Jeg havde ladet mig fortælle, at jeg absolut ikke skulle sætte næsen for højt op efter ordentlige busser i Cambodia. Men i kender mig jo, min blære er ved at eksploderer, hver gang jeg er uden for rækkevidde af et wc! Så jeg var ret spændt, da jeg søndag morgen skulle på bustur.

Hvilken overraskelse!! Der var wc ombord, og det var som at komme ombord på et fly. Vores stewardesse forklarede os om vores tur. Vi fik morgenmad, vand og hun fortalte os om de steder og bygninger, vi kørte forbi. Inden jeg havde fået set mig om, så var der gået 6 timer og vi var i Cambodjas hovedstad Phenom Pehn.

Udover mig og cambodianerne var der 3 kærestepar i bussen. Jeg håbede endnu en gang på at finde lidt rejseselskab, men ak de skulle allesammen på luksushoteller. Mig op på motorcyklen og endnu engang ud i endnu en kamp for at finde et gæsthus. Jeg ville ned til Riverside som er kendt for at være backpackernes paradis. Men min chauffør ville ikke kører mig derned, da det var ALT for farligt for mig. Riverside er ikke kendt for at huserer guds bedste børn. De fraråder en fra at gå udenfor om aftenen, da væbnet røveri er bl.a. en af farerne. Farligt eller ej jeg ville møde andre backpackere i stedet for at hænge ud på et hotel. For første gang i asien er jeg glad for, at jeg er kvinde, for så slipper jeg for at blive tilbudt våben, kvinder og andet sjov. Og efter lang diskussion og efter at have set 5 hoteller i midtbyen, fik jeg endelig min vilje.

Jeg tjekkede ind på Grand View, men igen så virker alt så tomt. Jeg prøvede at booke en sightseeing tur til næsten dag, men ak med kun 1 person, vil de ikke starte turen op. Men da motorcykel chaufførerne er temmelig desperate, så gik der ikke lang tid før jeg havde en aftale. Og så var det ellers afsted for at se Pol Pot’s grusomme blodige spor i Cambodja (og det er ikke mange år siden, at han var i gang).

Første dag startede med et besøg på Killing Fields, som består af en 129 massegrave. 17.000 mænd, kvinder og børn var blevet slået ihjel er. Kugler er dyre, så mange blev slået ihjel via en kæp eller kniv. For blot få år siden kunne man stadig se knogler og tøjrester stikke op af gravene. Det havde de nu fjernet og puttet i en montere sammen med alle kranierne til minde om de døde. Min chauffør kom hen til mig og fortalte om hans far, der var blevet slået ihjel af de Røde Khemere!

Puha sikke en stor klump jeg havde i halsen. Han fortalte mig også, at det jeg troede var noget grene agtig noget stikkende op af jorden, var knoglerester!!!

Herefter var det tid til frokost, men jeg havde mistet appetitten, så jeg gik på shopping på det russiske marked. Det var nu meget rart at få tankerne på noget andet. Men jeg havde en hale af tiggere efter mig. Og det var absolut ikke rart at stå og købe 5 tørklæder, uden at give dem noget. Men når de er i flertal, så kan man ikke give den ene noget, uden de lige pludselig multiplicerer sig, og alle vil have lige så meget som den første. Puha jeg har vist helt glemt den mentale blokering, jeg lærte i Indien.

Så var det tid til at besøge S-21 også kendt som Tuol Sleng fængslet. Jeg havde allermest lyst til at springe det over, men nogle gange må man vel se verdens grusomhed i øjnene. Jeg lærte, at Pol Pot er et større svin end Hitler. Pol Pot fik kun udryddet et par millioner camdodianere, men hans metoder var så ulækre!! Jeg får helt ondt i maven over, at tænke på det og har ikke lyst til at gå i forklarende detaljer. Men for dem der er interesseret, kan jeg anbefale folk at se filmen: The Killing Fields!!!

Jeg startede med at se billederne af de mange mennesker havde været i fængslet. Mænd, kvinder og børn. Det var ubehageligt, og jeg håbede de havde en hurtigt død, men senere fandt jeg ud af, at det ikke var tilfældet!

Videre til fængselscellerne. Her var fangerne var lænket til gulvet. De måtte ingenting og skulle spørge om tilladelse til alt. Mange af soldaterne der arbejde i fængslet var børn som var blevet hjernevasket (Første job var som regel at slå deres familie ihjel). Mange af de mennesker lever endnu, og der er ikke blevet gjort noget for at de skulle blive straffet.

Herefter så jeg torturkamrene, og det gider jeg slet ikke at snakke om. Men bare forstil jer det værst tænkelige!

Ingen overlevede fængslet. Enten døde de under torturen, eller så blev de eskortereret ud på Killing Fields.

Heldigvis var det Memories day i Camdodja den dag, så alle rædselsstederne fik besøg af byens munke, der holdte ceremonier for de døde. Der var dejligt at se! Jeg sluttede af med at se videoen om en families tragedie under krigen. Herefter var jeg absolut færdig og ville bare hjem til mit gæsthus. Min chauffør spurgte ellers om jeg ikke ville ud og prøve nogle våben. Nej tak sagde jeg, og han fortsatte: But they have some very nice lady weapons!!! Endnu engang nej tak... Jeg tror Cambodja har set våben nok! Jeg mødte nogle drenge i Bangkok som havde været ude og skyde en ko, og det siges hvis du har penge nok, så kan du komme ud og skyde et levende menneske! Tak for kaffe...

Dag nr. 2 startede jeg ud med at se konge paladset. Det var rigtig smukt og nok den eneste bygning udover hotellerne, der ikke ligner noget der har været i krigszone. Der var rigtigt meget guld og diamanter i den bygning og i en af bygninger var gulvet lavet af sølv!!! Meget underligt når landet er så fattigt! Jeg bed mig selv mange gange i tungen for at ikke spørge min guide, hvorfor de ikke bare solgte lortet og fik noget nyttigt ud af det... Men ak en konge er vel en konge!

Bagefter gik turen til nationalmuseet. Endnu en rigtig flot bygning med en masse historiske ting indenfor. Men det var så stort, at jeg hurtigt mistede interessen. Nå hvad skal vi så lave!? Nu havde jeg set alle turist attraktionerne i Phenom Phen og var ikke klar til at allerede tage videre til Saigon, så jeg besluttede mig for at tage ud at besøge et børnehjem.