danskDansk | choose language

Gratis Rejsedagbog

 

 
ditte_down_under » Beretninger » Ruineret og udskældt til eksamen

Ruineret og udskældt til eksamen

 

Søn 13/6: Sov længe. Man bliver jo træt ovenpå sådan en tur i sneen. Fik skrevet beretning, så I kunne vide, at jeg stadig er i live. Gik på markedet og købte frugt, inden jeg printede min eksamensnoter ud, så de var klar til mandag, hvor ”træningslejren” skulle begynde.

Claus og jeg havde aftalt at tage på NGV (national galleriet). Han kom så stolt en dag og sagde, at han havde fundet noget, vi skulle se, mens vi jeg stadig var i Melbourne. Han blev lidt skuffet, da jeg fortalte, at jeg havde været der. ”Man kan da heller ikke finde et sted, hvor du ikke har været…”, men sådan er jeg jo. Gider ikke sidde i min lille fængselscelle. Det er gratis at tage på NGV, så tog da gerne med igen. Det var vældig hyggeligt og fik også set mere end sidst. Det holdt hårdt, men det lykkedes mig at undgå at gå ind på deres ellers hyggeligt testue, hvor de har mange gode kager. Var lidt stolt af mig selv :-)

Efter at have gået rundt derinde godt 3 timer, gik vi til Lygon St, som er en lang gade med en masse europæiske restauranter. Vi valgte en italiensk og fik os noget at spise, inden vi gik mod biografen. Vi grinede lidt af stedet, for de havde ”ikke lige fået fornyet” deres alkoholbevilling, så folk gik ud og købte deres egne drikkevarer. Det var jo meget smart for det er noget billigere.

Kl 7 mødtes vi med Abhi ved IMAX. Det er verdens 3. største biograf skærm. Den største ligger i Sydney, og ingen ved noget om den 2. største. Men skræmen var STOR! Kan ikke huske, om jeg fik lagt billeder ud fra bio. Lærredet er 7 etager højt. Det er enormt. Og vi havde ikke bestilt billetter, så sad sådan cirka midt i salen. Det betød, at jeg måtte løfte hovedet lidt for at kunne se hele skærmen gennem mine briller. (Nej, har ikke fået briller, men det var en 3D film, så vi fik briller til det). Brillerne var sådan nogle store ”flue-briller” som søren ville sige. Det var grimt, men meget effektivt. Jeg synes det var langt bedre, end dem man får derhjemme. Og så gav jeg kun 90 kr, hvilket jo også er billigere end derhjemme.  Abhi var en lyseslukker og kunne ikke lide filmen, men Claus og jeg synes den var god. Shrek er altid underholdene, og ellers kan man jo bare grine af katten og æslet, eller måske bare alle de mange børnegrin :o)

Var ret træt, da vi endelig kom hjem, men det skulle da ikke forhindre mig i at skype min søren!

 

Man 14/6: Sandra havde fået fikset sit computer-grej og fundet ud af, hvordan man får lyd på, så det var dejligt at prøve at skype, hvor jeg ikke skulle sørge for monolog :o)

Brugte dagen på at skrive huske-kort til mine eksamensnoter. Tog en gåtur for at komme væk fra alle de tossede virus navne og mange sygdomme. Klamt, hvor mange kroniske infektioner vi alle sammen render rundt med. Føj! Men lad endelig være at tænke på det…

Jack kom med aftensmad til mig. Uheldigvis efter at jeg selv havde lavet mad. Så gemte hans mad til middagsmad dagen efter – det blev til en fantastisk kyllinge-sandwich med rødbeder og gulerødder.

Fodbold var grundlag for noget underholdning. Ikke selve kampene, men ”kampen om tv-stuen” fordi det var blevet forbudt at se foldbold i tv-stuen i mit hus. Det var stor ståhej og ballade, men jeg synes det er fint, for nogle af drengene går helt amok, så de også vækker mig. Fint med mig, men hold kæft hvor var de sure over at gå 100 m til tv-rummet i den anden bygning! Det er efter sigende ikke hyggeligt nok, og så er der” for mange uinteresserede indere” som ødelægger stemningen…

Claus havde tvunget mig til at se fodbold. Så den første halvleg, hvorefter jeg gik og Danmark så lavede selvmål. Hm… Så blev tvunget til at love, at jeg ville se de næste kampe, selvom det er kl 4 om morgenen. Men jeg har sat krav, så det er til at overleve. Hehe…

 

Tirs 15/6: Tirsdag var egentlig en ret uproduktiv dag. Øvede mine dumme kort. Motivationen var ikke ligefrem helt i top. Kunne begynde at se en ende på skolen og start på mange dages rejse med først venner og så søren, så at lære en masse virus-fis udenad var ikke lige top-prioritet. Fik dog nået næsten al det, jeg havde sat mig for. Nåede også at få mig et par lange gåture og skype mini-tychsen, som bliver større og større.

