Så skete der jo faktisk dét for snart to uger siden, at Carina og jeg tog os en forlænget weekend i Sydney. Vi boede på et meget centralt hostel (10-maks 15 minutters gang fra Operahuset) på George Street, og første aften torsdag ankom vi kl. 21 og skyndte os ud på den første og bedste restaurant for at få noget tiltrængt føde. Vi endte på en koreansk restaurant, som var billig og lækker, så det var jo perfekt! Bagefter gik vi ned til havneområdet, der hedder Circular Quay, hvor Operahuset ligger. Det var rigtig flot i aftenmørket, og byen har virkelig forstået et få klemt caféer osv ned omkring på en rigtig god måde. Så vi endte på en belgisk chokolade cafe på havnepromenaden, og fik os en overdådig chokoladesymfoni af en kaffe..

Iført vandresko startede vi hårdt ud fredag med at trave ned til operahuset igen, og derefter over til Darling Harbour, som er et andet turistet havneområde. Dér bookede vi en billet til Avatar i 3D på verdens eftersigende største IMAX skærm, men synes nu den i KBH er større.. (det var gråvejr, så vi kunne lige så godt få et par timer til at gå i en boigraf) Indtil filmen startede kunne vi nå en 1½ times tur rundt i Sydney på en af de dér dobbeltdækker-sightseeing-busser og frokost bagefter på en café tilbage i Darling Harbour. Efter filmen var solen kommet frem og vi tog en færge fra Darling Harbour tilbage til Circular Quay (rigtig flot tur!), og fandt en japansk restaurant, hvor vi spiste som nærmest de eneste ikke-japanske.. På modsatte hjørne af vores hostel lå en stor pub, hvor vi fik os nogle øller, og en enkelt absurd dyr Mojito, og så kunne vi gå de 20 hjem..

Lørdag tog vi endnu en dobbeltdækker-sightseeing bus til Bondi Beach, hvor vi solede og badede i 3-4 timer, før vi tog den samme bus hjem igen og fik set nogle af de meget velhavende kvarterer af Sydney. Bondi er ikke en stor strand.. men der er syg strøm ude i vandet, så man skal sgu være vågen.. Men der er da flot..  Efter et hurtigt bad gik vi denne gang hele 50 m ned ad gaden og spiste rigtig lækker spansk mad, og derefter gik jagten på at finde en plads langs Madi Gras Parade-ruten, hvor man kunne se noget. Efter lidt traven og lidt tålmodighed (ja, jeg har det i mig!!), fik vi front row-pladser, så det var helt prefekt. Virkeligt underholdende show! Trætte efter en lang dag på stranden med bogstaveligt talt røde ører (jeg skiftede lige hud en uges tid efter på mine ører, havde glemt solcreme liiige dér), tog vi os en ice latte på vejen hjem, og det var så den mængde "festlig" vi havde i os..

Søndag tog vi en ½ times færge til Manly Beach. Vi shoppede på vej ned til stranden og havde nok 10 min. på selve stranden, før vi måtte tilbage for at kunne nå frokost og færge tilbage til Circular Quay. Skulle med bussen hjem til Canberra kl. 16 og så var den weekend gået. Heldigvis kommer jeg tilbage, i hvert fald i midten af april, når Maria F og jeg kommer forbi..

Vi besluttede at ligge ruten forbi byen Sucre, der blev erklaeret for Unesco World Heritage site i 1991. Det er en smuk, ren og forholdvis sikker by, med kolonialstil med hvidvaskede vaegge og smaa bed-blomster. Vi fandt et sted at bo som var lidt langt fra centrum, men som laa i den gamle romantiske bydel foroven, og som derfor havde en utrolig god udsigt. Der er kun plads til 5 gaester, og vi var derfor alene i huset med den ene ejer, Tania, hendes son paa 5 og deres dejlige hund Sica. Tania har en veinde som gav spansktimer (eller castellano som de foretraekker at sige - masske fordi 'spansk' forbinder dem med spanien og det forlaengst er en overstaaet periode) i 5 dage til Marie, Philip og Rasmus, mens Mona forsoegte sig med det indianske sprog quechua.

