Puha jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte... En uge her føles næsten som 1 måned. Jeg synes, jeg har oplevet så meget og det bliver umuligt at fortælle bare en brøkdel af det.

I går var virkelig i bogstavelig forstand en lorte dag på arbejde. Jeg har tidligere bemærket, at der var nogle af børnene, der havde noget mærkeligt på fødderne. Men ingen af de andre volontører reagerede på det, så jeg gik ud fra at det var noget nødde halløj. Der er nemlig et slags nøddetræ udenfor, hvor børnene elsker at spise fra. Men det var det alså ikke. På et tidspunkt udviklede alt sig til kaos. Jeg opdagende at en af de store piger sad og legede med noget, og da jeg gik forbi hende, tog hun fat i min fod. Det var så her jeg opdagede, at det hun legede med absolut ikke var nøddemix. Og lige pludselig var alle børnene indsmurt i afføring, urin, snot og savl. I det sekundt blev det simpelthen for meget for mig. Hvis det ikke var for de 2 andre volontører, var jeg gået min vej. Jeg kan bare ikke med  Mother Theresas hygiejne standard!!

Vi har spurgt utallige gange, hvorfor børnene ikke får bleer, eller bare i det mindste et sted hvor vi kan rengøre dem med vand og sæbe. Men det er for dyrt, børnene kan ikke tåle det og bla bla bla bla... Jeg har desværre ikke meget til overs for Mother Theresas organisation. Jeg har hørt mange grimme historier. Ikke at de behandlerne børnene dårligt (set med indiske øjne) men nonner har vist mere travlt med at virke som helgener udad til, end at gøre det i Mother Theresas ånd. Nu skal jeg selvføldig passe på jeg ikke generaliserer!

Legetøj er der næsten intet af. De børnebøger jeg havde med, vakte stor lykke, men næste dag var de ifølge nonnerne forsvundet fra jordens overflade. Der er tonsvis af bamser og dukker, men de står på en hylde meget højt oppe. Og børnene må ikke få dem, fordi der kommer urin og afføring på dem.

Når jeg har skiftet tøj på en der har tisset, så har jeg flere gange oplevet at der er kommet en af de indiske piger styrtende efter mig, fordi jeg havde taget noget af det nye tøj. Hvad dælen skal de bruge det nye tøj til? De kommer sjældent udenfor børnehjemmet, og der er aldrig nogen der kommer og besøger dem. Der skulle vist også være et rum fuld af legetøj og fine hagesmække, men de bliver kun fundet frem i tilfælde af meget specielle lejligheder. Vi har prøvet at snakke med nonnerne, men det er som om at det er nok for dem, at bare kunne give dem de mest basale ting som husly og mad. Jeg forstår det ikke! Hvorfor skal alle de gode ting stå bag en lukket dør. Og hvad så hvis det bliver ødelagt, så har børnene i det mindste haft en lille smule glæde.

Det er virkelig skrækkeligt, at se hvor understimuleret børnene er. Vi prøvede at tegne med de bedste af dem. Det er der ikke ret mange der kan. De glor bare i en anden retning, imens de kører farvekridtet hen over papiret. Da jeg kom, kunne de heller ikke fokusere på en bold, men nu er det dejligt at se, at de ret faktisk begynder at kravle efter den.

Der er mange der har skrevet og spurgt hvordan dælen jeg holder det ud! Jeg aner det faktisk ikke. Måske er så mange indtryk der skal fordøjes at man bare trækker et indre rullegardin ned. Heldigvis er vi p.t. 3 skandinaviske volontører hos Mother Theresa. Og jeg ville ikke have været dem foruden. Det virker så forbandet klicheagtigt, men selvom man sidder der midt i al elendigheden begravet i snot, savl og de ting der er værre, så er det det hele værd når man kommer om morgenen og bliver modtaget med store smil.

En ting er sikkert, og det er at jeg på en uge hernede har overvundet så mange af mine egne grænser og barrierer, at jeg lige nu føler at jeg kan klare HELE verden. Jantelov - Go Home :) 

Man skal bare ikke være sart, hvis man skal til Indien. Livets uretfærdigheder udspiller sig over alt. Her sidder jeg og surfer på internet, og lige nedenunder mig slider og knokler ca. 50 indere på at gøre byggeriet færdigt, hvilket gøres på en MEGET gammeldags facon. Jeg betaler 20 rupees i timen (2,70 kr.) og jeg er ganske sikker på at bygningsarbejderne kun får 10 rupees pr. dag. På min korte vej hertil, ser jeg så mange der lever på gaden. Det virker så grotesk at lige under et stort skilt for den nyeste nokia mobiltelefon, ligger en hjemløs udhungret kvinde med hendes 4 beskidte børn. Side om side med dyre restauranter, er der små boder hvor hele familier sælger frugt. Og jeg er ganske sikker på at boden også er deres hjem. Livet er bare skide uretfærdigt, men jeg er stadig i tvivl om hvem der mest lykkelig. De rige eller fattige!?

