Fredag d. 28-07-2006 – Tilbage til Yosemite Park

Vi vågnede klokken 7, og så skulle vi skynde os af sted. Vi holdte jo på en parkeringsplads bag et motel.

Vi kom af sted op ad bjerget, og så kom vi til indgangen. Vi holdte bag ved nogle biler, der først skulle have billetter, så vi skulle vente rimeligt længe. Da vi kom op til vinduet, viste vi bare vores billet, og så kunne vi køre direkte ind. Så kørte vi ind mod midten, men så pludselig kunne vi høre et ordentligt brag!

Det lød, som om hele bagenden blev revet af. Vi holdte ind på et lille indhak, hvor vi lige kunne være. Så gik vi ud og kiggede, hvad det var.

Der var et kæmpe hul i dækket, og fælgen havde en stor bule. (I kan se det på et billede.) Far havde sagt en million gange, at det var nogle fede cykelruter, vi kørte på.

Vi har ham mistænkt for at have gjort det med vilje sådan, at han kunne komme ud at cykle.

Vi kunne ikke bare holde der, så vi kørte længere ned af vejen og fandt en stor parkeringsplads. Det kunne kun lade sig gøre, fordi vi har dobbelte baghjul.

Da vi så fik holdt ind, kiggede vi på mobilen. Der var ingen signal. Vi vidste ikke, hvordan vi så skulle ringe, så vi spurgte en i en anden RV.

Han sagde, at der var en telefon 100 meter fra, hvor vi var. Der gik vi hen, og far løftede telefonen. Der var ingen tone, og der stod, at den ikke tog imod mønter.

Der var ikke noget sted til sedler, så han prøvede bare at taste nummeret ind, og så ringede den. Der fik han fat i en af dem fra firmaet, vi havde lejet RV’en af.

Vi må nemlig ikke selv skifte dæk. Det skal vi ringe til dem om. Så sagde ham i telefonen, at vi skulle ringe tilbage om en halv time. Så ville han finde ud af noget.

Da vi så ringede en halv time efter, fik vi at vide, at der gik et par timer. Så vi satte os i gang med at lave det, vi nu havde lyst til, og far tog ud at cykle. Så ventede vi på at han skulle komme. Far kom hjem efter 2 timer. Det havde været en rigtig god cykeltur. 52 km og 1.020 højdemeter. Han var helt hvid af salt på trøjen, da han kom hjem. Vi andre havde siddet i camperen og fået styr på rejsebeskrivelserne og billeder. Klokken halv 4 kom manden, der skulle skifte vores dæk.

Han lød som en Cowboy. Det første han sagde, da han så hjulet, var: ”Man!” Så hentede han noget værktøj og begyndte at pille det af. Der var sådan noget pynte-metal udenpå hjulet, men den kunne ikke bruges mere på grund af bulen. Så den fik vi lov at beholde. Jeg håbede på, at jeg måtte få den med hjem, men jeg måtte kun få skruerneL

Så kunne vi komme videre. Men først gik vi hen til noget der hedder ”Glacier Point.” Det er et stort sted, hvor man kan kigge ud over hele landskabet. Der af nogle billeder af det, men det er noget helt andet at være der. Billederne er ikke en tiende del så gode som at være der.

Der var en hel masse egern, som var næsten helt tamme. Vi havde noget brød tilbage fra frokosten, så vi gik hen til nogle af dem, og så gik de helt tæt på, og tog brødet, vi havde mellem fingrene.

Så kom vi endelig videre. Men det var blevet så sent, at vi var nødt til at finde en campingplads. Vi fandt en, fik en plads, og så gik vi i bad.

Vi var alle sammen meget støvede af at gå. Så spiste vi aftensmad og kom indenfor, for der begyndte at komme mange myg. De er helt sindssyge herovre.

Man kan gå udenfor 30 sekunder, og så har man ti stik. Så satte vi os ned og faldt til ro og så gik vi i seng.

Anders