Man 17/5: Løbe-makker havde dårlig ankel, så det blev ikke til nogen tur denne morgen. Men så var der til gengæld længere tid til skype – og det er jo ikke så tosset :o)
Brugte det meste af formiddagen på at rette min del af gruppe-opgaven, sætte alle bidrag sammen og ordne layout. Hvis det ikke er godt, kan det i det mindste se godt ud. Hehe. Havde dog et sammenstød med en fra gruppen af, fordi han mente, at jeg skulle bage kager og sørge for at sætte referencer ind i hans bidrag. Det skal jeg ikke, så det fik han at vide. Synes han var ret uforskammet, for har faktisk været flink ved dem idet jeg har givet dem feedback på alt, de har skrevet, og så forlanger tossen kager og at jeg skal gøre hans bidrag færdigt. Nå, men det må han selv om, jeg gør det i hvert fald ikke!
Havde kun en enkelt time. Det var ikke den store succes, for vi skulle begynde vores sidste case study (denne gang om cancer) og vores lærer havde ikke lagt materialet ud til os, så ingen var forberedte. Det var ren spild af tid… Ikke ligefrem den mest succesfulde skoledag, så besluttede mig for at gå hjem, bage kardemommebrød og se film.
Mens jeg bagte kom Jack forbi – det gør han altid, fordi han kan høre, når jeg er i køkkenet. Så kommer han og ser på og sørger for at jeg ikke brænder mig på pladerne, når jeg tager dem ud af ovnen. På hans egen sjove facon fik han sagt, at jeg så sur ud. ”Det er nok din dumme gruppe” sagde han så. ”Det skal nok gå. Du skal snart tilbage til Europa og der er dejligt”. Hehe. Kunne ikke lade være med at grine lidt af ham, så det hjalp lidt på humøret. Så Sound of Music gjorde også godt. En spydig kommentar om at det aldrig var meningen at gruppearbejde skulle gå godt (især ikke hvis jeg prøvede at være sød mod folk i gruppen) var dog ikke så velkommen. Hm… Så undskyld, Diana, hvis jeg er strid, når jeg omtaler min gruppe. Men de fortjener det altså. Desværre…
Hjemme i Danmark gik det heldigvis bedre for Søren, for han fik fat i billetter til Kagens Dag. Det er lige til at få hjemve af…
Tris 18/5: Startede min fridag (min lærer sagde, at det ikke var nødvendigt at komme i skole) med en løbetur og vasketøj. Fik ordnet nogle småting med vores juli-aug resje, inden jeg gav mig til at se film. Godt jeg har Shali til at overdynge mig med film :o) Nåede at se halvdelen af Marie Antoinette, inden jeg spiste middagsmad og tog til et møde om min homestay i den kommende weekend. Som den eneste af alle deltagerne, skal jeg bo alene hos en familie. Det er fint nok, synes jeg, men også lidt mærkeligt, når alle andre er to eller tre. Vi fik vores togbillet til Bendigo og et program over weekenden. Sidste år havde nogle af de studerende være bekymrede over, at deres værtsfamilier boede ude på landet, så derfor stod der i år i programmet ”Do not worry if your host family drives out of the city (up to 30 min) and there is no street light. There may also ben o mobile reception”. Hehe! Nogle folk har aldrig været på landet. Nå, men programmet lyder fint, og jeg glæder mig til at skulle af sted!
Så film færdig, inden jeg fik en skype med mor. Dejligt :o)
Lavede mig en madpakke og tog en bog og et tæppe med i en nærliggende park og spise min mad der. Tror folk synes, jeg var tåbelig for de kiggede sært på mig. Men det var hyggeligt og vejret var flot, selvom det var koldt. En mand kom endda forbi og kommenterede at det så ud ”som noget fra en bog”.
Tog i biografen om aftenen sammen med min nabo og nogle af hendes veninder. I Melbourne Central har de forskellige typer af biografer. Der er de almindelige (ligesom hjemme i DK), der er director’s cut (hvor du sidder i store lænestole og har tjenere i en mindre biograf), gold standard (ekstra store stole i alm. bio) og halfpipe (sjovt navn, men man ligger i kæmpe sækkestole i en mellemstor bio). Vi havde bare besluttet hvilken film vi skulle se, så vi måtte derfor i halfpipe. Det var ret skægt og havde lyst til at tage sækkestolen med hjem! Filmen var også ganske udmærket. Gik på cafe, inden vi tog toget hjem.
Ons 19/5: På vej til skole går jeg på en lille sti gennem en bette skov. Jeg gik et en meter eller to bag en mand (mistænker ham for at være australier), da der lige pludselig – helt ud af det blå – kommer to kæmpestore (eller lidt større end mig) kænguruer hoppende ud lige foran manden. Han nærmest ikke ænser dem og fortsætter bare videre (derfor jeg tror, at han er australier), mens jeg synes det er fantastisk og siger ”ihhh!!!” og kigger efter kænguruer og tænker at det er en god start på dagen. Tosser som mig, er åbenbart nemme at imponere :o)
Cancer forelæsning var fin nok, men mit kursus i videnskabelig kommunikation tog prisen for dagens mest tossede bidrag: Vi har alle afleveret flere opgaver og vores lærer er ved at rette dem og hun gjorde opmærksom på nogle ret sære ting, som folk gør. Bl.a. er der nogle som altid sætter punktum og af det første ord i den næste sætning. Andre finder på deres egne forkortelser af lange ord (og skriver aldrig hele ordet, så man ikke aner, hvad de snakker om). Andre igen skriver så forvirrende (en stor sammenblanding af tanker fra hist og pist) at man ikke fatter en brik. Godt, jeg ikke skal rette det!
