Lydene fra enstorby som vågner. ”The man in the mosk” bryder stilheden kl. 5, nårmorgenbønnen lyder fra de mange moskeer, et godstog kører gennem Kampala,kirkeklokkerne fra den katolske kirke lyder kl. 6, vores vagt åbner porten forat afslutte sin vagt, og vi er home alone, naboens børn og geder vågner, solenstår op og rammer min næse. Alt sammen lyde som gør mig tryg og giver migfornemmelsen af ”at være hjemme”.

Kaffen erklar, huset er fyldt med en masse tavse katolikker, så der er ingen coffee dansmed Jackie denne morgen. Jeg tør dårligt riste et stykke brød for ”pling lyden”,når brødet er færdigt skal jo nødig forstyrre deres stilhed. I køkkenet ”hvisketisker” vi og fniser som store skolepiger over denne stilhed. Jeg fortrækkertil mit udendørs kontor for at spise morgenmad.

Mr. Beanhenter mig kl. 9.30, vi skal i kirke med børnene – en gudstjeneste på 3timer!!! Der lægges op til, at man i en periode på 3 uger skal faste, og Ivan,mr. Bean og jeg taler om, hvilken form for ”del fastning”, vi hver især kan gåind for. Ivan påstår, at han ikke vil bruge sukker i 3 uger, men lad os nu se J

Eftergudstjenesten taler jeg med præsten Bob og hans kone, de er fra Canada, men harboet i Uganda i rigtig mange år. Bob vil komme og besøge koret i løbet af denneuge, og koret får lov til at bruge kirken 3 gange i denne uge til at øve dereskoncert program – her i kirken er der både scene og instrumenter at låne.Søndagsskole læreren kommer til mig, hun fortæller og roser vores kor børn heltop til skyerne, og jeg kan kun være enig med hende.

Først omkringkl. 14.30 får vi lunch – matoke, ris og kylling – dagens kok er Agnes og madensmager så godt. Men jeg tror altså aldrig, at jeg vænner mig til at spise rishver dag!!!

Der har desidste dage været optræk til mystik!!!! Sam fortalte mig allerede i sidste uge,at jeg ikke måtte planlægge noget til denne her søndag eftermiddag, for han ogjeg skulle besøge en familie med 9 børn, og de ville slagte deres høne, når vikom – og jeg måtte ikke skuffe dem ved at sige nej til at spise deres mad. Denmand er fyldt med historier, sjov og ballade, så jeg troede ham ikke helt.

Historienvar, at Sam havde arrangeret et surpriseparty i haven på et hotel, hvor 10voksne ventede på mig. Pigerne fra gæstehuset var også inviteret, men de kunnedesværre ikke deltage, da der var andet for dem at gøre. Jeg fik blomster og engave – en bog ”I dreamed of Africa” – alle holdt tale for mig, vi spisteaftensmad, drak African tea, spiste frugt og ud i haven strømmede alle de mangesange, som jeg holder allermest af. Og i mine øjne stod vandet højt!!

Vi havdedejlige, hyggelige og gode timer, mens stjernerne kom frem på den mørke himmel.Jeg var hjemme i gæstehuset igen ved 22 tiden, begyndte at pakke lidt inden jegkravlede ind under myggenettet med mine blomster, min bog og et hjerte der varfyldt med varme ord og oplevelser fra denne dag. Det tog lige lidt tid at faldei søvn.

Mandag morgenvågnede jeg kl. 5 til alle de trygge og kendte lyde. Jeg besluttede, at jeghellere måtte gå i gang med at besvare mails og få lavet Børn i Afrika arbejdetpå computeren. Klokken 11 var jeg klar til dagens arbejde med koret – min ”todo liste” var reduceret til det halve, men der var stadig mange punkter at nåinden afgang til lufthavnen kl. 19.   

Jeg øvede dedanske sange endnu en gang, spillede bingo banko med børnene, fik tagetbilleder og video af dem i deres nye kostumer. Skrædderen kom med min røde kor kjole,og Ivan havde gaver til mig: en rødhalskæde og et rødt armbånd.

