Jeg elsker det tidspunkt på dagen, hvor solen netop er gået ned, og man kan tage et bad uden at være badet i sved 10 min senere, men derimod nyde den helt perfekte temperatur. I Auckland sidder jeg netop og nyder den time på en hurtigt fundet restaurant med udsigt ud over Sky Tower og det Bungeejumping der hører til. Maden dufter anderledes end jeg er vant til, og jeg går hurtigt gennem menukortet, der ligeledes er fyldt med retter hvis navn, jeg ikke synes at kunne genkende. Forvirret spejder jeg rundt i restauranten. Tynde blege mennesker med dreadlocks sidder overalt og stikker i noget blævret tofu og kikærter. Jeg får med ét en ubehagelig fornemmelse i maven, som når man opdager man har mistet sin pung, eller tabt en stor hånd i poker, og når lige at se op på det store skilt med restaurationens navn over baren "Vegans Food" inden tjeneren står foran mig. Hun læner sig ind over bordet. Fremtrædende kindben i det fejlernerede ansigt, vildt opspilede øjne og gule tænder. Med skinger stemme siger hun "You are becoming one of us!... MUHAHAHAHAHA" Den hysteriske latter runger i hele restauranten, og jeg vågner med et sæt! Jeg er badet i sved, og det tynde lagen klæber sig til huden. En Hollænder, der ligger ved siden af i det store dormroom, har forsøgt at ruske mig vågen. "Havde du mareridt?" Hvisker hun for ikke at vække andre i salen. Jeg forsøger chokeret at få kontrol over min puls, der banker vanvittigt i hele kroppen. "Ja... Jeg var på en eller anden måde havnet i en veganer-restaurant" mumler jeg og får en ubehagelig stum smag af linsesuppe og sojamælk i munden som jeg forsøger at skrabe af tungen med fingerspidserne.

Auckland
Efter at være landet i Auckland fulgtes jeg med Jennifer fra Sverige ind mod centrum af byen. Det var omkring midnat, da vi jo først havde fået cancelled vores fly og lufthavnen senere gik i brand. Dog havde jeg skrevet til YMCA hvor jeg havde booket en seng, at jeg først ville komme ud på natten. Det havde Jennifer ikk, og da vi ankom på hostellet blev hun bare sendt ud på gaden midt om natten i Auckland. Receptionen var lukket, og der var kun sikkerhedsvagter, der havde mit navn skrevet ned, og kunne give en nøgle. Jeg havde efterfølgende det herre dårligt med bare at have efterladt hende, og det viste sig da også at hun fik stjålet sin taske. Dog på et hostel, hvor røveren blev taget på overvågningskamara.

Mit eget hostel var fyldt til kanten med unge Kiwi Experience-kids, som er en yngre udgave af det Stray-selskab jeg selv skulle rejse med. (Mere om det om lidt) Jeg har lagt mærke til at teknologien er ved at rende fra mig. Godt nok ha rjeg selv en lille fancy computer med mig, men de unge leger tittebøh med deres telefoner! De sidder og snakker med deres kærester med skærme på telefonerne, så de kan se hinanden! Hvordan fanden harde råd til det?? Og hvorfor? Jeg hader bare at snakke i alm tlf, da man altid hurtigt når til et punkt, hvor der ikke er mere at snakke om. Det gør der også hurtigt i de her kamara-telefoner, har jeg set, men så begynder de bare at lege tittebøh. Altså, sådan drejer tlf lidt til siden "hov, hvor er jeg nu?" og pludselig "BØØH.. Her er jeg!!".......  

Selve Auckland er der ikke så meget at sige til. Det er bare en storby. Eller lidt større by. Men den havde en metal-bar, så den måtte jeg da tjekke ud!

