Hej igen allesammen. Så er jeg online igen. Uha jeg blev glad, da jeg forhørte mig rundt omkring. Alle steder har de nemlig på super speed internet. Ha ha. Jeg kommer nærmere til at tænke på mors 56 k modem, når jeg sidder her...

Sådan er det også i Bangalore, derfor må i alså lige vente med fotos. Uha jeg har allerede tage snart 800 billeder.... Gisp!

Nå men jeg har en hel del jeg skal have opdateret.

Tirsdag den 19, april steg Arman, Anna, Lea, Ebbe og jeg på aftentoget mod Thrissur. Heldigvis var vi 5 mennesker, så vi skulle ikke dele kupe med stirrende indiske mænd. At køre i tog i Indien er virkelig en oplevelse. Man ser landet fra en helt anden side. Konduktøren fortalte os, at vi ville ankomme til Thrissur kl. 5.00 om morgen. Så i seng med os, så vi kunne være friske til elefant festivalen. Jeg vil lige sige, at det er meget svært at sove på et bræt (1.60 x 60 cm) og samtidig sove med alle sine værdigenstande. Til sidst gav jeg op og bandt mit pengebælte til mit ben, og endelig faldt jeg i søvn. Men jeg vågnede med et sæt ved at toget bremsede hårdt midt om nattet. Jeg kiggede søvndrukken ud af vinduet. Thrissur stod der på stationen. Kl. var 4 om morgenen!! Det er vist første gang i Indiens historie, at noget som helst er kommet før tid. Jeg vidste godt, at hvis vi ikke kom af NU, så stod den på 2,5 times bustur. Så jeg nærmest skreg til de andre, at nu var det alså om at komme ud. Jeg ved ikke, hvordan det kunne lade sig gøre. Vi havde fasttøjret alle vores pakkenelliker med kæder, låse og diverse snore. Det må virkelig have set sjovt ud.

Klokken 4 om morgenen stod vi i Thrissur by. I 2 stive timer vadede vi rundt til hver eneste hotel og vækkede alle receptionister i hele byen. Alt var booket i hele byen. Men til sidst fandt vi et low budget hostel til top budget pris. På sådan et tidspunkt er man villig til at betale, hvad som helst for en seng og et koldt bad.

Vi fik lige en lille lur, og så var det ellers ud og opleve festivalen, som går ud på at diverse templer udsmykker deres elefanter, og så holder de en nærmest en slags skønhedskonkurrence. Højdepunktet er når førerne på elefanterne skifter farve på deres paraplyer.

Jeg er lidt ked af, hvis jeg får givet det indtryk, at alle indere (især mænd) har en hjerne på størrelse med en ært. Det er ikke sandt, men det er oftest de mest bizarre ting, man har brug for at fortælle om. Inderne er et MEGET gæstfrit folkefærd. Nå men imens vi går rundt og se på elefanter, møder vi en indisk mand, og han er så benovet over vi er kommet så lang for at opleve deres land, så han giver os den helt store rundvisning og fortæller os en masse om templerne og elefanterne. Det var meget spændende.

Men det oplever vi så tit hernede. At inderne vil vise og fortælle alt om deres dejlige land og gerne inviterer hjem til mad. Vil vi nogensinde gøre det til en tysker i Blåvand :)

Manden sagde, at hvis vi ville overvære paraply ceremonien, så skulle vi IKKE gå ud i mængden men hen imod politi stationen, hvor vi kunne se det fra afstand. Vi gik ind på en restaurant for at køle ned og spiste middagsmad. Så blev vi lige tanket op og gik ud for at finde politi stationen. På vej derhen, stødte vi på noget politi, som guidede os en anden vej. Vi ville ikke derhen, men politiet sagde de havde specielle reserverede siddepladser til os!!!!!!!!!! Og så var det jeg havde lyst til at sætte 3000 udråbstegn. Vi gentager lige igen: Specielle reserverede siddepladser til os. Ganske rigtig de havde lavet en lille tribune med plads til ca. 50 siddende HVIDE mennesker hævet godt over de stående indiske mænd. Desværre begyndte der at komme så mange mennesker bagfra, at der kun var en vej, og det var op på tribunen.

Det var da meget dejligt, men på samme tid også ret ulækkert. Der var sågar en amerikansk kvinde der sagde til Arman at han ikke skulle snakke med the navtives, som om de var dyr.

Ceremonien var imponerende, og stemningen var som til en rockkoncert. Det var sort af indiske mænd så langt som øjet rækkede. Vi blev enige om, at der har været over 100.000 mennesker. På et tidspunkt synes jeg bare det hele var for mærkeligt, og jeg snakkede med en amerikansk fyr. Han sagde at ceremonien først sluttede 3 timer efter. Jeg behøver vel ikke skrive det. Men jeg var ved at gå ud af mit gode skind, for jeg skulle selvføldig tisse, og jeg skulle altså ikke forbi 100.000 indiske mænd for at komme på wc...

Men et blev himlen sort og det begyndte at lyne, og selvføldig skulle det begynde at regne -MEGET kraftigt. I løbet af få sekunder var vi gennemblødte helt ind til det inderste, og for første gang i Indien begyndte jeg at fryse. De hvide begyndte at forlade scenen, og jeg tænkte, at alle de hvide kunne gå som en stor gruppe med mændene yderst. Men nej alt havde forvandlet sig til et kaos med mudder, regn, lyn og torden over alt. Men vi 5 blev enige om at holde hinanden i hænderne, så vi ikke blev væk fra hinanden (jeg tør ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis en af os piger var blevet væk). Nå men da vi trådte ned fra den skide tribune, så var det ellers Welcome to hell white woman. Der blev simpelthen gramset på livet løs. Jeg mener det seriøst, når jeg siger at der ikke er en eneste cm på min krop, der ikke har haft indiske hænder på sig. Selv i skridet. Jeg tror både Lea, Anna og jeg var i chok. Vi kunne ikke gøre noget, da vi holdte hinanden i hånden, samtidig med at vi skulle holde på vores tasker. Og jo mere vi slog og råbte efter dem, jo mere sjovt synes de bare det var. Det syntes som om vi gik maaannge kilometer, og til sidst fik vi bare nok og begyndte at græde. Heldigvis var der en politimand der hørte det, og kom løbende med hans stok og begyndte at slå de klamme indermænd. Han fulgte hos heldigvis forbi den resterende mængde. Fordi det regnede så kraftigt, så var det som at være deltager i en miss wet t-shirt konkurrence. Der blev gloet ekstra meget, og de råbte og skreg af os.

Langt om længe kom vi til hotellet. Vi sendte drengene ud efter øl, cigaretter og mad. Imens var der en masse fulde indere på hotellet, der havde megen morskab med at banke på vores dør. På det tidspunkt ville jeg ønske, at Dagmar aldrig havde fortalt om hendes indiske nytår for 10 år siden på et billigt indisk hostel. Her lå hun hele natten vågen med sin lommekniv, da de indiske mænd var fulde og ville ind på hendes hotelværelse. Nå men drengene kom op og sov hos os, og der skete heller ikke noget. Det var nok min værste oplevelse i Indien. Jeg var så anspændt, bange og RASENDENDE over jeg var blevet gramset på de mest private steder. Og vi er alle 3 meget bange for større grupper af indiske mænd. Vi snakkede meget om at tage hjem - og her mener jeg ikke Bangalore, men Danmark.

Men heldigvis gav vi Indien en ekstra chance...