Kl. 16 var ettid til at sige ”på gensyn om 2 uger” til koret, og til Ivan kys, knus og etlangt, varmt knus. Enkelte indkøb at gøre i supermarkedet før jeg var tilbage igæstehuset kl.17.20. Her ventede Sarah og Godfred (dem jeg boede hos i julimåned) på mig, de kom med en gave og for at ønske mig god rejse. Sam svingedepisken over mig, så jeg fik pakket de sidste ting, badet og fik rejsetøjet på.Pigerne havde lavet African tea og noget let aftensmad, så vi sad i 45 minutterog hyggede i mit udendørs kontor, inden turen gik mod lufthavnen.

Min bagagevar blevet reduceret til en kuffert, den anden kuffert kunne koret godt brugetil deres mange ting og sager, de skal have med til Danmark. I lufthavnen varer bare så varmt, og jeg kunne slet ikke forstille mig, at jeg igen skulle havetøj på!!! Inden jeg gik ombord på flyet igen ”Rådhuspladsen – Copenhagen” kom minegamacher på, og inde i flyet blev klip klapperne så skiftet ud med strømper,trøjen kom på og senere på natten måtte tørklædet så rundt om halsen. Heltslemt blev det, da vi nåede Amsterdam og mine fødder igen skulle lukkes inde istøvlerne. Nu var turen forbi.

At komme frasolskin og 34 graders varme ned gennem tunge, tykke og grå skyer samt 4 gradersvarme, det kræver lige et par dages tilvænning igen.

Tak til jerder læste med her på min travellog – min 10. tur til Uganda, men næppe den sidste.

Mens jeg er her denne gang, har Ivan ferie, han skaltilbage og begynde skolen søndag den 22. januar 2012. Derfor er der anledningtil, at vi kan gøre noget sammen. Hernede tager man ikke sådan ”sine børn ud afskolen” for at gøre ting og sager med dem, og på kostskolen har man ikke fri iweekenderne.

De to sidste uger, har Ivan arbejdet sammen med børnene ikoret – hjulpet dem i løbet af dagen med mange praktiske, og han har ogsåhjulpet teacher Becky med at undervise børnene, hvilket han er super god til. Hanhavde fortjent en overraskelse.

Teacher Sam og jeg havde bestemt, at vi ville tage Ivanmed til Entebbe, vise ham Lake Victoria og besøge Zoologisk Have. Ting hanaldrig har set, skønt Kampala kun ligger 35 km her fra.

Vi havde i flere dage lagt op til, at der være ensurprise for ham fredag den 13. januar, og han var ved at gå til af barnysgerrighed. Men hvis vi afslørede noget, ville det jo ikke længere være enhemmelighed længere!!   

Fredagen oprandt – formiddagen tilbragte jeg hjemme igæstehuset med at tilberede ”gnave grønsager” og købe pizza til børnenesfrokost – de skulle for første gang have pizza, pølser med brød og masser af grønsagertil frokost. Jeg havde et lille brev til Ivan, hvor der stod, at han skulle pakkesin tandbørste og noget tøj – og være klar når jeg var færdig med mit kor teammøde.

Ivan smurte chokolademadder til børnene, og han undervistedem alle 18, mens vi holdt møde – ganske godt klaret af en dreng på snart 16år!!! Og kl. 16.30 var det så af sted. Vi bildte ham alle mulige historier påærmet – han var helt konfus. Vi sang, grinede og snakke, mens turen så gik modEntebbe. Vi kørte til et hotel, og da det gik op for Ivan, at vi skulle bo påhotel, så blev han helt vild af glæde.

Vi pakkede ud, og kørte en lille tur, hvor vi endte på enstrand ved Lake Victoria. Det var som at have et barn på 2 år med til havet forførste gang!!! Først var han bange for vandet, og bagefter havde vi nær aldrigfået ham op igen. Klokken var blevet 19.45, og det var helt mørkt, ”da han blevtrukket i land”. Derefter gik turen til lufthavnen, hvor der blev kigget påfly, og afgang- og ankomsthal. Tilbage på hotellet spiste vi dejlig aftensmad,så fjernsyn og hyggede hele aftenen.

Lørdag morgen vågnede jeg ved lyde fra badeværelset………………klokken var 7, og Ivan var gået i brusebad dvs. det lød vel nærmest, som om hanvar ved at vælte hele rummet. Hans morgen bad varede så længe, at jeg tænkte,han nærmest brugte al vandet på hotellet – han var meget ren, da han endeligkom ud af badeværelset yderste velduftende. Sammen hang vi ud af vinduet ogkiggede på solen, der stod op over Lake Victoria, og på venstre side kunne vikigge over til præsidentens residens. Mens jeg tog bad, ordnede Ivan værelset –senge var blevet redt, taskerne pakket……... Alt var parat,og jeg nænnede ikkeat fortælle ham, at der kom nogen og skiftede det hele, når vi var taget afsted.  

