Foerst lige en hilsen for at sige at min mobil ikke virker her i Nepal. Den gjorde de foerste dage men nu kan sim-kortet ikke registreres, saa jeg kan derfor hverken modtage sms'er eller sende.

Tilbage til naeste kapitel af min rejse:

Vi er bare ikke venner med Air India!!! Endnu engang oplevede vi, at vores fly blev aflyst - denne gang stod vi op kl. 03.30 for at komme  med flyet til Kathmandu kl. 07.30. Men det kom vi saa ikke. :-( Og bare tanken om at vi kunne have ligget i vores senge paa hotellet og staaet sent op og ikke mindst faaet god morgenmad var naesten ikke til at baere i forhold til at ligge paa nogle superhaard stole i lufthavnen og forsoege at faa bare et par minutters soevn. Men man laerer jo at tilpasse sig.......jo-jo det er sandelig paa mange maader en udviklingsrejse! :-)

Vi bliver booket paa et fly kl. 13.10 - som saa foerst flyver kl. 14.45 - det er virkelig Indien i en noeddeskal. Og vi har sandelig ogsaa laert, at det er vigtigt at checke ind i goooood tid, for bare det at komme gennem paskontrollen tager laaaaaaaaaaaaang tid. Kontrolloerne har rigtig god tid, skal jeg hilse og sige. Vi blev kontrolleret af en aeldre herre, der ogsaa tog sig tid til at grine og pjatte med sine kolleger og andre rejsende samtidig med han ogsaa skulle hjaelpe med diverse spoergsmaal fra kollegerne. Da Gitte og jeg viser ham vores pas, stiller han os et spoergsmaal, som vi begge opfatter som om, han spoerger os, om vi er lesbiske. Der blev vi godt nok et oejeblik mundlamme - det havde vi ikke lige forventet - men vi blev dog enige med os selv om, at han var saadan en nydelig og nobel aeldre herre, at det kunne han ikke finde paa at spoerge om, saa vi svarede, vi svarede, vi var venner. Og enten var det det rigtige svar, eller ogsaa var han bare hoeflig, da han smilede til os.

At ankomme til Nepal var som at skifte jakke. Allerede da vi traeder ud af flyet, kunne vi maerke, hvor anderledes energien er her. Det virker meget lettere og lysere end i Indien, og det kommer virkelig til udtryk, naar man gaar rundt her ogsaa. Befolkningen er generelt meget venligere og soedere i deres udstraaling end i Indien. Godt nok vil de gerne have os ind i deres butikker, men naar vi har afslaaet, spoerger de ikke igen.....hvilket absolut ikke var tilfaeldet i Indien. Saa paa mange maader er det som nat og dag.

Her nyder vi ogsaa at gaa rundt uden at vaere det mindste utryg, og der er et helt andet liv. I Thamel, hvor vi bor, er der fyldt med smaa straeder......det vrimler med butikker og skoenne steder at spise. Vi har allerede fundet et yndlingssted ved navn "New Orleans" med gaardhave og den mest fantastiske stemning. Tjeneren, der serverede for os den foreste dag, sagde godt nok, at naar foerst vi havde vaeret her, ville vi komme tilbage - og det fik han ret i. Hvor vi nyder at kunne sidde ude og spise. Om aftenen er der taendt smaa stearinlys paa bordene og der er et par smaa baalsteder for at varme lidt op.

Og apropos varme saa er der ogsaa varmere her end i Indien. I dag har vi siddet uden for og spist mexikansk uden overtoej med solen bagende ned fra en skyfri himmel. Noget andet end den sne og kulde, jeg i dag har laest er paa vej til DK. Og ny prinsesse har vi ogsaa faaet, og herrerne i semifinalen i haandbold. Det var helt dejligt at blive opdateret. :-)

Vi har vaeret saa heldige at stoede ind i den mest soede taxichauffoer, som "tilfaeldigvis" holdt uden for vores hotel den dag, vi bestemte os for at tage den foerste sightseeing-tur. Han har anbefalet mange steder for os at se (mange flere end det rejsebureau, Jysk samarbejder med her). Vi har desuden ogsaa moedt en nepalesisk rejsearrangoer, som en fransk pige, vi moedte i ashramen i Rishikesh, anbefalede, vi kontaktede. Ham moedte vi i tirsdags, og der fik vi ogsaa en overmaadelig god behandling. Han vil hjaelpe os med at arrangere vores tur til Pokhara, som ligger laengere mod vest end Kathmandu. Det er en by, der ligger ved en soe og skulle vaere noget saa hyggelig og mere afslappet i forhold til Kath.

