Hej igen alle sammen J

Så er der endnu lidt at fortælle om.

Vi startede mandag morgen med at være med til en lille andagt med YFC. En dejlig oplevelse, og i stedet for de afrikanske sange, sang vi her ”Here i am to worship” og ”Open the eyes”, meget sjovt at sidde der og synge med. Folk lægger virkelig dybde i det når de synger lovsang hernede, de fleste har en eller anden fed anden-stemme som de kan sætte på sangene.

Da vi kom hjem, kastede vi os over den nystemmede guitar, og jooo.. der er fremskridt i Signes guitarevner, selvom hun stadig har meget at lære J. Men hun er en dejlig elev!

Mens vi sad og spillede, kom to elever, Rita og Cumaio, fra den lokale sprogskole, hvor Nalio arbejder. Dem skulle vi følges med i skole og hjemme næste dag. De var flinke, men alligevel var vi klar over at det ville det være første gang vi ligesom skulle klare os på egen hånd uden hinanden så vi var virkelig spændte på det. Indtil videre har vi altid været sammen om alting, så at skulle skilles fra hinanden i 3 timer var stort.. Og så endda på engelsk J.  ”You will learn more” (citat Borat)

Efter at de havde været her, skulle vi ud og kigge på nogle forskellige huse sammen med Kurt og den lokale præst. Vi skulle møde dem som havde bygget dem, for at finde ud af hvem der skulle bygge den kommende landbrugsskole, og få nogle tilbud på hvad det ville koste at bygge. Igen tog Dennis og jeg turen bag på ladet, og igen var det en storslået oplevelse J.

Vi havde dog ikke så meget forstand på det, og holdte os uden for forretningsaftalerne, men det var fedt og komme ud og se nogle af husene tæt på og indvendigt.

Forestil jer et hus på måske 8-10m2, hvis du har mange penge er den bygget på en sokkel af cement, ellers er det den bare jord. Den er lavet af et skelet at tynde stammer, hvor man har sat bambuslignende siv omkring, og igen, hvis du har penge nok er den tækket med ler, og taget er bare et tyndt bliktag. Det er den slags huse de fleste her bor i..

Hjemme igen skulle der købes ind, så det blev til en tur på det store marked. Her sælges der alt fra grønsager af alle slags, til krukker, tøj, CD’er, høns m.m. Vi fik kigget lidt på de forskellige boder, og fandt ret hurtigt ud af, at man ikke behøvedes gå hele markedet rundt, for de solgte alle sammen de samme ting. Bl.a. var der to boder med præcis de samme krukker lige ved siden af hinanden. Klogt valg, krukkekoner..  

Men det var i hvert fald rigtig hyggeligt, især det at alle mennesker gerne ville snakke med en. Rigtig dejligt at være med Kurt, da han fortæller og fortæller, og smiler og snakker ”portugisisk” J. Noget af det mest fantastiske her er, at folk er så flinke og ønsker kun at hjælpe, alle børnene vinker til dig og glor enorm meget på dig, og folk hilser pænt, så man føler sig virkelig velkommen. Virkelig en dejlig oplevelse.

Om aftenen fik vi besøg af en Sydafrikansk missionær der bor her i byen. Han kom forbi, og fik aftensmad, mens vi hørte en masse historier om de vilde løver, elefanter, næsehorn og krokodiller i Sydafrika. Ja, det var lige før man kunne blive bange for vores tur til Krüger nationalpark, hvor vi skal se disse dyr.. ;b. Men det var en rigtig hyggelig aften J. Kurt er begyndt så småt at lokke os til at gå tidligt i seng, og stå tidligt op. Det vil sige at vi går i seng halv ti, ti, og står op kvart i syv. Man skal liiige vænne sig til det, men på den anden side bliver det allerede lyst klokken fem, så hvorfor ikke gribe dagen J.

