt et hotel, hvor vi kunne tage en lur. Bagan er etstort tempelområde med mere end 4000 templer opført i det 11.-13.århundrede. Mange står som ruiner i dag, mens andre er blevet restaureretefter et større jordskælv i 1975 med støtte fra UNESCO.

Temperaturen var omkring 43 grader og vi tog derfor først ud på cykelekspedition om eftermiddagen, da varmen begyndte af aftage igen. Påandendagen tog vi den mere luksuriøse version på en heldagstur ihestevogn. Området er imponerende med små og store pagodaer, nogle medgamle vægmalerier indvendigt andre med flotte stenudskæringerudvendigt. En heldagstur fra kl. 8-19 med engelsktalende guide kostededet simple beløb af 10$.

Havde det ikke været for varmen var vi nok blevet en dag mere, meni stedet gik turen videre til Kalaw. Kalaw er en bjergby, hvortemperaturen ikke overstiger 30 grader og er udgangspunkt forforskellige trekkingture. Det var en yderst forfriskende oplevelse atkomme dertil.

Første dag trekkede vi på egen hånd omkring Kalaw, dog kun på størrestier, for at sikre at vi kunne finde tilbage. Området er det grønnestevi hidtil har set i Burma, selvom det stadig er meget tørt.

Dagen efter tog vi på en 3 dags trekking tur til Inle Lake, en aflandet største turistmagneter. Selve turen var 72 km lang og af mangelpå indledende information gik vi ud fra at afstanden vi skulletilbageligge dagligt var ligeligt fordelt over de 3 dage. Det viste sigdog senere at vi på 2.-dagen vandrede omkring 34km. Undervejs på turenpasserede vi flere forskellige stammelandsbyen, hvor de fleste boede ibambushytter, men der var dog enkelte steder hvor husene var bygget medbetonfundament og sten. Overnatningen undervejs foregik i lokales hjemog maden bestod af forskellige retter i rigelige mængder tilberedt afvores ene guide. Turen var flot igennem et bjergrigt landskab, menandendagen var hård at komme igennem. Turen sluttede af med en 1,5times bådtur fra den sydlige ende af Inle Lake op til Nyaung Shwe, somer den største by ved søen.

Vi checkede ind i et familieejet guesthouse, hvor vores primære bagagei mellemtiden var blevet transporteret til. Et rigtig hyggeligt stedmed imponerende god service. De serverede bl.a. te og frugtdrinks omeftermiddagen. De første 2 dage gik med ren afslapning, da det varafslutningen på burmesisk nytår og alt gik i slowmotion.

Da vi begyndte at tænke på at komme videre, viste det sig imidlertid atvære næsten umuligt. Alle busser holdt stille og det eneste alternativvar at flyve. Derfor besluttede vi os for at blive ved søen i nogleekstra dage, frem for at skulle tilbage til Yangoons varme. Heldigvismødte vi et tysk par, som vi havde rendt ind i nogle gange tidligere,som vi kunne tilbringe tiden sammen med. Vi tog bl.a. på bådtur på søenog cykeltur op til en lokal vingård. Sidstnævnte endte rigtig hyggeligtmed at vi cyklede småfulde tilbage til vores guesthouse's og sov omeftermiddagen. At smage på 9 forskellige vin før frokost var måske ikkeså godt tænkt. Men flere af vinene var forbavsende gode og udstyret varsupermoderne importeret fra et schweizisk firma. Dagene gik og vi endtemed at flyve tilbage til Yangoon pga. mangel på andre muligheder. Tilgengæld slap vi for en 15-20 timer lang bustur. Opholdet i Burmasluttede med en enkelt dag i hovedstaden, før vi fløj videre til Borneo. ...

