At krydse fra Thailand til Laos viste sig at blive nemmere end førstforventet. Først et stempel i passet fra de thailandske myndigheder -derefter ned og købe billet til båden som krydser Mekong floden(selvfølgelig betaler man dobbelt af hvad de lokale betaler) og 5 min.senere er går vi land i Laos. Hurtigt bliver man guidet op tilimmigrationskontoret og så starter papirgangen. Vi udfylder 2 ark medpræcis samme oplysninger??? hvorefter vi aflever pas og det ene ark. 10min. efter returneres pas med visum mod en afgift på 35us$. Næste kø erpaskontrollen - de checker visum, tager det andet ark og stemplerpassene og så en sidste gang før vi må gå op i byen bliver vores paschecket før udgangskontrol. Det hele er overstået på ca en halv time.

Afsted med bus til Luang Nam Tha hvor vi ankom ca 4 timer senere.

Loas er ved første øjekast meget anderledes end nabolandende. Man gårformentligt 30-40 år tilbage i udviklingen ift. Thailand og langsvejene ser man små landsbyer bestående af primitive bambushytter. Detgør landet meget charmerende og vores indtryk er, at her bor et venligtog imødekommende folk med meget blandet kulturel baggrund dog i harmonimed hinanden. Laos virker meget fattigt og væk fra de størsteturistattraktioner er der langt mellem de rejsende. De fleste erbackpackere som søger uspolerede kulturer og områder.

Efter en overnatning i Luang Nam Tha tog vi videre til Muang Sing - 60km nordpå = 2 timer i minibus. Her mødte vi et italiensk/canadisk par,som vi bookede en 2 dagstur cykeltur sammen med.

Muang Sing er en lille landsby, hvor primær beskæftigelsen er landbrug.Omkring byen ligger der spredt rundt omkring adskillige endnu mindreforskellige stammelandsbyer. Vi ankom midt i vandmelon højsæsonen ogman kunne købe store vandmeloner overalt til ca 2 kr.

På førstedagen besøgte vi flere små minoriteter ( bl.a. Tai Lue, TaiNeua, Lolo) som alle havde deres specieler. Nogle fremstillederisnudler, nogle vævede tekstiler og andre fremstillede Lao Lao (lokalwhiskey). Efter frokost gik turen længere væk fra byen, forbi enormevandmelon marker før vi til sidst endte i en Yao landsby, hvor viskulle tilbringe natten. Vi så flere ældre beboere i den lille landsbysom var iklædt traditionelle stammetøj. Landsbyen havde 56 beboere ogbestod af ca 8 små bambus hytter. Der var en speciel hytte til turistermed et fælles soverum og et opholds/spiserum. Efter aftensmaden somvores guide havde tilberedt, fik vi traditionel massage af nogle aflandsbyens lokale kvinder og efterfølgende opviste lokale piger derestraditionelle dans iført folkedragt. En sjov og anderledes oplevelse.

Næste dag gik til forskellige Akha landsbyer, hvor især skolebørn fandtvores interesse i dem både sjov og spændende, men nogle var dog lidtgenerte mens andre flokkes for at komme med på vores billeder. Detsjoveste for dem selv var dog efterfølgende at se billedet på kameraskærmen.

Både Yao og Akha stammerne har meget farverige folkedragter, hvorhovedbeklædningen har stor betydning. Akha bærer mange sølvsmykker forat vise rigdom og status, mens Yao kvinderne har en turban lignendehovedbeklædning som bæres efter de har indgået ægteskab. Man giftestidligt helt ned til 15 årsalderen i landsbyerne, på trods af at man iLaos først må blive gift som 18 årig. De landsbyer vi besøgte forekomautentiske og uspolet ift. turismen, hvilken gjorde oplevelsenvæsentligt større.

Efter at have oplevet det nordlige Laos over nogle dage gik turenvidere til Nong Khiew.  Da der ikke gik nogen direkte bus, måtte viskifte fra minibus til en ombygget lastbil med sæderækker bagi, som vikørte med de sidste 30 km. Turen var i alt 220 km og tog ca 8 timer,altså en noget lang og anstrengende tur. Heldigvis var der rigeligt medsmå hyggelige landsbyer og en flot udsigt fra den snoede bjergvej.

Efter en enkelt overnatning i byen fortsatte vi nordpå af Nam Ou flodenvia longboat til byen Muang Ngoi. Det blev vores udgangspunkt for nogleafslappende dage, hvor vi boede i en lille bungalow med udsigt tilfloden. Vi fik også rig mulighed til at se os om i området, se denærliggende stammelandsbyer og grotter til fods.

