Beklager den lange ventetid med beretninger i ojeblikket - vi har haft nok at se til ;)

Men selvom det efterhaanden er lang tid siden skal i ikke snydes for information om hele vores rejse!

Efter at have set rigeligt med lagooner, flamencoer og saltsletter omkring Uyuni var det naeste laengere stop paa vores rejse Sucre. Men derimellem ligger en af de absolut mest interessante steder i Bolivia; Minebyen Potosi. Vi besluttede at tage derhen sammen med Steve og Kate.

Potosi var rent historisk ikke en betydningsfuld by i pre-inka og inka-tiden. Placeringen paa bjergsiden af Cerra Rico 4090m over havets overflade (verdens hojeste by), langt fra frodig jord og i tynd luft goer byen til et utilgaengeligt og umiddelbart ikke saerlig attraktivt sted at slaa sig ned. Alligevel oplevede byen i kolonialtiden at blive Bolivias absolut rigeste og mest betydningsfulde by, alene paa grund af én ting: Solv. Tusindvis af inka-slaver og andre indfodte blev sendt til minerne for at hente solv til de spanske erobrere. Arbejdet var manuelt, haardt og umenneskeligt og slaverne doede efter faa aar i minerne.

Selvom de enorme aarer af soelv fra bjerget for laengst er blevet toemt er mineindustrien stadig Potosi´s livsnerve. I dag hentes der primaert zink, men industrien er ikke naer saa lukrativ som tidligere. Dette betyder at minerne er i en maerkelig graazone, hvor det ikke er rentabelt for multinationale selskaber at industrialisere minerne (som fx i Chile), men hvor minearbejdere kan tjene mange gange flere penge end ved "almindeligt" arbejde i Potosi. Forfaerdeligt nok ligner arbejdsvilkaarene til forveksling dem man saa i koloniseringstiden; hakkerne er erstattet af trykluftbor, men dynamit placeres stadig ved haandkraft, halvandet tons tunge vogne fyldt med stenmalm skubbes stadig manuelt ind og ud af minerne, boernearbejde er aldrig blevet afskaffet og levetiden for en arbejder forventes at vaere 15-20 aar. Herefter kan man faa udbetalt sin pension,  hvis man faar erklaeret silicosis med 80% nedsat lungefunktion.

I dag er mange af minerne aabne for turister der onsker at opleve arbejderne paa taet hold for at aabne ojnene for denne groteske verden. Det er rigtig svaert at gennemskue i hvilken retning turismen paavirker hele industrien. Mange af tourguiderne er selv ex-minearbejdere og i stedet for at give penge til arbejderne i minerne bringer man gaver som fx dynamit, coca-blade (som er essentielle for at overleve det haarde arbejde) samt sodavand. En del af overskudet fra tursimen gaar til pensionerede minearbejdere.

Marie, Philip, Rasmus og Steve valgte at besoge minerne. Vi blev klaedt i udstyr og koert til Miners Marked, hvor vi provianterede gaver til turen. Derefter blev vi koert op til indgangen af den mine hvor vores guide tidligere havde arbejdet. Virkeligheden gik ojeblikkeligt op for os, da vi saa en 14 aarig dreng slaebe sten ned fra en vogn, der lige var koert ud af minen. Guiden fortalte at der var 3 typer arbejdere: Cheferne, der alene levede af den maengde metal der blev hentet ud, arbejdere, der var timeloennede og hjaelpere, der som denne knaegt endnu ikke arbejdede i de allerhaardeste omraader af minen. Flere gange om ugen kan det forventes med 24 timers vagter.

Turen gennem minen var en bekraeftelse paa de elendige forhold. Vi kravlede mange meter ned ad stiger der ikke var sikrede og maerkede dynamitspraengningerne sende chok-bolger gennem hele bjerget. Alt i kun i lyset fra vores pandelygter. Minearbejderne var glade for gaverne og vi maerkede en utrolig stolthed hver gang vi spurgte ind til minarbejdernes opfattelse af deres eget arbejde. Vi snakkede isaer med en 20 aarig fyr, der brugte sine penge fra minen paa familien og paa at studere turisme. En anden ting der tydeligt maerkes er den naermest rituelle tro paa at Satan ejer bjerget. I hver eneste mine omkring Potosi findes mindst en statue af Satan, som dagligt tilbedes ved at ofre coca-blade og overhaelde ham med finsprit. Om fredagen moedes alle minearbejderne og drikker sig kanon-fulde inde i minerne uanset om det er religioest eller mest for at faa et afbraek i deres dagligdag. Vores guide afslorede ogsaa at selvom minen er et farligt sted at arbejde, saa skete 5 af deres 8 doedsfald sidste aar paa en fredag efter druk.

Vi kom ud af minen uskadte, men med en oplevelse som vi ikke vil glemme.