Ellers slappede vi af i Sucre, noed det milde vejr (23-25 grader), spillede raquet ball (national sport), saa dinosaur-spor paa stor vertikal vaeg, tog paa soendagsmarked og besoegte en landsby med spansklaereren, hvor vi proevede den alkoholiske hjemmebryg chicha hos en 80-aarig dame, der var rigtig soed. Lidt uden for byen var der ogsaa en dame, der passede geder, som ikke ville have taget billede fordi hun var bange for at vi ville saelge billedet i Europa som postkort. Der er ogsaa nogle der tror, at man tager deres sjaal hvis man tager et billede af dem, saa man skal passe paa...

Men generelt har folk vaeret venlige og imoedekommende i Bolivia, det har vaeret dejligt.

Muchas saludos de Bolivia!

Ps. billeder kommer naar vi finde en hurtig computer.... 

Så sidder jeg her ved computeren.....håret er farvet og neglene på både hænder og fødder har fået lidt lak....Laura sidder og gaber i sofaen, spændt på dagen imorgen og også lidt nervøs over det ukendte der venter forude....

Det meste er pakket, der mangler kun lidt småting som lige skal bruges imorgen tidlig....men ellers står de sidste ting klar på bordet....

Alt er ladet op, ledninger pakket....sko, tøj, pas, penge osv....nu mangler vi bare selv en opladning, så vi kan holde ud lige indtil torsdag morgen, hvor vi lander i Bangkok....

Så godnat derude i landet og på gensyn til foråret....

Næste gang vi skrives ved, er vi sikkert allerede fyldt med masser af indtryk og sjove oplevelser at fortælle om....

GODNAT

I dagene efter skælvet væltede det ind med beskeder, mails og telefonopkald fra venner, familie og bekendte, som alle gerne ville høre at man havde det godt. I mellemtiden samlede vi os på et af universitetets campus her inde i byen, for at få arrangeret noget hjælp til ofrene i den sydlige del af landet. Til de virkelig nødstedte som har mistet absolut alt helt nede i nærheden af Concepción, har vi været en del af en indsamling uden penge, hvor vi købte og indsamlede tøj, ris, pasta, dåsemad, bleer, mælkepulver og vand, som vi samlede på universitetet, og som er sendt af sted til dem, som har behov for det.

I Región Metropolitana, som er den ”kommune” som Santiago ligger i, er der også behov for hjælp. I nogle af landsbyerne syd for Santiago har folk mistet huse, familiemedlemmer og adgangen til vand og elektricitet er væk. Disse landsbyer er dog stadig fremkommelige og det tager ikke mere end halvanden – to timer at køre derned. Så vi meldte os frivilligt til at tage med en gruppe studerende fra vores universitet på 150 mennesker, til området Paine og de omkringliggende landsbyer Champa, Rangue og Pintue, for at bygge nødhjælpshuse og midlertidige huse til familier som har mistet alt. Hele dette genopbygningsprojekt blev arrangeret på tre dage, så tålmodighed og forståelse var en vigtig del af bagagen. Vi blev inddelt i kvadriller og jeg kom i en ren chilensk gruppe, og vi blev sendt ud til en dame mere eller mindre ude på landet, lidt udenfor landsbyen Rangue. Hun har en ret stor grund hvorpå de bor tre generationer. Normalt står der fem små huse på grunden, men efter skælvet står der kun et tilbage, så de boede fem voksne og fire børn på 10-12 kvm, men mirakuløst nok var der ikke sket noget alvorligt med nogle af familiemedlemmerne, kun en brækket arm og nogle skræmmer. Men de var alle naturligvis meget kede af situationen, de havde praktisk talt mistet alt hvad de havde, så da vi kom kørende på ladet af en pickup tidlig lørdag morgen med værktøj, slik til børnene og to dage til deres rådighed, kom hun løbende med udstrakte arme og tårer i øjnene – vi blev nærmest modtaget som helte.