Tirsdag morgen var det igen tidligt op, for vi skulle med Nalio i skole. Her mødte vi alle de andre elever i klassen, og så var det ellers bare med at få snakket noget engelsk. Vi fik præsenteret os, hvem vi var, og hvad vi lavede her i Mozambique, og så blev der ellers stillet spørgsmål. De ville vide alt om hvordan det var at leve i ”Dinamarca” og vi ville jo høre alt om, hvordan det var at leve her. Det var rigtigt godt at høre fra dem selv hvordan de mener de har det, hvad de gerne ville have anderledes, hvad de havde af fremtidsplaner osv., og det gav et rigtigt godt indtryk af hvordan man lever her. Specielt Dennis fik mange direkte spørgsmål, som hvad mindstelønnen var i Dk, om hvorfor vi sløsede i skolen, om vi havde svineinfluenza(?), og så havde de ret svært ved at forstå, at jeg ikke havde en kæreste. De troede helt bestemt, at det var min far, som havde befalet mig at vente til jeg blev 21. Jeg fik vist nogenlunde forklaret, at det er lidt anderledes i Danmark J

Pigerne snakkede om lidt anderledes ting, og Signe fandt bl.a. ud af at de fleste piger hernede køber hår og sætter i deres eget fordi deres hår kun bliver få cm langt, og de kunne slet ikke forstå at vi i Danmark brugte vores eget hår.

Efter skole, tog Signe med Rita hjem og Dennis med Cumaio hjem for at se hvordan de bor.

Dennis skulle gå de to kilometer hjem til Cumaio, så det blev til en slags rundvisning i området. Cumaio bor faktisk i et ret stort og flot hus, med en kæmpe stor grund, så fattige var de ikke. Hans far arbejder i en guldmine i Sydafrika, og kommer kun hjem en gang om året, og hans mor er land..kvinde. Men en rigtig flink fyr er han, og det var en dejlig rundvisning jeg fik i hele området. Jeg skulle med Shappa hjem, i ved de gamle rustne overfyldte Toyota’er, og jo det var da en oplevelse man ikke får i Danmark J

Signe fik en rundvisning i Ritas hus, som også er meget stort og flot langt fra de fleste andre huse. Rita boede ved sin onkel og tante sammen med sine fætre og kusiner, da hendes mor og far boede langt væk fra skolen hvor hun lærte engelsk. Hele hendes familie var rigtig flinke, som alle andre her, og jeg fik snakket en del med dem alle, så nu har vi et god indblik i hvordan det er at være mozambikaner.

Efter turen hjem til Comaio, tog Dennis af sted for at øve med Samuels band, som han skal spille i til en koncert på lørdag. De havde ikke noget trommesæt, så det blev kun til lytten i dag, da trommesættet først kommer lørdag. Da de var på vej hjem, tre kvarter forsinket(sådan skal det være i Afrika!), gik Samuels bil tør for diesel, da ingen af hans måleinstrumenter i bilen virker, hverken hastighedstæller eller benzinmåler. Så de måtte holde ind til siden, og ringe til Kurt, for at få ham til at hente dem. Dog mistede ingen humøret af den grund, de fandt bare kongas og guitar frem, og begyndte af fyre den af med sang og dans, som kun afrikanere kan. Det var så fedt at se J.

Nu er der snart aftensmad, og derefter er det godnat, da vi allerede skal op kl. 4 i morgen for at køre til Krüger Park, hvor vi først er hjemme igen fredag J. Pas godt på jer selv derhjemme, og tag jer nu sammen i skolen J.

Vi er stadig enormt glade for at være hernede, Lisbet og Kurt er nogle af de rareste mennesker, og vi kunne ikke forestille os en bedre ”familie” at bo ved hernede. De første par dage har vi, som i nok kan læse, mest brugt på at se landet, kulturen og lært nogle at de lokale at kende, så man kan se det hele fra deres side.. De næste tre dage går jo så i Krüger Park, men eller vil vi begynde at sætte os ind i selve WutomiAgri, og i en af de næste blogge vil vi informere om statussen for projektet. Indtil videre kan vi bare sige, at jo mere vi oplever det på tæt hold, jo mere kan vi se hvor meget det betyder hernede.

Krammer fra Signe og Dennis J