Hej alle sammen!\nu er vi endelig landet efter en lang flyvetur med massr af ventetid! 

Turen gik fint herned, dog var vi meget traette efter en lang flyvetur til tokyo. Her ventede vi i 8 timer paa vores naeste fly mod New Zealand. Lige nu skal tiden bruges paa at slappe af og lige lande efter vores flyveturen.  Ingen af os har rigtig faaet noget ordentlig soevn her de sidste mange timer, saa vi er godt traette. Vi regner med at se lidt mere af byen imorgen og saa ellers nyde at der ikke er noget sne! Dog er det graat udenfor med masser af skyer! (desvaerre!)

Her en af dagene skal vi moedes med Tobias og Mads (fra Katrines klasse), som bor uden for Christchurch.

Forsaettelse foelger!

Mange tanker Katrine og Anna

Ps. Vi har det godt bortset fra Anna som er en smule forkoelet efter flyveturen!  

Jeg installerede mig hos Gavin og Amanda i fredags. Det eren helt anden bolgade. Deres hus ligger midt ude i skoven, en times kørsel fraMelbourne. Så snart man stiger ud af bilen lugter der af jordbund ogeukalyptustræer, hvilket mildest talt er en dejlig variation. Port Melbourne,hvor Cam og Rachael bor midlertidigt lygter af havsalt og smog.

Det gik op for mig, at jeg ikke havde været i deres hussiden for fire år siden, men jeg kunne straks genkende stedet. De har selvrenoveret det hele, bortset fra køkkenet, og det giver sådan et sjovt udtryk.Hvis man forestiller sig det fineste hotel, man kan (lad os sige Ritz ellersådan noget) og så et køkken fra en italiensk baggård, så har man nogenlunde enidé om deres hus. Og deres måltider svarer til et fransk menukort, mens derligger en hund og klør sig på ens fødder. Det er den skæggeste blanding. Omlørdagen blev min musikhorisont udvidet til at indkludere et band, der hedder”Little Birdy” og nej, hvor var det en længe ventet, super fed koncert.Tilsyneladende afholdt i en nyrenoveret kyllingestald omdannet til spillested.Prima. 10/10. Lige i øjet. Skal rådyrkes, når jeg kommer hjem.

Vi tog i biografen, tog på bar, på restautanter, påmotorcykel og hvad ved jeg. Det var herligt og jeg følte mig helt afslappet ogi mit element. Selvfølgelig blev familiesituationerne vendt på kryds og tværs.Siden sidst jeg var i Aus havde jeg helt glemt,  hvor kompliceret et familiemønster jeg hører med i hernede.Drama drama. Men det er ok, så længe jeg er velkommen, og det lægger Gavin ogAmanda ikke skjul på, at jeg er. Der er aldrig fare for pinlig tavshed, når jeger sammen med de to. Den sidste dag skulle de bagge arbejde, så jeg blev hjemmefor at få læst, men ”baghaven” var lidt for fristende. De har de mærkeligstedyr hernede, som jeg kun kan ryste på hovedet af. I virkeligheden er jeg jo nokbare et af dem. J

Dag 1

Vi tog afsted fredag formiddag. Gavin og Amanda kom og”hentede” os, og som sædvanlig var Gavin optimismens bannerfører, derforsikrede os, at stormvejret, som var blevet lovet i vejrudsigtens dagenforinden, ville drive over i løbet af ingen tid og efterlade os med enkystlinie i fuld sol. Det skulle hurtigt vise sig at være ren ønsketænkning.Det blæste som bare pokker på motorvejen, og da vi nåede havet kom den førstebyge. Vi var alle gennemblødte med det samme. Men udsigten var fantastisk. Detførste stykke er rene nålesving med bjerg på den ene side og antarktis på denanden (altså hvis man sigter direkte syd). Havde mine hænder ikke rystet affrost og manglende balance, ville jeg havde filmet noget af vejen, men jeg varlidt for meget en kylling den første dag. Heldigvis holdt min jakke og buksertæt, og Cams motorcykel er så bred som en sofa, så jeg lagde næsten ikke mærketil hvor mange kilometers dårligt vejre, vi rent faktisk kørte igennem.