Vi ankom kl 7 om morgenen til Bangkok med natbussen fra den laotiskegrænse. Vi tog direkte ind til den burmesiske ambassade for at ansøge omvisum - vi vidste at den normale procestid var 3 arbejdsdage, men modekstrabetaling kunne man få det på 1 dag. Men der var jo ingen grundtil økonomisk at støtte militærregimet i Burma mere end højstnødvendigt, så vi ankom til Bangkok i god tid. Efter at have udfylddiverse formularer, afleveret pas + kopi af pas samt 2 pasfotos og ca125 kr var det formelle på plads. Vi forlod ambassaden og tog medskytrain ind til vores hotel på Sukumvit. Dagen gik med praktiskegøremål, bl.a. hævning af Thai baht for så at veksle dem til US$, dadet ikke er muligt at hæve penge i Burma og US$ er den eneste valutaman godtager i landet. Dette besværliggør planlægning af en rejse tilBurma, da det kan være svært at vide hvor mange penge man har behovfor. Vi forventede det værste og vekslede 8000 kr, dog med nogetubehag, da det jo er mange penge at miste hvis vi skulle blivebestjålet.

Dagen efter tog vi på weekendmarked, med mere end 2000 boder ogbutikker, hvor vi kiggede på alt fra tøj og souvenirers til levende dyr.Det var lidt anstrengende og meget varmt og især sektionen, hvor mansolgte levende var lidt ubehagelig. Dyrene var i små overfyldte bure ogmange manglede tit vand. Om eftermiddagen mødtes vi med Rasmus, en afMikael studiekammerater fra Herning, som i dag bor og arbejder i Bangkok.Vi tog ud og spiste dansk endnu engang og det var en sand fornøjelse.Endnu engang fik vi smørrebrød og snaps. I vores selskab var enamerikansk/kineser som tydeligvis også nød den danske mad. Efter madentog drengene på herretur.

Dagen efter flyttede vi hotel, ned til det mere turistprægede områdeved Khao San st. Her kostede 3 dages overnatning det samme som 1 dag pådet første hotel - selvfølgelig var standarden ikke den samme, men viskulle jo bare have en seng.

Vi brugte dagen på at se nærmere på bydelen og kigge på de mange turist tilbud/fælder.

Om mandagen mødte vi en tilsyneladende flink dame, som fortalte os omde store seværdigheder i Bangkok, hvilket endte med en tuk-tuk tur somskulle tage os forbi flere af dem og inkl. en skrædder. Der varselvfølgelig tale om en slags bondefangeri og endnu engang gik vi ifælden. Formålet var at lokke os til at købe tøj, hvilket vi eftermange overvejelser og forhandlinger bestilte. Kirsten fik syet bukserog Mikael fik igen syet et jakkesæt. Prisen blev højere end i Vietnam,men heldigvis erfarede vi et par dage senere, at kvaliteten varderefter.

Dagen efter blev en travl dag, da vi skulle have tilpasset vores tøj etpar gange, afhente vores pas på ambassaden, shoppe i Chinatown og drikkecocktails på det legendariske Oriental Hotel. Om aftenen mødtes vi igenmed Rasmus til mexicansk buffet. Afslutningsvist viste han os cowboystreet, som er svaret på Amsterdams Red ligth district. Vi endte på enpænere go-go bar, hvilket var noget mere uskyldig (på overfladen) endvi havde troet. Men da sexindustrien er enorm i Thailand, var detnærmest et must at se nærmere på den.

Bangkok er en noget fortravlet by. Den nemmeste måde at komme rundt på ermed skytrain - en hævet togbane der dækker visse områder af byen. Skalman uden for dette område kan man forsøge sig med lokale busser ellerflod-busser, hvilke i princippet også fungerer udemærket. Men det kansvært at finde rundt som turist, da det er sparsomt med oplysninger påengelsk og thaier er utroligt dårlige til engelsk. Så ofte må man tagemed de bedrageriske tuk tuks eller taxi. Og hvis det ikke skal være nokdemonstrerer tilhængere af oppositionen til den sidende regering ofte ogspærrer store dele af byen og gør det derfor endnu mere umuligt at kommerundt.

Onsdag morgen kl.4 gik turen videre - vi skulle til Burma. ...

