Back in Bangalore!!!

Denne tur til Tamil Nadu har nok været en af de største oplevelser i hele mit liv. Og der går nok et stykke tid, før man får fordøjet alle de indtryk og mennesker vi har mødt. Det vil være umuligt for mig at få fortalt alt. Fordi vi så utroligt meget, men også fordi der er så mange følelser og mange perspektiver i Tsunami hjælpen.

Men jeg vil prøve at lave en kort beskrivelse af vores uge.

Søndag havde vi en rigtig god camp, hvor vi bl.a. fik besøg af en psykolog som arbejdede i de Tsumnami ramte områder. Vi så også en video omkring fænomenet Tsunami. Det løb vist koldt ned at ryggen på os alle, da vi hørte at det er sjældent at bølgen kun rammer én gang.

Kl. 22 skulle vi med sove bussen mod Vellankani. 14 timer i en miniture liggekabine med plads til 2. Jeg tager ALDRIG natbus igen i Indien. Faktisk kørte chaufføren okey. Men det at der ikke var et toilet ombord, gjorde at min blære forvandlede sig til en ært. Jeg tror buschaufføren var temmelig træt af Mia Frandsen.

Langt om længe ankom til så til Vellankani som er en pilgrimsby med en kæmpe katolsk kirke. Her blev vi modtaget af Father (som var en rigtig sød gammel mand som er præst i kirken) og blev indkvarteret på et rigtig fint pilgrimshostel. He he vi volontører har tit snakket om gad vide hvad i derhjemme tænker, når vi skriver, at vi boede på et fint hostel/hotel. For os er definitionen, bare at der er en seng, et squat wc, en dør der kan låses og så selvføldig INGEN dyr :) Efter middagsmad tog vi ned på stranden, hvor vi så alle ødelæggelserne. Det var virkeligt et frygteligt syn, og man kunne nærmest forestille sig hvilken rædsel, der var gået igennem de mange børn og voksne, der befandt sig på stranden, da den 15 meter høje bølge kom. Vi var alle meget berørte af situationen og alle gik tidligt i seng den aften. Jeg vil aldrig glemme den første dag!  Jeg tror vi allesammen gik og spekulerede over hvad vi kunne klamrer os til hvis Tsunamien skulle komme igen. Puha

Næste dag besøgte vi de midlertidige Shelthers, hvor folk som havde mistet deres hjem og familie fik tildelt et blikskur. Det havde regnet i 2 dage, da vi kom. Father førte os ned af en lille sti, og det var noget af et syn, der ventede os. Folk gik i vand til knæerne. Og der var vand i mange af de 300 blikhuse. Der var en ret ubehagelig stemning. Først troede vi, at de var sure over, vi var der. Men de var så frustereret over, at de skulle leve under disse vilkår. Når de skulle sove foregik det i vandet. Og vandet var simpelthen så ulækkert, for det gik i et med deres toiletter. Namme nam! Mine fødder kløede også temmelig meget.

Overalt var der kæmpe reklameskilte, så man kunne se hvilken organisationer der havde bygget de forskellige ting...Ha’ hvilken reklame.

Vi har i den vestlige verden indsamlet så ufattelig mange penge, og jeg havde ikke i min vildelse fantasi, troede at det stadig så sådan ud i de Tsunami ramte områder. Det siges at der går minimum 10 år, før det samfund er oppe og køre igen.

Mange havde ikke noget arbejde, og fiskerne måtte ikke tage ud på havet, da deres organisation ville have flere penge fra regeringen. Fiskerne havde nemlig kun fået penge til deres både og ikke til net og motorer.

Blomstermændene som havde blomstermarker nær havet, har fået deres marker ødelagt af saltvandet, og regeringen ville kun give dem 5000 rupees (ca. 800 kr.) i kompensation og igen hjælp til at genopbygge deres marker. De laveste kaster fik ingen hjælp, fordi de højere kaster mente, at de har krav på hjælp først. Der var vist også en del diskrimination mellem hinduer, muslimer og katolikkerne p.g.a. af byens enorme kirke.

