Ja så må jeg hellere få taget mig sammen og få opdateret min dagbog.

I hele 3 dage ventede jeg på solen i badebyen Nha Trang. Den kom ikke, og jeg måtte indse, at det ikke var her jeg skulle få genopfrisket min kulør!

Efter jeg havde købt og betalt min busbillet til Hoi An, hørte jeg en lille fugl synge om, at der var en tyfon der havde næsten samme destination som mig! Jeg forhørte mig hos de lokale, men de snakkede som om det bare var en lille vind der var på vej. På internettet så det anderledes ud. Nogle mente bl.a at myndighederne var begyndt at evakuerer folk ud af Hoi An. Panik Panik!!! Heldigvis holdt jeg en lille familie konference via messenger med min mor og moster Tutter. De var hurtige på tasterne og fandt hurtig oplysninger til mig. Jeg bestemte med mig selv, at der var større sandsynlighed for, at jeg ville dø af kedsomhed i Nha Trang end af en tyfon så afsted med mig!

Meget søvn fik jeg ikke den nat. Hvis tyfon skulle komme på afveje og suge os op, så ville jeg dæleme være vågen. Men ak busturen forløb fint, vi kom kun ud på en lille de-tour p.g.a. af lidt oversvømmelse.

Hoi An er berømt for deres mange skræddere og skobutikker. Jeg nåede da også kun lige at sætte foden uden for mit hotel, før jeg blev hapset af en, der ville tage mig med til hendes shop! Og vupti så havde jeg lige bestilt for 90$ diverse tøj! Det var virkelig en speciel oplevelse. Pigerne havde travlt med at rører mit hår på hoved og arme, imens stoffer, tråd og målebånd fløj igennem luften og rotterne pilede frem og tilbage!!!

Jeg var ikke speciel heldig med mit tøj, og besluttede mig for at stoppe mens legen var god. Men en dag kom jeg forbi endnu en skrædder shop og jeg så en rigtig flot bluse udenfor. Jeg fik dem til at lave en magen til, og den blev jeg rigtig glad for, og vupti så havde frk. Frandsen lige bestil en kjole, bukser og 4 silkeskjorter. Og så lige 2 par sko og købt et par malerier. Ja det lyder som en dyr affærre, men det var ganske billigt der. Jeg følte mig som en rigmandskone efter 8 mdr på budget!

Hoi An er nu meget mere end shopping. Det er en historisk by med blanding af fransk, kinesisk og vietnamesisk arkitektur! Det er en rigtig hyggelig og flot by, som minder om Ribe.

Jeg havde fået selskab af Troy - en australsk fyr som jeg mødte i bussen. Jeg fik også hilst på Mark igen, så det var rigtig hyggeligt!

En dag da jeg havde været til fitting hos skrædderen, var der en af pigerne der tilbød mig at køre mig hjem til mit hotel. Da vi kom på motorcykel spurgte hun om jeg ikke ville med hjem til hendes familie og spise. Jow hvorfor ikke! Og så gik turen ud bag Hoi Ans pæne facade. Her boede hun sammen med sin bror, mand og datter på 5 år i en meget lille 1-værelses lejlighed. Alle naboerne kom strømmende til og der blev snakket meget om den mærkelige skabing Hien havde slæbt med hjem og igen havde jeg utallige fingere i mit lyse hår! Nå men endelig skulle vi spise, så jeg kunne få lidt fred. Efter aftensmaden tog vi ud og cruise i Hoi An. Familien viste mig alle de mange dyre flotte hoteller, og de kunne give mig priserne på dem alle. Bagefter inviterede de mig på cafe til en kop kaffe. Her fik vi udvekslet diverse prisforskelle mellem Vietnam og Danmark. De var meget interessereret i at høre, hvad man tjente i Danmark, og var ved at tabe hat og briller, da jeg fortalte beløbet. De tjener nemlig kun 50$ tilsammen om mdr. Men de faldt lidt ned igen, da jeg fortalte hvor meget cigaretter, vand, varme, el, husleje, mad o.s.v koster!