Den første halve dag gik med at rydde murbrokker væk og måle op, og til middag kom en ladvogn endelig frem igennem de delvist ødelagte veje med materialer til at bygge et midlertidigt hus og en vandreserve. Derefter gik vi i gang med at hamre de ødelagte murbrokker til pulver, blande det med sten, cement pulver og hø, til en lidt alternativ cement. Efterfølgende gik vi i gang med at bygge huset, ud af de materialer vi havde fået stillet til rådighed, og søndag aften stod et lille midlertidigt hus færdigt og de havde 2000 liter vand til brug, så til trods for 35 grader og flere mindre efterskælv, blev vi færdige inden solnedgang. Søndag aften sent, kørte vi tilbage til Santiago, møghamrende beskidte, sulte og ulækre, vi havde heller ikke vand, der hvor vi boede, og det mad vi fik, var for det første i begrænsede mængder og for det andet af tvivlsom kvalitet.

Vi føler vi har gjort et godt stykke arbejde, og der er slet ingen tvivl om, at vi har hjulpet rigtig meget, det tror jeg de 100 kindkys, vi fik inden vi kørte og den tårevædede afsked vidner meget godt om. Der er virkelig gang i hjælpearbejdet her i landet. Chilenere er utrolig stolte, og de vil ikke høre tale om, at et jordskælv skal sende deres land ud i en national krise, så det er bare på med arbejdshandskerne og ud og hjælpe, men selvom entusiasmen og sammenholdet er utrolig stærkt lige nu, så er der lang vej igen. Det chilenske flag er OVERALT i de her dage og de to slogan ”levantamos Chile” (vi stiller Chile på benene igen) og ”fuerza Chile” (styrke og mod Chile) er over det hele også – det er en speciel følelse at være en del af, og jeg har efterhånden nationalfølelse for landet og indbyggerne.

Så er det vidst tid til en beretning igen ovenpå den sidste halvanden uges rystelser. Ja, hvor skal jeg begynde? Jeg sidder her i lejligheden som er nyrengjort, solen skinner og i den her del af byen er livet så godt som normalt igen, næsten. Strøm og vand kommer og går, internettet virker ikke helt optimalt, supermarkederne er halvtomme og nogle steder kan man kun betale med kontanter. Vi har også venner som skulle være flyttet ind i nye lejligheder nu her, men på grund af jordskælvet kan de ikke flytte ind før om lang tid, så der er lidt panik på hos nogen her fem dage før unistart.

Nå, min oplevelse af jordskælvet.  Fredag den 26. februar var vi i byen med andre udvekslingsstuderende, og vælger ved ca. halv tre-tiden at forlade vores venner på diskoteket for at tage hjem og sove. Vi lægger os til i hver vores værelse, men var knapt faldet i søvn da jeg vågner på kanten af min seng, og kan føle at sengen sitrer kl. 03:33– det er ikke unormalt her, som jeg også har berettet om tidligere. Men pludselig blev jeg smidt ned på gulvet og en ubeskrivelig larm begyndte. Jeg lå på gulvet og holdte fast i benene på min seng imens hele bygningen rystede, alle skabe og døre svingede, møblerne kurede rundt, klinkerne i badeværelserne og køkkenet smadrede og stort set alle vægge i lejligheden revnede. Det føltes som om det varede en evighed, det længste minut i mit liv. Man når at tænke mange forfærdelige tanker, og jeg var sikker på at hele bygningen ville styrte ned i hovedet på mig – jeg lå bare og ventede. Jeg havde fuldstændig mistet orienteringen og tænkte slet ikke på at løbe ud, for jeg anede ikke hvor noget var – det var totalt sort og larmen var ubeskrivelig skræmmende. Der er mange som efterfølgende har givet mig gode råd om hvad man skal gøre når der er et jordskælv. Disse folk har én ting til fælles; de har aldrig selv oplevet et jordskælv. Chilenerne ryster også på hovedet af folk som tror fornuft og rationelle tanker står forrest i køen når et jordskælv på 8,8 Richter indtræffer. Man skal huske alle faktorer. Man bliver vækket midt om natten og er i starten, under forrystelserne, ikke helt klar over om det er virkeligt eller ej. Man er ikke helt ædru. Man falder ud af sin seng og kurer rundt på gulvet. Det bliver bælgravende mørkt. Larmen er fuldstændig vanvittig og det bliver ved i over et minut. I sådan en situation tænker man ikke på andet end, at man bare gerne vil overleve. Følelsen er lidt ligesom et chok, som bliver ved og ved og ved…   

