Fre 2/4: Tog taxi til lufthavnen, hvor vi gik til Quantas hjælpe-skranke for at sprøge om, vi kunne få ændret vores hjemrejse billet til at være fra Christchurch isf Auckland. Men meget meget meget (kan ikke understreges nok!) meget sur dame sukkede og bandede højlydt over os og ville slet ikke hjælpe. Slet ikke da hun fandt ud af, at Claus, som havde købt vores billetter, havde skrevet mit mellemnavn under efternavn i stedet for fornavn. Har aldrig prøvet noget lignende! Sådan en sur kælling! Så måtte udstå hendes eder og onde blikke og samtidig betale 40$ for at få ændret Høyer til et fornavn i stedet for efternavn.

Heldigvis var en af stewarderne meget sjov til at gennemgå sikkerhedsprocedurerne. Tror de andre kiggede lidt skævt til os fordi vi sådan kom til at grine af ham. Mit humør blev en tak bedre, da jeg fandt ud af, at jeg også fik både vand, juice, kiks og æble på den ene time, det tog til Sydney. Efter et hurtigt skift i Sydney var vi på vej til Auskland. Vi brugte flyveturen på at spise, ”planlægge” vores tur og grine af alle damerne, som hele tiden sad med deres små makeup spejle…

Efter et hurtigt tjek af mine vandresko i lufthavnen blev vi samlet op af det hotel, vi havde booket. Selvom tidsforskel kun var 2 timer, var det nok til at give rod i mit indre ur, så fik nærmest ikke sovet – slet ikke godt da der kom ny pige på mit dorm-room lige da jeg var ved at falde i søvn.

Lør 3/4:  Stod tidligt op og fik morgenmad på hotellet for derefter at tage til lufthavn og høre om muligheder for at ændre billet – kunne jo umuligt være to lige dumme kællinger ansat i det firma, så var ved godt mod. Det var faktisk også en ret flink dame, som fortalte os, at Quantas ville have omkring 2500 kr (mere end vi havde betalt for tur-retur billet) for at ændre billetten. Så fandt billetter hos JetStar, som kun kostede 190$ fra Christchurch til Auckland, så vi kunne bruge vores oprindelige billet.

Hotelejeren kørte os derefter til vores Spaceship (sjov lille campervan) med det fine navn Tardis. De var rigtig søde hos udlejlningsfirmaet og hjalp os med at bestille færgebillet til sydøen og også komme med gode råd om vores tur.

Tog en tur rundt i Auckland (som vi besluttede os for, var lidt af en skodby) – eller faktisk tog vi bare i en park (Auckland Domain) og på Mt Eden, hvor der var 360 graders udsigt over byen. Vi gik derop, men så at mange havde fundet en asfalteret vej derop, så de kunne køre – dovne hunde!

Købte mad i et stort shoppingcenter, som en flink squash-hal gut forklarede os vejen til, da vi for lidt vild. Fik os også lidt mad, så vi var klar til turen mod syd. Havde godt nok lidt svært ved at finde motorvejen, fordi mit kort over Auckland var elendigt, men ellers var jeg total god stifinder (ja, det tror I nok ikke på, men det er rigtigt!). Fra Hamilton (måske I skulle kigge på et kort?) tog vi til Ragland. Det var en fantastisk flot køretur – dog med ret mange døde dyr i vejkanten. Så solnedgangen i Ragland, som viste sig at være en rigtig fin lille by. Jeg fik også set nogle får. Var jo ret skuffet over ikke at se noget på vej til Hamilton, da der efter sigende skulle være 30-40 mio får på NZ…

Vi ville ikke køre den samme vej tilbage mod Hamilton, så tog en anden vej sydpå. Troede det var en asfalteret vej, men tog grueligt fejl. Det tog os hundrede år at køre godt 30 km på en grusvej. Da vi så endelig kom godt ud på motorvejen igen og var på vej mod Tongariro National Park, var vi ved at køre en fuld mand ned, som lige pludselig kom slingrende ud midt på vejen i midten af ingenting! Fandt os en lille hule mellem nogle buske i parken, hvor vi kunne parkere Tardis og få lidt søvn.

Søn 4/4: Stod op kl 8 for at få morgenmad og få smurt madpakker til Tongariro Alpine Crossing, som skulle være en af verdens smukkest dags-hike. Det var nomineret til ca 8 timer, men vi tog den på 6 timer, uden at det var for hurtigt. Fik stadig alle de gode udsigter med. Det var fantastisk flot! Utroligt, hvordan landskabet kan ændre sig så mange gange i løbet af ca 20 km! Også rigtig skønt med en tur i bjergene, hvor jeg ikke troede jeg skulle dø (lige som mit sidste klatre-eventyr). Var dog på et tidspunkt ved at tro, at jeg skulle blæse væk, fordi blæsten på toppen af vulkan-krateret var usandsynlig stærk! Tog rigtig mange billeder, så skal nok lægge nogle ud til jer.