Selvom min situation på ingen måder kan sammenlignes med de fattige indere. Så må jeg da sige, at jeg aldrig havde troet at det skulle være så befriende bo på så lidt plads, og have så få ejendele. Jeg bruger kun 1/5 del af det skrammel jeg havde med i min kuffert. Bare jeg har min tandbørste, tøj og cigaretter, så kan jeg overleve. Det er skønt, at ikke skulle ifører sig make-up hver gang man skal udenfor en dør. Det er skønt, at ikke hele tiden skulle bekymrer sig om at have råd til det nye modetøj, så man kan leve om det moderne ideal billede af en kvinde. For hernede gælder det om at være så grim som overhovedet muligt, så man ikke tiltrækker sig for megen mandligt opmærksomhed J

Ha jeg griner stadig lidt over den mail jeg fik fra Annemette, hvor hun skriver at det forhåbentligt ikke ligesom i Tyrkiet, når man er skandinavisk blondine... Nej det kan overhovedet slet ikke sammenlignes. Det er 3 trillioner billioner gange værre. I Tyrkiet råber og skriger de efter pigerne, fordi de er ude på lidt sjov. De er møg irriterende, men ganske harmløse. Nu ved jeg ikke hvordan det er i resten af Indien, men i Frazer Town, hvor vi bor er de ikke vant til turister. Og med 5 millioner indbyggere, så er jeg ganske sikker på at der er mange, der ikke har set hvide mennesker in real life. Så når man begiver sig ud i det indiske gade billede, så bliver der GLOET til den store guldmedalje. Det er SÅ anstrengende og jeg har taget mig selv i at flere gange tjekke om jeg:

1) har 1/2 meter toiletpapir hængende ud af bukserne,
2) har horn i panden
3) har mutereret et ekstra sæt ben eller arme

De glor som om vi er et væsner fra det ydre rum. Come on den eneste forskel er at farven på os.

Jeg har ikke oplevet at der er nogle mænd der har råbt efter mig. Men puha hvor har jeg da bare været noget så forfærdelig bange for dem. Og det er jo noget værre pjat, for Indien er faktisk et af de asiatiske lande der sker færrest overfald. Men det er nok den der fordom om farvede mænd der popper op, plus det der med man ikke rigtig ved, hvor man har de indiske mænd. De stirrer og stirrer, og man aner ikke en disse om deres moral og hvor deres grænser går.

I tirsdags var Dagmar syg igen og Alia rejste sidste uge, så jeg måtte gå på arbejde helt alene. Puha det havde jeg det virkelig skidt med, men på et eller andet tidspunkt, så måtte jeg gøre det. Så jeg travede afsted bevæbnet med kniv og hårlak (et alternativ til en peberspray) i tasken og hjertet helt oppe i halsen. Der er et par grimme steder, hvor der kun sidder en hel flok mørke mænd, og fra dag 1 begyndte jeg at straks at udtænke flere teorier, om at de sikkert bare sad og ventede til jeg en dag skulle komme alene. Men nå de lavede nu ikke andet end at sidde dovent og glo. Spørg lige om jeg var 1/2 meter højere da jeg kom på arbejde.

Men nu er jeg faktisk som alle de andre begyndt at vænne mig til de stirrende blikke. Man skal bare tænke sig om, så går det hele nok. Og hvis indermændene vil prøve på noget, så kan de bare komme an. De er alligevel så små, at jeg sagtens kan vælte dem omkuld :)

Jeg lover at, jeg nok snart skal få sat nogle billeder ind, men det er noget af en prøvelse af hive et kamera op af taske. En dag var der festivitas i gaden som vi gik ned for at se på. Pludselig var vi omringet af 50 kvinder der stirrede på. De var så søde, for de stirrer ikke på den påtrængende måde, men mere du-er-det-smukkeste-jeg-nogensinde-har-set måden. Dog lidt påtrængende efter 765765 styks: Whats you name madam? Where you from? You like india?

Jeg var lidt pinlig over at skulle tage billeder (fordi de er så fattige), men da de selv opfordrede mig til det, så vupti op med kameraet. Og så skulle jeg ellers tage billeder af alle sammen i alle tænkelige kombinationer. Puha.. Godt jeg har et digitalt kamera, så de kan slettes igen. Det sjove var, at der var en pressefotograf fra en indisk avis, og de var så beærede over at der var hvide mennesker, at de lige skulle have et shoot af Dagmar og jeg foran karavanen. Så vi var sikkert forside historie næste dag :)

Maden hernede er god. Selvom jeg lige skal vænne mig til, at kosten nu består af rigtig mange kulhydrater. Desuden skal maven også lige vænnes til alle de krydderier. Men frugten hernede er simpelthen himmelsk! Jeg har aldrig brudt mig om mango, men i går tvang de andre volontører mig til at smage. Hmm min nye favorit frugt. Der er bare så meget mere smag i frugterne her i Indien. Vi fik også ananas i går. Frugt i Danmark minder bare om en billig kopi...

Der er fuldt hus i gæsthuset. Vi er p.t. 6 personer. Men det er kun Dagmar, Arman og jeg der er korttidsvolontører. Det fungerer nemlig sådan at langtidsvolontørerne som bor på deres projekter eller familier, kommer ind til os, når de trænger til at komme væk, har ferie, eller projektet har sommerlukket o.s.v. Det kan nogle gange være lidt hårdt med et rend af mennesker hele tiden. Men også rigtig hyggeligt, når vi om aftenen udveksler historier fra vores jobs, og vi hører om hvordan det er at leve i en indisk familie. Vi har intet tv, så vi må jo selv sørge for underholdningen :)

I morgen tager vi 4 piger fra gæsthuset til Billakype, som er et munke exil for Dali Lamas tilhængere. Åh jeg glæder mig virkelig til at komme væk fra denne larmende, beskidte, stirrende og forurenende by. Her er larm HELE TIDEN. Der larmes hele døgnet. LARM, LARM, LARM! Det er virkelig en kontrast, når man indenda har boet på Fuglsigvej i et par måneder.