Fre 21/5: For første gang har jeg nu prøvet at skype midt om natten – uden at det var planlagt. Nogle af drukhovederne kom hjem kvart i 2 og larmede helt vildt, så jeg selvfølgelig vågnede og ikke kunne falde i søvn igen. Så lidt dokumentar fra DR1 (som en af de få på min alder der betaler licens er jeg glad for at kunne downloade DRs egne programmer), inden jeg besluttede, at jeg umuligt kunne falde i søvn inden for overkommelig tid. Så skrev sms til søren, som heldigvis havde tid til at underholde mig midt om natten. Tak søde Søren :-)

Sov så forholdsvis længe – til halv otte, inden jeg stod op og tog til forelæsning. Trissede bare tilbage til huset og pakkede min taske og så film, inden jeg skulle af sted.

Tog toget til Southern Cross, hvorfra alle regionale tog kører fra. Alle os, der skulle af sted, havde aftalt at mødes kl 2.45 ved Starbucks. En canadier havde lovet at hun ville være der tidligt så dem, som ikke kunne finde det, kunne ringe til hende. Hun dukkede så slet ikke op. Vi andre blev trætte af at vente på hende, så jeg fik guidet folk hen til toget og læsset dem ind. Jeg ville i hvert fald ikke misse toget, fordi hun var langsom og ikke kunne finde ud af at tage sporvognen i tiden (det tager altid længere tid end planlagt…). Så at hun og hendes to venner kom løbende ned på perronen i sidste minut…

I Bendigo blev vi mødt af vores værtsfamiler. Jeg skulle bo hos Kelly og hendes 7-årige dreng Draven. Hendes mor Grace, som stod for det hele, var også sammen med os en del. Også Grace’s tvillingesøster Robyn. På universitetet havde vi en lille velkomstfest med mad mm. Det var vældig hygge og bagefter to jeg med Kelly og co på restaurant for at få lidt vin og nachos. Kelly boede i en lejlighed, der ikke var meget større end sørens om min. Med tre katte, en mexicansk gå-fisk og en skildpadde med tre ben. Huset var ret gammeldagsindrettet med en masse souvenirs især fra Japan, hvor hendes mor har boet de sidste 15 år. Jeg fik lov til at sove i ”biblioteket” på en madras. Dette værelse blev ikke brugt til andet end at opbevare bøger, da Kelly og Draven sov i det samme rum.

Lør 22/5: Havde ladet døren til mit værelse stå lidt på klem. Det var en fejl, for killingerne løb ind og ud af mit rum hele morgnen. De var ret legesyge og ville hele tiden bide i min kalender og kuglepen, min telefon eller hoppe ind i min kuffert.

Morgenmaden bestod af scones eller rice crispies, så valgte en scone med basilikum og feta. Lidt mærkelig morgenmad, men det er åbenbart ret normalt…

Vi havde en aftale med en fårefarm. Vi mødtes med konen inde i byen, så hun kunne vise os vej. Der var ret langt og vi tog en omvej derud så vi havde en chance for at se kænguruer. Vi var heldige, for da vi var kommet et godt stykke ud af byen, sad der en flok på omkring 40 kænguruer og kiggede på os på en mark. Efter et stykke tid begyndte de at løbe væk. Det var sjovt at se, hvordan de hoppede over hegnene mellem markerne. Vi kørte parallelt med dem på vejen og de løb omkring 40 km/t. Det var ret imponerende.

Irene og Phil, som havde farmen var rigtig søde. Phils familie har haft farmen siden 1876, og de har nu 3000 får – og de havde så lige fået lam. Farmen var stor, og vi satte os alle op en pick-up trucks lad og kørte rundt med Phil og fodrede fårene. Det var sjovt og vejret var helt perfekt. Mens vi kørte fortalte hans kone lidt om farmen og området. Bl.a. fortalte hun, at i år er det første år de har haft græs i 11 år. De sidste 10 år har det hele altså bare været én stor hede… Det har været et kæmpe arbejde for dem at fodre alle de dyr, når der ikke var noget græs. Vi så også hvordan deres gamle hyrdehund kunne drive fårene. Den var ved at være lidt døv (den var jo en ældre herre) så den tog lidt tid om at reagere på en kommando, men den var meget effektiv.