Hævi bar
Der findes et fantastisk site på internettet, MetalTravelGuide.com, hvor man kan støve alle metalklubber op i hele verden, og her fandt jeg en ganske udemærket en i Auckland, hvor 4 bands skulle spille samme aften. Var temmelig spændt på hvordan heavyhoveder var på den anden side af kloden. Hvad hvis det var sådan en bunke deprimerede emo-teenagere, eller blege blackmetal pandaer alle sammen? Men i det øjeblik jeg trådte ind og fik et velkendt halvtørt stempel, var det fuldstændig som at træde ind på Studenterhuset i Aalborg til et metalarrengement! 100%!!! Ok, baren var så bare i siden af koncertsalen, fremfor i bunden. Også publikum. De lignede dem i Aalborg så meget at jeg ligefrem kunne pege nogen ud, og sige "det er så Aucklands svar på den og den i Aalborg" Total parallel verden. Der var de unge, der står oppe foran scenen og headbanger i kæde, i den der med at holde om hinandens skuldre samtidig, og der var de lidt ældre, der stod lige bagved, og kiggede dem undrende i nakken, mens de tænker om de selv har stået sådan for 10 år siden og skabt sig. Og de endnu ældre, der står helt nede bagved, fordi de ikke rigtig kender nogen, men egentlig bare har fundet sig et frirum, og sluppet hjemmefra fra konen for at høre noget hegn. Der var ham der skal kramme alt og alle, så det ser ud som om han kender hele verden, mens dem han krammer, ikk rigtigt ved hvordan de skal tage imod sådan et uventet kram, og der er ham den lidt belastende der ihærdigt forsøger at hænge ud med musikerne, der kommer ned i baren efter optræden, fordi han ser sådan op til dem.

Selve musikken var heller ikke til at klage over. De der spillede da jeg kom ind, var mega fede! Det var sådan noget stonerrock a'la Alabama Thunderpussy eller noget af det Danske Helhorse. Derefter spillede noget instrumentalt progressivt a'la Isis eller Aalborgensiske Aedra uden alle tinituslydende. De hed vist Mothra. Aftenen sluttede af med noget værre lort, der mindede om Linkin Park, og jeg gik sammen med resten af publikum fra koncerten. Men de er sikkert dygtige og så'n siden de var hovednavn. Publikum var nok bare ikke det rigtige for dem.

Stray Bussen

Stray Bussen fungerer på den måde, at man selv bestemmer, hvor og hvornår man vil hoppe på og af ruten. Det er en guided tur for backpackers, med en masse rabater på alt det man gerne vil se. Jeg har købt en rute, der tager minimum 21 dage, og kommer rundt i alle New Zealands hjørner, men har så 3 ekstra dage, jeg kan bruge hvor jeg vil. Så tager man bare busser på den rute den næste dage eller senere. Stray bussen kører en helt til dørs, henter en fra sit hostel. På den måde tror jeg, at jeg kan få set mest muligt på de få 4 uger jeg har. Og mødt flest mulige mennesker ikke mindst!! De fleste rejser tilsyneladende alene herovre.

Bay Of Island

Der var kun 5 mand på Stray-bussen, så der var masser af benplads. Vi rullede forbi en glasbunds-bådtur i koralrev og et verdensberømt lokum af en Tysk designer Hundertwasser, som alle Kiwier valfartede til for at skide på.

Bay Of Island er en mindre udgave af det Vietnamesiske Halong Bay. Altså en vanvittig flot kyst med utalige imponerende klippeøer, der skyder i vejret, og råber på at at blive kikket nærmere på. Jeg hoppede på en speedbåd, der ræsede rundt mellem klipperne. Ja, ligefrem igennem dem, når store åbninger i skråningerne tillod det, mens fisk hoppede og dansede i vandoverfladen.

Byen er ellers mest kendt for, at en julemand for 3 år siden, blev banket til plukfisk af en flok 7-8 årige børn, og lå 3 uger på intensiv, fordi han ikke havde mere slik..

Der blev også tid til en løbetur op mod et vandfald for enden af en 8 km lang vandrerute gennem mangrove-flod, hængebroer og skov. 10 min pause, med selvudløsningsbillede og så ellers hjemad igen samme vej.