Da vi kom til slutningen af turen, fandt vi ud af, at der ikke var shuttelbusser, som kører med folk, der ikke har bestilt i forvejen. Ups… Fik en meget streng påtale af en chauffør fra et selskab, som synes vi var ”uplanlagte idioter”. Hrmf! Jeg er sgu ikke en idiot – og jeg er faktisk ret god til at planlægge! Jeg havde bare misforstået princippet og var blevet misinformeret på samme tid. Heldigvis fandt vi nogle flinke franskmænd, som fik ondt af de tossede danskere og kørte os tilbage til Tardis.

Kørte mod Wanganui. Inden det blev helt mørkt lavede vi pasta og tomatsovs i bjergene og spiste i lyset af de forbipasserende biler. I Wanganui fandt vi en lille campervan plads. Lidt skummel fordi folk tydeligvis boede der og var ret excentriske, men ejeren var meget flink. Dejligt med et bad og se film på vore 10” DVD skærm i Tardis. Ville have ladet vores telefoner op, men stikkene på pladsen var meget mærkelige. Forstod ikke, hvordan de fungerede…

Man 5/4: Vågnede kvart over seks og stod straks op, da telefoner var løbet tør for strøm. Himlen var blå og dejlig lys da vi kørte mod Wellington. Spiste vores mad på en lille holdeplads ved motorvejen. Igen til stor (be)undring fra forbipasserende.

Vi havde god tid til at komme til Wellington, hvor vi skulle tage færgen til Picton på sydøen, så var rigtig på sightseeing og fik set masser af bjerge (som vi til at starte med ikke helt kunne identificere, men tror vi fandt frem til at det var Tararua Ranges) og også luftballoner. Gjorde stop ved Paraparaumu Beach og tog en gåtur på stranden. Selvom det var ret tideligt var der mange på stranden pga. påske-helligdagen.

I Wellington nåede Claus at snakke med en rigtig fåre-farmer og tage et smut ind i byen (som han synes var ret kedelig), inden vi gik ombord på færgen. Turen ind gennem Marlborough Sound var kold men rigtig flot. I Picton satte vi næsen mod Nelson, som vi havde hørt skulle være en fin by. Turen dertil var også flot – det blev bare lidt ekstra spændende af, at vi var meget meget tæt på at løbe tør for benzin da der var 30 km tilbage. Fandt faktisk en tank, men den havde lige lukket 5 min før vi kom dertil, så måtte køre meget benzin-sparende det sidste stykke, indtil vi fandt en tank og fik fodret Tardis. Belønnede os selv med god mad og cafe-besøg i Nelson – som var en rigtig hyggelig by!

Tirs 6/4: Havde sovet på P-plads og vågnede derfor halv otte, da byen stod op (læs: da trafiklarmen blev for høj på forbigående vej). Tog en kort gåtur på stranden ved P-pladsen inden vi kørte med Marahau i Abel Tasman National Park. Var lige ved at begynde gåturen, da vi blev enige om, at vi hellere måtte være sikre på at vi kunne få transport tilbage. Godt, at vi gjorde det! For ellers var vi havet på en lille strand uden mulighed for at komme tilbage eller have et sted at sove. Så da vand-taxi var bestilt, gik vi fra Marahau til Anchorage Bay på ca 4 timer. Havde en lille pause på stranden inden vi blev samlet op af en speedbåd. Det var en ret let gåtur, og havde også fået at vide, at den er meget populær hos skoleklasser og ældre, men det var bestemt et besøg værd. Det var rigtig flot og dejligt at komme ned på strande hist og pist, som lå gemt mellem bjergene.

Hos vandtaxi-selskabet foreslog de, at vi tog kystvejen mod syd, så vi satte næsen mod Westport, som ligger helt ud til vandet og efter sigende skulle være starten på en flot køretur mod Greymouth. I Westport spiste vi på en dejlig lille restaurant Yellow House Cafe, hvor jeg fik en skøn laks i teriaki marinade. Gjorde os selv den tjeneste at holde på en campingplads, hvor vi kunne få bad og strøm (dog kun indenfor, da vi stadig ikke kunne bruge strøm-dimserne udenfor).

Ons 7/4: Dejligt at vågne op til at kunne gå i bad! Ejeren af Yellow House havde foreslået at tage til Tauranga Bay for at se sælkoloni. Det var et godt råd, og udsigten var fantastisk! Vi satte  af mod Greymouth, da vi midt på vejen så et skilt ”No Fuel 110 km”. Vendte straks om og fik tanket i byen! Havde ikke lige lyst til eventyr igen…

Vejret var fantastisk (hvilket åbenbart er lidt sjældent for vestkysten) og vi gjorde holdt ved Paparoa National Park for at se Pancake Rocks og Blowholes og spise chokolade TimTams og drikke limonade. Det var en rigtig flot køretur videre syd på, og jeg synes den mindede meget om Great Ocean Road.