Nå tilbage til historien. Da det stoppede løb jeg ud i gangen, hvor både Nikoline og Nicolaj hurtigt indfandt sig også, vi sikrede os at alle var okay, og kunne høre folk i bygningen råbe og løbe ud. Vi gik ud på gaden til de andre og stod og ventede i en halv times tid på efterskælvene. Da der ikke kom nogle, og vi ikke kunne se skaderne i bygningen, fordi vi intet lys havde, gik vi ind igen og forsøgte at sove, men det var ikke helt let for der kom små rystelser hele tiden, og ved halv syv tiden kom det første store efterskælv, som endnu engang fik os på benene. Da det blev lyst, fik vi overblik over alle revnerne i væggene og de ødelagte badeværelser, og vi snakkede med viceværten som forklarede os katastrofens omfang. Vi forsøgte febrilsk at få kontakt jer hjemme i DK, men uden held – telefonnettet og internettet var nede og vi havde ingen strøm. Mirakuløst fik Nikolines storesøster hul igennem i få minutter først på formiddagen, og vi kunne berette at vi havde det godt alle tre. Først her blev vi klar over at det var i nyhederne over hele verden og at folk var bekymrede, vi anede jo ingenting. Flere timer senere lykkedes det os at få internet i nogle minutter ved Olaya, som er i familie med Nikoline – hun har virkelig hjulpet os meget efterfølgende og hun har været en god støtte. Hun skal også ud og spise hos os snart, som tak for hjælpen.

Den efterfølgende uge har været lidt underlig. Selvom Santiago er forskånet for de voldsomste skader, så bliver man hver dag mindet om begivenhederne. Afspærrede områder, forladte bygninger, murbrokker i bunker på hjørnerne, buslinjer som ikke kører, tomme hylder i supermarkederne, og ikke mindst revner i alle vægge i vores bygning og manglende klinker hist og pist. MEN vi har været heldige og nu starter vi forhåbentlig i skole på mandag den 15., ca. en uge forsinket.

Ydermere så står jorden stadig ikke stille her. Der snakkes om at der har været over 1500 efterskælv siden det store skælv, og flere af dem har været deciderede jordskælv. Det er således, at man herovre har tre forskellige ord for seismologiske rystelser. Et templor, er en rystelse som kan mærkes, men som lagt fra er ødelæggende – 1-4 Richter. Et réplica, er et efterskælv – stort eller småt. Et terremoto er et stort ødelæggende jordskælv – 6 Richter og opefter. Disse terremotos forekommer ca. hvert 20-30 år her i Chile, det sidste var i 1985 og så nu i 2010. Historisk set er Chile hårdt ramt; af de ti kraftigste jordskælv nogensinde har fem af dem været her i Chile, og det her den 27. Februar 2010 var det femte værste i verdenshistorien. Ved alle de store jordskælv har man følt efterskælv i flere måneder efter, jorden skal justere sig. Det er i øvrigt utroligt hvad man kan vænne sig til, efterhånden rejser vi os ikke engang op længere når det hele små gynger lidt, eftersom det sker flere gange dagligt stadigvæk. Omkring fem gange siden skælvet har man lige nået at tænke, så nu kommer der et til, men det er aldrig blevet til mere end højst ti sekunders rystelser og maksimalt 5,5 Richter – det lyder måske af meget, men man vænner sig hurtigt til det, og man er slet ikke i tvivl, hvis det er et stort jordskælv.