Men på trods af alt elendigheden så kunne man ikke andet end beundre disse mennesker. De var så gæstfrie og søde. Selvom de ingenting havde, så ville de forærer os alt muligt. En dag indtog vi frokost ved standen og en mand kom styrtende hen til os og skældte ud. Han var sur over, at vi ikke var kommet hjem til hans hus (ruin) for at spise, for vi blev jo solbrændte af at sidde der. Sådan kan jeg en masse søde historier. Ha det minder mig om, da vi var færdige med at spise, skulle vi piger på wc, så vi satte retning mod nogle buske ude på en mark. Vi fik pludselig følgeskab af en meget mystisk indermand. Han var meget interesseret i, at se nogle hvide numser. Og han satte sig godt til rette for at tage del i showet. Lige meget hvad vi gjorde, rørte han sig ikke ud af flækken. Men han var da så venlig, at eskorterer os tilbage. Temmelig bizart! Vi fandt så senere ud af, at han var psysisk syg og hvis havde indtaget for meget alkohol. Sådan er det bare her i Indien. Man bliver udsat for så ufattelig mange skøre ting, som man virkelig bliver rasende over, men bagefter er det det bedste grin...

Nå men resten af ugen besøgte vi en masse skoler, hvor vi legede og tegnede med børnene. De var så ufattelige kære og jeg har taget en trilliard billeder af dem. Vi så også nogle kvinde workshops og et sted hvor unge fiskere lærte at reparere deres motorer. Vi følte os meget hjælpeløse, da vi ikke rigtig kunne hjælpe med noget, for vi  kunne ikke det lokale sprog, og de ikke kunne tale engelsk. Men vi fik at vide, at vi virkelig hjalp børnene. De havde aldrig set hvide mennesker før, og for dem var det som at få besøg af prinser og prinsesser, og de ville tale om os i mange uger fremover.

Det har været en uge med smil og tårer. Jeg glemmer aldrig den dag, jeg mødte en gammel fiskermand på stranden. Han prøvede at forklare mig, at han havde mistet en del af sin familie, og hvordan han havde overlevet bølgen, da den kom. Han var fisker og var meget bange for at tage ud på havet igen. Han brød grædende sammen (der er ingen professionel psykologbistand til disse mennesker). Jeg have bare lyst til at give ham alle mine penge, og man får så dårlig smag i munden, nå man har et kamera i tasken som koster det sammen som at give denne mand et nyt liv.

Anna og Lea blev meget syge i Tamil Nadu. Det viste sig at Anna havde fået tyfus. Puha puha... Og Lea havde fået en rigtig slem influenza. Det er lige før, at når en bliver rask, så bliver en ny syg. Jeg krydser fingre for, at jeg har et jysk jernhelbred.

I går ville vi tøser rigtig slappe af, så vi ville rigtig på shoppetur. Da vi nærmede os middag, begyndte vi at lede efter et sted at spise. Rent tilfældigt ser vi et lille skilt uden på noget der lignede en kontor bygning. Da der er elevator, bestemmer vi os for at tage op og tjekke stedet ud. På vejen op joker vi lidt med at det kan være vi finder Indiens paradis. Da vi steg ud troede vi ikke vores egne øjne. En super lækker restaurant med en lille oase og udendørskøkken. Vi kunne slet ikke stoppe med at grine. Vi fik nogle rigtig lækre kalve medaljoner, med rødvinssovs, KARTOFFELMOS og GROENSAGER... Namnam.. med drikkevarer var prisen hele 330 rupees (44 kr). Super dyrt indisk standard!! Men det var alle pengene værd. Bagefter var vi klar til den helt store shoppetur. Jeg fik endelig købt noget indisk tøj og noget indisk musik.

Ellers er der ikke sket det helt store. Vi rejser til Kelera om en uge, og vi regner med at være væk i ca. 3 uger. Herefter skal jeg arbejde på Mother Theresa  i 2 uger, og hvad der så skal ske herefter aner jeg slet ikke.

Hav det godt allesammen

Mange tanker

Mia