En af vores mest markante oplevelser fra Santiago de Cuba blev mødet med Michelle fra Canada. Hun havde været en uge med sin mor i Havana, hvorefter hun tog Cuba rundt alene noget tid. Da vi jo selvfølgelig savnede Maries selskab og Michelle faldt rigtig godt til i vores selskab, passede det perfekt at tage hende med på vores rejse. Det endte også med at blive økonomisk fordelagtigt at bo på vores casa. Mona og Michelle indlogerede sig i det største værelse med altan, mens drengene kunne sove i ”kosteskabet”.

Vores første møde med Santiago var et rigtig godt eksempel på hvor langt nogle cubanere vil gå for at lokke penge ud af turisterne. Vi henter vores bagage og beder vagten finde en pålidelig taxa blandt horderne af tilbud. Vi bliver henvist til en venlig mand, der naturligvis er enormt interesseret i vores rejse, hvor vi er fra og hvor mange dage vi har været i Cuba. Det er naturligvis et trickspørgsmål: Han er fuldstændig ligeglad, men har på en gang lavet et pseudo-venskab og har fået svar på hvordan du scorer på cubanernes naiv-turist-test. Manden viser sig slet ikke at køre taxa, men i stedet beskæftige sig med at ”hjælpe” turister med at tage et valg af taxa, casas eller andet, en såkaldt jinetero (oversat: jockey). Vi bliver ledt ind i en taxa som pruttes ned til 8 CUC (8$) hvilket vores jinetero overværer. Vi bliver lidt overraskede, da han smider en hjelm på og kører ved siden af os på scooter. Da vi ankommer, bliver han utrolig hjælpsom, løfter tasker, ringer på dør og alt det der, for selvfølgelig at score sig en ekstra lille skilling. Da vi ikke vil give ham det bliver han stiktosset. Mona og Michelle gav sig dog ikke og til vores vens store fortvivlelse gik de efter byttepenge, mens drengene slæbte tasker.

Ud over en masse lukkede museer (herunder det afrikansk-cubanske museum; meget symbolsk bestående af 3 halvt nedrevne mure uden tag) og et besøg på ”El Rapido” – Cubas noget usle McDonalds-wannabe – brugte vi det meste tid på rom, cola og kortspil på tagterassen.