Ja, så er vi igen tilbage i DK (og jeg savner allerede varmen!).

For lige at opdatere vores rejseskildring, kan vi fortælle, at vi onsdag forlod dejlige Bundi og vores lille eventyrhotel og kørte med taxi mod Kota, hvor vi tidligt lørdag morgen skulle flyve mod DK. I Rajasthan er mange veje simpelthen forfærdelige, og vi måtte igen ud på en tur med forfærdelige bump, så Benny stødte hovedet mod loftet i taxien og jeg måtte holde på babserne! Da vi havde nogle timer til rådighed, fik vi vores kufferter opbevaret i et cloak-room, og kørte en tur ud til en tempelhave, som var blevet anbefalet. Jeg ved ikke, om vi er blevet forvænt med atr se smukke steder, men dette sted var så kedseligt, at vi ikke en gang gad fotografere det, så vi tog igen de 12 km tilbage til Kota, som skulle være kendt for salg af meget fin silke, så vi kunne jo ikke lade være med at handle og købte masser af lækker solke til næsten ingen penge.

Kl 17.50 startede så vores maratonrejse mod Mumbai på over 15 timer, og kl. 9.30 torsdag morgen ankom vi, godt mørbankede, da liggepladserne var for korte til Benny og for hårde til mig. Vi blev natten igennem vækket af mobiltelefoner, der ofte ringede, og da støjniveauet er enormt højt i Indien, var der ikke tale om at tale sagte for at tage hensyn til andre, nej der blev næsten råbt ind i telefonen.

Nå, men frem kom vi og indlogerede os på "Hotel New Bengal" og spadserede så lidt rundt i byen og genså steder, som vi så for 3 år siden. Vi skulle lige shoppe lidt, gense "Gateway to India"og så ville vi gense "Leopold", hvor vi tidligere havde været flere gange, og hvor der for 3 år siden, kort efter vores sidste besøg dér, foregik et terrorangreb, hvor flere blev dræbt. Der var, som et slags mindemærke, stadig skudhuller i en glasvæg. Det var lidt underligt at opleve.

Fredag, som var sidste dag, brugte vi bl.a. til at tage en tur til stranden, Chowpatty Beach, som er en ikke særlig ren strand (faktisk møgbeskidt), men vi fik mærket vinden fra Det Arabiske Hav, og så nåede vi da også at komme på stranden, men minus badning.

Da vi ikke vidste, hvad vi så skulle, slentrede vi derfor blot langs strandesplanaden, og pludselig kom vi forbi en kirkegård, med dertil hørende ligbrændingspladser.

Vi har jo før, men på lang afstand, været vidner til ligbrænding i Indien, men her fik vi lov til at komme ind og overvære, hvordan det foregik, og vi fik også lov til at fotografere (det forventedes selvfølgelig, at vi bagefter donerede et beløb til "butikken", som var en privat ligbrændingsvirksomhed, hvor man (familien) skulle betale for at få brændt afdøde.

2 steder på stedet var der ligbrændinger i gan, og det var kun mænd, som overværede brændingen (alle kvinderne sad udenfor). Både Benny og jeg syntes selvfølgelig, at det var en smule makabert, for et af stederne kunne man se rester af en hovedskal.

Vi donerede selvfølgelig et mindre beløb, som ifølge bossen, som viste os rundt, skulle bruges til afbrænding af fattige og tiggere, som ingen penge ejede. Hans ansigtsudtryk viste selvfølgelig, at han havde forventet et større beløb, end vi puttede i donationsboksen.

Ja, Indien er overraskelsernes land: Når man mindst venter det, sker der pludselig noget (som f.eks. forevisning af et ligbrændingssted inde i byen).

Vi ville afslutte med maner og gik på en anbefalet fiskerestaurant, hvor Benny spiste kæmpetigerrejer og jeg nød en hummer. Lækkert, lækkert.

Da vi skulle tidligt op næste morgen, gik vi tidligt i seng, men store fyrværkeriknald lød i flere timer. Om det var fordi det var fredag aften, eller afslutning på Ramadanen eller fejring af elefantguden Ganesh, er vi i tvivl om, men vi blev alligevel nødt til at stå op kl. 01.00, da det tog 1 time at køre til lufthavnen, hvor vi skulle være kl. 03.

Det havde imidlertid ikke været nødvendigt at være i så god tid. Flyet var 4 timer forsinket og fløj først kl. 9, og vi blev ret nervøse for, at vi ikke kunne nå vores connectionsfly i Istanbul. Vio nåede det imidlertid lige og læandede planmæssigt i CPH kl. 16.30 og lukke os ind i boligen i Vallensbæk kl. 18, godt trætte efter 20 timers hjemfart og en masse fremmedartede indtryk rigere.

Ja, det var så slut på vores Rajasthantur.

Kærlig hilsen til alle fra Melissa og Benny