Det var den rystende oplevelse, som vi alle slap fra med et chok, men ellers helt uskadte J

Saa er det tid til en meget lille beretning. Siden sidst har vi vaeret i Solvang, LA, Palm Springs, Lake Havaso og nu er vi i grand canyon. Solvang var fedt. En lille dansk by midt i det solrige californien. LA var solrigt, hysterisk pga oscar weekend og ikke mindst dyrt. Disneyland var for overvurderet og ikke et sted vi ville komme igen.

Da vi koerte fra LA koerte vi ind i en masse nationalparker bla Joshua Tree. Vi boede i Lake Havasu paa en campingplads. Byen havde sin egen London Bridge. Blaeret.

Nu er vi i Grand Canyon, som ingen billeder nogensinde kan retfaerdiggoere. Det er fedt. Vi gik nedimod canyonen igaar, men for meget sne, gjorde at vi ikke turde gaa tolv km ned ad bakke, for derefter at gaa op igen. Her har vi nu snestorm. Men sikkert ikke saa slemt som i DK. Vi er jo ogsaa paa toppen af et bjerg..

I dag koerer vi mod Mesa Verde Natinal Park paa vores tur mod VEGAS!!!

Vi har det i hvert fald godt.

Tillykke til Karen og Katrine.

Paa vejne af os begge, Kirstine

Denneberetning bliver delt i 2 afsnit, da vi i dag ville lave 2 forskellige ting.Jesper tog ud for at snakke med hvalhajer meden jeg tog til solopgang overvandfaldet.

Vandfaldet- Claus

Jeg havdehørt, at der udenfor byen lå der et bjerg, hvor der var en smuk solopgang vedet vandfald (Sindangan), så jeg havde stillet uret til 0515 og gik ind til byen kl. 0530.Næsten derinde fik jeg en lift af morgenens første tuktuk. Han sagde, at jegskulle ind til krydset og tage en minivan, så det gjorde jeg. Det endte med atjeg blev kørt næsten ind til Maasim, hvor jeg blev sat af ved bykanten og fikat vide, at jeg skulle tage en motorcykel videre.

Fandt enMC og han fortalte mig, at det lå 8 km inde i bjergene, pyt med det, nu var jegjo kommet på tur. Desværre så var solen begyndt at stå op, så solopgangen villejeg ikke kunne nå.

Nå mendet gik af rimelige skovveje, men en af de modkørende råbte noget til mindriver. Set i bagspejlet, så tror jeg det kan oversættes til noget i retningaf: "Den går sku ikke makker". Vejene blev til jordveje, opkørtelerveje og fuldstændig opkørte lerstier, hvor der var 40 cm dybe hjulspor.

Til atbegynde med fulgte jeg meget med i driverens kørsel, men da jeg kunne se at hanhavde mere styr over det end jeg, så slappede jeg af og nød turen. Flere stedergjorde han holdt og kiggede frem ad stien, hvorefter den fik gas. Jeg troedetil at begynde med, at han ovevejde at opgive, men fandt hurtigt ud af, at hanregnede den bedste rute ud, tog sig mod til og kom kul på kedlen. Men hangjorde det rigtig flot.

Det varmeget smuk at køre i det kuperede terræn så tidligt om morgenen, da tågenstadig hang i de høje træer, hvis kroner hang højt over den øvrige vegetation,og blandet med morgensolen, ja så så det altså bare total ok ud. Det ville haveværet fedt at starte opstigningen kl. 5 til fods, så det var muligt at følgeændringen i lyset og tage nogle flotte billeder.