Derefter gik turen til Luang Probang, først tilbage af samme flod,denne gang i en noget overlæsset og en smule utæt longboat og bageftermed ombygget lastbil i 3 timer.

Luang Probang er en gammel kongeby, som bærer præg af fransk arkitektursom stammer tilbage fra kolonitiden. Byen har et overtal af buddhistisketempler, ligger ned til Mekong floden og er ganske charmerende. Omaftenen er der et farverigt Hmong marked (til ære for turisterne)oplyst af små lamper.

Kirsten fik desværre en svær omgang rejsediarre første dag i byen,hvilket begrænsede vores udflugtsmuligheder de følgende 5 dage.Heldigvis boede på et mindre familieeget guesthouse, og familien varmeget opmærksom på Kirsten tilstand. Svigerinden til husejeren varsågar læge og kom med råd til hvordan Kirsten skulle komme på højkantigen. Men efter 3 dage uden bedring og forværring af diarre ogmavekramper endte vi med at besøge en læge, på byens bedst omtaltehospital i byen. Den generelle anvisning var at man skulle søge læge iThailand. På hospitalet blev vi mødt af 2 meget unge sygeplejesker, somlegede doktor (som man gør som barn) med Kirsten, og da de forsøgte atmåle Kirstens blodtryk, klemte de hendes arm flere gange. Lægen var daheldigvis en smule mere overbevisende, men gav blot Kirsten en massepiller og råd om hvad hun måtte spise.  Det gav heldigvis hurtigtresultater.

Sidste dag i Luang Probang kom vi endelig på mahut-træningstur, efterat måtte udskyde turen 3 gange. Vi blev kørt lidt nord for byen ogmødte 2 fuldvoksne hun elefanter og deres mahut'er. Først fik vi entur, hvor vi sad i elefantstol og derefter sad vi direkte på nakken.Her fik vi også mulighed for at styre elefanterne alene, det var dogikke så nemt og vi måtte få hjælp flere gange. Højdepunktet var enbadetur i Mekong floden på elefantryg. Lige så snart vi trådte ud ivandet lykkedes det elefanterne at sprøjte os fuldstændig til med vand.Mikaels elefant kastede sig flere gange til siden og han måtteklamre sig til den, hvorefter den også dykkede under med hovedet. Detvar en utrolig sjov og våd oplevelse.

Om morgenen før afgang mod Vang Vieng, stod vi op kl. 5 for at opleveen af byens særsyn. Lange rækker af munke kom spadserende igennem byenfor at modtage mad af lokale beboere og turister. Maden bestod primærtaf ris men frugt og andre småting var også at finde. Det hele varoverstået i løbet af en halv time. På vores guesthouse fik vi at videat bedstemoren på 94 år står op hver morgen kl. 4.30 for at tilberedemad til munkene - som hendes ene barnebarn fortalte os: "hun vilhellere give mad til munkene, frem for selv at spise". Sådan er det atvære en rettroende buddhist.

Turen til Vang Vieng var hård for Kirsten, da buschaufføren kørte somen vanvittig med høj fart rundt i de skarpe sving i bjergene. Heldigvisvar der nogle flinke franskmænd, som havde køresygepiller med, såKirsten kunne få dulmet nerverne lidt. 5 timer senere var vi fremme iVang Vieng, en rigtig backpacker party by, kendt for deres tubing ihele Sydøstasien. Konceptet "tubing" går ud på at man får en gummiringtil rådighed og sidder i den mens driver ned af floden.

Dagen efter ankomst skulle vi ud og prøve løjerne. Vi startede kl.13,hvor vi blev transporteret 3km nord for byen. Det startede med gratisshots af Laos's lokalbryggede whiskey (Lao Lao) og derefter dumpede vi ivandet. 20 m nede af floden, blev vi trukket i reb ind til den næstebar, hvor der igen var gratis shots og så supplerede vi naturligvis meden øl til at skylde efter med. Sådan fortsatte vi ned af floden ogstoppede op med 20-50 m's afstand, for igen at slukke tørsten. Nogle afbarene langs floden havde også aktiviteter i form af mudder volleyball,vandrutchebane og sving-tov, hvor man kunne svinge sig ud over flodenfra 10 m's højde.

Da det desværre er tørtid i Laos, var vandstanden i floden ikke så højog farten ligeledes ikke så imponerende så vi måtte padle meget for atnå tilbage inden det blev mørkt. En rigtig sjov oplevelse, hvor festenfortsatte om aftenen i byen med billige drinks serveret i spande - såfuld skulle man nok blive.

Dagen efter måtte vi videre til Bangkok, en noget hård bustur en nogethård bustur oven på en festlig aften. En tur på ca 20 timer.