Kelly, Draven og jeg tog ud for at handle ind til aftensmaden, inden vi kørte ud i vildmarken igen for at besøge en af Kellys kollegaer. De boede det skønneste sted! Huset var bare faldefærdigt og rodet, selvom det var ret nyt. De havde alle mulige forskellige dyr rendende. Det var et lidt spøjst sted, men de var meget flinke. Især damen. Manden var lidt sær. Han fodrede Draven med kage, så han fik sukker-flip og han var utrolig (læs: for meget) snaksaglig. Han ævlede løs om dette og hint og var bl.a. overbevist om at danskere var det mest snobbede folkefærd der findes, mens franskmænd er de sødeste. Jeg prøvede at forklare ham, at han var helt galt på den, men det var lidt svært, når han hele tiden selv snakkede. En af deres hunden rendte rundt og gnavede i en kænguruhale og forsøgte hele tiden at få en af os til at røre ved den. Adr!

Hjemme igen lavede jeg mad. Kelly er ikke fan af madlavning, men holdt mig med selskab og blev ved med at fylde mit vinglas op – australier er vist ret glade for vin. Lidt over 6 kom Grace og Robyn og hentede os, så vi kunne følges til Margeret og Philips hus, hvor vi skulle holde sammenskudsgilde. Det var rigtig godt! Der var alle mulige lækre oste, kiks, chips og frugt til forret. Der var fem hovedretter og endnu flere desserter. Uhm… En rigtig hyggelig aften, hvor jeg fik talt en masse med nogle fremmede folk. De var alle ret begejstrede for at høre noget om Danmark, for ingen vidste andet, end at det var der Mary var taget hen for at gifte sig med Frede. Måtte endda give en smagsprøve på det danske sprog, fordi de ikke ville tro på, at jeg kunne tale andet end engelsk. Phil og Margs hus var rigtig lækkert. Tror endda at det er ordentlig isoleret! Der var en fancy terrasse med skodder, som lukker til når der er fugt i luften. Indretningen var også rigtig flot – de havde tydeligvis ret mange penge. Men de var søde, og nogle gode værter! Kelly blev nødt til at køre hjem med Draven fordi han hele tiden plagede og var irriterende – han er vist mest vant til at spille computer, så er ikke så god til at være med til selskab. Det var en skam, for ville gerne have været der noget længere. Jeg kørte ret hurtigt bagefter med Grace og Robyn, så jeg lige kunne nå at sige farvel.

Søn 23/5: Fik morgenmad mens vi så Nat på Museet II, inden vi kørte til guldminen inde midt i byen. Det var en rigtig god guidet tur. Guldminen Central Deborah er blot én af ca. 6000 (nej, det er ikke en fejl med 0’erne) guldminer i Bendigo. Der er blevet fundet mere guld i Bendigo alene, end der er i hele Californien! De blev nødt til at stoppe minedriften fordi hele byen er bygget lige oven på minerne, og det ikke blev betragtet som specielt sikkert at have en by ovenpå dem, hvis man graver lige så meget ud som man gør nu til dags. Der er sikkert meget mere guld dernede. Der er 17 niveauer i minen og vi var kun nede på 2. niveau. Vi blev alle udstyret med hjelme og lys. Vi så ret fjollede ud, synes jeg. Turen var god og nu ved jeg, hvordan jeg skal finde guld og sørge for at det ikke er snyde-guld: 1) Guld findes kun i kvarts, det er guld-farvet (surprise! Men det har en helt speciel mørk gylden farve) og det blinker ikke hvis man flakker lyset hen over det (fordi det er blødt og derfor ikke har skarpe kanter). Bendigo blev opdaget af to tossede kvinder, som rende rundt og vaskede tøj i ødemarken. De fandt guld og var dumme nok til at fortælle vidt og bredt om det i den næste by, uden selv at købe retten til minedrift inden. 48 timer efter de fortalte om det i den nærmeste by, var der 400 folk som ansøgte om retten til minedrift. ½ år efter var der 20.000 minearbejdere i gang.

Vi fik middagsmad på et bageri og tog en rundtur i byen, inden jeg blev sat på toget hjem. Var ret træt og faldt endda i søvn, mens Shali og jeg så film. Var helt forvirret da jeg vågnede, så begyndte at tale dansk til hende. Det synes hun var ret morsomt, men sendte mig alligevel tidligt i seng. Alt i alt en god weekend. Var dog lidt ked af, at jeg ikke kunne være med til pinsemorgenmad. Menuen lød superb! Uhm…