At krydse fra Thailand til Laos viste sig at blive nemmere end førstforventet. Først et stempel i passet fra de thailandske myndigheder -derefter ned og købe billet til båden som krydser Mekong floden(selvfølgelig betaler man dobbelt af hvad de lokale betaler) og 5 min.senere er går vi land i Laos. Hurtigt bliver man guidet op tilimmigrationskontoret og så starter papirgangen. Vi udfylder 2 ark medpræcis samme oplysninger??? hvorefter vi aflever pas og det ene ark. 10min. efter returneres pas med visum mod en afgift på 35us$. Næste kø erpaskontrollen - de checker visum, tager det andet ark og stemplerpassene og så en sidste gang før vi må gå op i byen bliver vores paschecket før udgangskontrol. Det hele er overstået på ca en halv time.

Afsted med bus til Luang Nam Tha hvor vi ankom ca 4 timer senere.

Loas er ved første øjekast meget anderledes end nabolandende. Man gårformentligt 30-40 år tilbage i udviklingen ift. Thailand og langsvejene ser man små landsbyer bestående af primitive bambushytter. Detgør landet meget charmerende og vores indtryk er, at her bor et venligtog imødekommende folk med meget blandet kulturel baggrund dog i harmonimed hinanden. Laos virker meget fattigt og væk fra de størsteturistattraktioner er der langt mellem de rejsende. De fleste erbackpackere som søger uspolerede kulturer og områder.

Efter en overnatning i Luang Nam Tha tog vi videre til Muang Sing - 60km nordpå = 2 timer i minibus. Her mødte vi et italiensk/canadisk par,som vi bookede en 2 dagstur cykeltur sammen med.

Muang Sing er en lille landsby, hvor primær beskæftigelsen er landbrug.Omkring byen ligger der spredt rundt omkring adskillige endnu mindreforskellige stammelandsbyer. Vi ankom midt i vandmelon højsæsonen ogman kunne købe store vandmeloner overalt til ca 2 kr.

På førstedagen besøgte vi flere små minoriteter ( bl.a. Tai Lue, TaiNeua, Lolo) som alle havde deres specieler. Nogle fremstillederisnudler, nogle vævede tekstiler og andre fremstillede Lao Lao (lokalwhiskey). Efter frokost gik turen længere væk fra byen, forbi enormevandmelon marker før vi til sidst endte i en Yao landsby, hvor viskulle tilbringe natten. Vi så flere ældre beboere i den lille landsbysom var iklædt traditionelle stammetøj. Landsbyen havde 56 beboere ogbestod af ca 8 små bambus hytter. Der var en speciel hytte til turistermed et fælles soverum og et opholds/spiserum. Efter aftensmaden somvores guide havde tilberedt, fik vi traditionel massage af nogle aflandsbyens lokale kvinder og efterfølgende opviste lokale piger derestraditionelle dans iført folkedragt. En sjov og anderledes oplevelse.

Næste dag gik til forskellige Akha landsbyer, hvor især skolebørn fandtvores interesse i dem både sjov og spændende, men nogle var dog lidtgenerte mens andre flokkes for at komme med på vores billeder. Detsjoveste for dem selv var dog efterfølgende at se billedet på kameraskærmen.

Både Yao og Akha stammerne har meget farverige folkedragter, hvorhovedbeklædningen har stor betydning. Akha bærer mange sølvsmykker forat vise rigdom og status, mens Yao kvinderne har en turban lignendehovedbeklædning som bæres efter de har indgået ægteskab. Man giftestidligt helt ned til 15 årsalderen i landsbyerne, på trods af at man iLaos først må blive gift som 18 årig. De landsbyer vi besøgte forekomautentiske og uspolet ift. turismen, hvilken gjorde oplevelsenvæsentligt større.

Efter at have oplevet det nordlige Laos over nogle dage gik turenvidere til Nong Khiew.  Da der ikke gik nogen direkte bus, måtte viskifte fra minibus til en ombygget lastbil med sæderækker bagi, som vikørte med de sidste 30 km. Turen var i alt 220 km og tog ca 8 timer,altså en noget lang og anstrengende tur. Heldigvis var der rigeligt medsmå hyggelige landsbyer og en flot udsigt fra den snoede bjergvej.

Efter en enkelt overnatning i byen fortsatte vi nordpå af Nam Ou flodenvia longboat til byen Muang Ngoi. Det blev vores udgangspunkt for nogleafslappende dage, hvor vi boede i en lille bungalow med udsigt tilfloden. Vi fik også rig mulighed til at se os om i området, se denærliggende stammelandsbyer og grotter til fods.

