I dagene efter skælvet væltede det ind med beskeder, mails og telefonopkald fra venner, familie og bekendte, som alle gerne ville høre at man havde det godt. I mellemtiden samlede vi os på et af universitetets campus her inde i byen, for at få arrangeret noget hjælp til ofrene i den sydlige del af landet. Til de virkelig nødstedte som har mistet absolut alt helt nede i nærheden af Concepción, har vi været en del af en indsamling uden penge, hvor vi købte og indsamlede tøj, ris, pasta, dåsemad, bleer, mælkepulver og vand, som vi samlede på universitetet, og som er sendt af sted til dem, som har behov for det.

I Región Metropolitana, som er den ”kommune” som Santiago ligger i, er der også behov for hjælp. I nogle af landsbyerne syd for Santiago har folk mistet huse, familiemedlemmer og adgangen til vand og elektricitet er væk. Disse landsbyer er dog stadig fremkommelige og det tager ikke mere end halvanden – to timer at køre derned. Så vi meldte os frivilligt til at tage med en gruppe studerende fra vores universitet på 150 mennesker, til området Paine og de omkringliggende landsbyer Champa, Rangue og Pintue, for at bygge nødhjælpshuse og midlertidige huse til familier som har mistet alt. Hele dette genopbygningsprojekt blev arrangeret på tre dage, så tålmodighed og forståelse var en vigtig del af bagagen. Vi blev inddelt i kvadriller og jeg kom i en ren chilensk gruppe, og vi blev sendt ud til en dame mere eller mindre ude på landet, lidt udenfor landsbyen Rangue. Hun har en ret stor grund hvorpå de bor tre generationer. Normalt står der fem små huse på grunden, men efter skælvet står der kun et tilbage, så de boede fem voksne og fire børn på 10-12 kvm, men mirakuløst nok var der ikke sket noget alvorligt med nogle af familiemedlemmerne, kun en brækket arm og nogle skræmmer. Men de var alle naturligvis meget kede af situationen, de havde praktisk talt mistet alt hvad de havde, så da vi kom kørende på ladet af en pickup tidlig lørdag morgen med værktøj, slik til børnene og to dage til deres rådighed, kom hun løbende med udstrakte arme og tårer i øjnene – vi blev nærmest modtaget som helte.

Den første halve dag gik med at rydde murbrokker væk og måle op, og til middag kom en ladvogn endelig frem igennem de delvist ødelagte veje med materialer til at bygge et midlertidigt hus og en vandreserve. Derefter gik vi i gang med at hamre de ødelagte murbrokker til pulver, blande det med sten, cement pulver og hø, til en lidt alternativ cement. Efterfølgende gik vi i gang med at bygge huset, ud af de materialer vi havde fået stillet til rådighed, og søndag aften stod et lille midlertidigt hus færdigt og de havde 2000 liter vand til brug, så til trods for 35 grader og flere mindre efterskælv, blev vi færdige inden solnedgang. Søndag aften sent, kørte vi tilbage til Santiago, møghamrende beskidte, sulte og ulækre, vi havde heller ikke vand, der hvor vi boede, og det mad vi fik, var for det første i begrænsede mængder og for det andet af tvivlsom kvalitet.

Vi føler vi har gjort et godt stykke arbejde, og der er slet ingen tvivl om, at vi har hjulpet rigtig meget, det tror jeg de 100 kindkys, vi fik inden vi kørte og den tårevædede afsked vidner meget godt om. Der er virkelig gang i hjælpearbejdet her i landet. Chilenere er utrolig stolte, og de vil ikke høre tale om, at et jordskælv skal sende deres land ud i en national krise, så det er bare på med arbejdshandskerne og ud og hjælpe, men selvom entusiasmen og sammenholdet er utrolig stærkt lige nu, så er der lang vej igen. Det chilenske flag er OVERALT i de her dage og de to slogan ”levantamos Chile” (vi stiller Chile på benene igen) og ”fuerza Chile” (styrke og mod Chile) er over det hele også – det er en speciel følelse at være en del af, og jeg har efterhånden nationalfølelse for landet og indbyggerne.

Så er det vidst tid til en beretning igen ovenpå den sidste halvanden uges rystelser. Ja, hvor skal jeg begynde? Jeg sidder her i lejligheden som er nyrengjort, solen skinner og i den her del af byen er livet så godt som normalt igen, næsten. Strøm og vand kommer og går, internettet virker ikke helt optimalt, supermarkederne er halvtomme og nogle steder kan man kun betale med kontanter. Vi har også venner som skulle være flyttet ind i nye lejligheder nu her, men på grund af jordskælvet kan de ikke flytte ind før om lang tid, så der er lidt panik på hos nogen her fem dage før unistart.