Vi tog middagsmad nord for Hari Hari ved en indkørsel til et hus (der var også gamle folk i en stor campervan, så besluttede at vi også kunne tillade os det). Turen fortsatte mod Franz Joseph og Fox Gletsjer, hvor det begyndte at regne… Men jeg var nu glad alligevel, for jeg så mine første snedækkede bjerge J

Stoppede ved Fox Glacier by, hvor vi på infokontoret fik et råd om at se gletsjeren med det samme fordi det ikke ville gøre den store forskel med lidt småregn. Så vi så gletsjeren fra to forskellige vinkler. Først der, hvor alle turister går hen og ser spidsen af den (glacier road) og derefter kørte vi ad glacier view road og gik gennem regnskov og hoppede (læs: Claus hjalp ditter over) på sten i en flod af smeltevand fra gjetsjeren for at få et bedre og højere overblik over gletsjeren.

Spiste vores aftensmad på Cafe Neve, hvor vi tilfældigvis kom til at sidde sammen med en københavnsk familie. De havde været oppe på gletsjeren at gå. Det ville jeg også rigtig gerne, men Claus havde ikke rigtig lyst/synes det var for dyrt og kommercielt og vi havde jo også ret stramt skema for vores tur, så jeg har nu en ekstra god grund til snart at besøge vores dejlige ex-naboer på Island J Grinede godt nok noget af dem, fordi børnene (lidt yngre end os) var meget fascinerede af en farm, hvor de havde rørt ved grise og får og set får blive klippet. Hehe. At de skulle tage helt til NZ for at prøve det… Fik dog et godt råd af dem om at køre til Peak View P-plads og sove der, fordi det ville være flot at vågne op til. Det var ufatteligt koldt men flot stjerneklart!

Tors 8/4: Meget meget koldt at sove i bjergene! Men fantastisk at vågne op til en klar himmel og super flot udsigt! En amerikaner havde også overnattet der, så jeg fik en snak med ham, mens Claus fik snøvlet sig ud af bilen.

Kørte til Lake Matheson omkring kl 8. Det er en nærliggende sø, hvori Mt Cook spejler sig om morgenen og eftermiddagen, når solen står lavt og vinden er stille. Det var så flot! Helt sikkert køreturen værd J

Havde besluttet os til at tage til Queenstown, og eftersom vi var i meget god tid, ville vi tage et par omveje, så kørte så meget med kysten som muligt og nød det gode vejr. Tog også en sviptur til Jackson Bay for at se pingviner. Havde ikke lige tænkt over, at de ikke er der midt på dagen – og i øvrigt, så var de slet ikke ved Jackson Bay om efteråret, så det eneste vi fik ud af det var ekstra benzinforbrug og at Claus blev bidt af mange små dumme insekter.

Turen gennem Haast Pass til Queenstown var rigtig flot, og det var sjovt at se, hvordan landskabet hele tiden ændrede sig.

Blev enige om at Queenstown er hyggeligt, men det var super koldt! Vi spiste på et rigtig lækkert pizza-sted. Jeg fik pizza med pesto og rejer. Må hellere prøve ideen af på søren (altså pestoen), fordi han elsker grøn pesto. Men må nok finde noget andet end rejer at kombinere det med J Fik varm kakao og kage på starbucks inden vi kørte mod den lille by Glenochy. Var lige ved at køre 8 pungrotter over, mens vi hørte et skummelt radioprogram. Generelt er der rigtig meget god radio på NZ – dog kun om dagen! Bonusinfo: I Glenorchy har de et sted, hvor de lavet tøj og diverse ting af pungrotter skind og uld vævet fra deres pels. Det forlyder sig, at der er 70 mio pungrotter på NZ (no wonder at vi var ved at køre så mange ned på 40 km!)

Fre 9/4: Tror aldrig jeg har frosset så meget, mens jeg har sovet! Puha! Så vågnede forholdsvist tidligt og tog til infocenter for at høre om gåture. En gammel tandløs sjov dame forsøgte at forklare os en masse men hun virkede ikke ret troværdig. Så stolede hellere på en guide, som kom forbi, idet han skulle ud med nogle folk på en anden gåtur. Han anbefalede Touteburn Track, som skulle være listet som top 10 gåtur i Verden. Køreturen dertil var eminent, men var dog ikke så imponeret af turen. Ja, det var flot, men højdepunktet var da jeg ikke gad mere, og claus fortsatte selv, mens jeg lå i solen og spise kager og talte med forbipasserende. På vej nedad (altså hele vejen tilbage) legede vi ”gæt-en-sang”, hvor man skiftes til at nynne eller fløjte en sang, som den anden skal gætte. Jeg var elendig. Ikke til at gætte, men til at finde på sange. Hjerne fungere åbenbart ikke optimalt: Når den skal koncentrere sig om at gå nedad, så lukker alle andre ikke-vitale funktioner ned…

Da vi (endelig) kom tilbage til Tardig, tog vi et par piger med til Glenorchy, som skulle med til civilisationen for at ringe efter afhentning til dem og deres vandre-kammerater. De foreslog at vi skulle køre til Twizel og Arrowtown på vej mod Queenstown.