Efter dejlig morgenmad troede Ivan, at alleoverraskelserne var forbi, og nu skulle vi tilbage til Kampala, men nej detskulle vi ikke, vi skulle i Zoologisk Have, et stort ønske for Ivan gennemmange år. Han hoppede rundt af glæde, da det gik op for ham, at turen nu giktil dyrene fra hans eget land. Vi så zebraer, løver, strudse, hjorte, giraffer,bøfler, næsehorn, hyæner, papegøjer, chimpanser, slanger m.m. Frokosten Bigwhole fish spiste vi på en restaurant i Zoo, med den smukkeste udsigt over LakeVicoria – og de havde en soft ice maskine – Ivan er vild med is, spiser detgerne dagen lang. En ride på et æsel og på en kamel – glæden ville ingen endetage. Turen sluttede i en souvenir butik – efter sådan et overraskelsesdøgn måman have et fysisk minde med sig. På vejen hjem til kor børnene stoppede vi ogkøbte kage til dem, så havde Ivan også noget at overraske dem med, når deskulle høre hans beretninger fra det sidste døgn.

Det var en meget glad dreng, vi havde med tilbage tilKampala. Han var ved at planlægge sit ”graduation party” – vi skulle både være ”hansmor og far”, the guest of honour og samtidig være dem, der skulle sørge for atalle fik mad!!!      

Det var så dejligt at opleve den store drengs barnligeglæde ved alle disse oplevelser – jeg var som Ivan glad og varm langt ind ihjertet – sikke nogle dejlige dage vi har haft.

Og noget er under opsejling til i morgen søndag!!! Jegskal i kirke med alle kor børnene om formiddagen, men skal så være klar til ”noget”om eftermiddagen. Sam er meget hemmelighedsfuld, og forleden dag fortalte hanmig en lang historie om en familie med 9 børn, som vi skulle besøge, men jegtror ham ikke!!!! Og i dag fik Ivan besked om at møde ham ved rundkørslen imorgen…… ha ha ha  jeg forstår mereluganda end de ved af!!!      

PS. Jane havde lavet dansk posho – risengrød – da jeg komhjem. Uhm, det smagte dejligt. Huset er fyldt med 14 katolikker, der holdermøde og er meget tavse, og vi må ikke grine og larme!!! Ha ha ha……. Det er joikke nemt for pigerne og mig. Og vi har igen ingen strøm, og nu heller ikkemere benzin på generatorerne, så nu kan de tavse katolikker bare gå i seng.

Halløj alle derhjemme :D

Vores første weekend i Ghana er overstået og det har væretnoget af en oplevelse. Lørdag gik mest at slappe af. Vi fik lov til at sove længe,helt til kl. 8, så det var rigtig dejligt. Senere på dagen tog vi ind tilKasoa, som er den nærmeste storby for at komme på internetcafe. Jeg villerigtig gerne oploade nogle flere billeder, men det tager meget lang tid. Efteret kort besøg på internetcafeen tog vi på markedet. Det var noget af enoplevelse. Der var fuld af mennesker alle steder og alle råber Obruni kom komkom (Obruni betyder hvid og de råber det konstant efter en). De vil rigtiggerne have at man netop handler os dem fordi det giver en vis status at hvidehandler hos en. Derfor var det også svært at komme igennem markedet uden atalle tog fat i en og gerne ville hilse. Man kunne købe alt på markedet. Ligefra frisk fisk som blev gjort rene imens man så på, til brugte sko. Vi fik ogsåden første kærlighedserklæringen da en mand stoppede os og sagde “ i love you,will you marry me”? Sine og mig blev lidt forundrede, men takkede pænt nej tak.Da vi kom hjem fortalte vi det til Kate, hun sagde det var meget normalt atsige til hvide og det skulle vi nok opleve igen.