Nå, min oplevelse af jordskælvet.  Fredag den 26. februar var vi i byen med andre udvekslingsstuderende, og vælger ved ca. halv tre-tiden at forlade vores venner på diskoteket for at tage hjem og sove. Vi lægger os til i hver vores værelse, men var knapt faldet i søvn da jeg vågner på kanten af min seng, og kan føle at sengen sitrer kl. 03:33– det er ikke unormalt her, som jeg også har berettet om tidligere. Men pludselig blev jeg smidt ned på gulvet og en ubeskrivelig larm begyndte. Jeg lå på gulvet og holdte fast i benene på min seng imens hele bygningen rystede, alle skabe og døre svingede, møblerne kurede rundt, klinkerne i badeværelserne og køkkenet smadrede og stort set alle vægge i lejligheden revnede. Det føltes som om det varede en evighed, det længste minut i mit liv. Man når at tænke mange forfærdelige tanker, og jeg var sikker på at hele bygningen ville styrte ned i hovedet på mig – jeg lå bare og ventede. Jeg havde fuldstændig mistet orienteringen og tænkte slet ikke på at løbe ud, for jeg anede ikke hvor noget var – det var totalt sort og larmen var ubeskrivelig skræmmende. Der er mange som efterfølgende har givet mig gode råd om hvad man skal gøre når der er et jordskælv. Disse folk har én ting til fælles; de har aldrig selv oplevet et jordskælv. Chilenerne ryster også på hovedet af folk som tror fornuft og rationelle tanker står forrest i køen når et jordskælv på 8,8 Richter indtræffer. Man skal huske alle faktorer. Man bliver vækket midt om natten og er i starten, under forrystelserne, ikke helt klar over om det er virkeligt eller ej. Man er ikke helt ædru. Man falder ud af sin seng og kurer rundt på gulvet. Det bliver bælgravende mørkt. Larmen er fuldstændig vanvittig og det bliver ved i over et minut. I sådan en situation tænker man ikke på andet end, at man bare gerne vil overleve. Følelsen er lidt ligesom et chok, som bliver ved og ved og ved…   

Nå tilbage til historien. Da det stoppede løb jeg ud i gangen, hvor både Nikoline og Nicolaj hurtigt indfandt sig også, vi sikrede os at alle var okay, og kunne høre folk i bygningen råbe og løbe ud. Vi gik ud på gaden til de andre og stod og ventede i en halv times tid på efterskælvene. Da der ikke kom nogle, og vi ikke kunne se skaderne i bygningen, fordi vi intet lys havde, gik vi ind igen og forsøgte at sove, men det var ikke helt let for der kom små rystelser hele tiden, og ved halv syv tiden kom det første store efterskælv, som endnu engang fik os på benene. Da det blev lyst, fik vi overblik over alle revnerne i væggene og de ødelagte badeværelser, og vi snakkede med viceværten som forklarede os katastrofens omfang. Vi forsøgte febrilsk at få kontakt jer hjemme i DK, men uden held – telefonnettet og internettet var nede og vi havde ingen strøm. Mirakuløst fik Nikolines storesøster hul igennem i få minutter først på formiddagen, og vi kunne berette at vi havde det godt alle tre. Først her blev vi klar over at det var i nyhederne over hele verden og at folk var bekymrede, vi anede jo ingenting. Flere timer senere lykkedes det os at få internet i nogle minutter ved Olaya, som er i familie med Nikoline – hun har virkelig hjulpet os meget efterfølgende og hun har været en god støtte. Hun skal også ud og spise hos os snart, som tak for hjælpen.

Den efterfølgende uge har været lidt underlig. Selvom Santiago er forskånet for de voldsomste skader, så bliver man hver dag mindet om begivenhederne. Afspærrede områder, forladte bygninger, murbrokker i bunker på hjørnerne, buslinjer som ikke kører, tomme hylder i supermarkederne, og ikke mindst revner i alle vægge i vores bygning og manglende klinker hist og pist. MEN vi har været heldige og nu starter vi forhåbentlig i skole på mandag den 15., ca. en uge forsinket.

Ydermere så står jorden stadig ikke stille her. Der snakkes om at der har været over 1500 efterskælv siden det store skælv, og flere af dem har været deciderede jordskælv. Det er således, at man herovre har tre forskellige ord for seismologiske rystelser. Et templor, er en rystelse som kan mærkes, men som lagt fra er ødelæggende – 1-4 Richter. Et réplica, er et efterskælv – stort eller småt. Et terremoto er et stort ødelæggende jordskælv – 6 Richter og opefter. Disse terremotos forekommer ca. hvert 20-30 år her i Chile, det sidste var i 1985 og så nu i 2010. Historisk set er Chile hårdt ramt; af de ti kraftigste jordskælv nogensinde har fem af dem været her i Chile, og det her den 27. Februar 2010 var det femte værste i verdenshistorien. Det ser samtidig ud som om, at dette skælv bliver det, som har ændret mest ved kloden; byen Concepción har flyttet sig 3,2 meter vest på, Santiago har flyttet sig 28 cm sydvest på, og kloden er blevet slået så meget ud af sin akse, at et døgn på jorden er tiltaget med 1,26 millisekunder - så tror da fanden vi synes det var voldsomt. Vi skulle også have skiftet til vintertid på lørdag, men fordi så store dele af de sydlige provinser stadig er uden elektricitet, så har regeringen udskudt det til den 3. april. Ved alle de store jordskælv har man følt efterskælv i flere måneder efter, og det kommer vi også til her - jorden skal justere sig. Det er i øvrigt utroligt hvad man kan vænne sig til, efterhånden rejser vi os ikke engang op længere når det hele små gynger lidt, eftersom det sker flere gange dagligt stadigvæk. Omkring fem gange siden skælvet har man lige nået at tænke, så nu kommer der et til, men det er aldrig blevet til mere end højst ti sekunders rystelser og maksimalt 5,5 Richter – det lyder måske af meget, men man vænner sig hurtigt til det, og når man har prøvet det én gang, så er man slet ikke i tvivl, hvis det er et stort jordskælv.