Fra Glenorchy kørte vi igen til Queenstown, hvor jeg fik claus overtalt til indisk mad. Køreturen var rigtig flot, nu hvor vi kunne se hvor vi kørte, og ikke skulle holde øje med pungrotter.

Efter aftensmaden kørte vi til Arrowtown og sov på en P-plads.

Lør 10/4: fik fancy muesli til 40 kr til morgenmad, som Claus havde foreslået at købe i kiosk dagen før. Jeg ville nu hellere have det billige, men så længe jeg kan få noget, som indeholder havregryn er jeg jo glad. Tog en gåtur i byen. Det var en rigtig lille hyggelig by med flotte huse og mange små butikker. Så på paua shells, smykker, jade sten og fik også købt lidt (salt)lakrids og smagt på fudge, inden vi kørte videre mod Twizel. Købte mig også lidt souvenirs til lejligheden J

Landskabet ændrede sig igen på vej til Twizel. Det blev mere ørkenlignende og bjergene, som før havde bløde former, blev mere kantede og mere spredte. Vi holdt lige inde Lake Pukaki (ved Twizel) for derefter at køre til via Lake Pukaki og Lake Takepo (må ikke forveksles med Take-a-poo). Vandet i søerne havde en sjov mælket turkis-blå farve, som opstår pga stenmels-lignende partikler, som blev dannet, da gletsjerne bevægede sig hen over stedet.

Ved Lake Takepo (eller måske er det Tekapo… nå, same same… må stadig ikke forveksle navn) gik vi op ad Mt St John. Det var en rigtig god gåtur på ca 3 timer op og ned i perfekt vejr med flot udsigt. Havde så meget tid inden aftensmadstid, at vi besluttede at køre til søens bred og se solnedgang. Det var nu ikke den store succes, for mens jeg sad og læste i min bog, gik solen ned i løbet af to minutter! Seriøst! Hvordan kan det lade sig gøre???

Nå, men vi havde en hyggelig aften, for kom til at dele bord med søde folk(og jeg fik dessert gratis fordi de glemte at skrive det på regningen). Først delte vi med en NZ mor og hendes datter fra Christchurch, som havde cyklet på nedlangt jernbane spor (rail trail) i 5 dage fra Dunedin til Alexandria (eller deromkring). Bagefter kom der et ægtepar fra Perth. De var rigtig snaksaglige. Lige noget for mig! Så vi fik talt om alt fra Danmark og Perth, til ræve og kameler (hvem vidste at der rent faktisk er kameler i Australien og at det ikke bare en en joke?) som skadedyr, men også om pungrotte plagen i NZ og hvordan man undgår at køre kænguruer over i Australien. Det var rigtig hyggeligt så vi blev siddende ret længe efter at vi var færdige med vores mad og de skulle op til observatoriet på Mt St John og se på stjerne og nordlys (hvordan kan der være nordlys på NZ?)

Søn 11/4: Igen en nat i kulden. Sov ved søen og stod ret tidligt op og kørte mod Christchurch via ”scenic turist road” fra Geraldine til Mt Hutt og derfra til christchurch. Spiste vores forkost på Bank Peninsula i en dames baghave. Tog det ikke så tungt, for går ud fra at folk med kælegrise i baghaven ikke er sarte mht turister (og de havde god udsigt)

Afleverede Tardis efter vi havde været på ufrivillig sightseeing i byen for at finde tankstation. Men fik da set det berømte klokketår v Victoria St og også en sprunget rørledning, som gav anledning til en del kaos i byen…

Med vores bagage gik vi til Cathedral Square og derefter Botanic Garden. Blev straks enige om, at vi godt kunne lige Christchurch! I modsætning til mange andre byer, vi har set, så har den både stil (gotisk) og charme, samtidig med at den er moderne.

Flyveturen hjem gik ret fint. Havde dog problemer med turbulens (som jeg godt nok ikke kunne mærke) så fik vores mad meget sent, og min videoskærm ville heller ikke virke, så den skulle re-settes ret mange gange for at komme til at virke.

Men dejligt at være hjemme i en ordentlig seng, få et bad (lad venligst være med at tælle, hvor mange dage, jeg ikke var i bad) og en lun temperatur udenfor (selvom værelse er ualmindelig koldt!)