Hostellet vi boede på, var temmelig party-egnet, og fyldt med Kiwi Experience-kids. Der var dog et par Danskere. En pige fra Sydfyn, der stort set ikke bestilte andet end at dykke. 20 dyk på en mdr! Og en ung knægt, der havde vundet rejsen, og blot skulle skrive log for Jysk Rejsebereau for at få regningerne betalt.

Hahei

Herefter gik bussen mod modsatte kyst. Her kunne man grave huller i sandet  på Hot Water Beach, hvor kogende varmt vand dukkede op, og man havde sit eget lille spabad. Os seje gravede som gale, mens hippierne forsøgte at lave dæmninger ved hjælp af små "klappe-kage"sandkugler formet i hænderne.. Jeg lader bare vær at kommentere yderligere.. Også i Hahei blev der tid til en ubeskrivelig lækker løbetur! 3 km op og ned langs en storslået kyst og udsigt. Solen kogende, og så ellers bare i zigzag mellem de mange hikere. Målet var Cathedral Cove, som jeg egentligt ikke vidste hvad var? Det viste sig at være en helt klippeisoleret sandstrand. Eller 2! For man kunne gå gennem en klippe-tunnel fra den ene til den anden. Jeg havde ingen badetøj med, hvilket nok var ok, da jeg ellers nok aldrig var nået hjem til grill aften. Så mine løbesko er allerede blevet godt sure og ildelugtende i min taske.. Er der nogen der ved hvordan man siger "Rodalon" på Engelsk?

Straybussen skærmede vores hjørne af på campingpladsen, så vi om aftenen havde et lukket område for os selv med barbeque og øller. Allerede nu, havde flokken på bussen, bestående af omkring 35 mand, lært hinanden godt at kende. Jeg var sidste mand på skansen, sammen med jøden Ariel fra Israel.

Raglan

Denne surferskole lå så langt ude i skoven, som man kunne tænke sig. Fuldstændig gemt væk lå en række soveværelser og en tvstue med køkken til at opholde sig i. Jeg havde ikke lige nogen planer om at surfe, da jeg kan se man skal være langhåret og have barberet hele kroppen, så vi tog på noget vandring for en gangs skyld. Ve gik i evigheder hen over de kampesten man lægger ud hvor vandet rammer kysten, for at det ikke skal spise den. Mine klipklapper gik i stykker, og måtte repareres med snørrebånd. Efter at have gået 3 timer på de sten, besluttede vi os for at gå langs vejen hjem. En tur på 5 km, og det er jo en distance der er svær for mange hippier at overskue.

Vi var 5 mand. Mig, Ariel og to Tyskere. Mig og Ariel har den samme fobi over for hippier, og deler begge Cartmans teori om at de en dag vil overtage og ændre verden ved at sidde i trommecirkler, ryge fede, og intet som helst konstruktivt foretage sig. Det er derfor intet mindre end stor-ironisk, da vi beslutter os for at blaffe hjem, og det vildeste hippie-surfer folkevognsrugbrød rasler op på siden af os, og holder ind! Mig og Ariel sætter os bagi den tilsvinede vogn, mens de to Tyskere er oppe foran hos chaufføren, der viser sig også at være Tysk. De knævrer løs med hinanden, mens vi bagi forgæves forsøger at få kontakt til dem, fordi de er kørt alt for langt i deres tågeri. Jo mere vi forsøger, jo mere kommer vi selv til at grine over situationen, og kan til sidst slet ikke få et ord ud, mens vi bare ruller ad helvede til, og de er helt blanke deroppe.. "Wake up, you god damn hippies!! You've gone to far!!! GOD DAMN HIPPIES!!" 