Fik en snak med min lærer efter timen, fordi jeg havde et par spørgsmål til et andet fag, hvor hun er koordinator. Vi kom til at tale om folkene i klassen, fordi hun er lige ved at få spat af dem (så det er altså ikke kun mig som er strid og frustreret). Så nu føler jeg mig ikke helt som et så dårligt menneske mere, når jeg ved, at andre også kan gå amok over deres manglende samarbejdsvilje og evige evne til at tro, at de er perfekte til alt.
Øvede mig i lidt spansk, inden jeg havde gruppemøde. Selvom mødet havde været aftalt i lang tid og diskuteret flere gange (og de har fået det på skrift 2 gange) så vidste de ikke at der var møde… eih… og en var faktisk bare taget hjem. Nå, men resten af os gennemgik det vi havde planlagt. Det var ikke videre succesfuldt for de havde ingen feedback at give, selvom det var det, jeg havde sagt de skulle. De påstod at have læst det hele, men når jeg spurgte ind til noget, kunne de ikke svare og havde ingen kommentarer ud over ”eh… hmmm…”. Fedt! Eneste brugbare kommentar var, at de kunne fortælle mig, at hende, som ikke var til stede, havde kopieret alt hendes tekst fra wikipedia. Jeg er så åbenbart en naiv idiot. Jeg var bare glad for at hun kunne skrive (når hun nu ikke kan tale) engelsk, så havde ikke tænkt så meget over at sproget ikke lignede hendes eget. Men indere er åbenbart eksperter i at spotte kopi-folk, for det er det, de selv er vant til at gøre i Indien (selv på uni…). Så følte mig umådeligt dum (og ja, med god grund for der var faktisk hyperlink i teksten, som jeg bare havde tænkt var en mærkelig form for at markere et ord…).
Nå, men efter et ”fantastisk” gruppemøde forsøgte jeg at skype mini-Tychsen, men forbindelsen var elendig. Så fik Shali til at komme og hente mig – jeg må ikke gå selv hjem, når det er mørkt. Var derfor klar til at skype mini-Tychsen, da jeg kom hjem 20 min senere. Det var så hyggeligt! Tak til skype for at gøre det muligt!
Hyggede mig med lidt mad, inden jeg fik overtalt (eller det krævede faktisk ikke overtalelse) Claus til at se film med mig. Vi så ”The Boy in the Striped Pyjamas”. Og jeg faldt ikke engang i søvn – det plejer jeg ellers altid at gøre, hvis jeg ser film med de andre om aftenen inde i stuen :o)
Tors 20/5: Vågnede op til en kold men vinderunderlig flot dag. Uhm… Opdagede så, at nogen har klippet busken helt ned uden for mit vindue. Så nu er jeg ligesom i zoologisk have – bare et dyr i et lille bur, som man kan kigge på, når man går forbi på vejen. Ville altså hellere være i fængsel… men kan nok ikke rigtig få busken til at vokse hurtigere fordi jeg er utilfreds med klipningen?
Løbetur var dejlig. Bliver bare så frygtelig sulten. Så spiste faktisk hele min madpakke, inden jeg skulle i skole – og havde selvfølgelig fået morgenmad. Godt, at man så har hele dagen til at brænde det af i :o)
Fik ordnet nogle småting såsom at ruinere mig selv, inden jeg skulle til time igen. Men kører min økonomi i sænk for et godt formål: Eventyr med Søren. Jubiii! Så nu er turen i Kimberleys betalt! Glæder mig som et lille barn (som Lars Æ Mann ville sige)
Vores journal club var for en gangs skyld fornuftig. Endelig havde de fattet pointen! Så overskuds tiden blev brugt på at snakke om diverse ting og sager. Bl.a. opfordrede vores lærer os til at være ærlige og give både god og dårlig kritik i vores evalueringer af alle kurser (men jeg behøver ikke rigtig nogen opfordring – jeg deler gerne ud af min holdning uopfordret!). Derudover fik vi en lille snak om vores gruppearbejde, og om at det er helt normalt, at man gerne vil slå sin gruppe ihjel og aldrig have lyst til at se dem igen efter præsentationen næste mandag. Ved ikke om det var rettet specielt til mig, fordi vi talte om det i går, men så faktisk andre der sad og små-nikkede eller sagde små samtykkende lyde. Det er altså ikke kun mig, som hader gruppearbejde. Ahh… Det er godt for min samvittighed :o)
Fik mig en snak med Kate (copy/paste) efter timen og prøvede at forklare hende, hvorfor hun ikke kan kopiere alt teksten fra wikipedia og andre fine steder. Jeg tror faktisk, at hun ikke vidste bedre. Det lyder mærkeligt, synes I måske, men de gør bare alting anderledes derovre og mange steder er det legalt at kopiere alt til selv sit speciale! Og hun er ikke specielt god til engelsk, så tror ikke hun har forstået hele pointen med at man ikke må kopiere ting. Godt at der ikke er lang tid til, at gruppearbejde er fortid (hernede)
Tog hjem og så film med Shali. Er (tydeligvis) lige nu ved at skrive beretning, og tror jeg snart vil have mig noget at spise, inden vi skal se endnu en film. Det er trods alt mere hyggeligt at være to til at se film end bare en! Føler mig ikke helt så idiotisk ved at se mange film, når jeg ikke ser dem alle selv :D
Skal måske lige også se efter mit togkort. De bliver ved med at forsvinde for mig. Er sikker på, at jeg tager dem med hjem, men så er de bare pist væk, næste gang jeg skal bruge dem. Hrmf!

Dansk |