Vores tur til Hue startede faktisk alleredesoendag den 11. da  vi blev hentet af bussen kl halv 8. Busturen var ikke specielt behagelig, da air con ikke virkede, og der var daarligt plads paa saederne til at sidde op og sove. Heldigvis er Soeren blevet saa tyk, at jeg kunne bruge ham som hovedepude (faktisk har han tabt sig. Det har jeg ogsaa, men regner med at komme mig, naar vi kommer hjem, saa jeg ikke skal investere i nyt toej.)Vi gjorde flere stop undervejs. Omkring kl 2 holdt vi 3 kvarters pause ude mindt i ingenmandsland. Heldigvis kunne man faa en frossen youghurt, som vi hurtigt fik skovlet ind. Maelkeprodukter faar vi ikke for mange af, saa jeg regner staerkt med at kaere mor (udover laekker aftensmad) har frisk maelk og havregryn paa lager, naar vi kommer hjem. Til vores store fornoejelse fik vi laesset nogle folk af i ingenmandsland, saa der var plads til, at baade Soeren og jeg fik 2 saeder hver for os selv, saa vi kunne ligge ned. Vi skulle vaere ankommet til Hue tidligt om morgenen, men pga de foernaevnte problemaer med air con gjorde vi flere holdt. Altsaa var sulten begyndt at melde sig, da vi ikke havde koebt ind til morgenmad paa bussen. Gik derfor i krig med vanilliekager, som jeg senere skulle faa megen "fornoejelse" af.

Da vi endelig ankom til den gamle kongeby Hue, fik vi fundet os et billigt vaerelse med air con der virkede. Der var ikke synderligt varm vand, men badet var tiltraengt og temperaturen udenfor alligevel naer de 40 grader, saa koldt bad gjorde alligevel godt!

Soeren forlangte at faa morgenmad paa en restaurant hvor de absolut intet havde, som jeg ville spise (tjeneren forstod ikke ordet broed), da jeg ikke ville have ris og stegt koed til morgenmad. 50000 brugte han! Dyr i drifr, naar jeg til sammenligning kun brugte 10.000 paa to store baguettes med "La Vache qui rit" (Den leende ko).

Vores maver var nu fyldte og vi begav os paa rundtur til turistbureauerne for at hoere priser paa byrundture. Syntes det var for dyrt, naar vi ogsaa skulle vaere mange i gruppen, saa vi ville selv gaa ind og se den forbudte by (citadellet).

Vi gik rundt i 3 1/2 time inde i citadellet og beundrede de gamle bygninger og noed stemningen derinde (der var ingen dyttende scooterhoveder. Der er ingen tvivl om, at Vietnam har vaeret fransk koloni! De koerer lige saa raaddent!) Fordi vi er udlaendinge skulle vi selvfoelgelig ogsaa betale merpris, saa  vi skulle have noget for de 55.000VND, og det fik vi i hvert fald! Vi saa alle de gamle byginger, der var at se; saa nogle vietnameresere klaede sig ud som konge og dronning (de betalte for det); saa en forestilling med gammel traditionel musik fra dengang dynastiet i Hue sad paa tronen (det var ret sejt bortset fra en gammel gubbi som praesenterede det. Snork!); saa hvordan der var store og smaa skudhuller i murene rundt omkring i bygninger helt tilbage fra Vietnamkrigen; saa en masse guldglimmer og roede papirslamper der er resterne fra festivallen som sluttede dagen inden.

Da vi troede, at vi kun manglede at se de 9 store bronzegryder spurgte vi en vagt om vej, og han vidste os en helt ny del af vitadellet. Utroligt stort! En del af bygninger var lukkede pga restaurering. Kunne godt taenke mig at se det hele igen, naar det er faerdigrestaureret.

Omkring halv fem da vores rundtur paa egen haand var slut, var vi temmelig sultne. Vi konkluderede, at der maatte vaere mange caffeer i naerheden, saa vi satte af i rask trav uden for bymuren. Vi havde gaaet en halv time, da vi kiggede paa kortet og opdagede, at vi skulle have vaeret inden for muren. Taenkte at vi bare kunne gaa hen til den naeste bro over voldgraven. Det kunne vi ogsaa, men den var lukket... Slukoerede fandt vi endelig et sted, hvor vi kunne koebe en laeskende fanta til at fylde vores sukkerdepoter. Den venlige pige forklarede os, at vi faktisk skulle helt tilbage, hvor vi startede. Kan man saa andet end at grine ad sig selv? Nej. Paa tilbagevejen fandt vi et baguettebageri, og koebte to helt friskbagte stykker. Ialt for fanta og baguette til to mand, kom vi af med lidt under 2 kroner! Vi kom endelig tilbage til broen, vi kunne gaa over og blev enige om, at vi ville vende hjem, hvis vi ikke fandt noget mad inden 6. Vi kom ind i den gamle bydel ved siden af citadellet men fandt intet spiseligt (kinesere ville maaske have taget alle hundene) saa vi hyrede en cyclo. Chauffoeren stoennede anstrengt under hele turen. Kylling! Har set, at de nogle gange cykler med 4 eller 5 vietnamereser. Og Soeren og jeg har endda tabt os, saa hvad klagede han over. Altsaa!

