Saa er tiden ved at vaere inde til at sige farvel til Nepal. Det har vaeret en tur med blandede foelelser. Vi baade elsker og hader dette land. Det er som om man alligevel er kommet til at holde af det med tiden. Det at hoere paa hunde der goer om natten, folk der spytter paa gaden, det at vaere ved at blive koert ned hele tiden, folk der vil saelge en noget, at prutte om priserne, vores elskede restaurant og ikke mindst bare omraadet.

Busturen fra Chitwan til Kathmandu var forfaerdelig. Der stod i bogen at det tog ca. 6 timer, saa vi taenkte at det kunne ikke vaere saa galt. Ikke mindst fordi vi var med en turistbus og ikke en lokal, som vi regnede med vi skulle med. Der gik ikke lang tid foer vi holdt i den foerste koe, og det var som om disse koeer ingen ende ville tage. Det vaerste var da vi holdt i koe i udkanten af Kathmandu. Saa taet paa, men alligevel saa langt fra. Det endte saa med at busturen tog 12 timer. Det var lige foer vi ikke naaede hen til vores restaurant foer den lukkede, men ogsaa kun lige foer. Vi naaede ogsaa kun hen og smed vores tasker paa hotellet (fik ikke engang et vaerelse) og saa afsted. Tilbage paa hotellet havde der vaeret vandskade, saa mange af vaerelserne var oedelagte, saa vi fik et luksusvaerelse til normal pris :D

Om loerdagen moedtes vi med Pasang. Vi besluttede at tage til Bhaktapur, hvor det kostede 750 Rs. bare for at komme ind i byen. Syntes vi var rimelig dyrt, isaer fordi den mest af alt bare lignede durbar square i Kathmandu og Patan. Dog havde de et pottery square. Det var nu meget sjovt at se. De havde nogle paene ting, men det er ikke lige saadan noget man kan have med i bagagen. Om aftenen foer vi skulle ud at spise fik jeg oeje paa den stoerste edderkop! Det var ikke en edderkop, men et stort pattedyr skulle man tro. Den var saa stor at ingen af os turde draebe den. Vi overvejede hvad vi skulle goere. Vi turde ikke gaa ned i receptionen og faa dem til at fjerne den, da det var den soede receptionist der var der. Vi proevede at finde folk paa de andre etager til at hjaelpe os, men uden held. Der var hele tiden en der skulle holde oeje med den, saa vi havde den under kontrol. Vi vidste vi ikke ville faa lukket et oeje om natten, hvis vi ikke fik den draebt. Efter god lang tids taktikmoede, tog jeg toernen. Den var selvfoelgelig kravlet ind bag gardinbjaelken, men jeg fandt den. Jeg fik den draebt, dog var jeg ved at rive gardinbjaelken ned i stedet, men det gik. 

I dag soendag har vi ogsaa vaeret sammen med Pasang og hendes soeskende. Vi tog i biografen og saa en nepalesisk film. Det var rigtig sjovt, selv om vi ikke fattede saa meget. Heldigt at Pasang fortalte en gang i mellem. Tror det var en film baseret paa "A walk to remember". Bagefter fik vi sagt ordentligt farvel til Pasang og hendes soeskende, og saa var det ellers bare at indsnuse Thamel for en sidste gang.

Hav det godt - Vi ses i Thailand