Yangtzefloden, 28. juni til 2.juli

Fik som altid en fantastisk start paa vores tur. Jeg (ja, det er bare mig der skriver igen, Soeren ved ikke hvordan man burger et tastatur) brugte det meste af dagen inden paa at vende indersiden udad, saa jeg stod op godt svimmel og utilpas af ingenting at have I min mave. Oev boev, for det betoed at morgenmaden heller ikke broed sig om at vaere I maven. Heldigvis var Soeren soed til at hjaelpe mig med at pakke og udskrive mail fra de flinke folk som havde sendt mig lidt nyt hjemmefra. Godt at han er med! Vi blev hentet ca 7.30 og koert til en bus fuld af ulaekre kinesere. Min taske kunne ikke vaere I bagaberummet saa den maatte Soeren slaebe ind I selve bussen, hvor det var napt med pladsen, for en kineser kraever plads, naar de skal have mulighed for at vende og dreje sig, saa de kan spytte paa gulvet, hvor det passer dem… Uhm…

Koereturen tog 5 timer. Ikke videre behageligt for nogen af os, men vi overlevede dog og endte heldigvis det rigtige sted; Chongquing, hvorfra baaden skulle sejle om aftenen.

Paa et rejsebureau fik vi lidt middagsmad sammen med franskmanden Olivier som ogsaa var med bussen og vi fik en plan over aktiviteterne paa sejlturen. Herefter gik vi Carrefour for at koebe ind til turen. Vi havde iforvejen koebt lidt kiks og broed (og glas med peanutbutter og marmelade) men fik koebt en del instant noodles og noget morgenmad. Baaden skulle eftersigende vaere skod og meget dyr, saa vi ville spare (turen var jo det stoerste punkt paa budgettet for Kina). Paa vej fra supermarkedet fik vi endnu en gang bekraeftet at kinesere er et maerkeligt, ret ulaekkert folkefaerd. Hvem skulle have troet at en hjemloes (det formoder og haaber vi han var) mand, der ligger paa en forhoejning lige uden for butikken, ligepludselig kigger ned I sine bukser og finder ud af, at noget mellem benene er blevet stoerre? Hvad vaerre er: Han mente saa, at det var en god ide at soerge for at “tingen” fik sin normale stoerrelse tilbage. Gik helt I chock! Olivier og Soeren blev helt paf. Forklaring paa hvordan det kunne ske: Han var kineser – nogle af dem har absolut ingen haemninger!

Gik tilbage til rejsebureauet og kom os over choket og ventede paa at blive laesset paa baaden. Til vores store glaede (havde forventet at skulle dele kahyt med to kinesere) skulle vi dele kahyt med to amerikanere (Katelin og Steve) som vi moedte I Sapa I bussen til graensebyen. Jubiii!!! Kom dog ned paa jorden igen, da vi saa toilette og aabnede naeseborene! Yak!

Torsdag den 29. skulle vi starte dagen med en tur til GhostCity. Det glippede fordi guiden stak af. Fra da af hadede vi alle kinereser og koebte et entrekort til daekket, hvorefter vi hadede dem endnu mere; kan ikke fordrage naar de stirrer paa mig. Paa et tidspunkt sad der 4 kinesere ved et bord og stirrede paa mig og pegede. Selvom jeg kiggede op blev de bare ved. Det er udsaedvanligt at se hvide mennesker aabenbart… Var forfaerdede over deres miljoebevidsthed: De er vildt stolte over deres land og kultur, men har ingen ide om at passé paa det: Naar de har lidt skrald og der er langt til skraldespanden, ryger det bare ud over raelingen. Ligesaadan med alt fra hygiejnebind til oelflasker (skal lige naevnes at kinesere tager cruise paa floden for at drikke sig stive og spille kort, samt spytte og kaederyge!).

Heldigvis er intet saa slemt som det umiddelbart ser ud til. I receptionen kom vi I kontakt med en franskmand som talte kinesisk. Han gjorde os lige opmaerksom paa, at kineserne selvfoelgelig er 50 aar bag ud ift os, saa intet under, at de ikke ved, at man skal passé paa naturen. Plus at de under kommunismen ikke ejede noget, og derfor er de ikke vant til at passé paa deres egne og Andres ejendele. Det goer det ikke bedre, at 1barns-politikken betyder at de fleste kinesiske eneboern lever som smaa kongelige…

Vores hurmoer vendte, da vi rent faktisk saa et temple som vi skulle se og havde betalt for. Vi spaendede efter vores guide op ad tusind trapper og kom ind I templet som de foerste. Skoent! Fik nogle gode billeder af det oplyste temple som var viet til en general fra 1800 og hvidkaal. Desuden var det kendt for dets kalligrafi. Det var enkelt men rigtig flot. Paa vejen tilbage moedte vi David og hans mor, Steve og Katelin samt 3 australier og vi fulgtes med dem paa baaden. Endte paa baaden karaokebar – havde et par enkelte engelske sange som vi sang paa skifte hvorefter den vilde techno party gik I gang. Alle var paa gulvet. Selv de 3 60aarige folk (de var faktisk vildest). Kineserne maa have troet at vi var gale! Men det var skide skaegt!