Det var den rystende oplevelse, som vi alle slap fra med et chok, men ellers helt uskadte J

Så kom dagen vi havde både frygtet og ventet på med længsel – EKSAMEN. På den ene side var det lidt nedtur at skulle sætte sig op til en eksamen, midt i det man egentlig følte var lidt en ferie i de varme lande J Men på den anden side så vi også frem til at blive færdige med sprogskolen, flytte og komme i gang med næste kapitel efter et par dage fri fra skole, lektier og 20 larmende brasilianske tøser.

Torsdag eftermiddag mødte vi klokken to som normalt, og gik ret hurtigt i gang med eksamen – en skriftlig grammatik prøve i nogle ret afslappede forhold og med knap så meget hysteri som i Danmark. Efterfølgende havde vores undervisere arrangeret en lille buffet på skolen, med masser af frugt, brød, pålæg, tun, lidt vin, lidt pisco og noget kage. Her fik vi sagt pænt farvel til de lærere, som vi havde haft den sidste måned. Bagefter gik vi hjem og fik en lur og den sidste middag hos vores husmødre, og så skulle hele klassen samles hos Nina – en finsk pige fra klassen som bor i en stor lejlighed inde i centrum. Vi festede hos Nina til vi blev for højrystede og så gik turen videre til Bellavista, som sædvanligt. Barrio Bellavista er centrums gå-i-byen-kvarter, spækket med barer, clubs og diskoteker.

Fredag morgen stod vi op med de grummeste tømmermænd, jeg fik sagt pænt farvel og på gensyn til Paulina og så kom Nicolaj i taxa ned og hentede mig. Sammen kørte vi, med alt vores lort, hen til vores nye lejlighed på Avenuida El Bosque 131, hvor Nikoline ventede – hun var blevet kørt derhen af en bekendt. Efter nøglekopiering, forbrugsaflæsning og underskrift tog ejeren af sted og stedet var officielt vores det næste halve år J Efter at have købt hele supermarkedet, fik vi besøg af et par stykker fra klassen til en pizza og en dåseøl, og så gik vi ikke alt for sent i seng, for vi var meget trætte.

Området hvor vi bor – Barrio El Bosque, er Providencias uofficielle centrum, og det kaldes for Santiagos moderne centrum. De lidt snobbede mennesker, som bor her kalder det for Sanhattan – ja, Santiagos Manhattan. Det kan man grine ad, men det er nu ikke helt forkert. Her er rigtig pænt og rent, og der ligger store hoteller og kontorbygninger over det hele. Her er propfyldt med små kaffebarer, restauranter, sushi steder, barer, trendy forretninger og ambassader. Midt igennem det hele løber vores gade så, en lang grøn gade med palmer, blomster og græs hele vejen ned, og folk til at vande det hele hver morgen. På hver side ligger boligblokke med hegn rundt om, og vi bor som sagt i nummer 131, blot cirka hundrede meter fra den metrostation, som fra på torsdag af skal fragte os i skole hver dag.   

Lørdag tog vi op til Cerro San Cristóbal endnu engang, og lagde os ved poolen med den skønne udsigt. Det var herligt at have en dag hvor man ingen planer havde, og vi kunne skiftevis læse lidt i vores bøger, høre lidt musik og svømme en tur. Hen på eftermiddagen ringede Sebastian (den tysker som boede sammen med ved Paulina) og sagde at sin roommate i sin nye lejlighed kendte nogle som skulle spille på et lille Jazzhouse i den del af byen, som hedder Ñuñoa, og vi var inviteret med. Så lørdag aften tog vi derhen med nogle lokale og hørte jazz – det var skide hyggeligt, og Nikoline har muligvis fået sig en aftale om at synge med engang.

Søndag tog vi en gåtur inde i den del af centrum som ligner vores kvarter aller mindst – se billederne. Her ligger La Vega, det største marked i Santiago, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord, dog mest fødevarer. Det dog lige siges at det kød og fisk de sælger der inde, er ikke noget vi tør røre noget af – godt nok er det billigt, men det ligner og lugter som noget man falder død om af. På vejen hjem igen, stoppede vi ind hos Sunmin i hendes nye kollegieværelse og fik frokost inden vi smed os hjem på sofaen og slappede af med en film. Mandag tog vi, sammen med Sunmin, ud til vingården Concha y Toro. Det er nok det mest kendte vinhus i Chile, og det producerer blandt andet de meget kendte Casillero del Diablo, Marquez og Don Melchor vine. Her købte vi en rundtur i produktionen og efterfølgende smagsprøver med en sommelier og dertilhørende ost. Rigtig lækkert og faktisk ret lærerigt.

Casillero del Diablo betyder groft oversat djævlens hule, og under hele produktionen ligger en mørk kold og fugtig kælder, hvor vinene med netop dette navn lagrer i træ tønder. Her var vi nede, og vi fik da også historien om navnet, men den er vist list for lang til denne beretning, så den må komme en anden god gang.

