Så er jeg tilbage i Bangalore. En lidt underlig fornemmelse. På trods af at det ikke ligefrem er mit indiske favorit by, så var det alligevel rart at komme hjem igen. Der kommet nye folk i Gæsthuset - 3 piger fra England, Tyskland og Schweiz. Rart med nye folk. Mindre rart er det er meget varmt her i Bangalore, som ellers er kendt for deres milde klima. De taler om, at denne maj måned har slået rekorden som den varmeste i mange mange mange år. Det er lidt uhyggeligt, da man ikke er i tvivl om grunden her til - nemlig den koloenorme forurening fra trafikken.

Underligt nok men så var jeg under vores rejse, begyndt at savne børnene på Mother Theresa - især Sheila, vi var nemlig blevet rigtig gode venner, inden jeg tog afsted. Så det var skønt at åbne lågen igen og se alle de store smil. Der var sket en del positive forandringer. Bl.a er alle de spastiske børn blevet flyttet fra den mørke gang til udenfor i skyggen. Til gengæld er nonnerne nu begyndt at binde uartige børn fast til senge og borde!!! Meget sympatisk.

Shelia var ikke lige så glad for at se mig, som jeg er for at se hende. Da hun så mig, løb hun væk, og hvis jeg snakkede til hende, holdt hun sig bare for øjnene, så hun ikke kunne se mig. Men der gik heldigvis kun et par dage, og nu er vi gode venner igen. I går tog hun min hånd og gav den et stort vådt kys. Det var en stor ting for seje Shelia, så mit hjerte smeltede!

Jeg kan få helt tårer i øjene over, at jeg snart skal sige farvel til dem. Har bare allermest lyst til at adopterer dem alle, så de kan slippe væk fra det forfærdelige sted, og få en bedre tilværelse!

Der har været en del farveller. Anna rejste tilbage til Schweitz for 4 dage siden. Det var trist at se hende sige farvel og det mindede en om, at man snart selv skal i gang. Det var et tårevædet farvel til Anna, for vi har haft mange gode timer sammen. Dagen efter skulle Arman hjem, og han ville fejre hans sidste aften på et diskotek. Os tøser havde ikke rigtig lyst, da vi efter Thrissur har mistet al lyst til at befinde os i samme rum med fulde indiske mænd (desuden havde vi også en smule tømmermænd fra Annas farvel-fest). Men Arman har altså ualmindelig gode overtalelsesevner, så vi gik på Taika. Og hvilken overraskelse. Det var igen som at træde ind i en helt ny verden. Her var springvand, store sterinlys, store slænge puder i sofaerne og rosenblade på bordene. Total cool. Følte mig måske en anelse dum med slidte cowboy bukser og klip-klappere :)

Nå men farvel til 2 venner og Goddag til 2 nye. Nemlig hr. og fru lus. Alle som arbejder på børnehjemmet har lus, og hvorfor skulle jeg gå fri?! Ha jeg kan lige forestille mig, hvordan i hjemme i Danmark sidder og krøller tæer lige nu :) Som Lea og jeg snakkede om den anden dag, så ville vi gå mere eller mindre i koma, hvis vi var hjemme i Danmark, og vi opdagede at vi havde fået nye beboere på 1. sal. Men her i Indien rager det os en høstblomst.

Vi vasker op i koldt vand, går på mindre charmerende toiletter, er i daglig kontakt med tis og afføring på børnehjemmet, har kakkelakker boende i vores køleskab, spiser nogle gange fra steder levensmiddelskontrollen ville have lukket bare ud fra et foto, ser folk gå på toilettet på åben gade, ser børnene på arbejde drikke urin fra gulvet. Når vi renser vores hud om aftenen er vatrondellerne sorte som kul. Til sidst bliver man bare immun, og en omgang lus kan ikke længere hyle mig ud af den. Desuden har vi ingen fryser til vores sengetøj, og hvis vi tager en lusekur, så får vi dem bare igen på arbejde i morgen. Nonnerne har nemlig en meget underlig luse dræber taktik. Hver uge bliver ca. 3 børn kronraget. Hvorfor de ikke tager alle børnene på én gang er en gåde!!!

Nå mon ikke jeg slår lusene ihjel den sidste dag i Bangalore.

Nok om lus - det begynder jo at klø noget så frygteligt :)

Ellers går det stille og roligt her i Bangalore. Lea rejser hjem søndag og vi er i gang med de sidste shoppeture, da jeg sender en pakke hjem, inden jeg forlader Bangalore. Både Karen og min mor har ringet til mig og opdateret mig med nyheder hjemmefra. Det var rart at høre deres stemmer, men lidt skuffende at der ikke sker noget spændende i Danmark - udover selvfølgelig at Mary er gravid... uha uha. Karen har også været så sød at sende mig en pakke med et par sladderblade og dansk slik. Så i kan rigtig tro, at jeg har hygget mig. Og de andre danske pige synes at jeg har en RIGTIG sød lillesøster. Ja der er nogen der kan :)

Den 31. maj rejser jeg med 2 af de nye piger til Goa i 2 uger. Herefter er jeg lidt i vildrede m.h.t. hvad jeg skal gøre, da mit volontørabejde jo er slut, og jeg endnu ikke har fundet nogle at rejse med. Alle der er i Gæsthuset skal hjem og påbegynde ny uddannelse. Så jeg pakker backpacken og håber på at finde nogle i Goa. Ellers må jeg tilbage til Bangalore og fortsætte arbejdet indtil den nye danske pige kommer i juli.

Herefter regner jeg med at rejse alene til Thailand i aug/sep. Det skulle vist være et lidt mere rejsevenligt land, når man er enlig kvinde. Men nu få vi at se, der er jo et par dage til endnu.

På søndag skal vi til et vaskeægte hindu bryllup. Uha det glæder jeg mig rigtig meget til, da det skulle være noget helt specielt. Selvom jeg har mine bange anelser for, at vi hvide mennesker måske tager en del opmærksomhed fra brudeparret. Nå men nu har jeg da endelig en anledning til at iføre mig min nyindkøbte sari for allerførste gang.

Jeg håber i har det rigtig godt hjemme i Danmark. Jeg hører i har haft nogle rigtig våde dage, men at de her i weekenden har lovet nogle og 20 grader. Håber i nyder det.

Tænk lige på mig, når i sidder og guffer salat, flutes, kartoffelsalat og grillpølser i jer. Hulkkkk ;)