Søndag tog vi med Kate og Gilbert til Accra for atkomme i kirke. Det var en meget anderledes oplevelse. Man dansede, sang ogsåbedte man ret heftigt til gud. Det er lidt svært at beskrive, men folk stod opmed lukkede øjne, klappede og snakkede i munden på hinanden. Vi blev også præsenteretfor kirken fordi vi var de nye. Så det var noget af en oplevelse. Efter kirkenvar der begravelse i gaden. Her i Ghana er det en fest når nogle dør. Derforhavde de spærret det meste af vejen af så der kunne være et stort telt påvejen. Vi fik hilst på en masse mennesker og alle var rigtig søde ved os. Efterbegravelsen skulle vi til fødselsdag ved Kates nieces mands familie. Det varrigtig langt ude i familien, men hernede invitere man alle. Vi hilste igen påen masse mennesker som var utrolig søde og gavmilde. Vi fik alt hvad vi kunnespise og drikke. Karen, Kates niece har boet 8 år i USA og var derfor rigtiggod til engelsk. Hun var rigtig sød og lovede at hun ville vise os alt hvad dervar værd at se i Accra.

Mandag var der igen skole og det var rigtig godt at sealle børnene igen. De begynder nu at kalde mig for Madam Gunhild. Så det errigtig sødt. Vi har i dag selv lavet matematik bøger og engelsk bøger fordi derikke er råd til det. Børnene hernede er faktisk gode til engelsk når man tænkerpå deres alder, problemer er bare at de kun kan udenad lærer dvs. de kan godtalfabetet, men de ved ikke hvordan b ser ud. Det samme gælder med tal. Så derer en del arbejde foran os.

Denne weekend har vi tilbragt på Kokrobite beach. Vitog af sted fredag og mødtes med de andre volontører derhenne. Vi spisteaftensmad på en italiensk restaurant og det var rigtig dejligt at få en pizza istedet for ris. Fredag aften var der tromme show. Det er vildt man kan skabe såmeget musik ud af et instrument. Det meste af lørdag gik på stranden og det varrigtig skønt at blive kølet ned i “The Gulf of Guinea”. Der var massere af sælgerepå stranden. Så vi kunne både købe armbånd, kjoler og frisk frugt. Såmiddagsmaden bestod af en saftig ananas, MUMS. Lørdag aften tog vi ud og spistepå en lokal restaurant hvor vi fik en kendt Ghanesisk ret, som bestod afkrydret ris og kylling. Det smagte rigtig godt, men det krævede noget vand. Davi kom tilbage til vores hotel var det reggae party. Det var rigtig sjovt ogdet er utroligt at alle ghanesere har så meget rytme og danser så godt. Da Sineog mig skulle i seng mit om natten fandt vi ud af at vi havde fået et værelsemed flagermus i. Det lå to døde små flagermus ved siden af vores seng. Vi trorde var faldet ned fra loftet fordi de ikke var flyve klar,  men det er altså lige noget man skal vendesig til med alle de dyr omkring en hele tiden. Søndag blev igen tilbragt påstanden og med kort spil. Det var rigtig dejligt bare at slappe af. Så nu serjeg frem til en ny spændende uge. 

Dagbog d. 15.2.2011

Efter en meget lang og varm dag i går har dagen i dag været noget heltandet. I går gik dagen med at rejse. Vi fløj fra Billund til Frankfurt hvor viskulle vente i 4½ timer og derefter gik turen til Accra (Ghanas hovedstad). Davi ankom til Accra og gik ud af flyveren var det som at gå ind i en sauna.Klokken var omkring 18, men der var stadig over 30 grader. Sine og mig havderegnet med at vi skulle ud til familien på projektet hvor det var planlagt viskulle bo, men sådan blev det ikke. Vi kom ud til et lille hus hvor vi skulleovernatte sammen med 4 andre volontører. Det var meget klemt og når man skullepå toilet skulle man selv huske at taget vand så man selv kunne skylde ud. Detsamme galte da vi skulle i bad næste morgen. Det var med en lille spand så derblev ikke vasket hår første dag. Resten af formiddagen gik med at spille kortog svede i skyggen. Først kl. 11 kom Sheila (ICYE Ghana)  og hentede Sine og mig. Vi fik nu en masseinformationer om Ghana og om hvordan de ser på hvide. Derefter fik vi beskedenom at vi ikke kunne bo ved projektet som vi troede. De havde ikke fået nogetelektricitet endnu og de kunne ikke love os andet end “In Ghana all things taketime, be patient.” Vi blev hentet af en rigtig Madam og skulle nu oplevetrafikken i Ghana. Der var biler over alt alle dyttede og overhalede som detbehagede dem. Lige så snart man holdte stille var der mindst 5 personer vedbilen og gerne ville sælge diverse ting og sager. Vi er nu kommet ud til enanden værtsfamilie og det er fantastisk. Vi har brugser og trak og slip toiletog en vindmøller i loftet!!! HUSK vi er i Afrika så alt er relativt, men seselv billederne og bedøm. Sine og mig er over lykkelige for at vi ikke bor i etlerhus med toilet i haven :D Vores værtsfamilie består af mor Kate og hendes sønGilbert. Kate har en lille kost skole for piger. Pigerne er ved at tage enuddannelse her. De kan bl.a. lære at sy, lave mad og sætte hår.