I dag, tirsdag, har vi lavet absolut ingenting, og nej hvor er det dejligt J Vi fik besøg af internetfirmaet lidt over middag, og de fik omsider nettet til at virker, så nu kan jeg endelig få lidt billeder op på bloggen igen.

Pas på jer selv så længe.

\\Kristian

Nu er den første måned i mit midlertidige nye land godt og vel overstået. Det har været oplevelses- og lærerigt, og jeg har fået et godt billede af landet og dets indbyggere. Det er dog et blandet billede, selvom kulturen, historien og folket er utrolig spændende, så har tilpasningsperioden her, ikke været hel let for mig.

For folk derhjemme kan det måske godt være svært at se, at det rent faktisk er Sydamerika, men det er det altså. Selvom her er flot og rent, og selvom Santiago ved første øjekast ligner en moderne storby, så er vi altså i Sydamerika. Hvad betyder det så? Jo, det betyder, at jeg befinder mig i et land, som for blot tyve år siden slap fri af diktaturets jerngreb, da Augusto Pinochet trådte tilbage efter pres fra befolkningen i 1989. Han havde dikteret landet i 17 år, efter at han i 1973 ved et militært kup overtog magten fra Salvador Allende, og derefter separerede befolkningen i rige og fattige. Alle drenge/mænd blev klippet korthårede, da skæg og langt hår blev associeret med Che Guevarra, og i sine 17 år ved magten lukkede han alle grænser, dræbte folk, som ikke støttede hans regering, lavede udgangsforbud for alle i hele landet mellem klokken 20 og klokken 06, og generelt byggede et lukket samfund, med flere regler end man kan forestille sig.

Denne periode sidder stadig i huden på det chilenske folk, og det famøse navn skal man være påpasselig med at nævne i de forkerte kredse – han døde i 2006 uden nogensinde at blive stillet for retten, og derfor er der stadig et indædt had mod denne mand. Samme år som hans død, blev Michele Bachelet valgt som den første kvindelige præsident i Sydamerika.

Det chilenske samfund er en underlig blanding af mange forskellige ting. Som det også kan ses på billederne, så ser hele Santiago ikke ud, som der ser ud, her hvor vi bor, og man skal ikke særlig mange stop med metroen, før man er i en hel anden verden, nemlig Sydamerika. Alene det at gå i supermarkedet her er et helt projekt, tempoet i denne del af verden er altså ikke europæisk og slet ikke asiatisk. Det går så laaaaaangsomt det hele. Den anden dag stod jeg i et supermarked og kiggede på de ansatte. Der var fem kasser åbne og fjorten mand til at administrere det. Der skal minimum en ekstra mand til at kigge og holde øje med hver eneste medarbejder, og alt skal gøres kludret, kompliceret og bureaukritisk. Jeg skal lige vænne mig til, at man ikke bare lige kan gøre noget hurtigt hernede, der skal sættes tid af til alt, og hvis man har glemt noget, da man var ude at handle, så må man undvære det, for man går ikke tilbage. Det er et meget godt billede på mentaliteten herovre, for sådan er det overalt. Spørger man om vej på gaden sætter de himmel og jord i bevægelse for at hjælpe dig, men nej hvor tager det lang tid, og inden man ser sig om, så står der syv mennesker og peger i hver sin retning for at finde en gåde som ligger to blokke væk. De kan ikke finde ud af at sige: ”det ved jeg ikke”. Som vores underviser på sprogkurset siger: Hvis en chilener siger ja, betyder det måske. Hvis en chilener siger måske, betyder det nej og hvis en chilener siger nej, så er han ikke chilener. Når alt raseriet så har fået frit løb, så skal jeg skynde mig at sige, at folk er så rare og hjælpsomme overalt herovre, man skal bare væbne sig med tålmodighed. Man kan godt blive lidt flov over den danske mentalitet nogle gange, når man oplever hvordan folk, som lever et væsentligt hårdere liv end os, opfører sig overfor hinanden.

Nu har jeg boet her godt en måned, og jeg føler jeg bor i et moderne land mit i en rivende udvikling. Det kan også ses på chilenerne. Der bor omkring 7 millioner mennesker her i Santiago, det er omkring en tredjedel af hele landets befolkning, og det er her 90 procent af middelklassen bor. Efter diktaturet blev grænserne åbne og udenlandske varer blev importeret til Chile. Disse varer blev hurtigt et symbol på velstand og høj leve standard. Den dag i dag bliver importerede varer stadig brugt som et middel for denne middelklasse, til at stille sig selv højere end de fattige, og på den måde flygte fra den racisme og diskriminering, som foregår overfor fattige og folk af indiansk afstamning. Derfor er forbruget i Chile, og specielt i Santiago, helt vanvittig højt. Der er chilenere som mener, at konsumentkulturen er blevet et af de vigtigste karakteristika på landet. Det kan man mene om hvad man vil, men det er en af grundene til at landet i dag har Sydamerikas suverænt stærkeste økonomi og det højeste løn- og prisniveau. Det er en af grundene til at folk lever godt her, og når de har fået alle med, er de på vej mod vestlige standarder. Når jeg sidder her i min fine lejlighed på Sanhattan, omringet af trendy barer, restauranter og caféer, Starbucks, Sushi barer og store biler, og med Sydamerikas højeste bygning som nabo, så kan det være lidt svært at forestille sig, at jeg er i nabolandet til Bolivia og Peru og på samme kontinent som Colombia og Venezuela, men som sagt, fire metrostop sydvest på, så ser det helt anderledes ud.

