Vi har nu krydset de maegtige Andesbjerge med kurs mod Chile. Bestigningen var en sej kamp - ikke i mangel paa ilt eller energi efter klatring - men i taalmodighed ved graensekontrollen. Ingen af os havde forventet at bruge 3 timer ud over den forventede tid i koeer, med snusende narkohunde og utaalmodige og smaat paagaende graensepersonale. Men maaske var det ogsaa for meget at forvente en glat overgang - tingene gaar bare i et andet tempo. I det mindste havde vi en fantastisk udsigt fra de bloede saeder i bussen.

Destinationen var Valparaiso paa den chilenske stillehavskyst. Byen fortjener klart dets udkaaring som et UNESCO World Heritage Site. De stejle skraaninger der leder ned til havet er stopfyldt med kringlede veje med ledninger haengende kaotisk fra elmasterne. Overalt popper smaa finurlige huse i tusindvis af farver op. Blandingen af kaos og romantik er fortyllende. Stadig den dag i dag bringer vedligeholdte elavatorer fra en anden tidsalder folk op og ned paa skraaningerne, alt i mens man fra alle steder kan se ned paa stillehavskysten.

Vores hostel er fantastisk hyggeligt. Morgenmaden er den bedste vi har faaet so far. Rigtig kaffe fra espressomaskine - saadan! Tilfaeldigvis er vores receptionist, Jon, uddannet kok hjemmefra Irland - hvilket han fik lejlighed til at vise efter en guidet gaatur gennem Valparaiso med en af hans venner. Der har selvfolgelig ogsaa vaeret rig mulighed for at slappe af paa stranden. Vandet var for koldt til at bade, men det har ikke udelukket muligheden for at komme til at surfe: Lidt udenfor byen ligger der to store naturlige sandbanker, med mulighed for at leje boards.

Tak for beskederne i gaestebogen. Hav det rigtig godt derhjemme.