Dagene gaar pludselig staerkt. Sister Lucy giver baade Mette og jeg nok at rive i. Jeg har 2A og B i engelskundervisningen sammen med Miss Arapha. Jeg forbereder opgaver, hjemmearbejde, underviser og hun tjekker opgaver osv. Jeg er ret glad for fordelingen, fordi det er fedt at undervise boernene og maaske ogsaa undervise dem lidt mere interaktivt, end hvad de lige er vant til. Foruden engelsk har jeg nu ogsaa 10 computertimer om ugen. Mette og jeg er blevet delt op, saa hun har fire og jeg saa resten mere eller mindre. Skemaerne bliver som regel aendret lidt som vinden blaeser, saa man ved aldrig helt hvad der venter efter morgensamlingen. Morgensamlingen starter med march ind i gaarden, hvor klasserne staar opdelt efter klassetrin og synger nationalsangen, "praise-the-Lord"-sange osv., i tyve minutters tid. I morges manglede standard 6. De sad paa knae omme bag skolebygningerne, som straf for at have lavet sjov i gaden dagen forinden, da de fik fri.

Har aldrig vaeret en oern til computer, saa er glad for de tager til takke med at laere hvad en printer, outputdevices, screen og CPU er... Har nogle gode boeger at klamre mig til. Det er bare lidt surrealistisk, naar man staar foran en klasse paa 55 elever, og skal undervise i noget man laeste sig til, aftenen forinden, men saa laerer vi da alle lidt.

Computerne er nogle Sister Lucy har faaet foraerende af forskellige gavmilde folk, og -if God is willing- snart skulle der komme nogle flere. Lige pt. er der syv der duer, men det meste af undervisningen er teoretisk (dejligt, nu man er saa teoretisk orienteret hvad angaar al teknologi.... Sagt i meget sarkastisk tonefald, er mere til bare at trykke paa knapperne, for saa at se hvad der sker!) i klasserne, hvor de taalmodigt sidder og skriver noter fra tavlen og besvarer spoergsmaal, hvorefter Madam Esther (-undertegnede) retter dem med min roede kuglepen.

I dag var jeg saa saa heldig, pludselig at skulle vikariere for Sir Justin, og dermed undervise i Science. Det er jeg saa temmelig glad for ikke er en hverdagsting. Spoergsmaalene var mange og farverige, om alt fra AIDS til hvilke planter der er giftige. Planter jeg knap nok anede fandtes...og saa paa engelsk.

Har stadig ikke vaennet mig til pryglene. -Og goer det forhaabentligt heller ikke. Og det er ikke bare rap over nallerne de faar. Jo mere laererne vaenner sig til vores tilstedevaerelse, jo mere giver de den gas med kaeppe, kviste eller ydmygelse. Og det er ikke "kun" hvis boernene laver ballade. Det er for alt fra at stave forkert, ikke at komme hurtigt nok op med opgaverne til rettelse, at have en grim haandskrift (nogle af dem, er kun 6-7 aar...) og saadan kunne jeg blive ved. Kan se der erforskel paa pryglenes karakter. Nogle boern er mere vellidte end andre. Dem der ikke er i kridthuset hos visse laerere, faar saa mange slag, at de tilsidst falder ned paa knae, mens taarerne triller og kvisten piver i luften over dem. Det er helt uhyrligt. Ved godt det ikke er mange aar siden det foregik lige saadan i DK og andre steder, og at deres maade at leve paa, er meget anderledes end derhjemme, men det kan aldrig vaere okay at slaa boern. Aldrig. Ogsaa selvom dit og dat. Men saadan er det nu engang her og jeg kan ikke lade vaere med, at beundre de boern, for deres mod. Selvom et forkert svar indebaerer risikoen for taev, raekker de troligt haenderne i vejret, for at besvare spoergsmaal...det er virkelig utroligt. Boernene er saa seje og fulde af liv og glaede, paa trods af de noget anderledes undervisningsmetoder. Al respekt for dem! -Boernene altsaa.

De kommer ikke fra fattige familier. Nogle kommer langvejs fra, andre bor i Kijichi. Skolen er leddet af nonnerne, men der skal betales et aarligt gebyr for undervisningen, saa helt fattige kan familierne altsaa ikke vaere. Om morgenen kommer de gaaende fra alle retninger og Mette og jeg bliver moedt af Good morning, Madam. -Saa blev man lige 80 aar gammel med den titulering...men hyggeligt er det.