Det sidste eksempel på landets meget nye måde at leve på jeg vil komme med, bliver skilsmisser. Det har været ulovligt at blive skilt i Chile altid, indtil 2003 hvor det blev lovliggjort. Moren i det hus jeg boede i indtil i fredags, Paulina Muñoz, er skilt fra sin mand. De gik fra hinanden i midten af firserne, men blev først skilt i 2004. En gang om året i tyve år, mødte de op hos myndighederne og forsvarede deres ægteskab, selvom det hele var en stor løgn, og sådan gjorde alle de par, som ikke længere ønskede at leve sammen, men da man ikke kunne blive skilt, var der ikke nogen alternativer.

Det var lige en lille historietime med lidt eksempler fra min hverdag, håber ikke jeg har vugget jer helt i søvn J

\\Kristian

Som tidligere skrevet, så blev vi hentet fredag aften klokken ti af en minibus i La Serena, og kørt ud midt i den bælgravende mørke ørken. Her stoppede vi i en lille bitte landsby for foden af en bjergtop, inden den meget gamle bil kunne tage sig sammen til at fragte os op til observatoriet på toppen i 1300 meters højde. Grunden til at der ikke bare ligger et, men rigtig mange observatorier her, er at himlen er en af verdens reneste, og det siges, at man kan se op til 70 % flere stjerner end mange andre steder i verden. Derfor har både NASA, ESA, den russiske rumfart og mange andre videnskabelige institutioner valgt dette som det perfekte sted at ligge deres observatorier.

Heldigvis for os er enkelte af disse åbne om natten for nysgerrige turister, og vi ankom til et af dem omkring midnat fredag aften. Alene det at stå ud af bussen og kigge op var fuldstændig fantastisk, og meget surrealistisk. Jeg har aldrig i mit liv set så mange stjerner på en gang, heller ikke i den australske outback, det er umuligt at tage billeder af og det er svært at beskrive med ord, men jeg vil nu alligevel gøre et forsøg.

Vi startede med at se en film indenfor om stjerner, planeter, afstande og aftenens himmel. Jeg er dybt fascineret af astronomi, og selvom jeg ikke ved det store om det, så synes jeg det er rigtig spændende. Efterfølgende gik vi ud på nogle forskellige små terrasser, hvor der var opstillet teleskoper, jeg synes de var store, det skulle så senere vise sig, at det var de bestemt ikke. Her havde vi en astronom med og hun fortalte om de forskellige stjerner og planeter som var synlige, og vi kiggede på dem i teleskopet også. Det var så klart, og der var så mange stjerner, at man kunne se, det hele buede med jordens krumning – så jeg kan da lige bekræfte at jorden skam er rund J

Efter et besøg på tre forskellige terrasser gik vi indenfor igen og op i tårnet til et lidt mere potent teleskop – stort det var det. Vi var så heldige, at det var en af de få aftener om året, hvor Saturn var synlig. Med det blotte øje ligner det bare en svag stjerne i mængden, men når man stiller sig bag teleskopet, kan man se det hele. Det var totalt surrealistisk, og det lignede mest af alt en computeranimation. Man kunne se hele planeten helt tydeligt, med alle den ringe og måner omkring - helt utroligt.

Efterfølgende sundede vi os lige med en flaske vand, og så kørte vi tilbage til La Serena, hvor vi ankom efter klokken halv fire, så der var grunden til, at vi sov længe lørdag.

\\Kristian   

Så kom turen til vores sidste ”fieldtrip” med skolen. Vi kørte tidligt torsdag morgen med bus fra det vestlige Santiago mod La Serena, som ligger godt og vel 500 km nordpå, hvilket giver en køretur på små 7 timer. Det skal dog lige hertil siges, at jeg inden vi kom ombord på bussen, med gru tænkte tilbage på diverse køreture i Indien, Cambodja og på Borneo, men heldigvis behøver man ikke være en gammel garvet rejsende for at køre i bus i Chile, så talentet herfor og tålmodigheden blev pænt pakket tilbage i rygsækken. Standarden på langdistance busserne herovre er utrolig god, væsentlig bedre end i Europa. Masser af plads, bløde sæder, Tv og servering ombord er blot nogle af goderne. Så turen fra tidlig morgen og til først på eftermiddagen gik snildt og vi ankom til La Serena rimeligt friske og klar på oplevelser.

Byen ligger ved vandet på grænsen til ørkenen, eller det vil sige, det er ikke ørken, men forstadiet dertil, kaktusland, som de kalder det herovre. I selve byen er der ikke det store at se, alt det spændende ligger rundt omkring byen. Torsdag eftermiddag brugte vi på stranden og ved et lille marked, og aftenen gik med lidt mad, en enkelt øl og lidt karaoke, inden vi gik rimelig tidligt i seng, for vi skulle tidligt op og på farten. Vi skulle have været ud på nogle øer som ligger nord for byen og set pingviner, delfiner, sælhunde og hvaler, hvis man er heldig, men vi blev vækket til nyheden om, at havet var for voldsomt til, at vi kunne sejle, så turen blev aflyst – rigtig ærgerligt for jeg havde virkelig glædet mig meget til det. Men vi skyndte os at få booket noget andet, og to timer senere var vi på vej i en lille bus, til en dal som hedder Valle del Elqui.

