Såå er vi "hjemme" på Sunset Beach igen, lidt trætte efter en 8timers køretur i en meget varm bil.. Den sidste uge har vi været i Gnaraloo, og det har været sjovt, fedt, hyggeligt og meget skræmmende...

Gnaraloo er et fantastisk sted, specielt når man godt kan lide bølger og kan holde ud at leve det simple liv. Vi fik windsurfet en del, og nogle af dagene rulleder der nogle ganske fine bølger ind, som virkelig kan gøre en windsurfer lykkelig. Det er et barsk men også roligt sted, med flere stjerner om natten end man kan forestille sig(uden elektricitet bliver der meget mørkt), og længere bølger om dagen end man har set nogen andre steder. Naturen er uspoleret og flot, og der er rigtig mange forskellige dyr(vi så i hvert fald mange), fra små mus og firben til store rokker, veraner.. og hajer!

Det er måske en meget god idé(der er jo så mange urolige forældre) at starte med at sige at vi allesammen er okay, selvom Julie(og faktisk også Ida, Esben og mig) havde sit/vores livs mest skræmmende øjeblik...

En surfers værste mareridt må være at komme lidt for tæt på en lidt for stor haj, som Julie gjorde for ca. 4 dage siden. Jeg var færdig med at windsurfe den dag, og Esben og Ida var på vej ud, da Julie fik et par gode vaskere og havnede lidt nede af kysten, lidt for udmattet til at prøve at krydse op.

I Gnaraloo brækker bølgerne over koraler og man går ud fra en lille strand på ca 10meter som man så også skal ind på igen for at komme op. Hvis man ikke kan komme ind, må man gå over koralerne(derfor surfer de fleste med sko og våddragt) da der alle andre steder er en klippevæg på ca. 5meter op til det faste underlag. Der er dog endnu en strand ca 200 meter længere nede og kysten, og det var den vi ville have Julie ind på.

Ida, Esben og jeg gik ned for at fortælle Julie at hun bare skulle følge med strømmen det sidste stykke indtil hun nåede stranden som ikke var så langt væk. Da vi alle tre stod 5-6meter over det blå vand og snakkede med Julie om hvad hun skulle gøre, dukkede der pludselig en 4-5meter lang skikkelse frem fra højre som havde retning mod julie som stod i vand til halsen bare nogle meter fra der hvor bølgerne slog ind mod klipperne. Det hele var meget roligt, Julie var bare træt og skulle lige hjælpes op, men så snart vi så den skikkelse blev situationen en helt anden. Det var det mest skræmmende øjeblik i mit liv, og det siger lidt, da det jo ikke var mig der var i fare. Julie havde ikke set den, men så snart hun så os tre stå og skrige at hun skulle kravle op på boardet gik det op for hende at der var noget galt.. Hun så først hajen/finnen da hun var helt oppe på boardet, hvilket nok var meget godt, da det var det sikreste sted at være. Hajen svømmede stille og roligt helt hen til boardet og sejlet som lå i vandet, og vendte om en meter før den nåede helt frem.. MEGET ubehageligt at kigge på, specielt når man ikke kunne gøre noget. Esben løb ned og hentede sit udstyr og sejlede ud, mens Ida og jeg prøvede at berolige Julie, som selvfølgelig ikke havde det så godt. Heldigvis ville hajen kun lige se hvad det var der lå og plaskede i vandet, og 10 min. efter kom Julie op helt uden skræmmer.

Efterfølgende blev vi beroliget med at hajerne derude var "well fet", og at der aldrig er sket hajangreb ved Gnaraloo, men det er ikke lige det man tænker på i situationen... Julie har det fint, og skal med ud og windsurfe i morgen:)

Forhåbentlig uden hajer...