Derefter gik turen til Luang Probang, først tilbage af samme flod,denne gang i en noget overlæsset og en smule utæt longboat og bageftermed ombygget lastbil i 3 timer.

Luang Probang er en gammel kongeby, som bærer præg af fransk arkitektursom stammer tilbage fra kolonitiden. Byen har et overtal af buddhistisketempler, ligger ned til Mekong floden og er ganske charmerende. Omaftenen er der et farverigt Hmong marked (til ære for turisterne)oplyst af små lamper.

Kirsten fik desværre en svær omgang rejsediarre første dag i byen,hvilket begrænsede vores udflugtsmuligheder de følgende 5 dage.Heldigvis boede på et mindre familieeget guesthouse, og familien varmeget opmærksom på Kirsten tilstand. Svigerinden til husejeren varsågar læge og kom med råd til hvordan Kirsten skulle komme på højkantigen. Men efter 3 dage uden bedring og forværring af diarre ogmavekramper endte vi med at besøge en læge, på byens bedst omtaltehospital i byen. Den generelle anvisning var at man skulle søge læge iThailand. På hospitalet blev vi mødt af 2 meget unge sygeplejesker, somlegede doktor (som man gør som barn) med Kirsten, og da de forsøgte atmåle Kirstens blodtryk, klemte de hendes arm flere gange. Lægen var daheldigvis en smule mere overbevisende, men gav blot Kirsten en massepiller og råd om hvad hun måtte spise.  Det gav heldigvis hurtigtresultater.

Sidste dag i Luang Probang kom vi endelig på mahut-træningstur, efterat måtte udskyde turen 3 gange. Vi blev kørt lidt nord for byen ogmødte 2 fuldvoksne hun elefanter og deres mahut'er. Først fik vi entur, hvor vi sad i elefantstol og derefter sad vi direkte på nakken.Her fik vi også mulighed for at styre elefanterne alene, det var dogikke så nemt og vi måtte få hjælp flere gange. Højdepunktet var enbadetur i Mekong floden på elefantryg. Lige så snart vi trådte ud ivandet lykkedes det elefanterne at sprøjte os fuldstændig til med vand.Mikaels elefant kastede sig flere gange til siden og han måtteklamre sig til den, hvorefter den også dykkede under med hovedet. Detvar en utrolig sjov og våd oplevelse.

Om morgenen før afgang mod Vang Vieng, stod vi op kl. 5 for at opleveen af byens særsyn. Lange rækker af munke kom spadserende igennem byenfor at modtage mad af lokale beboere og turister. Maden bestod primærtaf ris men frugt og andre småting var også at finde. Det hele varoverstået i løbet af en halv time. På vores guesthouse fik vi at videat bedstemoren på 94 år står op hver morgen kl. 4.30 for at tilberedemad til munkene - som hendes ene barnebarn fortalte os: "hun vilhellere give mad til munkene, frem for selv at spise". Sådan er det atvære en rettroende buddhist.

Turen til Vang Vieng var hård for Kirsten, da buschaufføren kørte somen vanvittig med høj fart rundt i de skarpe sving i bjergene. Heldigvisvar der nogle flinke franskmænd, som havde køresygepiller med, såKirsten kunne få dulmet nerverne lidt. 5 timer senere var vi fremme iVang Vieng, en rigtig backpacker party by, kendt for deres tubing ihele Sydøstasien. Konceptet "tubing" går ud på at man får en gummiringtil rådighed og sidder i den mens driver ned af floden.

Dagen efter ankomst skulle vi ud og prøve løjerne. Vi startede kl.13,hvor vi blev transporteret 3km nord for byen. Det startede med gratisshots af Laos's lokalbryggede whiskey (Lao Lao) og derefter dumpede vi ivandet. 20 m nede af floden, blev vi trukket i reb ind til den næstebar, hvor der igen var gratis shots og så supplerede vi naturligvis meden øl til at skylde efter med. Sådan fortsatte vi ned af floden ogstoppede op med 20-50 m's afstand, for igen at slukke tørsten. Nogle afbarene langs floden havde også aktiviteter i form af mudder volleyball,vandrutchebane og sving-tov, hvor man kunne svinge sig ud over flodenfra 10 m's højde.