Spiste paa cafe i naerheden af hotellet, og besluttede at skrive lidt nyt paa hjemmesiden, saa der var lidt laesning til jer trofaste laesere. Efter en time trykkede jeg opdater - og det hele forsvandt i stedet for at blive lagt ind. Maatte troestes med en pandekage og iced chocolate, inden vi gik hjem for at gaa til ro. Syntes ikke, at jeg var helt troestet nok, saa jeg tog straks fat i vanillekagerne, da vi kom tilbage. Til min store raedsel opdagede jeg, at kagerne var levende, og kastede dem straks fra mig med et skrig og loeb ud af doeren. Da jeg stod derude og regnede med, at Soeren klarede aerterne, taenkte jeg, at det nok var en ganske ufarlig gekko, som var kravlet ned ikagerne. Det mente den grinende Soeren ogsaa at det var. Han grinede i lang tid. Tror han lever laenge paa min bekostning...

Tirsdag den 13. tog vi paa scootertur. Er belvet ret god til at sidde stille uden at sige noget om trafikken. Vi satte kursen mod kongegravene som ligger et godt stykke uden for byen. Efter 15 min blev Soeren tiltalt af en vietnamesisk kvinde. Hun sagde, at hun bare var SAAAAAAA glad for at moede os og bla bla bla... EFter 10 min inviterede hun os paa te, og vi sagde hoefligt ja, selvom varm ulaekker te ikke var oenskedrikken... Hun boede ydmygt i et lille skur, men der var paent ryddet op og rent. Vi talte lidt og drak teen. Hun sagde, hun havde en fridag og gerne ville vise os to af gravene (hun var foedt der og kendte alle stederne). Vi spurgte hvor meget hun ville have for det, men hun paastod at hun gjorde det for fornoejelsens skyld og for at faa brugt sit engelsk.

Foerst saa vi Ming Mangs grav. Vi betalte for at komme ind og se den flotte og enormt store gravplads, der var stramt symmetrisk opbygget. Vi gik rundt derinde og legede japaere i godt en halv time. Langt tid nok til at Soeren havde glemt sine briller derinde, da vi kom ud (havde faaet desinficeret en lille bitte rids af en kustode og lagt sine briller paa bordet). Kvinden Roi hjalp ham med at faa sine briller tilbage uden at skulle betale entre igen. Vi syntes bare at vi var saa heldige, at vi havde moedt en lokal som kunne vise os smuteje gennem smaa lokale landsbyer til gravene! Hvor mange er det lige, det sker for?

Herefter saa vi Khai Dinhs grav. Helt anderledes grav men betalte ikke entre, da Roi viste os steder vi kunne se det hele og tage gode billeder.

Saa var tiden inden til nuddelsuppen Pho (fo) hos Roi. Normalt er de ret kedelige med risnudler, men hendes var god, staerk og med aegnudler. Frisk ananas til dessert. Soeren og jeg diskuterede hvad vi skulle give hende for hendes hjaelp, nu hvor hun ikke ville have penge. Men det var ikke noedvendigt af os, for pludselig sagde Roi, at hun ville have 200.000 saa hun kunne koebe ordog til sine boern. Det ville vi slet ikke gaa med til! Hun var da en god guide, men hvis hun ville have haft penge kunne hun have sagt det, da vi spurgte. Saa vi gav hende 30.000 men hun blev ved. Gav hende 6.000 mere og skyndte os afsted. Var lidt lede ved det, men var enige om, at hun skulle have vaeret aerlig fra starten.

Koerte selv videre for at finde flere grave men saa kun en inden vi for vild. Koerte frem og tilbage og havde naesten ingen benzin tilbage ifoelge maaleren. Mens vi holdt stille og saa paa kort kom en mand og hjalp os. Frygtede at han ville have penge men han ville bare gerne have et postkort. Han viste os den naeste grav, men derfra for vi igen vild. Efter lang tid fandt vi endelig tilbage til Hue og koerte ind i den gamle bydel for at koebe en fanta paa lokal restaurant. Sluttede dagen af med en tur til den kedte Thien Mu pagode og en tur rundt om den yderste bymur, inden vi koerte tilbage for at spise.

Efter aftensmad og besoeg paa internet cafe ville vi braende det sidste benzin af (havde jo maattet tanke op...) men scooteren var laast inden bag porten. Vi maatte slaenbe den ud gennem huset. Har aldrig foelt mig saa meget som en indrudstyv. Vaertinden, som aabenbart sov bag skranken, vaagnede og fortalte hvor noeglen til porten laa. Koerte lidt rundt og fandt et sted hvor Tuborg brygger den lokale oel Huda (Soeren siger, at den ikke smager af Tuborg).

Naeste dag (den vaerste dag indtil videre!) skulle vi afsted paa tur til DMZ-zonen for at se levn fra krigen og se tunlen i Vinh Moc. Kl 6.20 vaagnede jeg ganske udhvilet og spurgte Soeren hvad klokken var. Kiggede paa uret og for op! Soeren havde stillet alarmen forkert. Total god start paa en dag, der skulle have vaeret spaendende, men som endte med at blive en lang bustur. Kl 2 var det eneste spaendende vi havde set en kaffeplante! Heldigvis sluttede vi af med tunlen, som var rigtig spaendende. Utroligt at saa mange mennesker kunne leve paa saa lidt plads. Saa hvordan en bore-bombe naesten havde oedelagt tunlen: hvor meget plads hver familie havde og hvordan de havde boret en broend under jorden og meget mere.

Blev sat af i Dong Ha hvor vi skulle vente paa bussen til Hanoi. Forfaerdelig tur. Ingen plads. For koldt pga overgearet aricon, som ogsaa gav kondens der dryppede ned i hovedet paa mig. Koereturens hoejdepunkt var den frosne youghurt vi fik samme sted som sidst. Hoerte noget musik (BAD DAY med Daniel Powter) og kunne derefter grine af vores moejdag.