danskDansk | choose language

Gratis Rejsedagbog

 

 
mellemamerika » Beretninger » Nuevo Durango/Merida

Nuevo Durango/Merida

Søndag eftermiddag ankom vi til en lille Mayalandsby (Nuevo Durango), forventningerne var ikke så store, da Chris havde fortalt os, at det ville blive meget primitivt. Men vi blev glædeligt overrasket, da vi så de fineste bambushytter med både toilet og bad.
Lige inden solen gik ned, skulle vi se et "fantastisk" svaleshow, som bestod i at en masse svaler fløj ned i en lille brønd for at sove. Det var ret specielt, fordi der var så mange på en gang. Efter mørkets frembrud skulle vi ud i junglen for at besøge et insektmuseum og derefter en grotte. Grotten var ikke så stor og der var meget fugtigt, så det var lidt klaustrofobisk.
Da vi kom hjem, fik vi en lækker aftensmad, som de lokale havde tilberedt til os. Efter maden blev det tid til at gå til ro i hytterne. Men selvom vi var trætte, kom vi ikke så hurtigt i seng, som vi havde håbet på, der var nemlig kommet ubudne gæster i mellemtiden... På gulv og i tasken fandt vi adskillige kakerlakker, det var bestemt ikke nogen sjov oplevelse, eftersom vi skulle til at sove. Heldigvis var der dog myggenet omkring sengene, så de var fredede.
Vi vågnede mandag morgen efter en kold nat og var alle godt sultne. Vi fik til at starte med den sædvanlige morgenmad bestående af yoghurt, cornflakes og mælk, derefter fik vi mod al forventning også mexicansk morgenmad, som bestod af tortillas, æg med tomat, ris og bønnemos. Lidt specielt at spise til morgen, men vi blev da mætte! 
Senere ville det vise sig, at vi fik brug for en masse at stå i mod med, vi blev nemlig atter ført ud i junglen af de små mayamænd. Vi skulle ud og besøge endnu en grotte. Men denne grotte var en noget større udfordring. Vi startede med at rappelle ned i et stort hul, hvorefter vi begav os ind i grotten. Inde i grotten blev vi udsat for en del grænseoverskridende ting. Vi skulle både klatre op af stejle klippevægge og ned gennem smalle dybe huller uden de store sikkerhedsforanstaltninger, her handlede det bare om at stole på sig selv (og sine armmuskler), det var hård men også meget spændende oplevelse, den vil vi sent glemme. 
Om eftermiddagen tilbragte vi tiden med at slappe efter dagens strabadser. Men vi fik hurtigt nok at se til, da vi fik besøg af byens små legesyge drenge. De ville nemlig allesammen lege hest og sidde på vores rygge, generte var de bestemt ikke og også ganske søde. De blev også hurtigt fascinerede af vores kameraer og det endte da også med, at de rendte rundt og tog utallige billeder af os.
Trætte og sultne sad vi alle og ventede på aftensmaden, som der var store forventninger til ovenpå gårsdagens dejlige måltid. Men skuffede måtte vi konstatere, at vi kun fik serveret tørre tortillas med lidt tomatsauce over, det må siges at være dagens skuffelse, og vi måtte i stedet mætte os i cornflakes med mælk. Til gengæld fik vi en solid morgenmad dagen efter. Vi fik både cornflakes, tortillas med ost og skinke samt frugt til slut, og så gik turen videre til Merida.

Turen gik langtfra glat, da det viste sig at vores chauffør ikke anede en pind om, hvor vi skulle hen. det lykkedes ham at køre forkert utallige gange trods de store vejskilte, hvor der med store bogstaver stod MERIDA! Det var rimelig surt, men også ret underholdende for os andre, der sagtens kunne have vist vej, men det var ikke muligt, da han talte meget dårligt engelsk.
Frem kom vi dog og vi gjorde stop ved en restaurant i Merida. Det specielle ved denne restaurant var, at man bare skulle bestille sine drikkevarer og så fik man serveret diverse mexicanske delikatesser ganske gratis, det var meget sjovt at prøve. Efter det udemærkede måltid kørte vi hen til vores hostel, som vi virkelig blev postivt overraskede over. Her har vi egen afdeling med køjeseng, og der er swimmingpool og andre fine fasciliteter, så her er bestemt intet at klage over. 
Vi glæder os til at nyde de næste fire dage i Merida, hvor de har lovet op til 34 grader og høj sol :)

Beretnings info