Da det desværre er tørtid i Laos, var vandstanden i floden ikke så højog farten ligeledes ikke så imponerende så vi måtte padle meget for atnå tilbage inden det blev mørkt. En rigtig sjov oplevelse, hvor festenfortsatte om aftenen i byen med billige drinks serveret i spande - såfuld skulle man nok blive.

Dagen efter måtte vi videre til Bangkok, en noget hård bustur en nogethård bustur oven på en festlig aften. En tur på ca 20 timer. ...

Chiang Mai

Chiang Mai er udgangspunkt for vandreture i junglen og for at besøge demange forskellige stammefolk. Første dag i Chiang Mai brugte vi på atkomme ovenpå efter den lange bustur og se nogle af byens mange templer.Priserne på overnatning og mad er væsenlig billigere her nordpå,sandsynligvis pga. mange charterturister i syd. Fx fandt vi et hotelmed swimmingpool til kun 9$ for et dobbeltværelse.
Vi tog på trekking tur i højlandet en times tid i bil fra byen i 3 dage2 nætter. Første dag fulgtes vi med 7 andre og overnattede i en lillestammelandsby.  Om aftenen lokkede vi de andre med på'ryste-hoved'-leg, hvor det gælder om at ryste på hovedet mens derbliver taget et billede. Det lykkedes for vores ene guide at lave etgodt billede til sidst. God underholdning!

Dagen efter skiltes vi med de andre, da vi skulle være afsted en dagmere end dem. Vi vandrede igennem meget tør skov, hvor der flere stederhavde været brand. Op og ned gik det de næste 4 til 5 timer i bagendevarme. Turen endte ved et vandfald, hvor vi kunne bade. Her havde delokale bygget små bambus hytter hvor vi kunne sove om natten. At detvar varmt om dagen lå vi ikke meget mærke til om natten, hvor vi måttesove i sovepose og med 2 tæpper over os for at holde varmen.
På turens sidste dag var igen ude og ride på elefant, hvor Kirsten fiklov til at sidde direkte på elefantens nakke dog uden at hun havde detstore held med at styre retningen. Inden vi returnerede til hotelletvar vi på ude og sejle på bambus tømmerflåde på en lille flod med en 15årig styrmand. En hyggelig tur, hvor mange lokale turister hyggede sigmed picknik og rigeligt med øl og mekong whiskey.

Tilbage i Chiang Mai havde vi egentligt kun et par gøremål før vi villevidere til Laos, men planerne ændrede sig lidt efter vi mødte en mandsom inviterede os med til meditation. Meditationen tog en time, hvor viførst blev introduceret til historien og ideen bag, hvorefter vi lærteat slappe af gennem dyb vejrtrækning og rense vores karme. Kirstensynes det var spændende hvor Mikael var mere skeptisk.
Bagefter gav han rejsevejledning om en tur på motorcykel igennem etmere uspoleret Nordthailand. Resultatet blev at vi næste dag lejede enmotorcykel og startede et 5 dages eventyr på egen hånd.

Første dag gik til Thailands højeste bjerg (2565 m) - en tur igennemmeget tørt landskab, hvor store områder var brændt pga af varmen.Naturen på toppen adskilder sig for den øvrige, og skulle minde megetom Himalayas. Desuden var der pisse koldt og vi var nær løbet tør forbrandstof på vejen op. Sådan er det at være på eventyr på egen hånd. Påvej ned så vi et flot tempel, som var bygget i anledningen afkongeparrets 60 års fødselsdag. Længere nede af bjerget fandt vi lidttilfældigt en rigtig hyggelig bungalow med fantastisk udsigt over dalen.

