Foerste uge paa Holy Cross Nursery and Primary School er veloverstaaet.

Sister Lucy der leder skolen, er saa venlig overfor os, at man bliver helt ydmyg, da vi jo hverken er uddannede laerere eller noget der minder om, men det lader nu alligevel til, at vi kan bidrage med noget godt.

Mrs. Arafa som jeg underviser 2A og 2B sammen med, er en meget flink dame, men systemet her tillader afstraffelse, og det gaar ikke stille for sig. Boernene, som vitterlig er smaa, faar slag med pinde over haenderne, ryggen, benene eller hvad der nu lige er naermest, hvis ikke de har lavet lektier, hvis de har lavet lektierne forkert, hvis de ikke har den rigtige uniform paa, hvis de ikke staar lige paa raekken ved morgensamlingen og saadan kunne listen fortsaette. Det er saa vaemmeligt, at vaere vidne til, meget, men det er jo ingen ting, i forhold til at vaere den det gaar ud over. Man kan virkelig se raedslen i deres store brune oejne, naar laereren naermer sig, eller de bliver kaldt op til tavlen. Gangen bliver langsom og slaebende og deres stemmer ryster og oejnene flakker. Det er saa vaemmeligt. Og naar hun haever pinden, er deres ansigter allerede forvredet ved tanken om smerten der snart rammer dem. Jeg kigger vaek hver gang, for det virker ogsaa ydmygende for dem, og jeg har selvfoelgelig flere gange taenkt, at jeg ikke havde lyst til, at vaere vidne til det og gaa. Men hvis jeg dropper det pga. at de faar taev, aendrer det jo ikke ved om de faar det eller ej, og det ville et eller andet sted, bare vaere egoistisk af mig, at stikke halen mellem benene, fordi det goer ondt paa mig at se det, for jeg kan jo samtidig se, hvor glade de er for, at Mette og jeg overhovedet er der. Hvordan de loeber op for at faa rettet opgaverne af mig, og fniser og smiler i skolegaarden, og vil holde een i haanden. Og det er saa dejligt, at vaere genstand for saa megen glaede, bare ved sin tilstedevaerelse. Og saa kan man jo ogsaa vise dem, at man ikke noedvendigvis tyer til taev, bare fordi man er underviser...

Det er saa hyggeligt, naar de kommer loebende hen til een paa vejen, og vil gaa med et stykke og holde i haanden...saa smelter mit hjerte virkelig. Og saa giver det mening, at vaere der. Ogsaa selvom deres virkelighed er saa anderledes end min.