 

Ons 16/6: Efter en hel dag med øvning af kort, var det tiltrængt at komme væk. Så Claus og jeg tog på Jazz baren Dizzy’s Jazz Cafe. Sidst Claus var der for han vild, men jeg er jo god til at finde vej (bilder jeg mig ind) så vi kørte lige dertil med sporvognen. Jeg synes det var rigtig godt. Claus mente, at det var det dårligste han havde hørt, men at det stadig var godt. Tror der var omkring 15-20 musikere i alle aldre. Nogle af dem var ret friske og sjove. Andre lignede nogen, der spille på autopilot og snart skulle pensioneres. Men det var godt, og gæste-sangerinden bidrog også gevaldig til underholdningen. Hun var en sjov lille en, og vi kunne ikke blive enige om, om hun bare var sjov eller om hun var fuld eller skæv. Tror nu bare, at hun var sjov, for det var et ret anstændigt sted og med god mad (blev lidt misundelige på dem ved nabobordet, da de havde bestilt mad…)

Vi missede vores sporvogn med 2 min og måtte så vente 20 min på den næste. Derefter missede vi så toget… Så var ret sent hjemme!

 

Tors 17/6: Var komplet udmattet efter løbeturen, så tænkte at jeg lige ville tage en lille lur. Vågnede så op til middag. Hmm… Som min nabo Anne sagde: ”Det havde du nu nok brug for. Du ser stadig træt ud” Er træt af at være træt, og det hjælper altså ikke at skulle læse til kedelig eksamen.

Ellers gik dagen med at læse og prøve at holde mig vågen.

Dagens højdepunkt var da jeg til middag fandt ud af, at jeg bringer held! Jubii. Jeg kan bruges til noget fornuftigt. Vil I vide hvordan? Jo, man skal mumle noget på kinesisk og så skal man køre rundt i mit hår (godt nok ret forsigtigt). Så bringer jeg held. Det siger Jack i hvert fald. Hehe… Så det er nok derfor, at jeg aldrig selv er heldig, hvis jeg  kun kan bruges til at bringe andre held.

 

Fre 18/6: Endnu en dag med at øve huskekort, tage gåture og prøve at holde mig vågen. Jask sagde at jeg var så god til at bringe held om torsdagen, at jeg skulle bruges igen, så han rodede lidt rundt i mit hår og gik glad til eksamen :o)

Et eksempel på mit eget held: Claus og jeg havde talt om at vi ville se Nelly Ked filmen med Orlando Bloom, og vi havde hørt, at der skulle være en videobutik på den anden side af uni, så vi tog en gåtur dertil. Butikken var så lige lukket (altså lukket helt ned for ikke at åbne igen). Jack havde tydeligvis taget al mit held. Men pyt nu med det, for han var så glad for det.

 

Lør 19/6: Ja, endnu en kedelig dag. Udover min løbetur fik jeg gået i 2 timer, så jeg kunne komme ud og komme på andre tanker. Begyndte heldigvis at have ret godt styr på alle tingene. Der var bare nogle små tossede detaljer fra virologi, som ikke ville sidde fast.

Brugte aftenen på at bage boller. De blev sat i køleskabet så de kunne koldhæve og bages næste morgen, så vi kunne få helt friske boller til morgenmad ved fodboldkampen. Claus og jeg lavede også kakao, men det var vi elendige til, så det var spild af mælk. Men bollerne så fine ud, som de stod der i køleskabet til stor misundelse fra mange af de andre folk :D

 

Søn 20/6: Var oppe kl 4 for at være klar til at gå til det andet hus, hvor vi kunne bage bollerne og se fodbold. Deres tv-stue var mega klam. Nogen havde holdt fest aftenen inden så det flød med tomme flasker og rester af sprut på gulvet. Men vi diskede op med kakao (selvom elendig), nybagte boller, frugt og TimTams, så det hjalp lidt på det.

