En af de ting som vi havde glaedet os aller mest til i Peru var den kendte (og meget turist-travede) Inca-trail, en vej bygget af incaerne fra 1200-1500 efter kristus, der leder op til Machu Picchu.

Hele projektet blev dog desvaerre kompliceret af at hele regionen omkring Cuzco har vaeret ramt af massiv regn, som ud over at oversvoemme mange mindre byer og gjort folk hjemloese ogsaa har fjernet en stor del af den jernbane, der leder op til Machu Picchu og beskadiget inca-stien.

Da det endelig blev officielt at Machu Picchu og inca-stien ville aabne igen 1. April var alle billetter til inca-stien for laengst taget. Vi fik i stedet bestilt et andet og mindre kendt trek ved Lares-dalen. I det trek var ogsaa inkluderet en dag i Machu Picchu.

Trekket var noget haardere end vi havde regnet med (glem alt om beskrivelsen ”moderat”, som man finder i Lonely Planet). Med sine 45 km paa tre dage med stigninger paa op til 2 km om dagen og en maksimalhoejde paa 4600m over havet var det langt fra en simpel vandretur. Tilgengaeld var det en fantastisk tur. Vi vandrede i en gruppe paa ca 14 (alle engelsk-talende!) med guide. Derudover blev vi flankeret af et helt hold af portere, kokke, heste og andre hjaelpere, som hver dag loeb samme straekning som os, men som naede at pakke hele lejren sammen og saette den op igen det nye sted, foer vi var kommet frem – det er ikke for sjov at maratonloebere og cykelryttere traener i disse hoejder for at opnaa en bedre kondition.

Dette var ikke mildest talt ikke det optimale sted at rende ind i maveproblemer. Saa da Mona dagen foer (efter et besoeg paa Café Circus!) begyndte at maerke at alt ikke var som det skulle vaere, var det umiddelbart ikke noget godt tegn. Men om morgenen havde hun det egentlig ganske fint.  Saa vi besluttede at hun godt kunne tage med.

Maveproblemerne var desvaerre kommet for at blive og paa trods af alle forsoeg paa at slippe af med dem (inkl. antibiotika og ”helbredende te”) blev det en kamp for Mona at komme op ad bjergene. Heldigvis  var der inkluderet en redningshest i vores tur, og Mona, den og hestefoereren blev rigtig gode venner J. Den stoerste top klarede hun dog selv! Sejt!  

Paa vejen oplevede vi noget af den mest fantastiske natur vi har set, de groenne sletter i dalene mellem bjergene var fyldt med lamaer og selv de helt smaa boern hjalp til med at hyrde dem. De lokale var meget nysgerrige og blev rigtig glade for det broed og legetoej vi havde taget med som gaver (vi var specefikt blevet instrueret i ikke at give slik og penge). Vi besoegte en familie, som levede i et primitivt, men fantastisk beliggende, hus af sten og ler. Vi blev mest overraskede over den besaetning af marsvin, der levede som en hel naturlig del af familien under sengen.

Den cute-factor det noedvendigvis giver at have saadan nogle smaa kaeledyr rendende rundt forsvandt lidt, da vi blev fortalt om den mere praktiske udnyttelse: Ved alle store lejligheder bliver de smaa marsvin fanget, spiddet og spist som delikatesse (noget vi desvaerre ikke naaede at proeve).

Machu Picchu var fantatisk. Vi kom tidligt om morgenen, saa der var naesten ingen mennesker og en let taage laa over inca-byen og gav den et mystisk udseende. Det var forundrende at taenke paa hvorfor og hvordan folk har levet midt paa bjeget og fascinerende at opleve den byggeteknik som det var gjort med.

Vi kom tilbage til Cuzco med et stort behov for at slappe af og lade indtrykkende sive ind.