Da såselv ikke min driver ville køre længere, så var jeg kommet frem til en lillelandsby dybt inde i urskoven beliggende flere dale fra kysten. Her fortalte hanmig, at jeg blot skulle følge stien fremefter, så det gjorde jeg. Jeg bemærkedeat en gut fulgte efter mig og lidt senere overhalede han mig og så havde jegellers fået guide på. Nå men pyt, de skal jo også leve og det må være utroligtfå der finder frem til dette sted, da der ikke er gjort reklame for det nogensteder.

Nå mendet var hyggeligt nok med lidt selskab. Vi gik gennem rismarker og strækningermed flot høj skov, gennem vandløb og efter 1 km var vi fremme ved et flotvandfald, som lå i skygge, så det med solopgangen var en and. Vi gik op påtoppe n af faldet hvor det kommer ud fra en hule i klippen. Her har byen laveten dæmning, så de har en konstant forsyning af frisk vand, som ledes ned adbjerget i tykke rør.

Detskulle tage ca. 25 minutter at svømme ind i bunden af hulen. Jeg havde min pandelampe samt mit adamskostyme med, sådet lå lige til højrebenen, men, men, jeg stod med en hel sæk med elektronikfor 40.000 kr. samt pengebælte og pas. Så selv om jeg vurderede at risikoen forat det var nogle slette fyre, nok var under en procent, så var jeg ikke villigtil at spille, så det er jeg nødt til at have til gode til en anden gang.

Hvis delavede lidt reklame for hulen og byggede nogle bambusflåder, ja så var derpludselig basis for at der kom turister til deres området, men på samme mådesom med internetbiksen, så er markedsføring ikke deres stærke side.

Nå menjeg smed kludene og hoppede ind under et sidefald og tog mig en forfriskendedukkert.

Påhjemvejen var børnene kommet op og stod måbende og gloede på mig når vi kørteforbi. De sagde ikke et ord, hvilket var meget spookey, da vi ellers er ved atblive helt hæse af at svare børnene, når de råber til os: "Hej Joe""What is your name". Normalt så er det alle børn der hilser påos på den måde, hvilket gør det ekstra mærkeligt, når man pludselig møder sådannogle tavse børn. Vi har i øvrigt ikke regnet ud, hvorfor vi altid bliver kaldtJoe.

Sidder nui haven og venter på at Jesper kommer hjem og beretter om sin kamp medmonstrene.

Hvalhajer- Jesper

Ja,min dag startede så med at troppe op på Peters Divecenter 07:30 hvor diveguideTim fra Colorado kunne fortælle at vi var blevet nok til at lave en tur tilLemasawa island hvor der skulle holde en hvalhajkoloni til. Claus havde valgtat tilbringe dagen på anden vis da han havde set hvalhajer tidligere vedDonsol, han skulle nu nok være taget med alligevel da dykningen erbetydelig  bedre her.

Ombordpå udriggerbåden fra divecenteret var der 3 filippinere, skipper og 2 matroser,Tim dykkereleder. Fra Guam var Matthew Dott og frue medbringende ca. 100 kgfotoudstyr ( hvilket jeg senere  fikglæde af ), 2 unge svenskere Rasmus og kæreste ca. 25 år der havde været påfarten 2 ud af 6 måneder, en ung tysker der også var på vej et 1/2 år,  Martin en ung Canadier der tog et helt årjorden rundt.

Vistartede ud fra centeret 8:00 og efter en lille time nærmede vi os LemasawaIsland og stedet hvor de skulle holde til, farten blev sat ned og vi begyndteat kigge rundt, det blev selvfølgelig de indfødte der først spottede en efterca. 10 min. , og da vi kom tæt på sprang alle i vandet og der var en hvalhaj påca. 5 m der svømmede dovent rundt og ikke tog notits af os, vi var alle heltvilde med synet og fulgte efter den i 25 min.