Fjernsynet ville dog ikke tænde. Jeg fiksede det. Ved ikke hvordan, men pillede lidt ved det, og så virkede det. Vi nåede lige at tænde det, idet Cameroun scorede mål. Men Claus besluttede at jeg bragte held, for vi vandt jo!

Tog en ½ times lur efter kampen, inden jeg tog på markedet og fik læst alle mine noter igennem.

Lidt over 12 tog Claus og jeg toget mod byen. Vi skulle ind og se symfoniorkestret. For 150 kr, fik vi en 3 timers alle tiders koncert. Der var alle typer musik. Alt fra ”we are the champions” til ”o sole mio” og et medley af de forskellige slagsange fra deres AFL hold. Det var rigtig godt og underholdene. Dirigenten var sjov og fortalte en lille anekdote om hvert nummer, så vi forstod hvorfor det passede ind i temaet ”sporting scores”.

Hjemme igen lavede jeg lasagne med Roger. Han var noget skeptisk, da jeg gav ham huskesedlen dagen inden, for han kunne ikke rigtig forestille sig, hvad vi skulle med alle de grøntsager (han er en ”kød, kød, kød!”-person som så mange drenge. Forskellen er bare at han lever efter det princip og ikke bare ønsker at gøre det). Men han var helt vild med lasagne. Det var hans forlovede også. Det tog jeg som et stort kompliment, for Ying spiser normalt nærmest ingenting, og hun spiste to ret store portioner af lasagnen.

Efter en ret lang dag (og heldigvis uden alt for meget læsning) var det tid til skype med søren :)

 

Man 21/6: Mandag var dedikeret til læsning, da det var sidste dag inden eksamen. Heldigvis skete der lidt i form af skype med Karina. Sidste skype inden vi ses igen til september!

 

Tirs 22/6: Eksamensdag. Men først kl 14, så skulle jo lige have en hel halv dag til at gå inden. Så læste mine noter igennem et par gange og fik også gået en lang tur.

Eksamen her er lidt sær. Man må ikke selv bestemme, hvor man vil sidde (det er ligesom at gå i folkeskolen igen). Man bliver først lukket ind 5 min før eksamen begynder. Man får skæld ud. Øv. Eller måske var det min egen skyld. Hørte ikke rigtig efter, for troede jeg havde styr på, hvordan det skulle foregå, men det havde jeg så åbenbart ikke… Man har først 15 min læse-tid, og jeg have fået at vide fra Shali, at man gerne måtte skrive i eksamens-opgaven men ikke på papiret til aflevering, så jeg skrev jo lystigt. Indtil en ret sur dame kom og tog papiret ret bestemt og sagde, at det måtte jeg absolut ikke! Så kom hun med en ny opgave. Gad ikke kigge i den, for havde jo læst den. Men da jeg så rent faktisk så på den, så havde hun givet mig en forkert opgave. Tosse. Jeg gider da ikke skrive en eksamensopgave om landbrugskultur! Så måtte pænt række hånden op og bede om den rigtige opgave, hvilket hun var ret fornærmet over.

Der var alt for lidt tid til eksamen. Tror det gik fint nok og fik også svaret på det hele, men jeg skrev hele tiden og damen kom også og rev papiret ud af hånden på mig! Sure kælling. Derhjemme er de i det mindste generelt ret søde.

Nå, men dejligt at have det overstået! Så Claus, Roger, Ying og jeg tog på Bimbos. Vi mødtes med Alex på vej derind. Vi havde lidt svært ved at finde et bord, men vi fandt da et, og vi fik vores dejlige pizzaer. Claus og jeg delte også en dessert pizza. Uhm…

Glæder mig til at skal vi søren det sted :)

Da vi var hjemme omkring kl 11 mødte jeg Jack, som var lidt fortvivlet, fordi han ikke havde kunnet finde mig til at ønske ham held og lykke/bringe held ved hjælp af mit hår. Han sagde at det var gået fint nok alligevel, men han ville gerne have at jeg var der dagen efter.

Havde også fået brev. Nej, det var ikke et godt brev. Det var en regning. Så nu har det åndsvage modermærke kostet mig 2000 kr, fordi jeg lige fik en regning for den histopatologiske undersøgelse… Godt jeg har forsikring, der dækker!

Beretnings info