Fredag d. 18.2

I onsdags var vi udeog se vores børnehjem. Da vi først ankom blev vi overfaldet af 40 søde småafrikaner. Det var dejligt at føle sig så velkommen. Efter en lille morgensamling fik Sine og mig besked på at vi skulle tage os af de små børn. Det vilsiger fra 2 - 7 år. Vi var meget spændte og tænkte at nu skulle vi rigtig læredem noget, men vi tog fejl. Vores opgave blev at forhindre de små bavianer fraat slå hinanden ihjel. De slås konstant og den ene grad mere end den anden. Detvar det rene kaos og det var svært at få børnene til at høre efter fordi viikke kunne deres navne og ikke alle kan engelsk. Heldigvis blev vi redet afnogle andre volontører som kommer nogle timer om morgen, formiddagen og omaftenen.  Det tog mange kræfter den førstedag. Vores arbejdsdag på skolen er fra 8-15. Da vi kom hjem og skulle til at gøreos klar til at gå i seng fandt vi ud af at vi både har kakerlakker og mus! Deter lige noget man skal vende sig til. I dag fredag har vi været på stranden medalle børnene. Det var de andre volontører som stod for turen og børnene elskededet. Vi fik hele skolen dagen til at gå med at være på stranden. Da vi kom hjemtil vores værtsfamilie (mor Kate og søn Gilbert + alle pigerne) ville vi vasketøj. Sine og mig tænkte at det kunne vi nemt selv klare så vi spurgte efternogle spande og noget vand. Pigerne ville gerne hjælpe så det fik de lov til,men der gik ikke længe inden pigerne næsten havde taget over fordi vi ikke vargode/hurtige nok. Pigerne synes bare det var sjovt at se os gøre os til grin såvi havde en rigtig hyggelig eftermiddag. De kunne heller ikke forstå hvorfor vivar blevet røde fordi vi havde været på stranden, så de ville gerne røre, menvi måtte pænt forklare dem at det faktisk gjorde lidt ondt.

Lørdag er så dagen hvor Pernilletager nordpå igen (lur mig om ikke hun er rimelig tilfreds med det)og jeg bliver ladt alene tilbage. Egentlig var planen at jeg villeblive på Cure et par måneder ekstra, men den plan er så afgjortbegravet. Det er nok lige en anelse for kedeligt. Så var planen atjeg ville arbejde på børnehjem...men nej, heller ikke det skal jeg.Tro det eller lad være, de ville ikke have mig der. Men så kan jegda altid blive voluntør i en national park. Arh, øjensynligt tørde ikke binde an med at ha mig til at gå rundt blandt farlige dyr,så den er også begravet...what to do, what to do. Det ender nok medat jeg finder mig en liggestol ved Malawi-søen og nyder voresnational øl de næste 3 måneder. Ord kan ikke beskrive hvor megetjeg ser frem til det!!!

Nå nok herfra i denne omgang. Næsteindlæg på bloggen bliver sikkert rigtig spændende. ”Og så drakjeg en øl og læste lidt i Hulebjørnens klan mandag, det var godt.Tirsdag tog jeg mig en svømmetur, drak en øl og læste lidt iHulebjørnensklan, det var meget godt.” osv. osv. Jeg er sikker påI kan forestille jer hvordan det kommer til at lyde.

Hav det godt derhjemme. Og tak for allehilsenerne, både her og på Fjæsbog. Det er dejligt at høre frajer.

Rasmus