danskDansk | choose language

Gratis Rejsedagbog

 

 
cruiseamerica » Beretninger » Las Vegas

Las Vegas

30.07 Turen til Las Vegas



 



Vi var alle sammen oppe klokken 8. Vi startede med at rengøre bordet udenfor, fordi det var meget beskidt. Efter rengøringen begyndte Anders og jeg at tage morgenmaden frem. Vi fik som sædvanlig guldkorn med mælk på, og far og mor fik havregryn.



Efter morgenmaden vaskede jeg op og Anders tørrede af. Hele morgenmadsaffæren tog omkring en time.



Efter oprydning børstede vi alle tænder og gjorde os klar til sidste del af turen til Las Vegas.



Så startede vi. Der var omkring 500 km fra campingpladsen til Las Vegas. Vi troede at vi bare skulle ud på en hovedvej og så bare af sted ligeud mod Las Vegas. Det skulle vi ikke. Ipaq’en viste os op i bjergene. Vi troede vi endelig skulle nedad igen, men næh nej. Vi skulle længere opad. Helt op til næsten 8000 fod. Vi fik selvfølgelig alle sammen propper i ørene, og Anders, far og jeg kunne sagtens slippe af med dem igen, men det kunne mor ikke. Hun er mega forkølet, så hun måtte leve med at have propper i ørerne hele tiden.



Vi troede at vi bare skulle opad, og så nedad igen, men det skulle vi ikke. Vi skulle først op. Så ned, og så op igen, og så ned igen.



Endelig nåede vi 0 fod over vandoverfladen, og vejen blev fuldstændig lige. Det er helt vanvittigt så lange og lige vejene er herovre. Du kan køre ud på en stor landevej, og køre flere 100 km ligeud. Uden så meget som et lille sving.



Vi drønede derudaf med god fart og humøret var højt. Vi stoppede kun en gang, men det var fordi der var brug for toiletbesøg. Så fik vi noget franskbrød og lidt at drikke.



Efter pausen kørte vi videre. Længere ud i ørkenen. Der er bare absolut ingenting at se. Det eneste der er at se er sand, kaktusser og sten. Det er vildt at der pludselig kommer en kæmpestor by.



Vi kørte derudaf og kom til sidst til Las Vegas. Las Vegas er jo en natby. Alting er fyldt med lys, store skilte og det er det der er specielt ved Las Vegas. Selvfølgelig også casinoerne osv. men Las Vegas er også andet end bare det.



Når man tænker på Las Vegas tænker man kun på casinoer, barer osv. Las Vegas er også en ganske almindelig by med huse. Der er kun casinoer osv. på ”The Strip”. Resten af byen er ganske almindelige villaveje.



 



Da vi endelig ankom til Las Vegas kørte vi ind til en campingplads. Den hedder Circus Circus. Der var kun 2 pladser tilbage, så vi var meget heldige. Efter at vi havde koblet os til strøm, vand osv. satte vi os ind i camperen for at slappe lidt af. Vi fik lidt vand og var glade for at vi havde fået den sidste plads. Humøret var højt da vi gik ned i byen 5 minutter senere.



Det var helt vildt. Alting var dækket med lys og glimmer. Uanset hvor vi kiggede hen, så var der et skilt, vi endnu ikke havde set.



Vi gik ned af gaden og tog en masse billeder. I starten ville vi egentlig bare lige kigge på det hele. Det var helt vildt, så tør luften var, vores øjne løb hele tiden, og man kunne knap nok få vejret.



Vi fortsatte ned ad gaden og besluttede os for at gå ned til det store springvand. Det ligger lige foran hotellet Bellagio. Det er KÆMPESTORT! Vandet springer op i takt med noget musik, som bliver spillet, når det bliver startet. Man kan jo ikke se vand i mørke, så derfor var der også lys i det. Hvidt lys, så man tydeligt kunne se vandet springe. Se billeder og filmklip.



Efter springvandet gik vi længere ned ad gaden. På det tidspunkt var vi alle blevet sultne, så vi gik ind og fik noget mad på ”Denny’s”.



Efter maden fortsatte vi. Vi besluttede, at vi ville se nogle af monumenterne. Det vil sige, at der er nogen, der har kopieret nogle monumenter og bygget dem i Las Vegas. Der var f.eks. gaderne i Venedig, og så kunne man blive sejlet rundt i gondoler, men det gad vi ikke.



Der var også Triumfbuen, Frihedsgudinden og flere.



Da vi havde set det meste, blev vi helt vildt tørstige. Vi købte noget vand af en mand, som stod på fortovet og solgte det billigt. Efter at vi havde drukket vandet, gik vi ned til hotellet Venetian. Det er et kæmpestort hotel, som far engang boede på, dengang han var på forretningsrejse. Han ved, at der ligger et stort casino på hotellet, så der ville vi gå ind og bruge en smule penge. Vi gik derind, fandt en maskine, og jeg proppede en dollar i. Jeg nåede lige at trykke på knappen, før der kom en vagt og sagde, at vi ikke var gamle nok. Det vidste vi egentlig godt, men vi skulle bare lige prøve. Nu kan jeg så sige, at jeg har spillet på et casino i Las Vegas.



Da vi havde fået af vide, vi ikke måtte være der, gik vi ud på gaden igen. Så besluttede vi, at vi ville vende snuden hjemad. Vi var mega ømme i benene, og vi trængte bare til at komme hjem og få benene op. På vej hjem mødte vi en flok piger, som reklamerede for Partypoker, og de gav gratis t-shirts, kasketter og halskæder. Vi tog så en halskæde hver og gik videre ned ad gaden. Længere nede kom vi forbi hotellet Mirage. Lige foran det er der en stor vulkan. Selvfølgelig ikke en rigtig vulkan, fordi det ville være farligt. Det var en, der var lavet sådan, at det skulle ligne en vulkan. Hver halve time ville den så ”gå i udbrud”. Det lignede faktisk lidt, at den gjorde det. Det var vand, som blev skudt opad i forskellige højder, så det lignede ild. En gang imellem blev der også brændt en stor mængde gas af, så der kom en stor flamme. Den var så stor, at man kunne mærke den helt ude fra tilskuerlinien. Det var nok 5 meter væk. Der var selvfølgelig også lydeffekter. Lydeffekterne kan I ikke høre, men I kan se vulkanen ”gå i udbrud” på billederne og filmklippet.



Efter vulkanen var vi fuldstændig udmattede. Vi slæbte os bogstaveligt talt hjemad, og vi var lykkelige, da vi endelig var hjemme ved camperen. Det første vi gjorde var at gå ind og mærke at vores ”roof air conditioner” havde kølet rummet dejlig meget af. Vi satte os ned og nød kulden. Anders var lynhurtig til at finde vand og glas frem. Så var der nok stille i 5 minutter, fordi alle bare tømte deres glas og fyldte op igen. Det havde været en dejlig dag/aften/nat. Far begyndte med computeren, fordi han ville se billeder fra kameraet. Billederne er måske sløret, men det er fordi kameraet skal bruge lys, og selvom den bruge blitz, kan den jo ikke nå op i toppen af en bygning.



Efter at der var blevet set billeder, blev computeren og lyset slukket, og der blev sagt godnat. Vi skulle jo videre til Hooverdæmningen næste dag.



 



Michael



 

Beretnings info