Så er det blevet sommer i Indien. I stedet for at temperaturen steg gradvist, så var det som om det hele skete på en nat. Man skal lige vænne sig til at trække vejret, og sveden pibler af en, også selvom man sidder helt stille. Høj luftfugtighed skulle afskaffes!!!

Vi kom desværre aldrig afsted til Holi festivalen. Vi fik kolde fødder og brugte dagen på at slappe af og vasketøj - hvilken også kan være noget af en opgave. Vi vasker i hånden, og jeg har da aldrig set så beskidt vand før. Det er kulsort. I starten brugte jeg flere timer på at vaske. Jeg skyllede det igennem 50 gange og vandet var stadig beskidt. Man lærer det ingen betydning har, at man bærer rundt på 3 kilo støv, bare tøjet dufter godt. Så vi gamle får os nogle gode grin, nå de nye ikke vil tro på os, når vi siger at man ikke kan få skidtet ud af tøjet. Men de giver som regel op 5 timer, 3 t-shirts og 1 par bukser senere.

Nå men vi var jo i Mysore i weekenden. Vi stoppede først i en by ved navnet Sriranggapatnam (aner stadig ikke hvordan man udtaler det), som består resterne af Tipu Sultan by. Tipu Sultan var en muslimsk hersker i Sydindien, som gjorde en kæmpe indsats i kampen mod briterne. De fik ham først i 4. forsøg. Vi så bl.a.  hans sommer residens, plads, moske, grav o.s.v. Vi havde lejet 2 rickshaws til at køre os rundt i byen. Jeg kan huske, at jeg grinede lidt af det. For det var meningen, at vi skulle køres rundt og se seværdighederne. Men det føltes mere, som om vi var seværdighederne der blev kørt rundt :) Vi havde en indisk fyr med som arbejdede på Armans projekt. Han sagde, at vi fik større opmærksomhed end de allerstørste Bollywood stjerner i Indien.

Hvor end vi gik ville ALLE tage billeder af os. Det var nu meget sjovt i starten, men efter 200 fotosessioner blev det bare for meget. Så til sidst sagde vi nej tak. Men det var de da bedøvende ligeglad med og placerede alle familie medlemmerne foran os og tog billedet alligevel. Det var også meget populært at give os hånden og hilse. Mary - jeg føler med dig!

Vi mødte også en dame i et tempel, og hun så ud som om hun havde set jordens 8. vidunder. Hun var helt betaget af os, og synes bare, at vi lignede små smukke dukker. Jeg ved ikke hvad der er med de indere! De indiske kvinder er nok de smukkeste i hele verden, og så kommer vi små fede, forsvedte danskere i gammelt tøj og uglet hår! Og så synes de, at vi er smukke... Meget mystisk.

Vi oplevede også en ret sjov episode i en smuk park. Imens vi stod og nød udsigten, kom der en skoleklasse fra Tamil Nadu forbi. Læreren stoppede op og begyndte at fortælle om os. Heldigvis kunne vores indiske ven sproget tamil, så han kunne oversætte for os. Læreren forklarede børnene, at vi var så lyse, fordi vi boede et sted hvor det var meget koldt. De skulle respektere og ære os, da vi havde rejst så mange kilometer for at opleve Indien. Og alle i hele verden var venner og man skulle ikke hade hinanden! Meget smuk ”tale”, men det var meget mystisk, at stå og føle sig løve i et bur.

Så næste dag startede vi i Mysore Zoo, hvor vi for en gang skyld var dem der gloede :) Vi så Mysore palads. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var virkeligt smukt. Der var kæmpe malerier på alle væggene, de smukkeste stuklofter, klinkegulve, elfenbens døre o.s.v. Alt var fuld af detaljer. Så det var ærgerligt, at vi ikke måtte fotograferer. Bagefter så vi Indiens største kirke. Sjovt at man føler sig hjemme, så snart man er i en kirke i udlandet. Om aftenen tog vi tilbage til paladset som var oplyst med mange tusinde pærer. Det var virkelig imponerende. På vej hjem til hotellet kom jeg lidt væk fra gruppen. Indiske fortov er endnu et kapitel for sig selv, så imens jeg gik og holdt øje med vejen (så jeg ikke brækkede mit ben), var der pludselig nogen der tog mig på brysterne. Før min hjerne nåede at registrerer, var der var sket, var ”overfaldsmanden” væk. Det er virkelig så nedværdigende, og hvis jeg havde set hvem det var, havde jeg sparket dem i skridtet. Nå men så fik jeg da også prøvet det.

I går havde jeg planlagt at tage en fridag, bare for at være alene bare et par timer. Men kl. 1 om natten vækkede Gitte mig og sagde hun havde blod i sin afføring, og hun var ret bange. Så vi måtte på hospitalet, selvom jeg personligt hellere ville dø, end gå ud til de vilde hunde.

Det var meget mærkeligt at gå rundt i Bangalores gader om natten. Om dagen er der proppet med mennesker overalt. Men kl. 1 om natten er der total øde - lige bortset fra de mennesker der ligger om sover på gaden. Det er som om, det er hundene der har overtaget byen. Føj, jeg tror, at jeg får udviklet en hundefobi her i Indien. Vi kunne ikke finde en rickshaw, så vi måtte ud på en større vej. Men pludselig var vi omringet af vilde hunde der bare snerrede af os. Uha hjertet sad helt oppe i halsen. Jeg tør ikke forestille mig, hvad der var sket, hvis ikke der ud af det blå kom en rickshaw og redde os. Vi blev på hospitalet til kl. 5 og jeg håber aldrig never ever, at jeg skal på hospitalet. Gitte er heldigvis okey nu, men det var noget af en fridag jeg der havde.

Søndag morgen skal vi til forberedelsesseminar til Tamil Nadu Campen. Nu hvor vi kommer tættere og tættere på begynder nerver at presse sig på. Der er ingen af os, der ved hvad vi kan forvente. Det eneste vi ved lige nu er, at vi skal bo i en kirke. Vores primære opgave bliver at lege med børnene, som stadig er meget bange for bølgen, rydde op og snakke med folkene. Hvad jeg kan forstå på de andre der har været dernede, så bliver inderne meget beæret over bare det at vi kommer for at hjælpe dem.

Nå jeg vil slutte af for denne gang. Der går nok lidt tid før jeg kommer på nettet, da vi først kommer tilbage til Bangalore igen den 10. april.

Til dem der prøver at sende sms til mig, så har jeg i dag fundet ud af at mit mobil selskab ikke har en sms aftale med Danmark. Det var ikke hvad de fortalte mig, da jeg købte kortet!!! Så ingen sms til og fra Danmark...

Hav det rigtig godt - jeg savner jer!