Takket være Karens køreevner, ankom vi sikkert til Kastrup lufthavn, og gud hvor var jeg da bare nervøs!! Men flyturene gik fint, og jeg nød faktisk at have en vinduesplads :)

Ventetiden i Heathrow gik med at rende i pendulfart mellem toiletterne og rygerummet. Og endelig var det next stop India... Mange tanker for igennem hovedet, for som der siges, så skulle det første møde med Indien, være noget man aldrig glemmer.

Først skulle vi igennem visum kontrollen. Ak hvilken kø!! Det tog 2 timer før jeg kom til skranken. Her skulle jeg svare på, hvorfor jeg havde ændret min frisure (jeg havde bare sat det op i en hestehale), og på hvorfor der var en mærkelig plastik flab i mit pas... Indisk bureaukrati længe leve! Nå men langt om længe lukkede de mig igennem.

Jeg gjorde ellers mig bedste for at ikke ligne en der lige var kommet ind med 4-toget, men jeg skulle blive klogere.

Første opgave var at få vekslet mine pund til indiske rupees. Så jeg fandt en ”Thomas Cook” (vekselbureau). Jeg havde hørt, at det skulle være det bedste sted, og regnede selvføldig med, at det var lige så sikkert som at gå ind i en bank.

Jeg gav manden mine penge, og han udfyldte lidt papirer, og så bad han mig om at bekræfte, at der var 70 pund. Jeg havde altså givet ham 90 pund, men han havde lige lavet tricket med at tabe en seddel på gulvet! Jeg så endda, da han samlede den op. Vi havde en lang diskussion, men der var ikke noget at gøre. Så har jeg da lært den lektie…

Chokeret gik jeg til check-in i Delhi, hvilket bestod af et gammel camping bord med et håndskrevet skilt. (hmm Torben, var det ikke dig der beroligede mig med at Delhi var en international lufthavn!?) Herefter blev vi beordret ind i en gammel bus fra 1800 og rødkål, og så var det ellers i bund med dythorn OG speeder. I ca. 20 minutter kørte vi omkring de 150 km i timen i slalom mellem kørende fly!!! Det var dæleme svært at finde en grimasse der kunne passe. Utroligt nok ankom vi uden brækkede ben og arme til udenrigsterminalen i Delhi. Hjertet sad helt oppe i halsen for jeg var den eneste skandinaver her, og indiske mænd de nøjes ikke bare med at glo, nej de stirrer helt uhæmmet!

Nå op i flyet fra India Air. Ualmindelig sjov oplevelse, for det første var det kun indiske mænd og så lyshåret Mia. Desuden også et meget mystisk fly. Der var nogle sjove lyde, og nogle gange lød det som at flyet var ved at gå i stå. Men på det tidspunkt var jeg absolut bedøvende ligeglad med om vi skulle styrte ned, for jeg havde ikke sovet i 2 døgn og var meget tæt på at besvime at træthed. Men Shiva måtte have holdt hånden over os, for også denne gang landede vi sikkert på jorden og så var det Welcome Bangalore...