Valle del Elqui er et meget specielt sted. Midt i det tørre og glohede ”ørkenlandskab” ligger en dal, som på trods af blot 3 regnvejrsdage om året, er utrolig frugtbar. Det fungerer således, at bjergene på begge sider af dalen, danner en mur for den meget fugtige vind ude fra Stillehavet, 150 km borte, som altid blæser ret voldsomt ind i dalen. Dette bevirker, at selvom skrænterne og bjergtoppene er enormt tørre, og har en luftfugtighed på 2 - 5 %, så er der meget fugtigt og tungt nede i dalen, og derfor dyrkes der masser af vindruer, avocado, papaya og melon, som alt sammen får sin fugt fra luften og ikke fra regnvand som normalt. Tag et kig i billederne, det er et ret sjovt syn, at der ligger en frodig grøn stribe land midt i et af de tørreste steder på jorden. Det er ikke mange steder, hvor vindruer trives med 35 grader og bagende sol 362 dage om året.

Al den sol er varm og uudholdelig ja, men de lokale har formået at udnytte den på imponerende vis, og de lever vel et af de mest bæredygtige liv, man kan forestille sig. Solen er kilden til alt energi og de lever 100 procent af dens energifyldige stråler. Dette fik vi demonstreret, da vi spiste frokost på en lille restaurant undervejs. Her tilberedes alt ved solenergi, og altså ikke lagret solenergi som vi kender det fra Danmark, men simpelthen ved at lade solen direkte tilberede maden og opvarme vandet. Vi fik vores frokost - kylling, kartofler, empanada, ris og brød - alt sammen tilberedt i metalbure med glasplader på toppen til at koncentrere solens varme ind i kassen. Vandet koges i kedler over store buede spejle, som reflekter solens varme op på bunden af kedlerne, og vupti, så er der kogt vand. Jeg var dybt imponeret, og maden smagte super godt.  Se billederne i albummet.

På vej videre stoppede vi ind ved en stor dæmning, på floden Rio Elqui, som har givet navn til dalen. Ved denne dæmning er der dannet en stor sø og her fik smagt på Copao, som er frugten fra en bestemt type kaktus, den spises med ske og sukker – ganske lækker og syrlig. Her stod vi lidt og nød udsigten og den meget friske vind, inden vi drog videre.

Næste stop på turen var en rundvisning på en Pisco produktion og smagsprøver naturligvis. Pisco er chilenernes svar på snaps, det smager bare langt bedre. Lidt ligesom den italienske Grappa, så laves Pisco på drueaffald fra vinproduktion, og i stedet for at gære så destilleres det, og ender på en alkoholprocent mellem 35 og 60 afhængig af mærke, type og kvalitet. De drikker det rigtig meget herovre, meget mere end vi drikker snaps, men det er nok fordi, det er meningen man skal blande det op med ikke alkoholiske drikke, og ikke drikke det rent, som vi gør med snaps. Derfor har vi naturligvis allerede for længe siden gjort vores erfaringer med denne drik, så det var nu meget sjovt at se hvordan det laves. De mest typiske er Pisco Sour eller Pisco Dulce, hvor det er blandet op med henholdsvis limesaft og salt, eller limesaft og sukker. Smagen i sig selv er lidt hen af Tequila.

Herefter kørte vi tilbage mod La Serena, hvor vi senere skulle samles op af en anden bus, som skulle køre os til et observatorium. Dette følger der en selvstændig beretning om, da det var en ganske særlig oplevelse efter min mening.

Lørdag sov vi længe, og tog på stranden og i et stort indkøbscenter, hvor vi brugte tiden inden vores bus kørte hjem til Santiago igen. Da jeg står og er ved at købe en is i dette indkøbscenter, begynder gulvet pludselig at ryste, og pengene på disken hopper og danser. Det samme var sket morgenen for inden, hvor Florian spørger ud i rummet ”hvorfor ryster min seng, og hvorfor bevæger vandet i mit glas sig?”. Ja, det var jordskælv begge gange, men det er åbenbart meget meget almindeligt her. Fra Alaskas nordlige spids til Chiles sydlige spids løber det, som hedder Stillehavets ildring, som er de ca. 40.000 km kyststrækning, hvor omkring 90 % af verdens jordskælve, 85 % af de rigtig store, opstår. Eftersom Chile som ene land udgør knap en fjerdedel af disse kilometer, og hele landet ligger skiftevis for foden af og på ryggen af de stadig voksende Andesbjerge, så er det ikke svært at regne ud at jordskælve er meget hyppige. Men derfor er det nu en meget sjov fornemmelse når hele møget bevæger sig. For mødre, og andre bekymrede sjæles skyld, må jeg nok hellere lige tilføje, at disse jordskælv altså opstår dybt nede i den sten solide undergrund, som regel mellem 80 og 110 kilometer nede, så de rystelser man mærker på land er altså ikke farlige, og alt er bygget til det. Til sammenligning så lå epicentret ved jordkælvet i Haiti under to kilometer nede. Så bare rolig J

Det var en af de længere beretninger, men jeg håber, at øjnene stadig er åbne, så der er energi til at læse om turen til observatoriet.