Anden dag startede med en lille tur ned i dalen, hvor vi så lokaleplukke forårsløg, hvilket duftede kraftigt på lang afstand. Videre gikturen igennem det tørre landskab ud af snoede bjergveje op og ned, medstop ved forskellige udsigtsposter.
200 km senere, hvor de sidste 30 km var på pletvist asfalteret vej,endte vi i en grænse by til Burma. Vi havde placeret vores ny indkøbtekamera i kurven foran på motorcyklen og da vi pludselig ramte et dybthul i asfalten, fløj det ud af kurven og landede på vejen. I førsteomgang kunne vi høre at noget var smadret i linsen, og vi frygtede atvi skulle købe en ny. Til vores store held var det kun UV filteret dervar gået i stykker under styrtet - pyha. Grænsebyen er meget stille ogvi er de eneste hvide mennesker i miles omkreds, men ligger malerisk udtil den flotte flod Salawin, som udspringer i Himalaya og danner grænsetil Burma.
Til aftensmad satte vi os ved en lokal restaurant og med lidt tegnsproglykkedes det os at få serveret en udemærket risret. Øllen måtte vi dogselv hente hos købmanden ved siden af.

Dag 3 startede med en bådtur ned af floden, som er omgivet af klipperog regnskov. Her besøgte vi en Karen stamme landsby, som vi spadseredelidt rundt i.

Efter bådturen gik turen mod Sarieng, hvor vi spiste frokost ogderefter videre til en Lawa stamme landsby. Landsbyen virkede i førsteomgang temmelig uinteressant, lidt for udviklet af en stammelandsby atvære. Ligesom vi skulle til at køre videre mødte vi en lokal kvinde,som på udemærket engelsk overtalte os til at blive natten over. Hunviste os hen til Royal Project Centre, et initiativ sat i værk afkongen, for at fremme produktion af grønsager og udvikling ilokalsamfundet. Det viste sig at man kunne overnatte i centret, hvilketvi besluttede os for at gøre.
Her mødte vi sheriffen for amtet, som skulle deltage i en lokal Lawaceremoni og vi blev inviteret med. Det rituelle ved ceremonien blev videsværre ikke rigtig kloge på, da deres engelske ikke var så godt. Mender var en sjov oplevelse og bagefter blev vi invitereret til at spisemed og prøvede den lokale cuisine. Ikke det bedste thaimad vi har fået.
Efter en lille gåtur omkring grønsagsmarkerne blev der igen serveretaftensmad, denne gang på centret, og vi kunne ikke nænne at sige nejtak. Til gengæld var det nogle lækre friske grønsager, så det gjordeikke så meget.

Dag 4 startede med en lang køretur - 170 km. Selvfølgelig med mindrepauser undervejs, men uden store seværdigheder. De kom først for endenaf turen. Først besøgte vi en Long Neck stamme landsby. Et folk som erflygtet fra det urolige Burma, men pga af deres status som flygtninge,må de ikke arbejde i Thailand. Derfor tager de entre for at man måbesøge deres by, og det får det desværre til at virke lidt ZOO agtigt.Og det er svært at vurdere om det er spil for galleriet eller ægtestammefolk.

På vej derfra skulle vi krydse en lille å, som løb hen over denasfalterede vej. Mikael gav lidt gas midt i åen, hvilket resulterede iat motorcyklen skred ud og pludselig lå vi i vandet. Heldigvis kørte vikun 10 km/t og der skete ikke andet end at vi blev lidt våde.

Herefter nåede vi til Mae Hong Son, hvor vi fandt vores hidtilbilligste værelse i Thailand - blot 4,5US$. Vi besøgte flere af byenstempler og så solnedgang fra et nærliggende højt bjerg. Aftenensluttede med en times Thai massage oven på en lang dag på motorcykel.

På dag 5 gik turen til Pai - eftersigne et rigtig backpackerparadis.Undervejs stoppede vi ved et tempel hvor man kunne fodre store karpermed salat og grønsager.
Hovedattraktionen på strækningen var dog nogle enorme grotter. Vi gikog sejlede rundt derinde og den sidste grotte var fyldt med flagermus.Desuden var der levn fra et folk som havde boet i grotterne for2000-3000 år siden.

Da vi nåede til Pai fandt vi en rigtig hyggelig bungalow og om aftenen gik vi rundt og kiggede på markeder.

Sidste dag gik turen tilbage til Chiang Mai. Undervejs gjorde vi holdtved i nationalpark, hvor vi så en gejser. Det var normalt ogsåmuligt at bade i mineralvandet, men det var desværre lukket.