Vi har ogsaa fundet et meditationssted. Foerst fik vi kontakt med et buddhistisk kloster, hvor de havde et ugelangt meditationskursus med 2 meditationer dagligt. Men Gitte har nu fundet frem til et andet sted, der lyder endnu bedre. Det er en del af Osho meditationscenteret, som vist er en verdensomspaendende organisation. Vi stoedte i hvert fald paa det i Indien ogsaa. Stedet ligger oppe i bjergene og i skovomraade, saa man skal ikke lige gaa sig en tur i skoven, da der altsaa vandrer tigre, leoparder og deslige rundt. Men stedet ligger saa fantastisk naturskoent og tilbyder 5 forskellige meditationer dagligt. Samtidigt er det muligt at bo der for en meget overkommelig pris, saa det satser vi paa at goere fra mandag den 30.1 til den 5.1, hvor vi igen returnerer til Kathmandu.

Som det ser ud nu, tager vi saa til Pokhara den 6.2 indtil den 19.2, hvorefter vi vil bruge den sidste tid paa at pakke nogle af de ting, vi ikke har brug for resten af turen (herunder sovepose) og sende det hjem pr. kurer. Det er de vant til herovre med alle de mennesker, der kommer til Nepal for at trekke, og prismaessigt skulle det ikke vaere saa dyrt.

Rent fysisk har jeg igen vaeret syg. Jeg ved ikke, om jeg har hevet nogle baktusser med fra Indien, da vi opholdt os i ashramen. Jeg kunne godt have en mistanke om det, for det er synd at sige, at rengoering af vores tallerkner, bestik og krus var godt, i og med det skete med koldt vand og med saebe, som vi ogsaa brugte til at vaske haender med. Gitte og jeg gik efter nogle dage over til at spise ude, men skaden kan jo vaere sket, inden vi gjorde det. Men det er jo saadan set ogsaa lige meget - faktum er jeg blev syg. :-) Saa onsdag og torsdag laa jeg i sengen paa hotellet og fik set Australian Open og nogel film. Om ikke andet har de her engelsksprogede kanaler, saa det er muligt at forstaa, hvad der bliver sagt.

Det har vaeret nogle haarde dage for mig......baade fysisk og psykisk. Det er aldrig sjovt at vaere syg, naar man er i udlandet, men det var ok, da det skete foerste gang. Denne gang kunne jeg dog godt maerke, det trak noget stoerre veksler paa mig. Jeg har altid sagt, jeg aldrig nogensinde skulle deltage i en Robinson ekspedition, men de sidste dage har jeg foelt, jeg har vaeret med i min helt egen private udgave. Da Gitte samtidig ogsaa var syg, pressede det ogsaa vores relation, saa onsdag var ikke lige en af de hyggelige dage.

Det har dog hjulpet, at Gitte har vaeret af sted paa egen haand de 2 dage, jeg har ligget i sygesengen, saa hendes humoer er blevet bedre. Og samtidig har jeg faaet mere overskud nu hvor jeg foeler mig friskere. Saa vi er back on track.

Men jeg maa sige, jeg havde tidspunkter, hvor jeg oenskede, jeg var tilbage i DK og laa i min egen seng - saa den 5.3 foeltes FRYGTELIG langt vaek. Og hvor kan 2 dage dog betyde mange tanker, reflektioner og tvivl. Og en laereproces om, at selv midt i noget, der inden foeltes som det helt rigtige at goere, kan indeholder perioder hvor alt foeles forkert, og spoergsmaalet om, det er det rigtige, jeg har gjort er dukket op mere end 1 gang.

Har i dag faaet mail fra Joy, som jeg moedte i Damanhur, og det er altsaa uhyggeligt som tid opfattes, naar man er paa rejse, som jeg er nu. Det foeles som om, det er flere aar siden, jeg var der (og jeg ved godt det var sidste aar :-D). Et bevis paa hvor meget jeg er i nuet under rejsen, og hvor stort et bombardement mine sanser har vaeret udsat for siden Italien. Der er fyldt godt op paa harddisken, skal jeg hilse og sige.

Masser af hilsner og knus til alle derude bag skaermen..... :-)