Pas på jer selv

\\Kristian

Cerro betyder høj/bjergtop på spansk. I de fleste større byer hernede er der en sådan cerro, og de er oftest tillagt en religiøs eller spirituel betydning, og på toppen af dem står der som regel et stort kors, en kristusfigur eller en jomfrufigur. I midten af Santiago ligger den allerstørste af disse cerroer, og den hedder Cerro San Cristóbal. Det er en stor park som rummer tusindvis af muligheder for at dyrke sport, der er en zoologisk have, to swimming pools og så selvfølgelig en flot udsigt over hele byen og bjergene, hvis man er heldig at det er klart, og der ikke er så meget forurening. Man får også et godt billede af hvor stor byen egentligt er, og det bliver pludselig også meget tydligt hvilke dele af byen, man skal holde sig væk fra.

Vi har brugt hele dagen i dag (søndag) på at gå op til toppen, hygge os og slappe af ovenpå den meget hårde gåtur i middagsheden. Man kan tage en cablecar op og ned, men vi valgte selvfølgelig at tage den cirka en time lange gåtur. Der er ikke så meget mere at fortælle derfra, synes i skal tage et kig på billederne, de taler for sig selv…

Så fandt jeg endelig lidt tid til at skrive om sidste weekend, som vi brugte ved kysten sammen med klassen. Vi tog en bus fra Santiago fredag morgen og kørte til Valparaíso med en lille rygsæk på. Det tager kun små to timer at køre derud, og efter ankomsten brugte vi en halv times tid på at ringe rundt til hostels i Viña del Mar for at finde et sted for de næste to nætter. Viña ligger blot et par kilometer nord for Valparaíso, men selvom de to byer næsten er ved at vokse sammen, så er der verdener til forskel på dem.

Valparaíso er meget gammel, og var i mange år den vigtigste havn på den sydamerikanske stillehavskyst, og det er ud fra dette, at den er vokset sig større og større, selvom den faktisk aldrig er blevet grundlagt. Helt fra starten begyndte fiskere, havnearbejdere og andre sømænd at bygge deres huse op ad skrænterne ud af gamle containere, og så malede de dem i meget klare farver, så man kunne kende dem fra vandet. Den stil er holdt ved, og det er det, som giver byen sit karakteristiske udseende i dag. Efterhånden som byen voksede, var folk nødt til at bygge længere og længere oppe ad skrænterne, og derfor byggede man i 1883 den første af de meget karakteristiske Ascensores (en trækassekasse med plads til fem personer på nogle meget stejle togskinner) til at fragte folk, dyr og mad fra havnen og op til husene. I de efterfølgende 20 år, frem til ca. år 1900, blev der bygget yderligere 14, så der den dag i dag er 15 i alt, og ja, de kører alle sammen stadig, og er stadig en vigtig del af transporten i byen. Det skal dog lige siges, at det var en lettere nervepirrende tur, hvor man bestemt ikke var i tvivl om, at systemet er over 100 år gammelt, men jeg må tage hatten af for effektiviteten – det er normalt ikke noget man ser så meget af her J

Den ene af vores lærer fra sprogkurset, María Soledad, var med derude fredag, og hun var vores guide. Vi brugte dagen på at gå rundt i byen og se de historiske og kulturelle steder, og den flotte udsigt ikke mindst. Man kan også bruge mange timer på at gå rundt i de små snørklede gader, og se på de mange vægmalerier som dominerer billedet. Som det sidste besøgte vi den afdøde chilenske digter, diplomat og politiker Pablo Nerudas hus. Han havde rigtig mange huse rundt omkring, og det ene af dem ligger på toppen af Valparaíso, og er i dag et museum. Lige før solen begynder af gå ned, omkring klokken otte-ni, gik vi ned, sagde farvel til Sole og tog bussen til Viña. Det er på eget ansvar at blive oppe iblandt boligerne efter mørket er faldet på, og som europæer er det der rene selvmord, så vi skyndte os at komme ned.

Vi kom til vores hostel i Viña del Mar lidt før ni, og gik ud og spiste, og mødtes med de andre (alle 30) på et diskotek, og der blev vi det meste af natten. Lørdag brugte vi på stranden, og lørdag aften gik vi ud og fik rigtig lækker mad nede ved vandet, med alt hvad der dertil hører - ja nemlig, masser af god, billig chilensk rødvin. Søndag formiddag kørte vi tilbage til Santiago hvor Paulina (moren i det hus hvor jeg bor) stod klar med god frokost, også var vi klar til at starte i skole igen mandag.

Se de to albums fra weekenden J

Så er vi efterhånden ovre den første uges skolegang på sprogskolen her i Providencia. Det har været en rigtig sjov og spændende uge, men bestemt også hård. Jeg havde ikke forberedt mig på hvor utrolig anstrengende det er, hele tiden at skulle tænke, tale og høre spansk. Udover det så er der ingen aircondition på universitetet, og vi sidder mange mennesker i ret små lokaler, så efter hver skoledag i den her uge har de fleste af os været meget trætte og haft hovedpine. Men ellers har det været en rigtig sjov oplevelse indtil videre, og vi går på et rigtig godt hold. Vi startede sammen i mandags, alle 25 hvoraf omkring halvdelen er brasilianere. Over middag havde vi så et par prøver, først en skriftlig og så en mundtlig, og derudfra blev vi inddelt i tre hold på forskellige niveauer – vi kom alle tre på det bedste hold, yeeeeah J. Men det betyder så også bare, at det er det sværere, og der er de flere lektier, men hva’, man lærer vel noget af det hele.