Vi var tilbage i Chiang Mai ved 14 tiden efter en tur på i alt 975 km.Mikael fik en lur, da han desværre igen havde fået problemer med maven.Imens svømmede Kirsten i swimmingpoolen.

Det var slut for Thailand i denne omgang og dagen efter tog vi til den laotiske grænse for at krydse derind.
...

Khao Lak

Efter nogle dage i det meget hektiske Phuket ankom vi til Khao Laktorsdag formiddag. Khao Lak var en af de byer der blev ramt hårdest aftsunamien i 2004, men idag blomstrer turismen igen, dog på et fredeligtog behageligt niveau.
Vi bestilte en 3 dages dykkertur til Similan Islands (på top-10 overbedste dykkersteder i verden). Vi tog afsted lørdag og indtil da brugtevi på stranden og en motorcykeltur. Stranden er flot med jungle ibaggrunden. Lidt uheldigt endte vores motorcykeltur med at Kirsten fiksig et større brandsår på benet, da hun skulle parkere motorcyklen. Avav.

Afsted på dykkertur - øerne ligger 3 timers sejlads fra land, så vibrugte den første aften til at komme derud. Lidt uheldigt var de andredykkere midaldrende tyskere med et meget begrænset engelsk ordforråd.Uheldigt fordi vi kun snakker lidt tysk og samtidig havde vi ikke såmeget til fælles. Men vi var jo afsted for at dykke ikke for at feste.
Vi skulle dykke 11 gange på de 3 dage, så programmet var ganskeintensivt - sove -> dykke -> morgenmad -> dykke -> frokost-> dykke -> snack -> dykke -> aftensmad -> sove... Sidste dag kun 3 dyk.

Dykkene var overordnet flotte og sigtbarheden helt fantastisk - påflere af dykkene mere end 30 m. Af mere spændende dyr så vileopardhajer, havslanger, stingrays, kæmpe manta rays, blæksprutter ogskildpadder. Billederne fortæller bedst.
Om stedet har fortjent en top 10 placering over de bedste dykkerstederi verden synes jeg ikke umiddelbart, men flotte er revene.

Videre gik turen til Chiang Mai i Nordthailand, 24 timer undervejs i bus med et kort ophold i Bangkok.
...

Thailand

I Thailand var første destination Reiley Beach tæt på Krabi et sted somvi fik anbefalet af Louis. Et ægte klatreparadis, da stranden eromgivet af stejle klipper. Her boede vi i en lille bungalow i 4 dage,hvor vi tog på små vandreture i den omkringliggende jungle, så små sødeaber og væmmelige store edderkopper. Vi tog også et begynderkursus iklatring og havde flere små klatreture op af stejle klipper til enhøjde på ca 30 m. Det kævede ikke midst krafter og viljestyrke, menogså den rigtige teknik at komme op. Efter en halv dag med klatring varvi total smadret og havde ømme muskler flere dage efter.
Ellers var vi en del på strander (ja vi har det hårdt herude) hvor vi badede i det tyrkisblå vand.

Området har en meget afslappet stemning, med masser små cafeer ogrestaurenter og er godt for folk som gerne vil være lidt aktive.

Videre gik turen til Phuket, hvor vi skulle mødes med Mikaels forældre.Vi indlogerede os på et hostel på Patong Beach. Byen er frygteligturistet og aldrig har vi set så mange danske turister på et sted.

Defølgende 4 dage hyggede vi os med dem, var på sejlbådstur rundt omkringsmå klippeøer, så dragedans ifm. kinesisk nytår og slikkede sol på delækre hvide sandstrande. Og selvfølgelig blev det til lækkert mad oglidt godt at drikke. Den ene dag blev det til smørrebrød og snaps, somman savner lidt, samt en lækker mør bøf og endda hummer den ene aften.Det skal ikke undre os, hvis vi har taget lidt på efter disse dage.
Torsdag tog Bente og Steen tilbage til kolde Danmark, mens vi fortsattenordpå til Khau Lak. Her har vi booket en 3 dags dykkertur til SimilanIslands, som vi skal afsted på imorgen.

Varme hilsener fra Thailand ...