danskDansk | choose language

Gratis Rejsedagbog

 

 
lena76 » Beretninger » Min rejse til Thailand

Min rejse til Thailand




Min første tur til Thailand var sammen med min veninde, hvor vi skulle påbegynde vores jordomrejse. Vi havde et par venner, som hentede os i lufthavnen, hvilket var super rart, da vi lige havde fløjet i 12 timer og var godt trætte. Bangkok har samtidig en ret hektisk atmosfære, som er meget anderledes end herhjemme, så bare det at have et eller andet planlagt ved ankomst kan klart anbefales....

Vi blev i Bangkok 3 dage, hvilket rent tidsmæssigt passede os helt perfekt, da der er fantastisk meget at se både i og udenfor Bangkok. En af dagene lejede vi en Tuk Tuk ( en sjov form for knallert med lad - incl chauffør selvfølgelig ;o)), som kørte os rundt i hele byen for nogle få kroner. Vi var inde og se Kongepaladset, hvilket var utrolig smukt,  vi så den liggende buddha i Wat Pho, den siddende buddha, den højeste buddha... Og ja - mange flere buddhaer!!! Så var den del af Thailand ligesom på plads ;o) Men ingen lejet tur med mindre man liiige skal forbi en lille fin smykkebutik på vejen.... Det tog 10 min. men gjorde, at vi fik en meget billig tur rundt i byen, så det betød ikke så meget! Dernæst tog vi ud til verdens største palads lavet i Teak træ kaldet "Vimanmek". Paladset er bygget i en royal have kaldet "The Dusit Garden". Her fik vi en rundtur i paladset, hvilket var KÆMPE stort og meget, meget flot lavet. Rundturen sluttede af med Thai dans og en "pænere" form for Thai boksning....

Dagen efter lejede vi en minibus - igen incl chauffør. Vi blev hentet kl. 07.30 om morgenen og blev kørt ud til det flydende marked som ligger lidt udenfor Bangkok i provinsen Damnernsaduak, Rajburi. Det var rigtig sjovt at se, hvordan de solgte alle deres varer fra bådene, alt imens de sejlede rundt ind imellem hinanden! Vi tog også en tur på floden, hvor man fik set det hele på tæt hold. Og så hvordan mange familier boede i små hytter helt ned til vandet - meget fattigt og primitivt!

Der var også et stort marked på fastlandet, hvor man kunne købe alt fra mad og krydderier til saronger og solhatte. Der var rigtig mange mennesker derude, så jo før på dagen man kan komme derud jo bedre. Dernæst gik turen ud til "Broen over floden Kwai" - også kaldet "Death Railway Bridge", som ligger i provinsen Kanchanaburi., hvor den meget berømte film af samme navn er optaget. Her var der igen et lille marked og man havde mulighed for at tage en tur med toget op igennem bjergene. Det var en rigtig fin tur, hvor vi også løb ind i et par elefanter på vejen!! Broen strækker sig 152km ind i Burma og 263km ind i Thailand, så den er ganske lang, men tog kun godt et år at lave tilbage i 1942/1943 - så de har haft travlt under krigen.

Herefter gik turen ud til et museum, hvor vi så billeder og fik fortalt fortællinger fra krigen - "The Jeath War Museum". Det var faktisk ret sørgeligt at gå og kigge på - og besøget til kirkegården hvor mange af de faldne lå begravet gjorde det ikke bedre.... Men det satte lidt tanker igang om sit dejlige trygge Danmark derhjemme!


Turen sluttede i Bangkok kl. 19.00 efter en lang men fantastisk dag.

Efter nogle gode men hektiske dage i Bangkok tog vi en 12 timers bustur til det sydelige Thailand - til Phuket. Her boede vi i Patong, hvilket jeg nok ikke vil gøre en anden god gang, da det er lidt for turistet for mig. En af de sydligere strande på Phuket virker måske lidt mere stille og rolige. Man kan også sagtens flyve fra Bangkok til Phuket med Air Asia for nærmest ingen penge, hvis man ikke har så meget tid at løbe på!

Men vi nød vi nu alligevel nogle dage på Patong Beach inden vi sejlede ud til bountyøen Koh Phi Phi. Vi tog først en bus i ca. 1/2 time fra Patong ind til Phuket og dernæst båd fra Phuket til Koh Phi Phi - ca. 1 1/2 times sejlads. Koh Phi Phi er det perfekte ferieparadis, hvor man kan nyde en dejlig hvid sandstrand og tyrkisblåt vand med små farverige fisk svømmende omkring fødderne - selvom man kun er ude til knæene. Der er en masse små spisesteder og små butikker, hvilket gør at man sagtens kan bruge nogle dage herude og bare nyde vejret og det at være i Thailand. Samtidig er det et perfekt sted at tage ud og sejle, hvilket vi også gjorde. Det var rigtig flot at sejle ude langs øerne og se det hele lidt fra afstand. Her var der også rig lejlighed for at dykke eller bare snorkle lidt rundt.


Koh Phi Phi er nok lidt anderledes nu, end da jeg var der i 2003, da øerne i december 2004 blev ramt af Tsunamien. Så der er efterfølgende blevet bygget en hel del flere overnatningssteder, spisesteder mv, men jeg har hørt, at der stadig er MEGET dejligt derude :o)

Efter en god uge på Koh Phi Phi - ja - hvem kan tage væk fra sådan et skønt sted, tog vi nu alligevel tilbage til Phuket, hvor vi lejede en jeep i 3 dage. Vi kørte lidt rundt til både den nordlige samt sydlige del af Phuket, hvilket var utrolig flot med små vandfald, lækre strande, flotte solnedgange (og en stor slange som lige ville over vejen) og nogle hyggelige aftener med skøn thailandsk mad og kolde øl på siden...

Første stop på turen var ved "Ton Sai Waterfall", hvilket var fantastisk smukt. Her gik vi rundt i næsten 2 timer og bare nød det hele...  Samme aften kørte vi til stranden "Mai Kao Beach", hvor man kunne være heldig at se skildpadder komme op på stranden om aftenen - men nej! Så heldige skulle vi ikke være... Udkigspunktet "Cape Phromthed" ligger helt nede sydpå på Phuket og har en fantastisk udsigt når det gælder solnedgangen... Så her sluttede vi turen af inden vi tog tilbage til Patong for at aflevere bilen. Dengang gav i 2000bath, hvilket svarer til ca. 350kr - for 3 dages leje af jeep - ret billigt!!!! Men nok lidt dyrre i dag!!!!

Så efter ca. 3 uger endte vores tid i Thailand, hvorefter min tur gik alene videre til Australien, hvor jeg skulle mødes med et par andre veninder, da min veninde desværre blev nødt til at tage tilbage til Danmark!


 







Beretnings info