En stor gruppe af de brasilianske piger holder sig lidt for sig selv udenfor skolen, og de er heller ikke så gode til at tale spansk, så det er mest portugisisk, og nej, det fatter vi ikke et klap af. Men vi andre laver mange sjove ting sammen udenfor skolen også, og vi er efterhånden en pæn stor gruppe - Sunmin fra Korea som bor i det samme hus som mig, Roberta fra Brasilien som bor hos Nikoline, Nina fra Finland, Florian fra Tyskland, Ana Lucia fra Brasilien, Tomas og Antoine fra Frankrig og så os tre danskere.

Tirsdag blev vi kontaktet af en udlejer, at en af de lejligheder vi havde søgt var ledig og om vi stadig var interesserede. Vi tog ud for at se den dagen efter, og vi besluttede os ret hurtigt for at sige ja tak. Den ligger også i Providencia, men i det område som hedder Barrio del Bosque, som også kaldes det moderne centrum af Santiago. Ikke nok med at det er et super lækkert og levende område, det ligger også i den rigtige ende af byen, så vi ikke skal så langt igen med metro for at komme ud på fakultetet, når vi starter på uni om en lille måned. Jeg ligger billeder op af lejligheden i et album for sig selv og vi glæder os meget til at flytte ind den 20. Februar.

I dag (fredag) tog hele klassen, sammen med en af vores undervisere, Maria Soledad, ud til Valparaíso på fieldtrip, som det så smukt hedder på ”spansk”, for at opleve den kulturelt og arkitektonisk meget spændende by, og senere lave hver vores præsentation af forskellige emner for klassen i næste uge. Lige nord for Valparaíso ligger den lille badeby Viña del Mar (en meget turistet men pæn by i forhold til Valparaíso, som mere ligner Sydamerika) som næsten er ved at vokse sammen med Valparaíso, og vi var en del som valgte at tage derop og finde et hostel i weekenden i stedet for at tage tilbage til Santiago, men det kommer der en beretning om senereJ

Mange hilsner fra Kristian

Så er jeg kommet godt til det Sydamerikanske sammen med Nikoline og Nicolaj. Det var en temmelig lang tur, men jeg fik sovet det meste af vejen. Da jeg vågnede, var det som om, at mit hold i nakken og min sommerfuglefarm i maven forsvandt en smule, idet vi kiggede ud af vinderne. Vi var på vej til at krydse grænsen mellem Argentina og Chile, og det totalt klare syn af Andes bjergene med enkelte sneklædte toppe var ganske utroligt. Vi landede for foden af bjergkæden, i Santiago, med en smule forsinkelse og enormt meget spænding i kroppen. Efter laaaaange køer til først immigration og dernæst til bagagetjek, kom vi endelig ud i ankomsthallen, hvor Ana Lorena fra universitetet stod klar med et skilt. Efter store smil, udbredte arme og et kys på hver kind kørte vi ind mod byen. Santiago ligger ikke bare lige for foden af de enorme Andes bjerge, den er omringet af dem og ligger som sådan i et ”hul”. Netop derfor bliver her også rigtig varmt om sommeren, og i dag har vi da også haft 35 grader. Ydermere gør byens beliggenhed det næsten umuligt for forureningen at forsvinde, og det kan derfor være svært at få øje på de flotte bjerge inde fra byen, hvis vinden kommer fra det forkerte hjørne.

Vi blev sat af ved hver vores familie, i det område af byen som hedder Providencia, og vi bor da også alle tre i gåafstand fra hinanden. Moren i mit hus hedder Paulina, og er rigtig flink og hjælpsom. Hun var den eneste i huset de første mange timer, så hun lavede frokost til mig, og vi fik snakket en hel masse om chilensk vin, det netop overståede præsidentvalg, problemerne ved den bolivianske grænse og da også en smule om Danmark. Jeg havde frygtet det hurtige, klodsede og meget anderledes chilenske spansk rigtig meget, men jeg må sige, at det ikke er helt så slemt som ventet. Dog skal det her tilføjes, at man virkelig bliver ør og træt i hovedet af hele tiden, at skulle være på og koncentrere sig. Og selvom jeg synes det går godt indtil videre, så forstår jeg langt fra det hele.

Hen på eftermiddagen hentede jeg Nikoline og Nicolaj hos deres familier, og så havde Paulina og hendes kæreste inviteret os ud og besøge hendes mor en lille times kørsel udenfor byen. Hun har nemlig piscina ”swimmingpool”, så vi fik os en herlig dukkert i det kølige vand og en bid brød bagefter.

I morgen, lørdag, skal vi ud og se om vi kan få os nogle chilenske mobiler, så vi kan kommunikere, uden det koster spidsen af en jetjager for en sms.

Nu vil jeg krybe ind under det tynde lagen på mit fine værelse, som kun har den ulempe, at det er utroligt varmt. Vi skrives ved når der er mere at berette om. Sov godt.

\\ Kristian, Santiago de Chile, el 22 de enero de 2010