Den 3. september ankom vi til Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, og vi tjekkede ind på Wheelers Guesthouse. Enten er alle Malaysiske gæsthuse gode, ellers er vi bare ualmindelige heldige med vores valg!

Vi havde faktisk gode intentioner, da vi ankom. De første par dage gik med en hver piges drøm - SHOPPING!!! Mon ikke vi har travet de første 80 kilometer!?

Rundt i China Town og alle de forskellig shopping centre. Vi fandt bl.a. et hvor de havde en indendørs rutschebane, 3D biograf og alt muligt andet gejl. Shopping i KL er ikke så fantastisk, som vi troede. Kan ikke rigtig finde ud af om malayerne er med på moden, eller de slet ikke ved hvad det ord betyder? Det er meget frustrende især da jeg har fået ødelagt halvdelen af mit tøj i vask... Men nå jeg må bare glæde mig over, at min backpack er blevet noget lettere nu.

Selvfølgelig kan du købe Gucci og andre kopi mærkevarer gejl ting til ingen penge. For 6 mdr siden ville det lyde fristende, men nu vil jeg ikke eje noget med mærker på, der kan indikerer, at jeg tilhører en bestemt klasse i denne verden...

Når man kigger på solbriller, så har sælgerne så travlt med look, look this is Gucci -Like I don’t care - I just wan’t some nice cheap sunglasses!!! Og så er det ellers igang med at afmonterer det enorme Gucci logo fra mine nye solbriller!

Da vi ligesom havde faet afreageret shoppemæssigt, gik vi i helt i stå. Det var meningen, at vi ville ud og se og opleve en masse. Men ak nej, en øl blev hurtig til flere og det betyder jo at man ikke kan komme tidligt op. Vi har alle 3 rejst i over 6 mdr, og trætheden er begyndt at melde sig. Det er som om man ikke kan få sig slæbt sig af sted til endnu et tempel, endnu et tårn, endnu et eller andet dit eller dat... Kuala Lumpur er en fantastisk by med en masse flotte bygninger... Men jeg kan desværre ikke prale af at have ret mange billeder af byen.

Personalet på Wheelers var simpelthen så søde, og vi havde mange hyggelige stunder sammen med dem. Især Sri og Gee... De var bare herlige og havde begge hjerter af guld. Det var deres skyld vi blev så længe, fordi de gjorde alt for at vi skulle føle os hjemme. Jeg blev også rigtig gode venner med Jimmy. En buddist fra Burma, som gav mig dejlig massage for at hjælpe mig af med mine følelsesløse fingre...

Ups har helt glemt at jeg havde et større projekt i KL: Lige siden Ko Tao har jeg haft 2 følelsesløse fingre på venstre hånd. Og jeg har savnet min far - the master of all chriopractors!!!! Og da jeg er næsten sikker på at der ikke er kiropraktorer i Cambodia, måtte jeg hellere prøve lykken i KL. Som alle andre steder i asien viste det sig at være noget af et dagsprojekt. Først til hospital for at finde ud af kiropraktoren havde sagt op, skulle have en lægeerklæring til min forsikring. Fik herefter 1/2 times smøre om at kiropraktor absolut ikke er anerkendt af læger. Nå så måtte jeg selv have pungen op og videre med en taxa til en kiropraktor. Vente, vente, vente. Endelig under en kiropraktors hænder, som var noget af en anderledes oplevelse end i DK. Igen vente vente på en taxa... 6 timer senere tilbage på Wheelers... Besøget hjalp lidt på mine rygsmerter, men jeg har stadig mærkelige fingere... Jeg fik nogle piller, ellers må jeg vente med at løse problemet, til jeg kommer hjem til min far!

I går havde jeg min sidste aften i KL. Det var nok den sørgeligste aften jeg længe har haft. At sige farvel til min familie og venner var hårdt, men sige farvel til Sri, Gee og ikke mindst de 2 herlige canadiske piger Annie og Leyla var RIGTIG hårdt fordi jeg ved at chancerne for at se dem igen ikke er ret store. Jeg fik gaver af dem alle, og jeg blev rigtig rørt, da Sri gav mig en dyr krystal halskæde... hullkk får helt tårer i øjne af at tænke på dem alle sammen...

Nå men nu er jeg i Siam Reap i Cambodia, og de næste par dage skal gå med at se tempelkomplekset Angkor Wat... Det er NOGET anderledes her end hippe muliti-kulturelle Kuala Lumpur..

Da jeg gik ned på internettet, så jeg en mand på hans motorcykel. Bagpå havde han 2 kæmpe store fede svin, der begge lå på ryggen. Jeg var stensikker på, at de var døde, men i det de kører forbi mig, begynder de selvføldig at hvine... Puha da da... jeg blev en smule forskrækket.... Det er næsten som at være i Indien...

Nå men jeg lover at jeg snart opdaterer.