Om aftenen trodsede vi regnen og fandt en lokal pub medsvejende palmer udenfor. Humøret var helt i top, og jeg nød virkelig Gavin ogAmandas uformelle attitude. Du godeste, hvor det varmede om hjertet at kunnelæne sig tilbage fra højtideligheden og bare sidde med sin øl og grine af gamleanekdoter.

Dag 2

Ind imellem to byger kørte vi op igennem en regnskov, der ivirkeligheden ikke er en rigtig regnskov og gik tur oppe i kronerne (der erbygget sådan nogle broer). Alene køreturen derop var helt fantastisk. Jeg måindrømme, at jeg var lidt nervøs for svingene, fordi blæsten dagen inden havdesmidt en masse våde nåle ud på vejen, som motorcyklerne var lidt udsatte for,men alt gik som smurt (bogstaveligt talt). Jeg var lamslået over så flot etområde det var og havde også været det over højderne, hvis det ikke havde væretfordi jeg ikke lider af højdeskræk. Træerne lugtede af mentol og havde deflotteste, næsten påmalede farver. Specielt var jeg meget fascineret af denmåde det ligner, at nogen har revet barken af i strimler og hængt den til tørrepå grenene. Derudover er deres breger enorme. Dem vi har derhjemme er babyer iforhold til her. De bliver nemt lige så store som palmer, og ligner den da ogsåtil forveksling. Det er som en helt anden verden (men det er det jo i pricippetogså).

Efter regnskoven tog vi viderened langs kysten og nåede De Tolv Apostle. Det regnede ikke så meget længere,men vinden havde virkelig fat i havet og piskede bølger op i flere metershøjde. Jeg har aldrig set noget lignende. Og så de der store kystklumper, somapostlene udgør. Det er et helt unikt syn i gule og orange striber, og jegkunne have blevet der i flere timer bare for at kigge. Og det viste sig, at dervar flere langs kysten end der bliver annonceret for turister. Og drybsten oghvad ved jeg. Helt seriøst noget af det flotteste, vilde natur, jeg nogensindehar set. Jorden var så unaturligt gul, at det mest af alt lignede abstraktkunst. Jeg var blown away!

Vi valgte at slå lejr efter etpar hundrede kilometer længere nede ad kysten og gjorde os klar til at findenoget aftensmad. Gavin og Amanda går begge meget op i god mad, så de havde heltstyr på, hvilke restauranter, der skulle undersøges. Men nej nej. Efter deførste 4 forsøg, måtte vi indse, at den lille by også selv var klar over densrygter om overdådig gourmet-muligheder, for alle nægtede at servere efter kl20.30 (hvilket uheldigvis var det tidspunkt, vi havde valgt at gå ud og spise).Da vi havde vandret fra restaurant til restaurant i tre kvarter, tyede vi itrods til take-away og en ordentlig omgang brok og latter over vores manglende held.I det mindte var selvskabet formidablet.

Dag 3

Den sidste dag gik udelukkende ud på at komme hjem. Vi havdelangt bedre vejr - oveni købet sol noget af vejen, og jeg nød bare at kunnelæne mig tilbage og slappe af. Det er det smukke ved ikke at have kørekort! Jegvar faktisk målløs over så hurtigt det gik. Amanda tvang os til at stoppeoftere end før, fordi Gavins motorcykel ikke er behagelig for passageren, såhendes ”røv var ved at falde af”, som hun sagde. Hvor var jeg glad for Cam’slænestol af et passagersæde. Kunne intet mærke. Heller ikke da vi på motorvejenlejede computerspil mellem bilerne – altså de der gamle spil, hvor manzigzagger for at komme hurtigt frem. Det var sindsygt fedt at blive ført afstedmed alt alt for mange kilometer i timen og virkelig mærke farten i forhold tilluften og asfalten. Jeg har det største bidmærke i rumpetten! J

Alt i alt en fantastisk smuk tur fuld af latter, adrenalinog uheldigt vejr.

