Sidste dag paa Holy Cross. Og sikken een... -Har stadig ondt i maven og taarer i oejenkrogen. Det var bare saa overvaeldende!

Da Mette og jeg kom hen til skolen i morges, kunne vi godt se, at de havde gang i en masse forlaengerledninger og ting og sager til morgensamlingen, men havde bestemt ikke skaenket det en tanke, at det havde noget med os at goere. Personligt troede jeg at vi maaske lige skulle op foran og sige et par ord, og at det saa var det, men saadan forloeb det nu ikke helt...
Op foran og staa kom vi rigtig nok og saa fortalte Sister Lucy, at det i dag var vores sidste dag og at de derfor havde forberedt et lille show, for at sige farvel til os... Derpaa satte Mr. Paul musikken igang, med et popnummer der er virkelig populaert her og som vi er ret vilde med, men som bestemt ikke lige er katolsk-skole-stuff, hvorefter 3 drenge kom dansende ud, en ifoert solbriller der sang og to der dansede! Efter det kom to elever fra 6. klasse og opfoerte en traditionel indisk dansestil og efter det, 3 elever fra 4., der dansede traditionel afrikansk dans og sluttede af med at give os et knus og en banan hver, til stor jubel for de andre boern!
 
Bagefter kom 8 elever fra blandede klassetrin dansende ind, med kangaer og maling i ansigterne, og dansede og dansede, og da al dansen var slut, fik vi overrakt 2 gaver hver, mens vi stod der helt oploeste og var saa overvaeldede og Mr. Paul begyndte at holde en tale for os, paa skolens vegne, om hvor taknemmelige de var for, at vi havde valgt Holy Cross som det sted vi ville arbejde i Tanzania...
Det var saa utroligt...alt det havde de forberedt bare for os....!! Allerede da foerste show gik igang, rystede mine haender og taarerne pressede sig paa!
Tilsidst fik vi lov at sige tak og farvel, oenskede dem allesammen en lys og lovende fremtid, saadan nogle utrolige boern!!
Og saa broed regen ellers frem fra himlen!

Da vi saa var paa vej mod laerervaerelset og jeg troede man maaske lige kunne faa lidt styr paa sig selv igen, hentede Sister Lucy os og fortalte at 5. klasse ogsaa ville synge en Farvel-sang for os.... Og henne i klassen stod de allesammen  og ventede, og  efter et "Good morning Madams!", gik de igang med sangen og stod og vinkede og gestikulerede imens!!! Igen: taarer!!!Kunne man andet...

Bagefter det havde jeg eksamen med en af mine "egne" 2. klasser og selvom de er saa smaa, sad de og spurgte "Are you leaving?" og "Dont go, Madam"  og "Dont forget us" og jeg ved ikke hvad...

I pausen kom eleverne ind i laerervaerelset og bad om vores adresser, og to elever havde paa 6. klasses vegne skrevet et lille takkebrev, hvor de takkede for vores venlighed, kaerlighed og at vi havde vaeret der for dem... Det har bare vaeret saadan en urtolig dag.

Det haardeste var at skulle gaa ud mod porten igennem skolegaarden og alle 300 boern kom loebende og raabte farvel og tog os i haenderne, og Collins fra 6. blev ved at holde mig i haanden og sige God Bless You... Hvordan kunne man andet end graede igen.

Jeg tror jeg kunne blive ved med at skrive om denne dag, der er bare saa meget fantastisk at skrive, men er bange for tastaturet vil bukke under for vandfaldet, saa maa hellere stoppe, men hvor jeg foer var i tvivl om hvorvidt jeg havde gjort den beroemte "forskel", er jeg nu helt sikker i min sag.... Jeg har helt sikkert betydet noget godt for alle de dejlige boern. Det er virkelig en oplevelse jeg vil have i mit hjerte for altid. SUK !