Taet paa la Paz ligger den store soe, der deles mellem Bolivia og Peru; Lago Titicaca. Soeen straekker sig over 180km i laengden og 80 km i bredden. Det er verdens hoejst beliggende kommercielt navigerbare soe og ligger i en hoejde af 3812m. Ud over de imponerende fakta, besidder Titicaca et helt utroligt flot landskab og en original befolkning. Saa det var selvfoelig vaerd at besoege. Vi saa soeen af to omgange – baade fra Bolivia-siden via byen Copacabana og fra Peru-siden via byen Puno. I Bolivia besoegte vi oen Isla del Sol (solens oe), hvor vi saa en rekonstruktion af nogle inkaruiner og gik henover oeen paa ca. 4 timer. Det var en solrig dag paa en rolig, idyllisk oe med en fantastisk udsigt ud over det dybtblaa vand og de snaklaedte bjerge. Paa vejen moedte vi faar, lamaer og aesler paa groent graes, lokale, der gerne ville saelge os Coca Cola og to maend der ville have penge for en billet til ingenting. Men oeen og gaaturen var flot (og haard!).

Fra Puno sejlede vi ud paa en to-dagstur foerst til de flydende landsbyer, hvor folket “los Uros” bor. De bygger deres ‘by’ vha. greastoerv, der kan flyde og ligger en masse lag siv ovenpaa. Deres huse og baade er ogsaa bygget af siv. De var meget venlige og imoedekommende, men selvom det var lidt turistet, var det stadig en positiv og aegte oplevelse.

Derefter  var der godt gang i soeen, saa vi fik os en ordentlig gyngetur paa vej til oeen Amantaní, hvor vi skulle overnatte hos en lokal familie. Familen bestod af en mor og to boern – faren var i Lima for at arbejde med Alpaca. Vi havde mest kontakt til moren, men hun virkede lidt traet eller trist, saa hun var ikke saerlig aaben. Derfor naaede vi ikke at komme ret taet paa familien, men vi naaede at fornemme hvordan de levede der. Det var meget fredfyldt og afslappet. Om eftermiddagen gik vi til toppen af oeen for at se solnedgang og aftnen boed paa en lokal fest, hvor vi alle vi klaedt i det tradionelle toej. Musikken var ogsaa tradionel og festlig med guitarer, floejter og trommer. Vi dansede en meget simpel dans, der gik ud paa at gaa rundt med hinanden i haanden i rundkreds og svinge armene frem og tilbage – festligt!

Vi fik lokal mad hos familien, hyggesnakkede lidt om livet der og fik afproevet lidt quechua (det indianske sprog).

Andendagen gik til oen Taquile uden de store begivenheder ud over en middag med gruppen, hvor guiden spillede paa charango (miniguitar), flojte og sang. Han fortalte om de lokale skikke, hvor f.eks. drengene kaster en lille sten efter en pige hvis han er forelsket – og hvis hun griber den er det gengaeldt. Og man kan se paa maendenes huer om de er gift eller ej. Desuden boed middagen ogsaa paa pisco (lokal alkohol – staerk – isaer inden maden…), fordi der var en russer med paa turen som havde foedselsdag og gik paa pension.