Baracoa er umuligt ikke at forelske sig i. Og det er noget anderledes end resten af Cuba. Placeringen bag de østlige bjerge gør området naturligt og kulturelt isoleret, men derfor også helt særligt. Michelle fornøjede os stadig med sit selskab. Allerede på et stop på busturen gennem bjergene mødte vi en af Baracoas særkender: Drømmekage-snask-keglen, et vidunderligt kokos og chokolade-blend, stoppet ned i en kegle af bananpalme. Mums.

Da vi havde regnet med at Baracoa skulle være et af de steder hvor vi bare skulle slappe rigtigt, blev vi slemt skuffede over den ikke så gæstfri (eller måske netop?) modtagelse i busterminalen. Her oplevede vi en af de værste ting som turismen har medfødt: en benhård konkurrence mellem de lokale casas og en pågåenhed og desperation, der får folk til at bruge halve og hele timer på at overtale turister og til sidst nærmest trygle for at man vælger netop dem. Tydeligvis er økonomien i at have bare én ekstra gæst sovende værd at sælge sin egen stolthed for.

Baracoa blev imidlertid et sted, hvor vi fik slappet rigtig meget af. Vi nød den specielt maritime mad (fx kokos-fisk), fik de lækreste hvidløgsstegte rejer, spottede den lokale nationalfugl og svømmede i vandfald, mæskede os i lokal chokolade (den bedste på Cuba), festede til Mors Dags showfest og fik endelig en af de (desværre sjældne) mojitoer på stranden, der giver Cuba dets ry. Med det hvide sand, det blå hav og de grønne palmer kan man godt forstå at Columbus var så imponeret at han kaldte det ”det smukkeste land han nogensinde havde set”, da han for første gang siden sin rejse over Atlanten stødte på grund netop her.

Advarsler: Hvis din guide siger at der ligger et diskotek på toppen af en lang og sej stentrappe og det virker usandsynligt og for godt til at være sandt – så er det det nok! Hvis du ser en mand på gaden, der sælger mojitos med rom fra flasker uden mærkat – så er det nok ikke rom!