Nå jeg må hellere se, om jeg kan vende de små grå og huske 1 mdr. tilbage.

Vi skulle jo til hindubryllup, og når man skal til bryllup i Indien er dresskoden naturligvis sari. For dem der ikke ved det, så består en sari af en lille top og 6 meter stof. Så ud med os og shoppe efter sarier. Vi fandt alle en. Nogle mindre heldige end andre! For da den engelske pige Jo skulle til skrædderen og have syet sin top, mente han helt bestemt, at han skulle se hendes bh, ellers ville toppen ikke sidde godt. Heldigvis havde Jo lidt mere en 2 brikker at flytte med!

Nå men vi stod tidligt op lørdag morgen og gik ned til Frazer Towns skønhedsekspert, da hun havde tilbudt os at hjælpe os med at vikle de 6 meter stof omkring os, så det så pænt ud. Igen kom vores tålmodighed på prøve, for skønhedseksperten var ellevild med at have 4 hvide piger i hendes salon, og var ret lige glad med at taxaen holdte og ventede på os.

Så vi kom 1 1/2 time for sent til brylluppet. Men det gjorde vist ikke noget, da et bryllup varer et par dage. Vi havde rigtig regnet med, at vi skulle til det helt store hindubryllup med 800 gæster. Så vi havde et ret skuffende ansigtsudtryk, da vi efter 2 timers taxakørsel stoppede, så langt man kan komme ud på Indiens Lars tyndskids marker. Brylluppet var ikke ret stort, og det var tydeligt at se at de var ret fattige. Da vi ankom, blev vi hevet ud af taxaen og fik straks en stol på allerforreste parket. Al opmærksomheden var rettet mod os i stedet for det smukke brudepar. Til hver bryllup er der en mand med et kamera som filmer dagen til parret. Under den allervigtigste ceremoni var det ikke brudeparret, men os der blev filmet :)

Hele familien og brudeparret var simpelthen så stolt over, vi var kommet til deres bryllup. Vi havde ikke siddet ret længe før vi skulle havde noget at spise. Vi fik plads ved det eneste bord og stole de havde i huset, og de andre måtte selvfølgelig sidde på gulvet. Vi fik serveret den lækreste indiske middag + små desserter på palmeblade. Uhmm. Det var varmt, og de farede rundt og viftede med aviser og pap, for at vi ikke skulle svede. Det var meget surrealistisk, men jeg håber brudeparret var glade for vi kom. Selvom det virker lidt mærkeligt, når man hverken er prinsesse eller frihedskæmper, men bare Mia 29 år og fra Danmark. Få timer efter gik turen tilbage til Bangalore City. Det skal også lige siges, at alle indere er meget imponeret og stolte, når de ser en hvid i en sari, men nej tak jeg føler mig komplet tåbelig i den klædedragt! Det kunne måske gå til fastelavn!

Næste dag var det farvel til Lea. Det var også ret sørgeligt, da vi havde haft mange sjove timer sammen og nu er jeg den sidste af de gamle tilbage.

Der skete ret mange mystiske og temmelig sjove ting i ugen før Lea tog afsted. Der kom en dag, en ung fyr til gæsthuset, og sagde han havde været her dagen før med en pakke til Lea. Og da han boede i Frazer Town, ville han bare lige se, om vi var hjemme. Han virkede meget troværdig og sagde, at hvis vi ikke troede på ham, kunne han give os hans mobil nr. Han var nemlig så sød at tilbyde at køre ud efter pakken i stedet for, vi skulle til at tage der ud i dagen efter. Han skulle bare lige have penge, da man skulle betale for at afhente pakken.

Vi er lidt flove over det, men vi hoppede i med begge ben, og Lea gav ham 400 rps (ca. 55 kr). Det er mange penge her i Indien! Vi ventede og ventede... og ak manden kom selvfølgelig aldrig tilbage..

Til vores undskyldning kan vi sige at datteren (også kaldet Crazy Lady) af familien ovenpå var også tilstede. Hun har været ude for en ulykke og kan ikke snakke ret godt og er ikke helt normal. Vi troede, hun viste med tegnsprog at han kendte hun godt, men bagefter anede hun ikke en skid.

Lige omkring det tidspunkt var jeg ved at samle sammen til min pakke hjem. Og der forsvandt nogle ting fra den pakke bl.a. en kniv jeg havde købt til min bror. Jeg er 110% på det var Crazy Lady, for nu var det jo så nemt at bruge som undskyldning, at folk udefra kommer ind og stjæler fra os. Ja men hvad dælen æblet falder ikke langt fra stammen. Hendes far nyder også at glo på volontørene imens de bader og sover. Han er sågar en gang blevet taget i at rode i beskidt pige undertøj. Nå men vi har heldigvis fået nye låse.

En anden sjov episode var også, da vi alle sammen skulle ud og spise på vores favorit restaurant. Vi er dovne og tager elevatoren. Jeg joker med at det kunne være rigtig morsomt, hvis den daglige strømafbrydelse begyndte nu. Og vupti... så gik strømmen. Det er her hvor man ikke rigtig ved om man skal grine eller græde. Jeg kunne komme i Guinnes rekordbog for den der har sagt sætningen Bevar fatningen flest gange på 5 minutter. Men heldigvis var strømafbrydelse kort den aften. Aldrig i mit liv tager jeg en elevator i Indien igen!

Lea ville gerne prøve en håndlæser inden hun tog hjem. Og da der er en håndlæser på næsten hver gadehjørne, så fandt vi jo hurtig en. Han virkede meget sød trods hans dårlige engelsk og meget begrænsede ordforråd. Det så rigtig hyggeligt ud, så jeg besluttede at tage med Lea. Det var nu ret dyrt. 500 rps pr person. Men hvad skidt pyt - vi var jo villige til at betale for oplevelser. I de følgende 1 1/2 time var vi helt anspændt af at koncentrerer os så meget, for at forstå hvad håndlæseren sagde. Da vi gik derfra, var vi rasende over han kunne forlange 500 rs for sådan en gang bavl han lukkede ud. Men senere på aftenen var det alle pengene værd. Vi skreg af grin i flere timer over hans sjove udtalelser og ansigtsudtryk.

Det var ikke sjovt at sige farvel til Lea, men jeg ved jo, at jeg jo sagtens kan besøge hende uden problemer i Danmark. Det var også et farvel til Jo fra England. Det var trist, for hun var en rigtig sød pige, og vi havde desværre kun kort tid sammen i Bangalore p.g.a. af min Kelera rejse.