Det var rigtig sjovt at møde en ganske almindelig familie og få bare et lille indblik i deres liv!

Da jeg ankom til Vietnam, synes jeg det var et vidunderligt land. Men det var som om jo mere nordpå jeg bevægede mig jo mere irriteret blev jeg. Jeg har været i Indien hvor tiggere og andet godtfolk prøver at bombardere en intenst og venter bare på at man nåede det svage punkt. Her var det ganske nemt at trække rullegardinet ned - måske fordi fattigdommen så ekstrem og overalt.

Men i Hoi An og Hue følte jeg at Vietnam bare drænede mig for energi. Jeg måtte sige: No Thank you 3 billioner trillioner gange i løbet af en dag til postkort, udflugter, taxi, motorcykler, cyclos, mad, drikke, vatpinde, negleklippere, skræddere os.v. Og de forstår ikke et nej, man skal komme med en længere forklaring på hvorfor man ikke lige vil købe deres produkt!

Det hele kunne bare rende mig, og jeg gad ikke tage på nogle ture eller se flere pagodas... Same same but different! Been there, done that!

Jeg fik det dårligt, når jeg gentagende gange hørte fra mænd, at de var trætte af at blive tilbudt kvinder hele tiden. Jeg troede Thailand var storslem, men i Vietnam er det overalt. Og hvis mændene ikke vil have sex, så får de tilbuddet om at blive gift!

Jeg blev rigtig gode venner med Troy og vi var ude og spise sammen hver dag. Han var ved at være træt af at være jaget vildt, så vi fortalte, at vi var kærester. Men ak nej hjalp heller ikke. Vi havde et par piger som lige hev mig til side, og forklarede at jeg ikke skulle tage Troy med til Danmark, for her var det meget dyrt og meget besværligt at blive gift. Men jeg skulle bare se at komme til Australien, for her var alt nemt og billigt. Flere af deres jævnalderene veninder boede nemlig nu i Australien med deres 40-50 årige mænd! Det er virkelig skrækkeligt at de vietnamesiske kvinder er intet uden en mand!

Så inden jeg havde set mig om, havde jeg rigtig fået set mig sur på det hele. Jeg ville bare hjem og jeg kunne slet ikke overskue at fordrive tiden inden jeg skulle hjem. Så jeg måtte bare videre. Og next stop var Hue! Det gjorde det ikke bedre. Første dag ville Troy og jeg bare gå rundt i det gamle kvarter og bare se hvordan folk lever! Men ak vi have en hel hale af cyclos (cykeltaxa) efter os. Og lige meget hvad vi gjorde så kunne vi ikke ryste dem af os! Jeg vil aldrig anbefale nogle at tage til Hue. De ser kun en ting og det er $$$$$$$$!

Så næste dag tog vi bussen til Hanoi. Jeg havde ikke de helt store forventninger til hovedstaden, for storbyer er vel altid storbyer. Det var noget af en bustur - 12 timer i krampagtig siddeposition. Og da vi ankom kl. 5 om morgen steg vi ud til ragnarok hvor 30 mand der kæmpede om, at vi skulle komme på deres hotel. Jeg formåede da, at holde hovedet koldt og fandt da også et billigt hotel, langt om længe! Og jeg må sige at jeg blev positiv overrasket over Hanoi. Her er ikke ret mange der hiver og slider i dig. Og overraskende nok betaler man ikke overpris for vand, cigaretter og sodavand her!

Jeg bor i det gamle kvarter og det er rigtig hyggeligt. Det består af en masse små snørklede gader, hvor man er dømt til at fare vildt. Hver gade har sin specialitet. Der er en gade der sælger og laver gravsten, en der sælger sko, en der sælger kurve osv. Jeg har brugt de sidste par dage bare på at tuller rundt og glo på kaoset! Mit humør er blevet forbedret gevaldigt og det er jeg rigtig glad for, for det var ikke lige sådan jeg ville huske Vietnam og ikke mindst bruge mine sidste dage af min rejse!