Efterfølgendevar vi i vandet 8 gange hvor vi nåede at finde 4 forskellige individer, en derhavde været vædret af et skib op havde propellermærker hen over hovedet, en medmærker efter en propeller på halefinnen, og endelig en kæmpe på 8 m, enorm.

Efterlunch på båden skulle vi lige se en mere men alle var nu ved at være mætte afhvalhajer, vi sejlede derfo om på den anden side hvor det amerikanske par fraGuam skulle flaskedykke på en stejlvæg, vi andre havde valgt at snorkeldykke ien superflot koralhave hvor intet endnu var ødelagt, jeg nåede bla. at se enhavskildpadde og en barracuda m.m.

Efteren perfekt dag og 45 US dollars fattigere vendte vi tilbage til dykkercentret,og jeg var heldig at få uploadet billeder fra de andre der havde kamera med påturen . Claus sad og ventede ved vores bungalows ved 18:30 tiden da  jeg vendte tilbage, han har fundet et madstedmidt i en sø i vores lille landsby ved verdens ende, hvor han også mener der ernoget mad jeg kan bruge, lad os nu se.

Imorgetidlig tager vi så videre med bus til Maasim hvor vi skal med en færge tilBohol og se chocolate hills. I Panglao har jeg aftalt at mødes med David Staalfra  Australien (som vi mødte på detførste dyk).  David er ranchejer med enbestand på 5000 Bullock kødkvæg som han driver rundt  med heste på hans kæmpefarm. Hans bedstefarer dansk , Lauritz Staal, der var modstandsmand under krigen, men mere heromsenere,  han har mange historier i ærmet.

Slutherfra

Jesperthe whalediver

 Vi har lige vaeret ude og spise paa en helt gemt restaurant, der ligger ved indkoerslen til byen paa hoejre haand. Den ligger i en soe og vi spiste ude i et hus i soen. Ret flot og god mad, men nu er det hjem og til koejs, saa vi kan komme tidlig op i morgen, da vi godt vil til chokoladebjergene paa Bohol i morgen inden vi skal videre til Panglau og moedes med kvaegfarmeren David fra det nordostlige Australien.

Hjemrejsen var meget lang og varede ialt 28 timer. Første del af turen var en 13 timers flyvetur fra Singapore til Amstradam. Denne del af rejsen var ikke så slem og jeg havde min private tv skærm, hvor jeg kunne se forskellige film og spille forskellige spil, så tiden gik ret hurtigt .-) På flyet var også de fleste af de proffesionele cykelrytere, som havde kørt cykelløb tidligere på dagen. Bla. var hele Lampre holdet ombord.

Da jeg landede i Amstradam havde jeg 6 timers ventetid. Jeg havde håbet, at det var muligt at komme ind til byen og lege turiste, men der var ikke umiddelbart noget tog, eller metro der kørte der ind. Istedet fandt jeg en bænk hvor jeg fik sovet lidt.

Flyveturen til københavn varede ca. 1,5 time, og var hurtigt overstået, men da jeg kom til københavn, skulle jeg igen vente i 3 timer. Denne ventetid, var klart det værste på turen, for jeg ville bare gerne hjem :-(

Den sidste flyvetur var heldigvis kun på 35 min, men aligevel føltes den rigtig lang. Ville bare hjem så hurtigt som muligt .-(

Mine forældre stod klar i lufthavnen med flag og det hele. Det var underligt at lande i Aalborg hvor der var sne over alt. Meget mærkeligt når man dagen før havde stået i 35 graders varme :-(

Da jeg kom hjem i lejlighenden blev jeg igen glædelig overrasket idet min moder have sørget for at jeg kom hjem til en rengjort lehlighed :-) og da hun tilbød at orden mit vaske tøj også var jeg da slet ikke i tvilv om at hun er verdens bedste mor :-)

Kl. 18 ankom Carina og hendes mor, og det var super dejligt at se hende igen..:-) Så må jeg hellere igang med at planlægge næste rejse. Tror måske det bliver til sydamerika, men er ikke helt sikker endnu. :-)