Torsdag morgen ankommer vi med tog til Nakhon Pathom kl halv fem - det vil sige at vi kun har 4½ times ventetid på toget til Kanchanaburi. Kunne ikke rigtig lægge os til at sove sådan rigtigt, da der kun var bænke, så vi kiggede lidt i brochurer om Kanchanaburi og broen over floden Kwai. Det blev også til et enkelt spil kort, men egentlig blev tiden lidt lang.... Perronpersonalet opdagede at vi skulle til floden Kwai og kom hen til os med en historisk beretning om broen. Det var rigtigt sødt af ham, for da tiden nærmede sig vores togafgang, spurgte vi ham gang på gang, om det var vores tog. Den stakkels mand må have været godt træt af os.

Da vi endelig kom af toget blev vi straks forfulgt af en cykeltaxi: Han ville køre os hvor som helst hen, vi ønskede. Vi ville bare af med ham, så selvom han faktisk gav et godt tilbud, sagde vi nej. Han skulle bare lære, at vi selv kan spørge, hvis vi ønsker en cykeltaxi!

Efter et smut på turistkontoret tog vi til C&C Guesthouse for at inkvartere os. Forholdene var simple, men vi fik et dobbelværelse med fan for 150 B ialt! Godt nok var vandet koldt, og Søren blev angrebet af en kæmpe edderkop som krævede flere drabsforsøg, inden Søren fik den udslettet, men det blev hurtigt rigtig hjemligt for os. Vi kunne også have valgt et værelse, som lå på selve floden til 50 B mindre, men der ville være for mange myg og bølger, når bådenen sejlede forbi.

Vi fik pakket vores ting ud og gik ned på C&C-restaurantens pavallion på floden for at få lidt mad. Det var superbilligt! EFter maden satte vi kursen mod JEATH-museet for at se på en udstilling om 2VK og konstruktionen af dødens jernbane og krigsfangernes forhold. En tidligere soldat, som havde overlevet, havde lavet en udstilling med malerier. Meget gribende. Men vi var dog lidt skuffede over størrelsen af udstillingen. Godt vi ikke betalte entre...På vej ned til museet blev vi hilst af alle skolebørn vi så. De vinkede og pegede og nogle piftede endda af mig (Søren fastslog dog hurtigt, at det ikke var fordi de synes jeg var pæn, men fordi jeg var "anderledes").

Efter museet satte vi kursen mod krigskirkegården inde i byen. Det var utroligt bevægende! Over 6000 gravsten for mænd ml 20 og 35 (dog få helt op til 59) af dem vi så. Man kan slet ikke forstå, at så mange mænd er døde pga en tosset jernbane! Man står lidt med samme fornemmelse, som når man har været inde i en KZlejr.

Vi havde bestilt en tur til næste dag hos vores værtinde, men da vi spurgte om vi kunne lave en ændring, fik vi at vide at vi ikke kunne komme af sted. Blev temmelig irriteret, for selvom benzinen er dyr for dem (5 kr pr liter) så kunne de bare have sagt fra starten, at det kun "måske" var muligt, og at de ville undersøge det. Heldigvis fik vores værtinde/reservemor i Kanchanaburi reddet situationen ved at ringe rundt til mange af sine venner og arrangere turen for os. Hun var en rigtig lille mor, som bekymrede sig for, om alt var i orden. SElv da vi kom og ville bestille aftensmad kl halv ti, da hun havde lukket køkkenet, åbnede hun det igen-blot for at lave mad til to tossede turister! Vi undrede os over, at hun kunne få det til at løbe rundt med de billige priser, og vi fik en hel historie om, at hun satsede på tilfredse kunder og billige priser. Det er noget vi kan li!

Næste dag skulle vi på tur. Vi blev hentet af minibus lidt over 8 (vi vågnede meget tidligt, fordi der kom larm og sang fra floden - fandt aldrig ud af, hvad det var). Vi startede ved Erawan Waterfall. Erawan betyder de tre elefanthoveder, som skulle være ved det øverste og 7. trin af vandfaldet - havde dog lidt svært ved at gennemskue, hvor de skulle være, da vi efter megen klatren og våde fødder endelig kom op til toppen. Vi havde 2½ time ved vandfaldet, så vi troede, vi havde god tid, men tiden blev hurtigt knap, så vi fik kun 20 min til at bade i vandfaldet. Det var dejligt kølende, men synes nu at det var ubehageligt, at alle fiskene nappede døde hudceller og skidt af en hele tiden. "Billig manicure" sagde Søren. Et rigtig flot vandfald, som vi egentlig godt kunne have brugt lidt længere tid på.  Da vi kom ned til starten af vandfaldet igen, så vi endelig de vilde aber, som var ret tamme. Man måtte ikke have poser med ind, fordi aberne ville tage dem, da de troede, der var mad i. Det var et rigtig velholdt areal i naturreservatet. Vi skulle også registreres og betale !"depositum" for vandflasker ved 2. trin af vandfaldet, så personalet var sikker på, at vi ikke smed affald rundt omkring.

Efter en tiltrængt middagsmad tog vi til Hellfire pass og Memorial Museum, hvor vi fik et indblik i, hvad krigsfangerne havde gennemlevet for at lave jernbanene gennem flere meter høje klipper - kun mejsel og hammer og til sidst lidt dynamit. Navnet Hellfire Pass blev "opfundet" af fangerne, fordi de arbejde i døgndrift for at tilfredsstille japanernes arbejdskvoter. Om aftenen stod de med fakler og hamrede. Lydene, ilden og de levende lig gav et indtryk af helvedes ild.

Inden turen var slut, fik vi en køretur i en gammelt vakkelvornt tog over nogle af de træbroer, som fangerne lavede under krigen. Uh, hvor det knagede! Sluttede af med at gå en tur over broen over floden Kwai.

Den sidste dag havde vi oprindeligt planlagt at tage på scootertur, men togtiderne var ikke helt som vi havde forestillet os, så vi måtte tage en minibus til Bangkok. I stedet for scooter, lejede vi en kajak af værtinden Nit. Gav 200 B og sejlede op til broen og tilbage igen, og derefter ned ad floden for at se et flot kinesisk tempel. Det var dog lidt hårdt at sejle op ad floden tilbage til C&C. Især for Søren, som jo er evigt tissetrængende!

Da vi kom tilbage til BAngkok d 3 juni, tog vi i biografen. Betalte 400 B for et dobbeltsofa: Stor og blød og med lænestolseffekt. Super dejligt! DA Vinci Mysteriet var en god film. I hvert fald bedre, end den mini pizza vi fik på Pizza Hut! Den var så lille, at den ikke kunne kaldes en pizza.

Ellers har vi bare slappet af og shoppet indtil  nu, hvor vi skal til at tage en taxa til lufthavnen for at flyve til Vietnam.

I må hygge