Kl. 6 var det op og ud i en Minivan mod den Malaysiske grænse. Jeg iførte mig indisk dresscode med lange bukser, bukser og håret sat op. For nu gik turen mod det muslimske Malaysia.

Jeg troede, der var mange turister der skulle samme vej, men jeg endte op med at sidde som den eneste turist blandt thaier og malayer der ikke kunne et eneste ord på engelsk. Turen til grænsen tog 10 timer og et par timer før grænsen, blev det mere og mere spooky. Der stod militær i vejkanten med store geværer. Vejspærringer med kontrol. 2 dage før havde der været drab dernede, og det var måske derfor vores thai chauffør hammerede speederen i bund...

Men det var en spændende tur. Nu var man jo vant til at se de små thaipiger iført næsten ingenting, og jo længere ned vi kom, jo flere tildækkede piger var der. Pludselig var der ikke andet, og jeg fik mange lange blikke og tilråb fra mændene, når vi holdte på rastepladerne. På et tidspunkt overvejede jeg kraftigt, om jeg skulle spørge thai chaufføren, om jeg ikke kunne få et lift tilbage til Krabi. Kunne ikke overskue at skulle ud i feministhelvede igen! Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde de værste fordomme om Malaysia. Måske fordi de er overvejende muslimer!? Hmm lige nu skammer jeg mig over at være så fordomsfuld!

Nå men langt omlænge ankom jeg til grænsen - stadig ikke synet af en eneste turist. Det giver lige en gang adrenalin rus, når man kommer der som alene pige til et land, som man har ingen anelse om. Jeg ville ikke købe en guidebog, da jeg var sikker på, at jeg bare skulle til Perhentian Island og direkte tilbage til Thailand.

Heldigvis møder jeg2 piger (Leyla og Annie fra Canada) ved den malayiske paskontrol. De var også på vej mod Perhentian Island, og vi beslutter hurtigt at følges ad for at spare nogle penge. Da det er temmelig sent overnatter vi i KotaBahru og vandrer lidt rundt i gaderne og fik shoppet det sidste inden vi skal ud på ø’en.

Leyla og Annie er bare 2 fantastiske tøser. De rejser begge low budget, og før jeg får set mig om, har de fået halveret prisen på taxa turen og i stedet for 3 billetter med slowboat, er vi blevet opgraderet til speedboat.

Da vi skal af på Long Beach, er vi de sidste der bliver smidt af. Perhentian Island er helt fantastisk SMUK. Thailand Go Home!!! Selv Phi Phi kan godt gå hjem og lægge sig. Og det er nærmest tortur at sidde der og stege på båden. imens vi måtte se folk ved vandkanten køle ned idet krystal klare vand.

Endelig bliver det vores tur og vi styrter rundt til alle bungalowerne i frygt for at skulle tilbringe natten på stranden. Heldigvis finder vi en til 35 ringgit. Og vi beslutter at dele den 3 mand, og på skift sove i min hængekøje. I starten måtte vi slås om den, lige indtil vi finder ud af at der bor en slange og mini leguaner under vores terrasse. Mindre fedt er det, da vi finder ud af at slangen spiser frøer og på vores badeværelse bor der en frø, som vi ikke kan få ud. Heldigvis gider slangen kun forskrække vores hollandske nabo!!!

Det er meget dyrt på Perhentian, altså når man er vant til Thailand. 1 dåseøl (CARLSBERG) koster 13 kr. En bucket koster 51 dk imod 27 kr i Thailand. Maden er også dyr, så vi må nøjes med 2 måltider om dagen. Aftensmåltidet består altid af Barbeque, hvor vi får store stykker frisk fisk servereret ved vandkanten... Uhmm..

Da Perhentian Island kun består af strand og jungle stod alle ugens 10 dage på følgende program: Op kl. 9.00, da det var umuligt at sove i varmen. Herefter morgenmad og læse i restauranten indtil man havde samlet kræfter til at gå ud i solen. Ved middagstid stod den enten på hængekøje eller forsøg på at holde hele kroppen under vand. Om eftermiddagen snorklede vi et par timer. Derefter solbadning på stranden. Og da det blev mørkt hjem i bad og gøre sig klar til omaftenen. Derefter ENDELIG aftensmad. Efterfulgt af lejrbål med sang, musik og fireshows. Helt utroligt hvad de kan gøre med deres poi’s! Fest til kl. 3-4 stykker og så i seng og op igen kl. 9.00. Ikke megen søvn...

Jeg havde ellers klaget over, at det var så lang tid siden, at jeg havde mødt nogle danskere. Men på ø’en var der hele 8 danske fyre. Så det var rart at lige få opdatereret lidt dansk nyhedsstof!

Snorkelingen på stranden var helt fantastisk. Vi mødte et par der var dykkerinstruktører på Ko Tao i Thailand, og de sagde at det de så på en dag i Perhentian, skulle de være heldige at se på et helt år i Ko Tao. Her kan man se både skildpadder og hajer.

Vi så en masse spændende fisk, som vi aldrig havde set før. Og mange af dem var vildt store. Vi stiftede også bekendtskab med en del Triggerfisk som er ret farlige, og angriber hvis man svømmer over deres reder. Hver gang vi så en begyndte Annie og skrige, og jeg grinte så meget, at jeg fik vand ind i masken. Ret irriterende for så kunne jeg ikke holde øje med om triggerfisken svømmede efter mig. Det kom der mange sjov episoder ud af. Det sjoveste var når jeg fandt Nemo, som lige som i filmen gemmer sig i anemone korallerne. Det var nemt at lokke Nemo ud og lege med ham og det var sjovt at holde ham i hænderne.Den sidste dag fandt jeg et sted, hvor der var mini nemoer. Nøj de var søde.

Fra Long Beach havde vi 15 min. gang til Coral Bay, som i nok kan gætte jer til, så var der mange flotte koraller. Det var rigtig flot, selvom vi var ret bange, da vi startede med at se en kæmpe fisk i det fjerne. Udover korallerne så vi blæksprutter, Stringrays, store papegøjefisk osv. Det mest fede var da der var en masse små fisk der holder sammen i stimer (Hallo Mia du har arbejdet i Danmarks Fiskeriforening) og stimen fulgte dig og ændrede retning hele tiden.

Nå men tiden gik og efter 10 dage var vi begyndt at løbe tør for penge, så Leyla og jeg besluttede os for, at vi havde fået nok og ville tage til det noget køligere Cameron Highland.