Forleden var vi saa heldige, at faa lov at tale med en masaimand.
Ved siden af Sigrid (som jeg deler vaerelse i guesthouset med) og mit vaerelse, boede en svensk laege, der arbejder med HIV/AIDS-bekaempelse-og forebyggelse, og han har en ven der er masai. Han spurgte om vi havde lyst til at tale med ham, og stille spoergsmaal, da de fleste ikke ved saerlig meget om masaierne, ikke en gang tanzanianerne selv, saa det var selvfoelgelig en fantastisk mulighed.
Raphael var omkring 30-4o aar. Det er svaert at vurdere folks alder her, da levestandarden og livsstilen jo er saa anderledes, og han fortalte, at han er i den 3. gruppe af aldre. Der er 4. Den foerste er boern, 2. unge, 3. voksne og 4. gamle. Hans far var i sin tid blevet taget vaek fra sin stamme, af velmenende hvide mennesker (velmenende betyder vel ikke noedvendigvis velvidende...) og placeret i en hvid skole. Derfor kunne han laese og laerte Raphael at laese, da han var lille. Sidenhen gik Raphael saa ogsaa i en "hvid" skole og nu arbejder han saa ogsaa med at informere om HIV/AIDS.
Han fortalte om masaierne... Fortalte hvordan de lever i nuet og ingen trang til at komme ud og se verden, har. Det er jo helt svaert for mig, som europaer, at saette sig ind i, men det har jo noget at goere med min opvaekst og hvilke muligheder og tilbud jeg er vokset op med. Man kan selvfoelgelig altid diskutere, hvilken maade der er bedst, men jeg er nu meget godt tilfreds. Raphael var jo paa den maade lidt atypisk. Han havde i hvert fald baade vaeret i Sverige og Norge og endda faaet lokket masaivenner med. Han fortalte om foertse gang de skulle med ind til byen... De kunne slet ikke forstaa, hvordan bygninger kunne vaere saa hoeje, de var jo vant til hytter lavet af kolort! Saa de var overbeviste om, at de maatte haenge ned fra himlen og ikke staa paa jorden Og havet var endnu mere skraemmende... Da de skulle ombord paa flyet fik de ogsaa problemer, da masaierne altid gaar med en stor stok og et spyd. Ogsaa naar de gaar rundt i Dar es Salaam, ifoert deres smukke roede og lillae stoffer og afskaarne bildaek paa foedderne som sko. Men diverse sikkerhedsforanstaltninger goer jo, at det er lidt svaert at faa lov til, at tage et spyd med i flyet, saa der havde vaeret en del postyr, isaer da lufthavnsvagterne ville tage deres baelter, da de skulle igennem metaldetektoren. For masaier har ikke noget under deres klaededragt, som kun bliver holdt oppe af baeltet, og det satte ogsaa spoergsmaalstegn ved, om de overhovedet ville afsted. En af dem blev meget ophidset og spurgte, hvorfor han overhovedet skulle saette sig ind i den maskine, for han vidste jo hvad han havde derhjemme, kone, boern og kvaeg, men ikke hvad der ventede ham...men det lykkedes at faa dem alle overtalt tilsidst. De havde haft en god tur til Sverige og Norge, selvom flyturen gik med hovedet godt begravet under saede og arme.
Masaier er af den tro (eller viden maaske) at alle koer i verden tilhoerer dem, og hvis koerne befinder sig andre steder, er det bare til laans, saa de fik store oejne, da de besoegte et mejeri i Sverige, og saa yverne paa malkekoerne, og kom straks i ivrig diskussion om, hvordan de nu skulle faa de koer med hjem igen!
Det var en meget underholdende og oplysende samtale med masaien Raphael, som ogsaa fortalte, at masaier -i modsaetning til andre nomadestammer i Afrika- er meget frie omkring sex. Det er de frie til at dyrke med hvem de vil (som har lyst, vel at maerke) fra de er unge. Ogsaa selvom de har koner eller maend. Kvinderne er lige saa frie som maendene... Det er et basalt behov for en masai, at have sex, lige saa basalt som at have mad og drikke, og har de penge, sender de foerst nogle hjem, saa bruger de nogle paa mad, og hvis de befinder sig i Dar, gaar de til prostituerede...det ser de intet problem i, og derfor er der en meget hoej procentdel af HIV-smittede i masaistammer. Og oplysningen om smittefaren er ikke stor blandt masaierne, indtil videre er den masai, Raphael, vi moedte, den eneste der arbejder paa tvaers af sin stamme og sundhedssektoren om at informere.
Det var i hvert fald en meget interessant aften i selskab med et menneske, hvis virkelighed er saa meget anderledes end min europaeiske  virkelighed... En stor kontrast. Der var mange ting jeg undrede mig over, og det kan vaere det virker lidt overfladisk, naar man taenker paa at meget af det jo handlede om sygdomme med doeden til foelge, men det jeg undrede mig mest over, var nok at de ingen udlaengsel havde... For udlaengslen er jo den der har foert mig saa mange steder hen. Og selvfoelgelig altid hjem igen. Men maaske ved de bare allerede hvor de hoerer hjemme, uden at saette spoergsmaalstegn ved det. Det er maaske i virkeligheden, at leve i nuet? Hm. Jeg ved det ikke, men hvis jeg ingen udlaengsel havde, havde jeg jo heller aldrig talt med en vaskeaegte masai, og det er jeg nu engang glad for jeg har. Saa moralen til mig maa vaere, at det passer mig glimrende med den udlaengsel.
Ok, saa skal jeg nok stoppe mine smaa hjernebrydninger igen! Tak for opmaersomheden og jeg skriver igen naar jeg er kommet ud til familien jeg skal bo hos.
Mange kaerlige hilsner Astrid!!!