Taget hele denne let bisare familiesituation i betragtning,er der ikke noget at sige til høfligheden. Den er pakket rundt om os allesamme, som madrester er det rundt om tvillingerne – som selvfølgeligt erundtagede, fordi de kun er et enkelt år. Høflige hilsner, høflige svar, høfligebemærkninger. Det meste af tiden har jeg bare lyst til at bande folk op ihovedet for at få en ærlig reaktion af forargelse. Eller overraskelse. Ellerfordømmelse. Bare et eller andet andet end høflighed.

Efter lidt skal det nok lette lidt, specielt med Cameron,men Rachael bliver jeg nok aldrig på humor med. Det er der lidt for mangeæggeskaller på gulvet til.

Én, jeg glæder mig til at møde igen, er Taylor. Min fætterpå 15 år. Vi kom virkelig godt og afslappet ud af det med hinanden de sidstepar gange, så jeg håber han kan blive et helle. Og så min onkel Gavin og hanskone, min tante, Amanda, som jeg tager op og besøger næste weekend. De plejer ogsåat være ret skuldertrækkende og ligeglade med manéerne. De ville nok ikke sigenoget til at jeg smækkede mudderstøvlerne op på sofabordet. Indtil da må jegstille dem udenfor fordøren og tage listeskoene på, inden jeg træder ind adenten Rachaels eller min farmor og farfars døre. Al den pli... Op i røven!!

Historien begynder her. I entréen til min tredje tur tilMelbourne. Og som den klodsmajor, jeg er, falder jeg pladask over dørtærsklen:

Flyselvskabet besluttede, at mine to tasker stank så megetaf fordærvet gnu, at de smed dem ud af lastrummet – sansynligvis et sted overMellemøsten – og jeg går derfor rundt i det samme tøj, som jeg tog på for 4dage siden. Intet af det kan vendes mere. Som plaster på såret, fortalte enbebrillet kineser mig, at de ville sende styrker ud og finde taskerne igen.Hvornår fandt jeg ikke ud af, for mit kinesiske er ikke i topform for tiden.Noget med tirsdag ... ?

Men jeg er ikke faldet helt endnu: Da jeg, efter to døgnskonstant dosighed men ingen søvn, landede i Sydney, kunne jeg ikke få udleveretmit boardingpass videre til Melbourne, fordi billetten var bestilt til atindeholde mig dagen forinden. Cameron havde med andre ord ventet på mig dageninden, ved en udgang jeg aldrig kom ud af. Kender I det, at man glemmer siteget telefonnummer, fordi man aldrig ringer til selv? Sådan har jeg det med medpin-koden. Så da jeg ville ringe og sige, at jeg af mystiske grunde havdemistet en hel dag, og derfor var landet et døgn for sent, stod jeg med enutilgængelig mobil i hånden. Jeg fik en ny tid til Melbourne og nåede lige atfinde pinkoden på min mail, åbne mobilen, skrive Cam’s nr ned, ringe og sige,at jeg endelig var i Aus og ville være i Melbourne efter 1 ½ time, indenflyafgangen. På nuværende tidspunkt var mine ankler svulmet op til tykkelse medmine knæ! Skræmmende syn!

Så da jeg endelig nåede frem d. 3. maj efter at være tagetafsted d. 1. tidligt om morgenen, er der ingen, der ved, hvor d. 2. blev af.Den må enten være røget med i faldet, eller også er det simpelthen den, jegsnublede over i første omgang. Cam havde heller ingen anelse om, hvad var gåetgalt.

Indtil jeg får mine tasker, må jeg nøjes med detførstehåndsindtryk, armhule uden deo giver, og sove med cowboybukserne på!