Black Water Tubing

Jeg vidste egentligt ikke hvad det var jeg havde rodet mig ud i. Kun set nogle billeder, men havde vel et eller andet sted forestillet mig, at det var en slags underjordisk rafting, så da vores guide sagde at det vardet ikke, var jeg godt og grundigt skuffet, da vi vandrede ud over sletterne. Jeg følte mig som en michelin-mand i min lidt for lille våddragt og gummistøvler. Jeg havde givet hvad der svarer til 450kr for turen, og den dreadlockede guide snakkede med så meget accent, at jeg kun fangede dele af det. Vi var kun Laura fra Wales og jeg, så jeg opgav at bruge kræfter på at koncentrere mig om at lytte, og overlod hende til snakkeriet. Men allerede da vi skulle de første skridt ned af stigen i den snævre grotte, hvor jeg knabt nok kunne møve maven ned igennem, begyndte det at blive spændende! Pandelygterne blev tændt, og alle klaustrofobiske tendenser blev fejet under gulvtæppet. Hold op hvor var trængt. Jeg fik krøbet mig igennem 20 meter lange tunneler, hvor kun fødderne kunne bruges til at skubbe en 5 cm frem af gangen. Og var det umuligt, så var det bare lige om på siden, og lidt ned under vandet. Vi kravlede rundt i 10grader kolde vandløb, og da der var plads til det, lod vi os flyde ned gennem grotterne i bildæk. Da vi så slukker pandelygterne, lyste hele grotten op med glowworms som den vildeste stjernehimmel aldrig set før.

Den vilde oplevelse ændrede dog ikke på, at guiden stadig var en nar, så jeg besluttede mig derfor at pisse i min våddragt. Det var nu ikke for at genere ham, jeg regnede faktisk med, at vandet ville tage det værste, som når man dykker, men da vi kom op igen, og jeg tømte mine gummistøvler, kunne jeg da godt lugte, at således fungerede det ikke denne gang. Da vi skulle have våddragterne af smed jeg hurtigt min oveni Lauras, så han i det mindste ikke kunne vide hvem af os det var, når han skulle vaske dem. Men så kan han da bare lære at tale ordentligt til os, der ikke har dialekt-præget Engelsk som modersmål.

Film set:

Headbangers Journey (igen igen igen) (6 ud af 6)

Global Metal (igen) (5 ud af 6)

Ugens vise ord:

Da jeg jo nu har set heavy på den anden side af jorden tillod jeg mig igen igen at se Headbangers Journey/Global Metal, og de vise ord kan derfor passende gå ud til alle de af jer, der er helt uforstående overfor hvorfor nogen dog kan finde på at høre på sådan nogen larm.. Dit svar kan du ikke få mere klart og tydeligt end i den fantastiske afslutning/konklussion af førstnævnte film.. Gider du ikke læse svaret, så kan du se linket i stedet.. Men det er intet mindre end smukt.

http://www.youtube.com/watch?v=APY1X1YzmpE

"So here we are, 35 years after Black Sabbath first played the devil's note and metal culture is still thriving, a new generation of fans has emerged and the old guard is going strong. When I set out on this journey to answer one question: 'Why is heavy metal been consistently stereotyped, dismissed, and condemned?' And what's become clear to me is that metal confronts what we'd rather ignore, it celebrates what we often deny, it indulges in what we fear most, and that's why metal will always be a culture of outsiders...

"For young people it's a place to belong where you can experience other possibilities and transcend everyday life in a very glorious way...

"And it's purging.I think metal performs that task, a sort of letting us get rid of a lot of tension--it's a catharsis...

"Is heavy metal a sacrament? For some people it is. If it keeps kids alive, if it gives them hope, if it gives them a place to belong, if it gives them a sense of transcendence, then I believe it's a spiritual force, I believe it's a pipeline to God...

"Ever since I was 12 years old I had to defend my love for heavy metal against those who say it's a less valid form of music. My answer now is that you either feel it or you don't. If metal doesn't give you that overwhelming surge of power that makes the hair stand up at the back of your neck, you might never get it, and you know what? That's okay, because judging by the 40,000 metalheads (in Wacken) around me, we're doing just fine without you."