La Paz, og dets smukke omgivelser omkring, blev min (Rasmus) mulighed for at opleve en smule mere action og adventure end mine tre rejsekammerater havde behov for (eller lyst til?).

Efter at have brugt et par hyggelige dage sammen med de andre omkring Lake Titicaca paa Bolivias side besluttede jeg mig for at rejse tilbage til La Paz for at faa mere ud af det fantastike landskab der spaender over bjergryggene Cordillera Real til Yungas, som er naermest jungle-agtige skraaninger. Oven i det lokker den relativt billige arbejdskraft naturligvis ogsaa.

Jeg havde egentlig bestilt et tre-dages trek ad en inca-sti ned igennem Yungas. Turen havde faaet rigtig gode anmeldelser i Lonely Planet, og jeg bestilte i god tid og efterlod alt hvad jeg ikke behoevede paa et paalideligt hostel i Copacabana (Lake Titicaca).

Da jeg kom frem fik jeg mig en overraskelse: Selvom det burde have hjulpet at jeg havde bestilt i god tid havde INGEN andre skrevet sig op til denne dag. Det var usaedvanligt, og jeg synes umiddelbart ikke udsigten til en tre-dages gaatur med en enkelt guide (ikke engelsksproget) loed saa tiltalende.

Saa jeg tog en hurtig beslutning og skrev mig op til dagen efter paa en helt anden type tur - 3 dages bjergbestigning til 6088 m, hvor en anden dansker og to svenskere allerede havd skrevet sig op. Selvom det, ja, betoed at jeg skulle regne med ca. 15 timer i bus paa min foedselsdag (det blev dog ikke helt saa slemt).

Tilfaeldigvis moedte jeg i La Paz et tysk par, der lige havde skrevet sig op til "Death Road - The worlds most dangerous road", som er en 70 km cykeltur ned igennem Yungas paa veje med skraenter paa halve eller hele kilometers fald. Selv de mest drevne bilister holder sig fra vejen om natten (fordi man aabenbart bliver trukket ned over kanten af de fortabte sjaele, der selv er gaaet samme vej...), og for nylig er en alternativ vej aabnet, saa vejen nu mest bruges af vovemodige (/dumdristige) turister.

Koereturen var vildt fed og landskabet utrolig flot. Bortset fra et enkelt lille styrt (langt fra kanten! ;) ) gik det hele som det skulle. Om aftenen spiste jeg sammen med hele cykelcrewet.

Dagen efter, og de naeste to dage, gik med bjergbestigningen. Eftersom jeg havde efterladt naesten alt i Copacabana maatte jeg laane mig frem til det meste. Jeg foelte mig aerlig talt lidt moerbanket fra dagen foer og ikke saerlig velforberedt. I det mindste havde jeg, som den gode farmaceut, soerget for rigelig dope i form af hoejdesyge-tabletter (som ikke var noget ukendt sproejt fra Bolivia) og panodiler. Begge dele gjorde mig hurtigt ret populaer blandt mine nye venner. 
Foerste dag gik med at oeve bjergbestigning paa en naturlig gletsjer med isoekser og pigsko. Min lave vaegt og lange raekkevidde (og maaske naturtalent?) gjorde mig til den klart bedste klatrer af holdet. Det var super sjovt. Vi boede en hytte i basecamp i 4700m hoejde.

Dagen efter gik vi 2 timer op ad klipperne til Rock Camp i 5100ms hoejde. Her er snegraensen og de resterende 1000m skal derfor bestiges paa en dag. Sneklaedte bjergtoppe bestiges altid om natten, da den direkte sol smelter sneen og goer at den haenger fast under pigskoene. Planen var derfor at vi skulle op kl. 12 om natten og naa toppen inden 7. Vi brugte dagen paa at slappe af, spise rigeligt og forberede os mentalt paa dagen efter. Ved sengetid (kl. 18) blaeste det kraftigt op, hvilket bekymrede os en del.

Vi blev vaekket lidt i tolv og fik en let morgenmad (ingen haard motion paa fuld mave). Vi blev bundet sammen 3 og 3 (en guide) - jeg med en franskmand, Vincent. Vejret var perfekt. Paa den skyfri himmel kunne man se hele stjernehimlen, bagude lysene fra La Paz og opad vuggende lys 3 og 3 fra hovedlamperne, der var eneste brugbare belysning.

Vincent maatte desvaerre give op ved ca. 5700 m, saa han gik ned med en guide, mens jeg blev sat sammen med Xenia og Tim. Der var nu en reel fare for at hvis bare èn af os ikke kunne mere maatte vi alle gaa ned med guiden. Dette blev understreget af at Xenia maatte kaempe en del (dog ingen tegn paa hoejdesyge).

Vi kom til at kaempe lidt med tiden, men med hjaelp fra de fantastiske vejr, en meget energisk guide og en bunke coca-blade naaede vi toppen lidt i syv. Nogle af de andre grupper var allerede naaet toppen til solopgang. Det var uanset hvad fantastisk at naa toppen og man fik en enorm foelelse af sammenhold.

Turen nedad var forfaerdelig. Energidepoterne var toemte og kampgejsten var noget vandet eftersom dette bare var hjemturen. Ikke desto mindre naaede vi ned i sikkerhed.

Jeg naaede heldigvis til La Paz lige foer den sidste bus koerte til Copacabana. Turen tog ca. 4 timer (som jeg saa sparede dagen efter). Jeg hentede mine ting, spiste og overnattede og bestilte bussen til Arequipa til kl. 12 dagen efter.