Fredag den 30. gik turen til de 3 smaa kloefter. Foerst sejlede vi gennem den foerste af de store, hvorefter vi skiftede til en mindre baad. Det var seks hyggelige timer, selvom det regnede en smule paa et tidspunkt. Landskabet var smukt og vi fik talt en del med de andre. Den australske mor var vildt betaget af Danmark og jeg lovede hende at de gerne maatte lane vores kongefamilie, nu hvor de havde “doneret” Mary… De kunne ikke lide den engelske familie… Men det er forstaaeligt. I de stejle klipper saa vi en masse smaa huller langt oppe. Den australske dreng forklarede, at der bliver de lokale begravet (ligene skaaret I smaastykker og derefter lagt I smaa kister).

David hjalp os med at koebe billetter til den store daemning (ingen taler engelsk). Han tog mig med ind til guider og der sad vi og hyggede lidt, mens jeg fik betalt for billetterne (fik dem til 150/stk, andre havde betalt 190/stk hos rejsebureau). De var vildt begejstrede for mine blaa oejne og sad og kiggede intenst paa mig. Er ved at vaene mig til det og det gjorde mig ikke saa meget laengere.

Den store baad lagde til kaj efter vi var kommet om bord igen. Steve, Katelin, Soeren og jeg og de to Davider tog en tur ind I byen. Tog alle en motorcykel og skulle koeres rundt om byen og se den store roede bro. Jeg var den foerste, der satte mig op, og  min chauffoer stak af… Han koerte bare, saa tilsidst maatte jeg lige raabe stop for jeg kunne ikke se de andre. Vi vendte om, og de andre var vaek, saa han fortsatte ud ad vejen, samtidig med at han forklarede mig noget paa kinsersprog… Flinkt, men soede mand, jeg forstod intet! Henne ved rundkoerslen var jeg ved at vaere lidt utryg, da jeg saa de andre komme strygende tilbage (de havde opdaget at de manglede mig). Var glad for at blive fundet! For Soeren har altid alle pengene, saa jeg havde ingen mulighed for at komme tilbage til baaden uden dem.

Efter en lang forfaerdelig tur med mange sving og flere naerdoedsoplevelser (enten koerte den tossede chauffoer helt ude ved afgrunden eller over I den anden koerebane) naaede vi endelig broen og vi koerte over paa den anden side og fik lidt at drikke. Skulle koere tilbage moerke, saa det vare bare skoent. Var maaske nok lidt sart, men jeg tror de andre noed det mere end mig, selvom flere af dem sagde, at de bare gik ud fra at chauffoerene vaerdsatte deres liv saa meget at de vidste, hvad de havde gang i… var alligevel lidt nervoes for at koere ind I nogle af de mange sten fra stenskreddene… Men vi overlevede alle og kom tilbage til byen. Her skulle alle andre en Soeren og jeg have lidt at spise, saa vi fik set et rigtig gadekoekken med hundesnuder, grisesaer og –haler, hoensefoedder og det der er bedre… Var en tur paa et apotek og fik vha David (kinesersprog) koebt nogle piller til min hals som gik helt amok med hosten. Holdte mig til et vestligt product, selvom kinesisk efter sigende skulle vaere spaendende….

Byen saa temmelig gammel ud, selvom den kun var 2 aar gammel. Der er blevet bygget rigtig mange nye byer nu, hvor vandet stiger… Bare I denne by var 70000 blevet flyttet

Loerdag den 1. juli startede med sur maelk paa vores ellers laekre (og meget dyre) chokomuesli. Koebte saa noget nyt I kiosken og haeldte over, men som Soeren sagde, saa smagte det af blomster og det var kun vaerre!

Inden vi skulle til den store daemning reddede jeg mig lige en solskoldning paa daekket ( man har jo ikke btalt 30 Y for noget man ikke burger, vel!). Skoent! Kl 14 gik alle kinesere helt amok og loeb efter de gule flag til busserne, som skulle koere os til daemningen. Saa flere forskellige ting: Akvarie med fisk fra floden, gaatur langs bredden af daemningen, tur I elbil over daemningen (der var nogle som ikke naaede det og deres koerte saa lige ud og vendte paa den), en model af daemningen og tilsidst en udkigspost over hele omraadet. Alt gik meget hurtigt og australierne kom af ren princip for sent til det hele. Latterlig moral! Stoppede I en lille by efter daemningen hvor baaden kom ud gennem sluserne. Her fik vi lidt chilikartofler, og Olivier og jeg kiggede laenge paa kogekunsten I et gadekoekken, inden de fleste af os tog til et gratis show paa “Memorial Pladsen” for daemningen. Den var 90000 m2 stor og der var en kaempe scenen med udsigt til daemningen. Her blev der lavet et overdaadigt show af 600-700 personer (Soeren mente at alle I byen optraadte I showet) med flotte lyseffetkter, kostumer og superflot koreografi! Det var vildt – isaer fordi det var gratis! Gaar ud fra, at det var fordi det var ren propaganda: Showet lovpriste det kinesiske folk og landet med fokus paa daemningen og selvfoelgelig fortalte hvor hoejt udviklet alt I Kina er og at de er meget bevidste om at behandle landet korrekt – hvorfor er det saa lige, at mange tror at daemningen bliver en stor gylletank kombineret med en skraldespand, saa snart daemningen er faerdig??? Under alle omstaendigheder var det rigtig flot og jeg fik mig en ny ven. En lille kinesisk pige var helt forelsket I mig og gav mig kandiserede popcorn, som jeg gav videre til Soeren. Hun var bare saa soed. Hun fik lov til at lane Soerens solbriller og optraadte for alle rund om os.